I løbet af 1937 var Katolsk Aktion ansvarlig for 75 voldelige overfald på Jehovas vidner; i to af disse tilfælde blev brødre myrdet. Ud af 263 retssager endte 99 med frifindelse og 71 med domfældelse. De øvrige blev udskudt. I 129 tilfælde blev publikationer konfiskeret, men i 99 tilfælde lykkedes det brødrene at få dem tilbage. I 1938 Yearbook kunne man læse: „Hele Herrens folk i dette land er besluttet på at fortsætte forkyndelsesarbejdet uanset om det behager mennesker eller ej, ihukommende . . . at ’vi må adlyde Gud mere end mennesker’.“

Det var afgjort sådan forkynderne i de 121 tjenestesindede menigheder følte det. Hver måned var der gennemsnitlig 800 forkyndere der rapporterede, og i den måned hvor mindehøjtiden blev holdt var der 1040! Men modstanderne var besluttede på at rette et knusende slag mod dem. De mente sikkert at dette var lykkedes da myndighederne den 22. marts 1938 låste og forseglede dørene til vort kontor i Łódź. Publikationer kunne ikke længere sendes med posten eller med banen; både afsender og modtager ville blive straffet. Brødrene ønskede at appellere til en højere retsinstans, men en højtstående, venligsindet embedsmand fortalte dem i al fortrolighed at det ville være forgæves. „Tidens ånd“ har ændret sig, forklarede han, og selv om de vandt sagen ville indenrigsministeren sørge for at deres aktiviteter overalt i landet blev underlagt restriktioner. Man besluttede derfor at man ikke ville gå videre med sagen i retssalene men i stedet stole på Jehova og fortsætte arbejdet på andre måder.

I den vestlige sektor arresterede det tyske Gestapo alle der var kendt som Jehovas vidner. Det totalitære nazistyre slog med grusomhed ned på alle der ikke underkastede sig det fuldstændigt. Eftersom Jehovas vidner fremmede Guds rige blev de betragtet som fjender. Hvis man blev taget med et enkelt nummer af Vagttårnet på sig, eller hvis man var med på det samme fotografi som en forkynder, blev det brugt som bevis for at man var kriminel. Man brugte brutale metoder for at tvinge Jehovas vidner til at opgive navne og adresser på deres åndelige brødre og søstre. De der nægtede at forråde deres brødre og at underskrive en erklæring om at de afsvor deres tro, blev sendt til koncentrationslejre. Kun meget få gik på kompromis. Selv forfølgerne undrede sig over den loyalitet disse tjenere for Jehova viste.

I Łódź arresterede Gestapo broder Scheider og mange andre, og anbragte dem i lejre. Fra Poznań blev 69 brødre og søstre sendt til tyske lejre; 22 blev dræbt. Til trods herfor var der så mange mennesker i Poznań der lærte sandheden at kende under krigen, at der bagefter kunne dannes en stærk menighed i byen. Dens nidkærhed smittede af på de omkringliggende distrikter og hjalp med til at genopbygge organisationen i det vestlige Polen.

Brødrene led naturligvis også i mange andre større og mindre byer. Fra Wisła, en bjergby der dengang havde omkring 6000 indbyggere, forlød det for eksempel at 51 brødre og søstre var blevet sendt til koncentrationslejre. Kun 13 vendte tilbage.

Jehova svigtede ikke sit folk

At Skaberen beskyttede sit folk under denne tid med voldsom forfølgelse er åbenbart. For dem var sejren ikke betinget af om de overlevede men om de forblev trofaste — om nødvendigt til døden. (Åb. 2:10) En broder beretter at han blev slået skånselsløst i mange timer, især på ryggen og i nyreregionen. Men han holdt ud trods forsøg på at få ham til at forråde andre brødre og give organisationsmæssige oplysninger. Mishandlingen fortsatte den næste dag, endnu mere brutalt. Den tredje dag voldte slagene på hans opsvulmede og mishandlede krop ulidelige smerter. Broderen bad Jehova om hjælp, ja, endog om at måtte dø. Pludselig begyndte den gestapomand som piskede ham at bande og svovle, smed pisken og gik. Hvad var der sket?

Flere dage senere så broderen denne mand med hånden i bind. Nogle medfanger fortalte broderen at gestapoagenten havde brækket sin pegefinger — åbenbart mens han piskede.

De forkyndere for hvem det lykkedes at undgå arrestation lod sig ikke sprede. De mødtes i små grupper for at studere Bibelen og Vagttårnet. De blade de modtog kom sædvanligvis fra brødrene i Tyskland, hvorefter de blev duplikeret eller kopieret i hånden. Fritz Otto var aktiv i undergrundsarbejdet i Łódź under besættelsen, og opretholdt kontakter med Poznań, Bydgoszcz og Gdańsk. Skønt kommunikationslinjerne fra tid til anden blev afbrudt af modstanderne, gik der aldrig særlig lang tid før de blev oprettet igen.

