4. (a) På hvilke måder begik fortidens Israel utugt? (b) På hvilken fremtrædende måde har Babylon den Store begået utugt?

⁴ Babylon (eller Babel, der betyder „forvirring“) havde sin storhedstid under kong Nebukadnezar. Det var en religiøs-politisk stat med over tusind templer og kapeller. Dets præsteskab havde stor magt. Skønt Babylon for længst er ophørt med at eksistere som et verdensrige, findes det religiøse store Babylon stadig, og i lighed med sit forbillede i oldtiden, søger det stadig at øve indflydelse i politiske anliggender. Men godkender Gud at religion tager del i politik? I De Hebraiske Skrifter blev Israel anklaget for at bedrive utugt når det gav sig af med falsk tilbedelse eller når det, i stedet for at stole på Jehova, indgik alliancer med de fremmede nationer. (Jeremias 3:6, 8, 9; Ezekiel 16:28-30) Babylon den Store bedriver også utugt. Det har gjort alt hvad det har fundet formålstjenligt for at skaffe sig indflydelse og magt over jordens konger og herskere. — 1 Timoteus 4:1.

5. (a) Hvilket rampelys nyder de gejstlige at befinde sig i? (b) Hvorfor er et ønske om anseelse i verden i direkte modstrid med Jesu Kristi ord?

⁵ I dag søger religiøse ledere ofte at opnå høje politiske embeder, og i nogle lande sidder de i de lovgivende forsamlinger eller har endda ministerposter. I 1988 lod to protestantiske gejstlige sig opstille som præsidentkandidater i De Forenede Stater. Babylon den Stores ledere elsker rampelyset; der bringes ofte billeder af dem i pressen, hvor man ser dem omgås fremtrædende politikere. I modsætning til dette undgik Jesus at engagere sig i politik, og han sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Johannes 6:15; 17:16; Mattæus 4:8-10; se også Jakob 4:4.

Nutidigt skøgevæsen

6, 7. (a) Hvordan kom Hitlers naziparti til magten i Tyskland? (b) Hvordan kom det konkordat som Vatikanet sluttede med Nazityskland, til at hjælpe Hitler i hans stræben efter verdensherredømmet?

⁶ Ved at blande sig i politik har den store skøge voldt menneskeheden usigelige lidelser. Tag for eksempel omstændighederne omkring Hitlers vej til magten i Tyskland — uhyggelige kendsgerninger som nogle helst så slettet af historiebøgerne. I maj 1924 havde nazipartiet 32 pladser i den tyske rigsdag. I maj 1928 var partiets repræsentation svundet ind til 12 pladser. Men så skyllede den store depression hen over verden i 1930; i kølvandet på dette fik nazisterne et bemærkelsesværdigt gennembrud, og ved valget i juli 1932 besatte de 230 af rigsdagens 608 pladser. Snart efter kom tidligere rigskansler Franz von Papen, en pavelig ridder, nazisterne til hjælp. Ifølge historikerne havde von Papen visioner om et nyt Helligt Romersk Rige. Hans egen korte embedstid som rigskansler havde været en fiasko, og nu håbede han at vinde magt gennem nazisterne. I januar 1933 havde han sikret industrimagnaternes støtte til Hitler, og gennem et net af intriger lykkedes det ham at få Hitler udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933. Han blev selv udnævnt til vicekansler og blev brugt af Hitler til at vinde støtte i de katolske områder af Tyskland. Inden for to måneder efter sin magtovertagelse opløste Hitler rigsdagen, sendte tusinder af oppositionsledere i koncentrationslejre og indledte en åbenlys undertrykkelse af jøderne.

