I juni 1950, en måned inden vores arbejde officielt blev forbudt, blev jeg og andre brødre fra Betel arresteret. Jeg kom i fængsel, hvor der ventede mig et grusomt forhør.

Eftersom min far arbejdede på et skib der regelmæssigt sejlede til New York, forsøgte forhørslederne at få mig til at bekræfte at han spionerede for amerikanerne. Det var et nådeløst forhør. Desuden forsøgte fire betjente samtidig at få mig til at vidne imod broder Wilhelm Scheider, som førte tilsyn med arbejdet i Polen. De slog mig under hælene med tykke stokke. Da jeg lå blødende på gulvet og følte at jeg ikke kunne klare mere, råbte jeg: „Jehova, hjælp mig!“ Mine forfølgere blev så overraskede at de holdt op med at slå. Der gik ikke mange minutter før de alle var faldet i søvn. Jeg var lettet og genvandt min styrke. Det overbeviste mig om at Jehova kærligt besvarer sine indviede tjeneres bønner når de kalder på ham. Det styrkede min tro og lærte mig at sætte al min lid til Gud.

Den endelige forhørsrapport indeholdt et falsk vidneudsagn der skulle virke som om det var mig der havde afgivet det. Da jeg protesterede, sagde en betjent til mig: „Det må du forklare i retten.“ En venlig cellekammerat beroligede mig med at der ikke var grund til at være bange eftersom den endelige rapport skulle verificeres af en militær anklager, hvilket ville give mig lejlighed til at modbevise det falske vidnesbyrd. Og sådan kom det også til at gå.

Efter et kristent møde i april 1951 blev jeg arresteret på gaden af en sikkerhedsvagt som nøje havde holdt øje med mig. Da jeg nægtede at svare på vagternes spørgsmål, blev jeg ført til fængselet i Bydgoszcz, og samme nat begyndte de at forhøre mig. Jeg blev beordret til at stå op ad en mur i seks dage og seks nætter uden mad og drikke og i en tyk tobaksos fra vagternes cigaretter. De slog mig med en stav og brændte mig med cigaretter. Når jeg besvimede, hældte de vand over mig og genoptog forhøret. Jeg bønfaldt Jehova om styrke til at holde ud, og han støttede mig.

Opholdet i fængslet i Bydgoszcz havde også sine fordele. Der kunne jeg forkynde Bibelens sandheder for folk som ikke kunne kontaktes på anden måde. Og der var mange muligheder for at aflægge vidnesbyrd. På grund af de indsattes sørgelige og ofte håbløse situation havde de et lydhørt øre og hjerte for den gode nyhed.

Alojzy Prostak, en rejsende tilsynsmand fra Kraków, blev så brutalt mishandlet under et forhør at han måtte bringes til fængselets hospital. De andre fanger på hospitalet nærede stor respekt og beundring for ham på grund af hans faste standpunkt under den psykiske og fysiske tortur. En af dem var en advokat ved navn Witold Lis-Olszewski, som desuden var imponeret over det mod broder Prostak udviste. Han talte meget med broder Prostak og sagde: „Så snart jeg bliver løsladt og får lov til at genoptage min praksis, er jeg villig til at forsvare Jehovas Vidner.“ Han holdt hvad han lovede.