Rhinen, der ses på billedet til venstre, er stadig en turistattraktion, men ’skinnet bedrager’. Ingen steder i verden lukker så mange kemiske industrier og fabrikker deres spildevand ud i samme flod. Rhinen har derfor også fået tilnavnet Europas største kloak. Den er således et eksempel på hvordan forureningen som en usynlig dræber trækker sine dødbringende spor — hvilket sætter digteren Samuel Taylor Coleridges ord i relief:

Vågn op!-korrespondent i Vesttyskland har set nærmere på årsagerne til forureningen og på hvad der skal til for at løse problemet.

Forureningens dødbringende virkninger

DET var ment som en spøg da sangskriveren og humoristen Tom Lehrer i 1960’erne sang om forurening og rådede gæster i De Forenede Stater til ikke at drikke vandet eller at indånde luften.

Men i dag er der ikke længere noget at le ad, for spøgen er blevet til ramme alvor. Luften er forurenet af røg fra varmeanlæg og industri, af bilos og af radioaktivt nedfald. Vandet er forurenet af kemikalier og olieudslip, og jorden af syreregn og giftstoffer fra lossepladser. Situationen kendes fra industrilande i hele verden — også Danmark. Navne som Tjernobyl, Love Canal, Amoco Cadiz og Bhopal var næppe kendt tidligere. Når de nævnes i dag fremkalder de bekymrede miner. Civilisationen er løbet løbsk og truer med at påføre millioner af mennesker langvarig sygdom eller pludselig død.

Forureningen vækker især frygt fordi den i de fleste tilfælde er usynlig. Luften kan synes ren og klar og dog være forurenet med radioaktive stoffer. Og tilsyneladende sunde fødevarer og rent vand kan være fyldt med giftige kemikalier! Ja, forureningen optræder ofte som en usynlig dræber.

Forureningens synlige virkninger

Selv om forureningen kan være usynlig er dens dødbringende virkninger ganske tydelige. Man kan iagttage dem overalt: Folk dør af kræft og sygdomme i åndedrætsorganerne, dyre- og plantelivet svinder ind, fiskene forsvinder fra floderne, og mange skove er døde eller døende. Man kan også iagttage forureningens virkninger på bygninger og monumenter, der langsomt tæres og smuldrer bort.

Desuden har forskere opdaget et hul i det ozonlag der omgiver jorden som et beskyttende filter mod skadelige stråler fra solen — et hul der bliver større og større, og som efter alt at dømme skyldes forurening. Nogle peger på udslip af klorfluorcarboner eller freon, for eksempel fra spraydåser, som medvirkende årsag. Vil denne nedbrydning af det beskyttende ozonlag føre til en stigning i antallet af hudkræfttilfælde? Eller vil konsekvenserne måske blive endnu alvorligere?

Forureningen har antaget et så katastrofalt omfang at der må gøres noget snart, hvis en global tragedie skal afværges. En større forståelse for problemets alvor har ført til dannelsen af miljøgrupper og har endog bevirket at nye politiske partier har fået indflydelse. Således fik det vesttyske miljøorienterede parti De Grønne 8,3 procent af stemmerne ved forbundsdagsvalget i januar 1987.

Men tør vi håbe på at det vil lykkes mennesker at omsætte deres bekymring i handling og således befri vor planet for forureningen — den usynlige dræber? Kan vi beskytte os selv personligt mod dens dødbringende virkninger?

[Ramme på side 4]

Vor forurenede jord

Brasilien: „Befolkningen [i Cubatão] kalder stedet for ’Dødens dal’. . . . Træerne og jorden er uden liv, og et stigende antal børn er døde eller døende når de fødes. Det eneste der trives er forureningen.“ — Latin America Daily Post.

Danmark: „Kun en række kolde, blæsende somre med hyppige storme fra nordvest kan redde den danske kyst fra en økologisk katastrofe. [I et nærmere angivet havområde] er iltsvindet så stort at fisk og andre livsformer ikke vil kunne klare sig.“ — Basler Zeitung.

De Forenede Stater: „Forskerne har på ny advaret om at syreregnen, foruden at den udsletter livet i søerne, hæmmer skovenes vækst og muligvis indebærer en sundhedsrisiko for mennesker fordi den forurener drikkevandet.“ — Maclean’s.

