Jeg genoptog arbejdet som rejsende tilsynsmand, og senere blev jeg bedt om at organisere trykningen og distribueringen af vore publikationer i Polen.

På det tidspunkt brugte vi primitive duplikatorer og stencils af voks til at fremstille Vagttårnet på. Kvaliteten af trykningen var ringe, og vi måtte betale urimelige priser for papir, som dengang var en mangelvare. Duplikeringen måtte foretages på afsidesliggende steder, såsom lader, kældre og loftrum. Blev man opdaget, var straffen fængsling.

Jeg kan huske en udtørret brønd vi benyttede. Ti meter under jorden var der i siden på den en luge ind til et lille rum hvor vi duplikerede bladene. Vi måtte fires ned med reb for at komme dertil. En dag hvor jeg var ved at blive firet ned i brønden i en stor træspand, sprang rebet pludselig. Jeg faldt ned og brækkede benet. Efter et hospitalsophold tog jeg tilbage for at arbejde ved duplikatoren.

Da jeg blev løsladt fra fængselet, blev jeg sendt til Poznań for at føre tilsyn med et af „bagerierne“, som vi kaldte vore hemmelige trykkerier. I slutningen af 1950’erne var kvaliteten af vores trykning blevet stærkt forbedret. Vi lærte hvordan man formindsker tekstformatet, hvilket var noget af en milepæl for os, samt hvordan man betjener en Rotaprint offsettrykkemaskine. I 1960 begyndte vi også at trykke og indbinde bøger.

Da jeg senere blev løsladt fra fængselet, blev jeg udnævnt til at føre tilsyn med vores trykkerivirksomhed i hele Polen. I 1974, efter at jeg i ti år havde undgået at blive opdaget, blev jeg sporet og arresteret i Opole.

[Illustrationer på side 20]

Publikationerne blev trykt på en duplikator og senere på en Rotaprint offsettrykkemaskine