Side 2

Man har beregnet at antallet af hungerramte mennesker i verden steg med 1,5 millioner om året i perioden fra 1970 til 1980. Men i begyndelsen af firserne steg antallet af sultende med næsten 8 millioner om året, og nåede i 1985 op på 512 millioner — på trods af at FN’s Verdensfødevareråd i 1974 havde besluttet at sulten i verden skulle være udryddet inden der var gået ti år.

Nu har kirkerne engageret sig i kampen for at ændre de politiske og sociale strukturer, så årsagerne til fattigdom kan blive fjernet. Midlet er den såkaldte befrielsesteologi.

I vor udgave for den 8. august 1987 behandlede vi kort den virkning befrielsesteologien har haft på fattigdommen i den tredje verden. I dette nummer behandler vor korrespondent i Mexico yderligere spørgsmålet om hvorvidt befrielsesteologien kan hjælpe de fattige.

„ALLE kristne er disciple af en politisk fange der er blevet myrdet på et kors.“ ’Pave Johannes Paul II er den mest politiske pave vi nogen sinde har haft!’ „Det er umuligt for os at efterleve vor tro hvis vi ikke tager del i politik.“ Dette er blot nogle få af de mange kontroversielle udtalelser som katolske teologer fremsatte ved et møde der i december 1986 blev afholdt i Mexico City.

Men det var ikke alle tilhørerne ved mødet der var enige med talerne. Nogle begyndte højlydt at forsvare den katolske kirke, mens andre støttede de besøgende teologers kritik. Andre igen var målløse over denne mangel på enhed. Den sydafrikanske præst Bonganjalo Goba forsøgte at komme til orde med råbet: „Brødre! Det lader til at katolikker kæmper mod katolikker!“

Hvad var årsagen til dette optrin? Hvad drejede striden sig om?

Stridsspørgsmålet

Det emne man drøftede var befrielsesteologien og den måde hvorpå den verden over kommer til udtryk ved at teologer og præster støtter kampen for at befri befolkningen i den tredje verden for „de samfundsøkonomiske mekanismer der skaber rigdom på de fattiges bekostning“.

Nogle kalder befrielsesteologien „radikal“ eller „revolutionær“, men andre omtaler den som ’en ny udtryksform inden for den katolske kirke’. På den anden Konference for Latinamerikanske Biskopper, der blev afholdt i Medellín i Colombia (1968), erklærede man at befolkningens lidelser i den tredje verdens lande skyldes „en struktur der i sig selv er en synd“, og at kirken, for at følge Kristi eksempel, må „give de fattige positiv særbehandling“. Men hvad kan dette medføre?

Den katolske præst Leonardo Boff fra Brasilien advarer ifølge en af Mexico Citys aviser om at „hvis man ikke når frem til et klasseløst samfund, vil alternativet blive vold“ og at dette vil kunne „retfærdiggøres når fundamentale rettigheder undertrykkes“. Ja, Leonardo Boff og andre der virker til fremme for befrielsesteologien i alle tredjeverdenslande, mener at terrorisme, revolution og krig kan blive nødvendigt hvis de fattige skal udfries fra deres „elendighed“.

Men som bladet Newsweek udtrykker det „besidder befrielsesteologien en særlig evne til at sætte katolikker op imod hinanden“. Dette kom klart til udtryk ved mødet i Mexico City.

„KIRKENS fremtid synes at ligge hos de fattige,“ hedder det i bladet Newsweek. Nogle mener at denne „nye kirke“ der arbejder for de fattiges frigørelse måske er „det eneste virkelige håb“ hvis der skal findes en fredelig løsning på problemerne i den tredje verden. Men er det tilfældet?

Lad os til at begynde med undersøge befrielsesteologien set med tilhængernes øjne. Hvorfor finder man det til tider nødvendigt at gribe til våben for at frigøre de fattige? Hvilke tilstande mener man kan retfærdiggøre befrielsesteologien?