⁷ Den 20. juli 1933 røbede Vatikanet sin interesse for nazismens voksende magt ved at lade kardinal Pacelli (den senere pave Pius XII) i Rom underskrive et konkordat mellem Vatikanet og Nazityskland. Von Papen underskrev dokumentet på Hitlers vegne, og Pacelli tildelte ved denne lejlighed von Papen en høj pavelig udmærkelse, Piusordenens storkors.b Tibor Koeves omtaler dette i sin bog Satan in Top Hat, og siger: „Konkordatet var en stor sejr for Hitler. Det gav ham den første moralske støtte fra omverdenen, og dét fra højeste sted.“ Konkordatet krævede at Vatikanet skulle trække sin støtte tilbage fra det katolske centrumparti i Tyskland og således sanktionere Hitlers totalitære etpartistat.c Og artikel 14 i konkordatet lød: „Udnævnelse af Ærkebiskopper, Biskopper og deslige vil kun ske, efter at den af das Reich indsatte Ledelse tilbørligt har forvisset sig om, at der ikke er Tvivl om den almindelige politiske Indstilling.“ Ved udgangen af 1933 (der af pave Pius XI var blevet udråbt til et „helligt år“) var Vatikanets støtte en væsentlig faktor i Hitlers stræben efter verdensherredømmet.

8, 9. (a) Hvordan reagerede Vatikanet såvel som Tysklands katolske kirke og dens præster på det nazistiske tyranni? (b) Hvilken erklæring udsendte de katolske biskopper i Tyskland ved begyndelsen af den anden verdenskrig? (c) Hvad har religionens forhold til den politiske verden medført?

⁸ Skønt en lille håndfuld præster og nonner protesterede mod Hitlers grusomheder — og kom til at lide for det — støttede Vatikanet såvel som Tysklands katolske kirke og dens hær af gejstlige enten aktivt eller stiltiende det nazistiske tyranni, som de anså for at være et bolværk mod verdenskommunismens fremtrængen. Siddende lunt og trygt i Vatikanet lod pave Pius XII jødeudryddelserne og den grusomme forfølgelse af Jehovas Vidner og andre finde sted uden at gøre indsigelse. Det virker ironisk at pave Johannes Paul II under et besøg i Tyskland i maj 1987 saligkårede en enkelt katolsk præst som gik imod nazismen. Hvad foretog de andre tusinder af tyske katolske præster sig under Hitlers rædselsregimente? Et hyrdebrev som blev udsendt af de katolske biskopper i Tyskland i september 1939, ved den anden verdenskrigs udbrud, siger noget om dette. Det lyder i uddrag: „I denne afgørende time tilskynder vi vore katolske soldater til at gøre deres pligt i lydighed mod Føreren og at være rede til at ofre hele deres jeg. Vi appellerer til de troende om at forene sig i inderlig bøn om at det guddommelige forsyn må lede denne krig til et velsignet og vellykket resultat.“

⁹ Dette katolske diplomati er et typisk eksempel på det skøgevæsen religionen har bedrevet i mere end 4000 år i sin bejlen til den politiske stat for at opnå fordele og magt. Religionens forhold til den politiske verden har fostret krig, forfølgelse og menneskelig elendighed i stor målestok. Hvor kan menneskeheden være lykkelig for at Jehovas dom over den store skøge er nær! Måtte den snart blive eksekveret!

Sidder på mange vande

10. Hvilke „mange vande“ søger Babylon den Store beskyttelse hos, og hvad er der ved at ske med dem?

¹⁰ Fortidens Babylon lå ved mange vande — Eufratfloden og et system af talrige kanaler. De tjente som en beskyttelse for byen og var samtidig et aktiv for handelen og en kilde til velstand, indtil de tørrede ud på en eneste nat. (Jeremias 50:38; 51:9, 12, 13) Babylon den Store støtter sig også til „mange vande“ som beskytter det og beriger det. Disse symbolske vande er „folk og skarer og nationer og tungemål“, det vil sige de milliarder af mennesker som det udøver herredømme over og henter materiel støtte hos. Men disse vande er også ved at tørre bort, eller ved at trække deres støtte tilbage. — Åbenbaringen 17:15; jævnfør Salme 18:4; Esajas 8:7.

11. (a) Hvordan gjorde fortidens Babylon „hele jorden beruset“? (b) Hvordan har Babylon den Store „gjort hele jorden beruset“?