I generalguvernementet

Situationen i den centrale og sydlige del af Polen var anderledes. Her jagede og forfulgte myndighederne ikke Jehovas vidner lige så intenst. Brødrene arbejdede derfor ivrigt selv om de altid tog deres forholdsregler. I Warszawa fremstillede de stencils til Vagttårnet, hvorefter de ansvarshavende for hver zone foretog duplikeringen idet de brugte det primitive duplikeringsudstyr der var tilgængeligt. Der blev brugt forskellige metoder til at smugle originalkopierne af publikationerne ind. Nogle tyske soldater hvis familie var i sandheden fungerede uden at vide det som kurerer når de vendte tilbage til østfronten efter at have været hjemme på orlov.

Der er også mange hjertegribende erfaringer. I december 1942 fangede det tyske politi i Warszawa Stefan Milewski og Jan Gontkiewicz mens de var i færd med at duplikere. De blev med det samme sendt til koncentrationslejren i Majdanek og derfra til Buchenwald. Derefter overtog Ludwik Kinicki, som førte tilsyn med Jehovas Vidners virksomhed i hele det område der var kendt som generalguvernementet, deres opgaver. To år senere, i 1944, blev han arresteret, og inden året var omme døde han i koncentrationslejren Gusen i Østrig.

Satan forsøgte selvfølgelig at standse denne udbredelse af den rene tilbedelse, blandt andet ved at gøre brug af guerillagrupper. Tilskyndet af katolske præster begyndte disse grupper ikke blot at kæmpe mod den tyske besættelse men også mod Jehovas vidner, hvilket medførte nye trosprøver. Der blev foretaget natlige razziaer i brødrenes hjem. Mænd, kvinder og børn blev slået og beordret til at gøre korsets tegn, kysse korset og hænge „hellige“ billeder op på væggene. De ubudne gæster plyndrede og raserede. Nogle familier blev udsat for gentagne angreb. Flere brødre blev tvunget til at gå under jorden for at bevare livet.

En ny handlingsplan i den sovjetiske sektor

Et stort område i det østlige Polen var blevet annekteret af Sovjetunionen i september 1939. Det betød at omkring halvdelen af vore forkyndere, deriblandt polske, ukrainske og nogle få russiske og jødiske forkyndere, blev afskåret fra den øvrige del af organisationen. Skønt de var nidkære, var deres åndelighed truet af mangelen på ny åndelig føde. De forsøgte at få kontakt med organisationen gennem Slovakiet, men det viste sig at være overordentlig vanskeligt.

På et tidspunkt blev en del menigheder omfattet af en ny handlingsplan. I begyndelsen var dens mål at hjælpe brødrene med at tilpasse sig deres nye situation. Den understregede behovet for at holde sig adskilt fra verden og føre et liv „i hellig pragt“. (Sl. 110:3) Denne nye handlingsplan bredte sig fra Lviv over Lublin helt til Warszawa. Men i stedet for at vejlede brødrene om nøje at følge anvisningerne i Bibelen, blev de inden længe opfordret til at deltage i forehavender der blot var en enkeltpersons idé.

Under indflydelse heraf rettede en gruppe desorienterede forkyndere pludselig et angreb på militærhovedkvarteret i det tyskbesatte Białystok, fjernede hagekorset fra taget og erstattede det med et hvidt flag. De blev arresteret og henrettet samme dag. Disse begivenheder er en smertelig påmindelse om hvad der kan ske når en enkeltperson tager sig friheder og går ud over hvad der står skrevet i Bibelen, og ud over det eksempel som Kristus og hans apostle satte, og ikke ser hen til „den trofaste og kloge træl“ efter ledelse. — Matt. 24:45.

En endelig prøve nær krigens afslutning

Umiddelbart før krigens afslutning blev brødrene stillet over for en ny prøve. Efterhånden som østfronten kom nærmere, blev folk beordret til at grave tankspærringer. Men som neutrale kristne kunne Jehovas vidner ikke med god samvittighed deltage i dette arbejde, og de nægtede at være med, selv under dødstrusler. I snesevis blev offentligt henrettet ved skydning, heraf nogle som var helt nye i sandheden. Dette tjente også som et vidnesbyrd, eftersom andre blev opmærksomme på at Jehovas vidner havde så stærk en tro at de hellere ville dø end svigte deres Gud.

Omsider var besættelsesårene til ende. Jehovas vidner i Polen havde udholdt alvorlige prøvelser. Nu tog de, i endnu større antal end før krigen, fat på den opgave der lå forude.