Fattigdom og undertrykkelse

To tredjedele af verdens befolkning — fortrinsvis i Latinamerika, Afrika og Asien — lever i nedværdigende fattigdom, og ikke sjældent hører man om politisk vold på disse kontinenter. For disse „underkuede folk“ har fattigdom, lidelser og fangenskab altid været en del af tilværelsen. Her følger nogle rapporter:

◻ Den brasilianske befrielsesteolog Leonardo Boff siger at der i hans land „myrdes en bonde hver 22. time“.

◻ „Nicaragua forsøger at organisere landet så der tages hensyn til de 80 procent af befolkningen der har været undertrykt i generationer.“ Men over 40 procent af landets finanser anvendes, ifølge rapporterne, til militære formål.

◻ Ifølge avisen El Universal, der udkommer i Mexico City, lever 40 millioner mexicanere i fattigdom på grund af „social uretfærdighed“. Kun 40 procent af landets befolkning menes at være i stand til at skaffe sig „de nødvendigste livsfornødenheder“, og kun 18 procent får „en alsidig kost“.

◻ I en rapport fra Guatemala meddeles det at 80 procent af landbrugsjorden ejes af blot 2 procent af befolkningen. Enogfirs procent af landets børn under fem år lider af underernæring. I løbet af de sidste 30 år har der været henved 100.000 tilfælde af politisk vold, og 38.000 er blevet kidnappet.

◻ I Filippinerne ejer 2 procent af befolkningen 75 procent af landets rigdomme. „Hvis det ikke lykkes os at løse dette problem,“ siger den filippinske nonne Mary John Mananzan, „vil vi ikke være i stand til at løse noget som helst!“

I mange lande lever folk efter sigende i konstant frygt for myndighederne, for selvbestaltede hærenheder og for private vagtværn. Tusinder har søgt tilflugt i nabolande.

Det er grunden til at katolske prælater „tager de fattiges parti“. „Vi har hørt mangt og meget om helgener, jomfruer og profeter,“ siger Leonardo Boff, men „hvad med arbejderne og bønderne?“ Hvilken løsning på krisen foreslår befrielsesteologerne da? Hvad indebærer det når de taler om at ’tage de fattiges parti’?

Kampen i den tredje verden

„At lade mennesker leve i fattigdom er uretfærdigt,“ anfører befrielsesteologerne. Det vil derfor „tjene de fattiges interesser bedst“ at man „hjælper dem til at stræbe efter at opnå den menneskeværdige tilværelse de har krav på“. „Det er i dag vigtigere end nogen sinde at være blandt dem der gør modstand, dem der kæmper, dem der tror og håber,“ skriver peruvianeren Gustavo Gutiérrez, der betragtes som befrielsesteologiens fader, i sin bog The Power of the Poor in History. Men ifølge befrielsesteologerne er dette kun muligt hvis man „opnår social retfærdighed gennem en radikal ændring af samfundsstrukturen“. Lad os betragte hvad dette i nogle lande har ført til.

◻ Det hævdes at den katolske kirke har medvirket til at vælte Duvaliers „tyranniske styre“ i Haiti.

◻ Manilas kardinal, Jaime Sin, siges at have gjort „mere end nogen anden i Filippinerne for at styrte Ferdinand Marcos’ diktatur“.

◻ Bonganjalo Goba fra Sydafrika forklarer: ’Vi har oplevet hvordan et folk er kommet med Bibelen i den ene hånd og et gevær i den anden, og har lovet Gud at hvis han gav dem landet ville de bygge ham en kirke.’

Men fattigdommen er blot ét af problemerne. De dårlige samfundsøkonomiske forhold der findes i mange lande, fører desuden til analfabetisme, arbejdsløshed, sult og sygdomme. Derfor gør de „fattige“ og „undertrykte“ oprør.

Men hvordan ser befrielsesteologer som Leonardo Boff og Gustavo Gutiérrez egentlig på hvad Bibelen har at sige om spørgsmålet?

Befrielsesteologerne og Bibelen

„Budskabet om frigørelse udgør en vigtig del af Bibelen,“ siger den sydkoreanske katolske præst Augustine Ham Sei Ung. Gustavo Gutiérrez uddyber det og siger at „historien . . . må læses på ny, set med de fattiges øjne“.