Kina: „I hovedparten af byerne i det nordøstlige Kina er luftforureningen så voldsom sidst på eftermiddagen at kun særlig hårdføre personer kan gå på gaden uden at få svien i luftvejene og rindende øjne.“ — Time.

Sovjetunionen: „Reaktorulykken i Tjernobyl . . . var et vendepunkt i den moderne civilisations historie. Og det var en katastrofe der vil berøre os ganske betydeligt i flere hundrede år. . . . Det at 570 millioner europæere i forskellig grad er blevet, bliver og de næste 300 år fortsat vil blive udsat for forøget radioaktivitet, vil få uforudsigelige konsekvenser.“ — Psychologie Heute.

Vesttyskland: „En giftblanding der løb ud i Rhinen [efter en brand i et kemikalielager i nærheden af Basel], ødelagde 15 års arbejde med at genoprette Rhinen [og udslettede i tonsvis af fisk]. . . . Ulykken på Sandoz har forårsaget en alvorlig ødelæggelse af livet i et 280 kilometer langt stykke af Rhinen.“ — Der Spiegel.

Forureningens årsager

DER er ganske vist mange der har fået fjernsyn, mikrobølgeovn og persondatamat. Men hvad er der blevet af den friske luft, det rene vand og de sunde fødevarer? Hvorfor er den teknologi der kan bringe mennesker til månen tilsyneladende ikke i stand til at dække vore mest grundlæggende behov? Hvorfor bliver forureningens dødbringende virkninger stadig mere og mere udtalte?

„Alt vokser“

I et tysk videnskabeligt tidsskrift skriver en professor ved navn Kurt Hamerak at „alle miljøproblemer dybest set skyldes vækst, frem for alt den overraskende voldsomme befolkningstilvækst“. Siden 1950 er verdens befolkningstal mere end fordoblet. Dertil kommer at vi lever i det en undersøgelsesrapport fra De Forenede Nationer betegner som „en verden af byer der sprænger alle rammer“. Man regner med at tre fjerdedele af befolkningen i industrilandene i år 2000 vil bo i byområder. Med væksten i befolkningstætheden øges også mulighederne for forurening.

Når flere og flere gør krav på de goder som den øgede viden og teknologiske udvikling muliggør, medfører det forøget produktion og handel. Det betyder nye fabrikker og kemiske industrier — og dermed nye forureningskilder. Disse industrier har behov for energi, derfor må der bygges flere kraftværker. Af samtlige kraftværker i verden drives omkring 400 ved kernekraft.

Desuden får folk stadig mere fritid. Derfor har de i højere grad tid og lejlighed til at tage ud i det fri, uden for byerne, hvor de ofte forurener jorden, luften og vandet, og forstyrrer dyre- og plantelivet.

I stedet for at nedbringe forureningen har den moderne civilisation i realiteten medvirket til at forøge den, ved at fremme materialismen, som i bedste fald er en blandet fornøjelse. Mange ansvarsbevidste personer advarer nu om at ubegrænset vækst vil føre til ødelæggelse. I bogen Dommedag konkluderer forfatteren G. R. Taylor: „Indtil nu har det set ud som om det materialistiske syn . . . måtte sejre. Pludselig bliver det mere og mere klart at det ikke kan sejre.“

Ja, „alt vokser,“ siger professor Hamerak, „også problemerne.“ Men der er andre, mere afgørende, grunde til at der ikke sker fremskridt i kampen mod forureningen.

Utilstrækkelig viden

Man „ved . . . praktisk taget intet om de vekselvirkninger, der sker mellem flere forureningsstoffer, som er til stede på samme tid,“ hedder det i bogen Dommedag. Det er ligeledes usikkert hvor store doser et menneske kan tåle af giftstoffer eller radioaktiv stråling før det får alvorlige konsekvenser. Toksikologen L. Horst Grimme fra universitetet i Bremen hævder at „det er umuligt at sætte tal på den risiko der er forbundet med produktionen, brugen og spredningen af forurenende stoffer“. Han mener ikke at der findes nogen måde hvorpå man med sikkerhed kan afgøre hvor meget der skal til af et givet stof før det får skadelige virkninger. „I mange tilfælde,“ siger han, „er eksperternes viden simpelt hen for utilstrækkelig til at de kan fastsætte antagelige grænseværdier.“ Desuden er forskningen af så relativt ny dato at ingen kender de eventuelle langtidsvirkninger selv om de såkaldte „antagelige grænseværdier“ overholdes.