¹¹ Det gamle Babylon blev endvidere beskrevet som „et guldbæger i Jehovas hånd“ der ’gjorde hele jorden beruset’. (Jeremias 51:7) Oldtidens Babylon tvang de omboende nationer til at nedsvælge Jehovas vredesytringer ved at besejre dem militært, så de blev svage som berusede mænd. I dette optrådte Babylon som Jehovas redskab. Babylon den Store har også vundet sejre — i et sådant omfang at det er blevet et verdensimperium. Men det tjener afgjort ikke som Guds redskab. Det har derimod tjent „jordens konger“ som det begår religiøs utugt med. Det har glædet og tilfredsstillet disse konger ved gennem sine løgnelærdomme og trælbindende skikke at gøre masserne, „de der bor på jorden“, svage som berusede mænd, så de underdanigt adlyder deres herskere.

12. (a) Hvordan var en afdeling af Babylon den Store i Japan skyld i megen blodsudgydelse under den anden verdenskrig? (b) Hvordan har de „vande“ der støtter Babylon den Store i Japan trukket sig tilbage, og med hvilket resultat?

¹² Et tydeligt eksempel på dette sås i det shintoistiske Japan. Den indoktrinerede japanske soldat anså det for den højeste ære at give sit liv for kejseren — den øverste shintogud. Under den anden verdenskrig døde omkring 1.500.000 japanske soldater i kamp; næsten alle som én regnede de det for en vanære at overgive sig. Som følge af Japans nederlag blev kejser Hirohito imidlertid tvunget til at give afkald på sin påståede guddommelighed. Resultatet var at de „vande“ som støttede den shintoistiske afdeling af Babylon den Store sank betydeligt — men sørgeligt nok først efter at den shintoistiske del af den religiøse skøge havde billiget blodbadet i Stillehavskrigen! Svækkelsen af den shintoistiske indflydelse har også åbnet vejen for at over 200.000 japanere, hvoraf det store flertal tidligere var shintoister eller buddhister, nu i de senere år er blevet indviede, døbte vidner for den suveræne Herre Jehova.

Skøgen rider på et dyr

13. Hvilket forbløffende syn bliver Johannes vidne til da engelen ved åndens magt fører ham ud i en ørken?

¹³ Hvad mere har profetien at sige om den store skøge og hendes skæbne? Johannes begynder nu at skildre en dramatisk scene: „Og han [engelen] førte mig af sted ved åndens magt ud i en ørken. Og jeg fik øje på en kvinde der sad på et skarlagenrødt vilddyr som var fuldt af gudsbespottelige navne og som havde syv hoveder og ti horn.“ — Åbenbaringen 17:3.

14. Hvorfor er det meget passende at Johannes blev ført ud i en ørken?

¹⁴ Hvorfor bliver Johannes ført ud i en ørken? En af de hebraiske domsprofetier mod fortidens Babylon blev betegnet som et budskab „om havørkenen“. (Esajas 21:1, 9) Den indeholdt en advarsel om at det gamle Babylon, trods alle sine vandbaserede forsvarsværker, ville blive som en livløs ødemark. Det er derfor meget passende at Johannes i synet bliver ført ud i en ørken for at se Babylon den Stores skæbne. Dette Babylon vil også blive lagt øde. (Åbenbaringen 18:19, 22, 23) Johannes bliver imidlertid forbavset over det han ser derude. Den store skøge er ikke alene! Hun sidder på et uhyggeligt vilddyr!

15. Hvilke forskelle er der mellem vilddyret i Åbenbaringen 13:1 og vilddyret i Åbenbaringen 17:3?

¹⁵ Dette vilddyr har syv hoveder og ti horn. Er det mon det samme som det vilddyr Johannes tidligere har set, det der også havde syv hoveder og ti horn? (Åbenbaringen 13:1) Nej, der er flere forskelle. Vilddyret her er skarlagenrødt, og i modsætning til det foregående vilddyr bærer det ingen diademer. Og det har ikke kun gudsbespottelige navne på sine syv hoveder, men er „fuldt af gudsbespottelige navne“. Ikke desto mindre må der være en vis forbindelse mellem dette nye vilddyr og det foregående; lighederne mellem dem er for store til at de kan være tilfældige.

