I maj 1924 havde nazipartiet 32 pladser i den tyske rigsdag. I maj 1928 var partiets repræsentation svundet ind til 12 pladser. Men så skyllede den store depression hen over verden i 1930; i kølvandet på dette fik nazisterne et bemærkelsesværdigt gennembrud, og ved valget i juli 1932 besatte de 230 af rigsdagens 608 pladser. Snart efter kom tidligere rigskansler Franz von Papen, en pavelig ridder, nazisterne til hjælp. Ifølge historikerne havde von Papen visioner om et nyt Helligt Romersk Rige. Hans egen korte embedstid som rigskansler havde været en fiasko, og nu håbede han at vinde magt gennem nazisterne. I januar 1933 havde han sikret industrimagnaternes støtte til Hitler, og gennem et net af intriger lykkedes det ham at få Hitler udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933. Han blev selv udnævnt til vicekansler og blev brugt af Hitler til at vinde støtte i de katolske områder af Tyskland. Inden for to måneder efter sin magtovertagelse opløste Hitler rigsdagen, sendte tusinder af oppositionsledere i koncentrationslejre og indledte en åbenlys undertrykkelse af jøderne.

⁷ Den 20. juli 1933 røbede Vatikanet sin interesse for nazismens voksende magt ved at lade kardinal Pacelli (den senere pave Pius XII) i Rom underskrive et konkordat mellem Vatikanet og Nazityskland. Von Papen underskrev dokumentet på Hitlers vegne, og Pacelli tildelte ved denne lejlighed von Papen en høj pavelig udmærkelse, Piusordenens storkors.b Tibor Koeves omtaler dette i sin bog Satan in Top Hat, og siger: „Konkordatet var en stor sejr for Hitler. Det gav ham den første moralske støtte fra omverdenen, og dét fra højeste sted.“ Konkordatet krævede at Vatikanet skulle trække sin støtte tilbage fra det katolske centrumparti i Tyskland og således sanktionere Hitlers totalitære etpartistat.c Og artikel 14 i konkordatet lød: „Udnævnelse af Ærkebiskopper, Biskopper og deslige vil kun ske, efter at den af das Reich indsatte Ledelse tilbørligt har forvisset sig om, at der ikke er Tvivl om den almindelige politiske Indstilling.“ Ved udgangen af 1933 (der af pave Pius XI var blevet udråbt til et „helligt år“) var Vatikanets støtte en væsentlig faktor i Hitlers stræben efter verdensherredømmet.