Et andet uløst problem er hvordan man skal skille sig af med giftigt affald. Alene i Vesteuropa produceres der flere millioner tons om året. (Se kortet.) Der er hovedsagelig seks måder at bortskaffe affaldet på: (1) dumpning i havet; (2) lossepladser på landjorden; (3) langtidsopbevaring; (4) fysisk, kemisk eller biologisk behandling; (5) afbrænding til lands eller til vands, samt (6) genudvinding eller genbrug. Ingen af disse metoder er helt tilfredsstillende eller sikre.

Menneskelige fejl og begrænsninger

En stormfuld nat i marts 1978 svigtede roret på supertankeren Amoco Cadiz, der grundstødte ved Bretagnes kyst. Mere end 200.000 tons råolie løb ud i havet og dannede en kæmpemæssig olieplet der dræbte omkring 10.000 fugle, ødelagde muslingefiskeriet og forurenede mere end 160 kilometer strand. Hele miseren skyldtes forsømmelighed.

Et endnu mere rystende eksempel på følgerne af menneskelig efterladenhed forekom i april 1986. Ved et alvorligt uheld på et kernekraftværk i Tjernobyl i Sovjetunionen blev omkring 30 personer dræbt, og 135.000 måtte evakueres. Desuden blev et ukendt tusindtal af menneskeliv bragt i fare. Avisen The Wall Street Journal oplyser: „Mange forskere siger at der vil gå adskillige år før man kan vide noget om de sundhedsmæssige konsekvenser det på længere sigt vil få for de sovjetborgere og europæere der blev udsat for stråling efter uheldet på kernekraftværket. . . . [Forskerne] forventer et øget antal tilfælde af leukæmi samt kræft i lunger, bryst og skjoldbruskkirtel.“ Ifølge en rapport i Pravda skyldtes katastrofen „uansvarlighed, grov pligtforsømmelse og manglende disciplin“.

Dette uheld var imidlertid ikke det første af sin art. Ifølge bladet Der Spiegel „har menneskeheden adskillige gange befundet sig en hårsbredde fra katastrofen“. Bladet hævder at være i besiddelse af 48 ud af de mere end 250 rapporter om reaktoruheld der er registreret af Den Internationale Atomenergiorganisation, uheld der er sket så forskellige steder som i Argentina, Bulgarien og Pakistan. Mange af disse uheld, deriblandt den delvise nedsmeltning af en reaktorkerne i kraftværket på Tremileøen i De Forenede Stater i marts 1979, skyldtes angiveligt menneskelige fejl.

Ja, mennesker er ikke alene tilbøjelige til at begå fejl, men deres kontrol over naturkræfterne er stærkt begrænset. Eftersom de fremherskende vinde i Mellemeuropa kommer fra vest, blæser der forurenet luft fra England ind over Vesttyskland, mens forureningen fra Vesttyskland hovedsagelig plager Østtyskland og Tjekkoslovakiet. Men vind og vejr kan opføre sig uberegneligt. For eksempel kom vinden fra skiftende retninger da katastrofen i Tjernobyl indtraf. Derfor blev Polen, de baltiske lande og Skandinavien — for ikke at tale om Sovjetunionen selv — mere alvorligt forurenet af radioaktivt nedfald end andre dele af Europa.

Mere alvorlige mangler

I mange tilfælde er folk ikke ærlige og objektive i deres vurdering af de faktiske forhold når det gælder forurening. Mens miljøbeskyttelsesforkæmpere måske overdriver de negative sider for at støtte deres argumentation, overdriver deres modstandere tilsvarende de positive sider. For eksempel har en ekspert sagt om de forurenede floder: „En stor del af Elben, der ved århundredskiftet var højt skattet på grund af sit rige fiskeliv, har længe været biologisk død.“ Tilsvarende udtalelser er blevet fremsat om Rhinen, navnlig efter Sandozaffæren. En tals- mand for den kemiske industri hævder derimod at „Rhinen, selv efter branden hos Sandoz, er i en bedre tilstand end den var for ti år siden“.

Dette er muligvis sandt, for i 1983 var der endelig tegn på at den vesttyske regerings antiforureningslovgivning var begyndt at virke og at Rhinen havde fået det væsentligt bedre. Og om Themsen i England oplyser bladet National Geographic: „I de forløbne 30 år er forureningen blevet reduceret 90 procent.“ Det har kun været muligt at opnå sådanne resultater gennem en bevidst indsats. Men ifølge journalisten Thomas Netter er det netop det der savnes i mange lande, eftersom „økologiske katastrofer stadig i vid udstrækning betragtes som andres problem“.