16. Hvad står det skarlagenrøde vilddyr for, og hvad er der blevet sagt om dets formål?

¹⁶ Hvad er da dette nye, skarlagenrøde vilddyr? Det må være det billede af det første vilddyr som blev fremstillet på opfordring af det angloamerikanske vilddyr med de to lammehorn. Efter at dette billede var lavet, fik dette tohornede vilddyr lov til at give det åndedræt. (Åbenbaringen 13:14, 15) Hvad Johannes nu ser, er billedet efter at det har fået åndedræt og er blevet levende. Det symboliserer Folkeforbundet, som det tohornede vilddyr gav liv i 1920. De Forenede Staters præsident Wilson forestillede sig at Folkeforbundet „skulle være forum for administration af retfærdighed til alle mennesker, og fjerne krigstruslen for evigt“. Da det efter den anden verdenskrig blev genoplivet i skikkelse af De Forenede Nationer, havde det ifølge sin pagt til formål at „opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed“.

17. (a) I hvilken forstand er det skarlagenrøde vilddyr fuldt af gudsbespottelige navne? (b) Hvem rider på det skarlagenrøde vilddyr? (c) Hvordan knyttede den babyloniske religion sig til Folkeforbundet og dets efterfølger lige fra begyndelsen?

¹⁷ I hvilken forstand er dette symbolske vilddyr „fuldt af gudsbespottelige navne“? I den forstand at mennesker har opstillet dette multinationale afgudsbillede som en erstatning for Guds rige — for at udrette det som Gud siger hans rige alene kan udrette. (Daniel 2:44; Mattæus 12:18, 21) Det bemærkelsesværdige ved Johannes’ syn er imidlertid at Babylon den Store rider på det skarlagenrøde vilddyr. I overensstemmelse med denne profeti har den babyloniske religion, navnlig inden for kristenheden, knyttet sig nært til Folkeforbundet og dets efterfølger. Så tidligt som den 18. december 1918 vedtog den forsamling der nu kaldes Kristi Kirkers Nationalråd i Amerika en erklæring som i uddrag lød: „Et sådant forbund er ikke blot at betragte som et politisk redskab; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden. ... Kirken kan formidle den velviljens ånd uden hvilken intet forbund af nationer kan bestå. ... Folkeforbundet har sin rod i evangeliet. Som evangeliets er dets mål ’fred på jorden, god vilje blandt mennesker’.“

18. Hvordan gav kristenhedens gejstlige udtryk for deres støtte til Folkeforbundet?

¹⁸ Den 2. januar 1919 havde avisen San Francisco Chronicle denne forsideoverskrift: „Paven anbefaler vedtagelsen af Wilsons Folkeforbund.“ Den 16. oktober 1919 blev en anmodning som var underskrevet af 14.450 gejstlige fra de førende trosretninger, forelagt det amerikanske senat, og Senatet blev heri tilskyndet til at „ratificere Paris-fredstraktaten som indeholder folkeforbundspagten“. Selv om De Forenede Staters senat undlod at ratificere traktaten, blev de gejstlige ved med at føre kampagne for Folkeforbundet. Og hvordan blev Folkeforbundets åbning markeret? En nyhedsmeddelelse fra Schweiz, dateret den 15. november 1920, lyder: „Åbningen af Folkeforbundets første møde blev bekendtgjort klokken elleve her i formiddag ved at der blev ringet med kirkeklokkerne i hele Geneve.“

19. Hvordan stillede Johannesskaren sig da det skarlagenrøde vilddyr dukkede op?

¹⁹ Deltog Johannesskaren, som var den eneste gruppe på jorden der ivrigt tog imod det nyoprettede messianske rige, med kristenheden i hyldesten af det skarlagenrøde vilddyr? Nej, langtfra! Søndag den 7. september 1919 blev der ved Jehovas folks stævne i Cedar Point, Ohio, holdt et offentligt foredrag med titlen „Håb for den nødlidende menneskehed“. Dagen efter skrev Sandusky-avisen Star-Journal at J. F. Rutherford i en tale til næsten 7000 mennesker havde påstået at „Herrens Mishag sikkert vilde komme over Forbundet, fordi Gejstligheden, baade den katolske og den protestantiske, der paastaar at være Guds Repræsentanter, har svigtet Guds Plan og godkendt Nationernes Forbund og har hilst det som et politisk Udtryk for Kristi Rige paa Jorden“.

