Boerne var calvinister fra den nederlandsk-reformerte kirke. De læste ofte i Bibelen, men mente alligevel at de var de sorte overlegne — og mange troede ligefrem at der hvilede en forbandelse fra Gud over de sorte.

Kirken støtter apartheid

Det foruroligede mange hvide at der i løbet af det 19. århundrede blev omvendt flere og flere sorte og farvede. En kirkesynode traf derfor en historisk afgørelse i 1857: „På grund af nogle [hvides] svaghed . . . vil menigheden adskilt fra hedningerne [de ikke-hvide] . . . nyde sine kristne privilegier i en særskilt bygning eller institution.“ Kirken gav altså sin tilslutning til raceadskillelsen.

Splittelsen greb mere og mere om sig. I dag er der særskilte nederlandsk-reformerte kirker for hvide, sorte, farvede og indere.

I slutningen af det 19. århundrede opstod der endnu en tendens til splittelse. På det tidspunkt var der blevet oprettet mange missionsstationer, hvoraf de fleste var engelske og blev ledet med fast hånd af de hvide. James Kiernan, professor i socialantropologi ved Natals universitet, oplyser at „det afrikanske præsteskab i disse kirker der domineredes af de hvide, mente at denne udelukkelse [at det afrikanske præsteskab ikke kunne opnå ledende stillinger] byggede på diskrimination, og viste deres modvilje ved at oprette deres egne kirker“. Den første blev dannet i Johannesburg i 1892. I dag er der omkring 4000 trossamfund i Sydafrika, og de fleste består af sorte.

Ved århundredskiftet kæmpede „kristne“ hvide, imperialistiske englændere og nationalistiske boere, om overherredømmet. Englænderne erobrede boerrepublikkerne fordi de var i overtal, og sammen dannede de senere Den sydafrikanske Union.

Men boerne, der nu kaldes afrikandere, vandt en politisk sejr da deres Nationalistparti ved et valg i 1948 erobrede flertallet og kom til magten i kraft af deres apartheidpolitik. En kommentar i Die Transvaler, et dagblad der udgives af afrikandere, lød: „Vi fører apartheidpolitik . . . der bygger på de kristne principper om retfærdighed og rimelighed.“ En strøm af love og regulativer fulgte for at konsolidere raceadskillelsen.

Hvilke løsninger tilbyder kirkerne? Bibelske løsninger? Henviser de til Guds rige? Nej, de er gået ind på den politiske arena. Nogle præster opfordrer endda til passiv modstand og forhandler med ledere af frihedsbevægelser der er kendt for deres voldelige metoder. Som følge deraf klager mange kirkegængere over at de ’hører for meget om politik og for lidt om Gud’.

Splittelserne inden for kirkerne øger forvirringen. Blandt de forskellige grene af den nederlandsk-reformerte kirke høres der nu megen kritik af apartheidpolitikken. Mange præster, både sorte og hvide, har fordømt den. Western Cape-synoden erklærede i oktober 1983 at racediskrimination er „syndigt“ og at kirken fra da af skulle være åben for folk af alle racer.

Den 29. august 1985 udtrykte et regionalråd af den nederlandsk-reformerte kirke, kirkerådet i Stellenbosch, en officiel anerkendelse af at racediskrimination „strider mod de bibelske principper om næstekærlighed og retfærdighed“ og at apartheid har „ført til sorg for menneskene“. Splittelser i raceanliggender plager også nogle af de engelske kirker. For oprigtige mennesker der allerede som børn har lært at apartheid er „Guds vilje“, virker dette forbavsende og forvirrende.