Dette er uden tvivl en af grundene til at regeringerne har så vanskeligt ved at enes om forureningsbekæmpelse på internationalt plan. For eksempel var det i flere år ikke lykkedes Canada og De Forenede Stater at nå til enighed om en fælles indsats mod syreregnen. Men i 1986 blev der langt om længe gjort små fremskridt. Som en canadisk talsmand har givet udtryk for, havde diskussionen indtil da været frugtesløs og „død, ligesom fiskene i vandet“. Og selv om 31 lande i 1987 blev enige om at halvere produktionen af spraydåser med stoffer der åbenbart ødelægger jordens ozonlag, vil dette mål ikke være nået før omkring årtusindskiftet. For at fremme det internationale samarbejde udråbte Det Europæiske Fællesskab 1987 som „Miljøåret“.

Der vil imidlertid kun ske ringe fremskridt så længe der findes begærlige eller selviske mennesker som forurener med vilje, for at kunne tjene penge eller for egen bekvemmeligheds skyld. Hvis forureningsbekæmpelsen skal lykkes, må alle være interesserede i deres medmenneskers velfærd og være villige til at erkende deres personlige ansvar. „Jeg er overbevist om at forureningsbekæmpelsen begynder i hjemmene,“ siger den vesttyske miljøminister Klaus Töpfer. Hver eneste borger må altså gøre sin del. Den lille mand peger måske selvretfærdigt på den store mand — de kemiske industrier og fabrikkerne — men er han bedre selv hvis han strør om sig med affald?

Bibelen har forudsagt at mennesker i „de sidste dage“ vil være „egenkærlige, pengekære, . . . uforsonlige, . . . uden kærlighed til det gode“. (2 Timoteus 3:1-5) Eftersom det netop er disse egenskaber der får mennesker til at forurene, kan udsigterne umiddelbart virke triste. Ikke desto mindre har vi grund til at tro at de forhindringer der står i vejen for en verden uden forurening vil blive fjernet — meget snart!

[Ramme på side 6]

Forhindringer i menneskets kamp mod forureningen

■ Ukontrolleret vækst

■ Utilstrækkelig viden

■ Menneskelig ufuldkommenhed

■ Manglende evne til at kontrollere naturkræfterne

■ Selvisk tilsidesættelse af andres velfærd

[Oversigt/​kort på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Anslåede mængder af giftigt affald produceret i et af de senere år, angivet i tons

Finland: 87.000

Norge: 120.000

Sverige: 550.000

Holland: 280.000

England: 1.500.000

Vesttyskland: 4.892.000

Schweiz: 100.000

Frankrig: 2.000.000

Forureningen bringes til ophør

„MAN kan ikke undgå den konklusion, at vort milieu er langt mindre sikkert, end det almindeligvis antages.“ Hvis denne udtalelse gjaldt da den i 1970 blev fremsat af forfatteren G. R. Taylor, gælder den i endnu højere grad i dag! Chancerne for at vi mennesker selv kan fjerne de forhindringer der står i vejen for en varig løsning på forureningsproblemet bliver mindre og mindre. Det er tydeligt at vi har brug for guddommelig hjælp.

Da Gud havde skabt menneskene pålagde han dem at drage omsorg for jorden. (1 Mosebog 1:28; 2:15) I uvidenhed og hovmod har de i stedet forurenet den. Men Skaberen har lovet at han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. Og når først de der med vilje forurener jorden er blevet udslettet af Guds rigsregering, vil også de skadelige virkninger af forureningen kunne fjernes. — Åbenbaringen 11:18.

Hvordan dette vil blive til virkelighed antydes i Esajas 11:9, hvor der står: „De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ Skaberen vil uden tvivl lære menneskene alt hvad de behøver at vide om jorden og dens miljø, for at de kærligt kan drage omsorg for den og vide hvordan de undgår at skade den.

Gud vil føre menneskene frem til fuldkommenhed, den tilstand hvori han skabte de første mennesker. Med fuldkomne sind, fyldt med nøjagtig kundskab og ledet af en fuldkommen dømmekraft, vil de ikke begå det vi i dag kalder menneskelige fejl. Efterladenhed og andre kødelige svagheder vil ikke længere gøre sig gældende. Gud vil lade sin beskyttelse hvile over jorden og menneskene, og forhindre at der indtræffer ulykker som følge af tilfældighedernes spil. Ja, selv naturkræfterne vil være under Guds fulde kontrol. — Jævnfør Markus 4:39.

