Kraków-avisen Ilustrowany Kurier Codzienny gik med i angrebet på Vidnerne og beskyldte dem falskeligt for i virkeligheden at være kommunister, at synge bolsjevistiske sange og at være oplært og økonomisk støttet af Sovjetunionen. I denne forbindelse lagde brødrene sag an mod avisens ansvarshavende, og redaktøren blev straffet.

Mieczysław Skrudlik, en jesuiterpræst, udgav personligt nogle brochurer der bagvaskede Jehovas Vidner. Men da han blev bedt om at møde i retten hævdede han at han var syg. Tre gange bad han om at man udsatte retssagen. I mellemtiden flyttede han flere gange, og til sidst kunne man ikke finde ham.

Gejstlighedens angreb var imidlertid ikke blot verbale. Præsterne og deres håndlangere greb også gentagne gange til vold. Når forkynderne gik fra hus til hus blev de angrebet af modstandere der slog og sparkede, brugte kæppe og sten, ødelagde bibelske publikationer og efterlod forkynderne blødende eller bevidstløse på jorden. Forkyndere der rejste til fjerntliggende distrikter for at forkynde blev standset, fik prygl og blev dykket ned i vand; deres cykler og motorcykler blev smadret og deres publikationer blev konfiskeret og ødelagt.

Bolesław Zawadzki, der gennem mange år var pioner, skrev i sine erindringer at da der engang blev holdt møde i hans forældres hjem i Kielce, omringede en pøbel på 2000 vrede og råbende mennesker huset og kastede med sten. Man brugte trillebøre til at hente flere sten. Først langt over midnat holdt de inde. Da man samlede de sten sammen der var røget gennem taget, fyldte de seks kærrer! I et forsøg på at afværge denne bølge af forfølgelse lykkedes det nogle gange at få voldsmændene straffet, men sjældent at få bagmændene, de gejstlige, stillet for retten.

Kampen intensiveres

De katolske gejstlige fortsatte med at lægge pres på myndighederne for at standse forkynderne. De rettede altid de samme beskyldninger mod dem og sagde at de udbredte kommunistisk propaganda, indsamlede penge uden tilladelse, overtrådte sabbatten om søndagen og vanærede kirken og dens lære. I 1933 blev der indberettet omkring 100 tilfælde hvor politiet havde standset forkyndere. Der var også 41 tilfælde hvor fanatiske pøbelskarer havde begået alvorlige voldelige overfald på forkyndere. To år senere var der 3000 tilfælde hvor præster havde meldt forkynderne til politiet. Når beskyldninger om overtrædelse af én vedtægt ikke førte til noget, henviste præsterne til en anden vedtægt eller en tredje eller fjerde. Men de fleste sager blev trukket tilbage inden de kom for en domstol fordi de ikke havde noget på sig; andre endte med frifindelse.

Brødrene havde ikke råd til at ansætte en advokat hver gang de blev arresteret. Men Selskabets kontor ydede juridisk bistand. De fik tilsendt i hundredvis af aktstykker der oplyste om appelsager, gunstige domme og sager der havde skabt et værdifuldt præcedens. Når brødrene blev stillet for retten fulgte de Selskabets vejledning og lagde vægt på forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige frem for på juridiske detaljer. I nogle få vigtige sager var der imidlertid advokater der stillede sig til rådighed som forsvarere for brødrene.

For at imødegå beskyldninger om dørsalg udstedte Selskabet nogle kort der viste at indehaveren var bemyndiget til at forkynde som følge af at man i landet havde religionsfrihed og frihed til at følge sin samvittighed. Selskabet udstedte også særlige beviser til de forkynderes børn som ikke blev rykket op i næste klasse fordi de ikke ville overvære den obligatoriske religionsundervisning. Disse beviser bekræftede at barnet havde modtaget religionsundervisning i det trossamfund det tilhørte og havde fået den og den karakter. Som følge heraf oprettede mange menigheder „søndagsskoler“ som blev drevet i adskillige år. Efter at brødrene havde gjort en stor indsats, udstedte Ministeriet for Undervisning og Religiøse Trosretninger et dekret der forpligtede skolemyndighederne til at godkende disse beviser. Når karaktererne var blevet indført i skolens optegnelser kunne barnet rykkes op i næste klasse.

Visse myndighedspersoner kunne tydeligt se at beskyldningerne mod Jehovas Vidner var motiveret af religiøse fordomme. En statsadvokat ved en appelret i Toruń afviste således beskyldningerne mod en forkynder for blasfemi, begærede frifindelse og erklærede at Jehovas vidner indtog det samme standpunkt som de første kristne. I et andet tilfælde nægtede statsadvokaten ved appelretten i Poznań at retsforfølge en forkynder der var beskyldt for at have kaldt gejstligheden en del af „Satans organisation“. (Jævnfør Johannes 8:44.) Han henviste selv til pave Alexander VI’s hof, hvor det er velkendt at der herskede en særdeles umoralsk atmosfære. Dette stillede han op som en modsætning til Jehovas vidners gode adfærd og deres nidkærhed i tjenesten for Jehova.