Ikke desto mindre er landet blevet skueplads for racemæssige konflikter og vold. Man spørger derfor uvilkårligt: Hvorfor har kirkerne ikke haft større held til at skabe kristen kærlighed og enhed?

Misforholdet bliver endnu tydeligere hvis man undersøger landets historie i nyere tid. Det kommer nemlig til at stå sørgeligt klart at religionen faktisk bærer et stort ansvar for dette lands konflikter. For at forstå baggrunden for dette vil vi kaste et blik på Sydafrikas religiøse historie.

I 1652 grundlagde hollandske protestanter som de første en permanent koloni på Afrikas sydspids. Deres efterkommere taler i dag afrikaans, et sprog udviklet af hollandsk. Med tiden blev de hollandske kirker opdelt i adskillige reformerte kirker, hvoraf den største er den nederlandsk-reformerte kirke (Nederduitse Gereformeerde Kerk), også kaldet NG. Mere end en tredjedel af Sydafrikas hvide befolkning tilhører NG-kirken.

Sydafrika modtog også mange engelske kolonister, hvoraf en stor del var anglikanere der senere blev splittet op i en højkirkelig og en lavkirkelig retning. Andre var metodister, presbyterianere og kongregationalister. Desuden indførte tyske kolonister den lutherske kirke. Sydafrika blev på denne måde en protestantisk højborg, og millioner af sorte blev omvendt. I dag hævder 77 procent af sydafrikanerne at de er kristne, og heraf er mindre end 10 procent katolikker.

Der sker imidlertid fortsat udspaltninger inden for den sydafrikanske protestantisme. Mange hvide har forladt hovedkirkerne og har sluttet sig til de bevægelser der tror på „genfødsel“. Desuden har mange sorte dannet deres egen form for „kristendom“. „Alene i Sydafrika er der måske hen ved 4000 af sådanne uafhængige kirker,“ meddeler bladet Leadership.

De traditionelle protestantiske kirker står desuden over for endnu et dilemma. Den økonomiske støtte daler nemlig i takt med antallet af medlemmer. Og hvad der er endnu værre: de der bliver tilbage er dybt splittede over deres kirkes holdning til racespørgsmålet. Nogle af medlemmerne kræver at deres kirke tager drastiske skridt til at få apartheidpolitikken afskaffet, mens andre kræver at deres kirke skal bifalde apartheid. Mellem disse to yderpunkter findes der desuden nogle som er splittede med hensyn til hvor langt kirken bør gå for at få apartheid ophævet og skabe racemæssig lighed.

„Jeg kan ikke fordrage at få at vide at jeg skal holde mennesker i hånden som jeg ikke kender, og foregive at nære broderkærlighed til folk der ikke er af min slags,“ har en anglikaner sagt i forbindelse med en gudstjeneste der blev afholdt for folk af alle racer. Mange hvide anglikanere bryder sig desuden ikke om at deres sorte ærkebiskop, Desmond Tutu, blander sig i politik.

En rapport udgivet af Sydafrikas Humanistiske Forskningsråd har derfor advaret om at religion „ofte er en ødelæggende og splittende faktor“, med „det utrolige til følge at kirkemedlemmer med samme religiøse baggrund befinder sig i hver sin modstridende lejr“. Som vi skal se, har protestantismen i Sydafrika spillet en væsentlig rolle i forbindelse med racestridighederne.

Protestantismen og apartheid

I EN artikel i South African Digest kunne man for et par år siden læse at den nederlandsk-reformerte kirkes „bygninger og gudstjenester er blevet erklæret åbne for alle uanset race eller hudfarve, og at enhver kan opnå medlemskab“.

I årtier har NG-kirken ført en total raceadskillelsespolitik. Hvad har ført til denne historiske ændring der blev vedtaget i oktober 1986 på et møde for kirkeledere?

I forrige århundrede tilhørte både hvide og folk af blandet race, samt sorte slaver, den samme nederlandsk-reformerte kirke, hvilket sikkert forbavser mange. Men i 1857 bøjede en kirkesynode sig for det voksende had mellem racerne, og erklærede at gudstjenester for folk af blandet racemæssig afstamning (de farvede) kunne afholdes i særskilte bygninger. Synoden indrømmede at en sådan beslutning ikke fandt støtte i Bibelen, men at den blev truffet „på grund af nogles svaghed“. Dette førte i 1881 til oprettelsen af en særskilt kirke for farvede, der fik navnet Nederduitse Gereformeerde Sendingkerk eller NG-missionskirken.

Disse kirkeledere havde næppe nogen anelse om hvad det var de havde sat i gang. Inden længe blev der også oprettet særskilte kirker for sorte og indere. I mange NG-kirker var der kun adgang for hvide. Det der engang var blevet betragtet som en „svaghed“ blev nu almindelig kirkepolitik. Sorte kunne opleve at blive vist bort når de ville overvære deres hvide arbejdsgivers begravelse. Sådanne ydmygelser vakte de sorte kirkegængeres vrede.