Desuden vil ’kundskaben om Jehova’ efterhånden påvirke mennesker så de hver især vil have kærlig omsorg for hinanden, og, af respekt og værdsættelse for Guds skaberværk, ikke længere vil ønske at forurene. Faktisk er virkningen af denne kundskab allerede synlig nu, i form af mennesker der har afført sig „den gamle personlighed sammen med dens forehavender“ og stræber efter at følge de kristne principper, som for eksempel: „Du skal elske din næste som dig selv.“ „Lad jeres levevis være fri for kærlighed til penge,“ og: „Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ — Kolossenserne 3:9, 10; Markus 12:31; Hebræerne 13:5; 1 Korinther 10:24.

Den skånselsløse dræber standses!

Vi har endnu ikke omtalt den egentlige hovedperson bag forureningen, nemlig Guds store modstander, den usynlige dræber, Satan Djævelen. (Johannes 8:44; Hebræerne 2:14) Med sit fordærvede sind er han særdeles opfindsom med hensyn til at udtænke måder hvorpå han kan vanære Gud og ødelægge hans skaberværk. En forurenet og snavset jord er ikke til ære for Skaberen, hvis hensigt det var at den skulle være smuk og strålende ren — og det er heller ikke til ære for Gud når de mennesker han har skabt i sit billede lader sig vildlede af Djævelen og adlyder ham. (Efeserne 2:2) Så længe Satan eksisterer vil kampen mod forureningen derfor ikke kunne vindes. Men læg mærke til hvad Gud har lovet:

„Og jeg så en engel stige ned fra himmelen . . . Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år . . . så han ikke kunne vildlede nationerne mere førend de tusind år var til ende.“ (Åbenbaringen 20:1-3) Denne engel er Herren Jesus Kristus, der vil binde Satan og derved befri universet for hans indflydelse i tusind år. Dermed vil den største hindring for en verden uden forurening være fjernet.

Under Kristi tusindårige herredømme vil jorden få den nødvendige tid til at komme sig efter forureningens skadelige virkninger. Guds rige kan med lethed råde bod på de skader der allerede er sket. Indtil da må vi beskytte os så godt vi kan mod forureningens dødbringende virkninger. Det er naturligvis begrænset hvad man kan gøre, og det er næppe realistisk at forsøge at følge Tom Lehrers spøgefulde råd: ’Drik ikke vandet og indånd ikke luften.’ Men der er andre forholdsregler man kan tage. (Se rammen side 9.)

Vi bør imidlertid huske at selv om vi tager visse forholdsregler, får vi den bedste beskyttelse mod forureningens virkninger ved at sætte vor lid til Guds rige. Kun dette rige vil være i stand til at løse problemet for bestandig. Sidste år afholdt Jehovas Vidner mere end tre millioner bibelstudier hver uge med folk der ønsker at lære om Guds krav til dem der vil få lov at leve i hans nye verden, uden forurening. Kunne du tænke dig at drage nytte af dette undervisningsprogram, der tilbydes helt vederlagsfrit?

Hvor er det godt at vide at vor kamp mod forureningen med dens dødbringende virkninger og dens bagmand Satan Djævelen snart vil være forbi, når begge disse skånselsløse dræbere bliver fjernet og deres virke bringes til ophør for bestandig!

[Ramme på side 9]

Personlige forholdsregler mod forureningen

■ Vær opmærksom på din helbredstilstand, sørg for tilstrækkelig motion og regelmæssig hvile

■ Undgå tobak samt alkohol- og narkotikamisbrug og andre vaner der kan svække legemets modstandskraft

■ Undgå sollys i for store mængder

■ Benyt et vandfilter hvor der er fare for at drikkevandet er forurenet

■ Undgå så vidt muligt fødevarer der indeholder tilsætningsstoffer

■ Undgå unødigt medicinforbrug, eftersom næsten alle lægemidler har bivirkninger

■ Overhold de love der tager sigte på at begrænse forureningen

[Illustration på side 10]

Der vil ikke skjule sig ubehagelige overraskelser bag den uforurenede skønhed i Guds nye verden