Befrielsesteologerne hævder at visse beretninger i Bibelen, såsom „Israels frigørelse“, er politiske aktioner. „Gud . . . åbenbarer sig gennem . . . ’de fattige’ og ’de dårligst stillede’,“ siger Gutiérrez. „Hvis kirken ønsker at være trofast mod . . . Gud . . ., må den bevidstgøres nedefra, blandt denne verdens fattige.“ De ræsonnerer at „Guds kærlighed til sit folk“ også i dag „kan blive politisk manifesteret“ på denne måde.

Hvilket forhold består der ifølge befrielsesteologerne mellem Bibelen og politik? Leonardo Boff har til Vågn op! udtalt at „Bibelen ikke har til opgave at inspirere til politiske metoder eller alternativer, men snarere at tjene som inspirationskilde når der skal findes frem til mere retfærdige forhold mennesker imellem“. Men hvad har det ført til når gejstligheden har involveret sig i sociale reformer?

Vold fører ofte død med sig. Man bør ikke glemme at gejstligheden i århundreder har haft en rigelig andel i verdenspolitikken. Den har støttet konger, diktatorer og herskende klasser som har underkuet de fattige. Som følge heraf er mange liv gået tabt.

Et dilemma for oprigtige katolikker

I 1984 udsendte Vatikanet et direktiv der fordømte befrielsesteologien, og Leonardo Boff, en af de „mest kontroversielle“ katolske teologer, blev idømt et års „bodsstilhed“ — en straf der blev pålagt ham af kirken og som forbød ham på nogen måde at udbrede sin suspekte teologi på skrift eller i tale.

Men i 1986, en måned før ’året i stilhed’ var slut, fik Leonardo Boff tilstået amnesti. Instrucción Sobre Libertad Christiana y Liberación (Vejledning angående Kristen Frihed og Befrielse) blev derefter udsendt, hvoraf det fremgik at det er „fuldstændig retmæssigt at de der undertrykkes af de velhavende eller politisk indflydelsesrige, skrider ind med moralsk acceptable midler . . .“ „Væbnet kamp“ blev heri anerkendt som „en sidste udvej“. Betyder det at kirken korrigerede sig selv?

Ikke ifølge forfatteren til det nye direktiv, kardinal Joseph Ratzinger, præfekt for Vatikanets kongregation for troens doktrin. „Det første direktiv mister på ingen måde sin værdi,“ forsikrer han. „Det andet dokument er blot en fortsættelse.“ Men andre, deriblandt pressen, tyder det andet direktiv som „en ny holdning til ’befrielsesteologien’“. Hvorfor denne mangel på konsekvens?

Det omhyggelige ordvalg i den nye vejledning kan fortolkes på flere måder. For eksempel hedder det heri at „det ikke passer sig for kirkens præster at blande sig direkte i den politiske opbygning og organisering af samfundet“. Hertil bemærker bladet Newsweek skarpt: „En sådan formulering giver udspekulerede prælater et stort spillerum . . . at manøvrere i.“

I en rapport hedder det at ’praktisk taget enhver inden for kirken kan finde et eller andet han kan gå ind for’. En befrielsestilhænger som Gustavo Gutiérrez kan nu sige at „befrielsesteologien er et tidens tegn i Latinamerika, og det erkender kirken“, mens en konservativ katolik kan glæde sig over at kirken stadig „på det kraftigste modstår den marxistiske kollektivisme der underkender menneskets friheder“. Ikke desto mindre er adskillige af befrielsesteologiens begreber i modstrid med kirkens tradition og en stadig kilde til splid mellem katolikker.

Apostelen Paulus giver imidlertid sande kristne følgende råd: „Jeg formaner jer . . . at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, . . . I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ Desuden rådes de til „at være enige, ved at have . . . samme sjæl, samme sind“. (1 Korinther 1:10; Filipperne 2:2)a Hvad mener du? Er katolikkerne enige?

[Fodnote]

[Illustrationer på side 7]

Er der enighed inden for den katolske kirke?

[Kildeangivelse]

Foto: FN