„Apartheid . . . en kirkepolitik“

I 1937 opfordrede De Nederlandsk-Reformerte Kirkers Forbundsråd regeringen til at indføre en lov der forbød hvide at gifte sig med farvede. Dette nægtede regeringen. I 1939 gentog kirkernes forbundsråd sin opfordring og anmodede samtidig om at de hvide fik særlige boligområder, skoler og universiteter. Flere delegationer af præster henvendte sig til regeringen om dette. I 1942 skrev NG-kirkernes Forbundsmissionsråd følgende til regeringen: „Kirken ønsker i fremtiden at se princippet om apartheid håndhævet med strenghed.“

I 1948 kom det hvide nationalistparti til magten og lovede at arbejde for indførelsen af apartheid. Inden længe kom der nye apartheidlove. Efter valget skrev NG-kirkens officielle blad, Die Kerkbode, stolt: „Som kirke betragtet har vi . . . altid bevidst tilstræbt en adskillelse af disse to befolkningsgrupper. Derfor kan apartheid med rette kaldes en kirkepolitik.“

En bibelsk lære?

Frem til dette tidspunkt var kirkens anmodninger om at få indført apartheid hovedsagelig bygget på traditionen. I 1948 indrømmede Transvaal-synoden oven i købet at den aldrig havde „hævdet at det var Bibelens principper den henholdt sig til“. Men nu vandt en ny holdning indpas — apartheid blev fremlagt som en bibelsk lære.

I 1974 offentliggjorde NG-kirkens Generalsynode en rapport med titlen Ras, Volk en Nasie en Volkereverhoudinge in die lig van die Skrif (Menneskelig sameksistens og Sydafrika i Bibelens lys). „Heri fandt apartheidteologien sit klassiske udtryk,“ siger dr. Johann Kinghorn, der er forfatter til bogen Die NG Kerk en Apartheid (NG-kirken og apartheid). Efter en indgående behandling af menneskehedens opdeling ved Babel, hævdede rapporten: „Et politisk system der bygger på en . . . særskilt udvikling af forskellige befolkningsgrupper kan altså retfærdiggøres ud fra Bibelen.“ Rapporten kom også ind på Jesu befaling til sine disciple om at de skulle „blive fuldkommengjort til ét“. (Johannes 17:23) Men det hævdedes at en sådan enhed „ikke behøvede at komme til udtryk i én institution“.

En „tillidskrise“

Protestantismen i Sydafrika er blevet udsat for megen kritik. I 1982 mødtes De Reformerte Kirkers Verdensalliance i Ottawa i Canada, og ved den lejlighed blev apartheidteologien erklæret for „kætteri“. Sydafrikas nederlandsk-reformerte kirke blev ekskluderet af alliancen. Desuden lagde den sydafrikanske regering selv pres på kirkerne ved at ophæve visse apartheidlove, deriblandt den lov der forbød de såkaldt blandede ægteskaber.

Hvordan har kirkerne reageret på dette? Nogle præster inden for NG-kirken kritiserer nu åbenlyst apartheid. Teologiprofessor David Bosch, der er tilsluttet NG-kirken, har i sin bog Apartheid Is a Heresy (Apartheid er kætteri) skrevet: „De afrikaanstalende reformerte kirker behøver blot at vende blikket mod deres egne rødder for at opdage at det de nu værner om er det rene og skære kætteri.“

Hvilken virkning har denne nye holdning haft på nogle kirkemedlemmer? Bernard Combrink, der er teologiprofessor inden for NG-kirken, siger: „Visse kirkemedlemmer tøver ikke med at tale om at kirken befinder sig i en tillidskrise. Dette skal ses i lyset af at man i mange år har fremført en bestemt holdning eller politik som bibelsk, men nu ’pludselig’ fremholder helt andre standpunkter som bibelske.“

Tillidskrisen inden for NG-kirken nåede et højdepunkt i oktober 1986 da kirkens generalsynode vedtog en resolution mod apartheid. Den lød i uddrag: „Vi er af den overbevisning at tvungen adskillelse af racer og befolkningsgrupper ikke kan fremholdes som en bibelsk lære. Forsøget på at retfærdiggøre en sådan lære som bibelsk må afvises som fejlagtigt.“

Denne afvisning af apartheidteologien har fået en blandet modtagelse blandt de hvide. Mange føler at NG-kirkesynoden ikke er gået langt nok eftersom den ikke er villig til at slutte sig sammen med de sorte reformerte kirker. Andre mener imidlertid at kirken er gået for vidt og er derfor hørt op med at støtte den økonomisk. Lørdag den 27. juni 1987 samledes 2000 utilfredse kirkemedlemmer fra NG-kirken i Pretoria. Et flertal stemte for at danne en ny kirke for hvide som skulle kaldes Afrikaanse Protestante Kerk (Den Protestantiske Kirke for Afrikaanstalende).

Mens den hollandske protestantisme har ført an med hensyn til indførelsen af apartheid, har de engelsktalende kirker i Sydafrika offentligt fordømt denne kontroversielle politik. Men to hvide præster, en metodist og en kongregationalist, indrømmer at man inden for de engelsktalende kirker stadig „oplever en raceadskillelse og diskrimination der til tider er lige så udtalt som inden for de afrikaanstalende reformerte kirker“. — Apartheid Is a Heresy.

Hvordan har de sorte kirkemedlemmer reageret på alt dette? Mens hvide teologer har kastet sig ud i en voldsom debat om apartheid, har visse fremtrædende sorte teologer anlagt deres egen holdning til problemet.