20. Hvorfor var det gudsbespotteligt at hylde Folkeforbundet som ’et politisk udtryk for Guds rige på jorden’?

²⁰ Folkeforbundets magtesløshed burde have sagt de gejstlige at et sådant menneskeskabt organ ikke kunne være et udtryk for Guds rige på jorden. Hvor bespotteligt at fremsætte en sådan påstand! Derved skabte de det indtryk at Gud var delagtig i den kæmpemæssige fiasko som Folkeforbundet viste sig at blive. Guds værk er imidlertid fuldkomment. Det er hans himmelske rige ved Kristus — og ikke en sammenslutning af kævlende politikere, hvoraf mange er ateister — som er det middel hvorved han vil indføre fred og sørge for at hans vilje sker på jorden som den sker i himmelen. — 5 Mosebog 32:4; Mattæus 6:10.

21. Hvoraf fremgår det at den store skøge også støtter og beundrer Folkeforbundets efterfølger, De Forenede Nationer?

²¹ Hvordan så med Folkeforbundets efterfølger, De Forenede Nationer? Lige fra første færd havde denne organisation også den store skøge ridende på sin ryg, idet hun var synligt knyttet til den og forsøgte at bestemme dens fremtid. Ved FN’s tyveårsjubilæum i juni 1965, for eksempel, samledes repræsentanter for den romersk-katolske kirke og den græsk-ortodokse kirke med protestanter, jøder, hinduer, buddhister og muslimer — som sagdes at repræsentere over to milliarder af jordens indbyggere — i San Francisco for at tilsige FN deres støtte og beundring. Da pave Paul VI besøgte FN i oktober 1965 beskrev han det som „den største af alle internationale organisationer“, og sagde derefter: „Jordens folk vender sig til De Forenede Nationer som det sidste håb for harmoni og fred.“ En anden pavelig gæst, Johannes Paul II, talte til FN’s generalforsamling i oktober 1979 og sagde: „Jeg håber at De Forenede Nationer vedblivende vil være fredens og retfærdighedens fornemste forum.“ Det er bemærkelsesværdigt hvor lidt paven sagde om Jesus Kristus og om Guds rige i sin tale. Under sit besøg i De Forenede Stater i september 1987 talte pave Johannes Paul II, ifølge The New York Times, „længe om De Forenede Nationers positive rolle i forbindelse med at fremme ... en ’ny verdensomfattende solidaritet’“.

[Ramme på side 237]

Skøgevæsen afsløret af Churchill

I sin bog Uvejret trækker op (1948) fortæller Winston Churchill at Hitler udnævnte Franz von Papen til tysk ambassadør i Wien med den udtrykkelige opgave at „underminere eller vinde de ledende Personligheder i østrigsk Politik“. Churchill citerer den amerikanske gesandt i Wien for at sige om von Papen: „Paa den frækkeste og mest kyniske Maade ... erklærede Papen ... at ... det var hans Hensigt at udnytte sit Renommé som god Katolik til at vinde Indflydelse hos Østrigere som Kardinal Innitzer.“

Efter at Østrig havde kapituleret og Hitlers stormtropper var marcheret ind i Wien, gav den katolske kardinal Innitzer ordre til at alle østrigske kirker skulle flage med hagekorsflaget, ringe med klokkerne og bede for Adolf Hitler i anledning af hans fødselsdag.

[Ramme/​Illustration på side 238]

’KRIGSBØN’ FOR DAS REICH

Under denne overskrift bragtes følgende artikel i førsteudgaven af The New York Times for 7. december 1941:

„Katolske biskopper i Fulda beder om velsignelse og sejr ... Den tyske katolske bispekonference, forsamlet i Fulda, har anbefalet at der indføres en særlig ’krigsbøn’ som skal læses ved begyndelsen og afslutningen af alle gudstjenester. I bønnen anmodes Forsynet om at velsigne tyske våben med sejr og beskytte soldaternes liv og helbred. Biskopperne instruerede endvidere de katolske gejstlige om at holde en særlig søndagsprædiken mindst en gang om måneden hvori de mindedes de tyske soldater ’til lands, til vands og i luften’.“

I avisens senere udgaver var artiklen trukket tilbage. Den 7. december 1941 var den dag da Tysklands allierede, Japan, angreb den amerikanske flåde i Pearl Harbor.