I årtier anbragte man meget af dette affald i lokale gruber og sivebrønde i den tro at de farlige stoffer ville blive opløst og uskadeliggjort — en antagelse der, som vi skal se, har fået katastrofale følger. Millioner af liter højradioaktivt affald blev oplagret i gigantiske underjordiske tanke; andet affald blev forseglet i tønder og opbevaret over jorden, hvilket også har vist sig at være farligt.

Dette atomaffald er så farligt at forskerne har overvejet alt for at slippe af med det, lige fra at sende affaldet ud i rummet til at anbringe det under isen i polarområderne. Man er i øjeblikket ved at undersøge mulighederne for at dumpe tromler med affald i den nordlige del af Stillehavet, hvor man regner med at de vil synke 30 meter ned i mudderet på havbunden. „Vi har affald på denne planet som vi på den ene eller den anden måde skal have oplagret, enten på landjorden, i havene eller under havbunden. Det er de eneste steder der findes,“ har vicepræsidenten for det oceanografiske institut Woods Hole sagt.

Katastrofe!

Da forskerne opklarede atomets hemmelighed, opstod samtidig et mærkværdigt nyt fænomen som de ikke var parate til at klare, nemlig det dødsensfarlige forureningsmareridt der fulgte med. Selv efter at embedsmænd var blevet advaret om den potentielle fare, ignorerede de med vilje advarslerne. De lande der sad inde med den viden og de materialer der skulle til, begyndte at fremstille kernevåben uden hensyn til folks liv og sundhed eller til miljøet. Man opbevarede det dødsensfarlige affald under uforsvarlige forhold. For eksempel har en kernevåbenfabrik ledet „over 750 milliarder liter farligt affald ud i forseglede grave og damme. En sådan mængde ville kunne forårsage en oversvømmelse af Manhattan på 12 meter,“ skrev U.S.News & World Report i marts 1989. „Udsivninger har forgiftet mindst 260 kvadratkilometer grundvand. Omkring 170 millioner liter højradioaktivt spildevand opbevares i enorme underjordiske tanke, og der kunne fremstilles over 50 Nagasaki-bomber af det plutonium der er sivet ud af disse beholdere,“ hed det i bladet. Det anslås at en rensning af det pågældende område vil koste så meget som 65 milliarder dollars.

Nogle af spildevandstankene til atomaffald er blevet så ophedede af den radioaktive varme at de er revnet. Det skønnes at to millioner liter radioaktivt affald er sivet ud i undergrunden. Drikkevand er blevet så forurenet af radioaktivt strontium-90 at det er tusind gange mere radioaktivt end den grænseværdi det amerikanske miljøbeskyttelsesråd har opstillet for drikkevand. På en anden atomvåbenfabrik „siver radioaktive substanser fra spildevandsbassiner der indeholder 42 millioner liter uranium . . . ud i et vandførende lag og har forurenet nogle brønde der ligger knap en kilometer syd for fabrikken,“ har man kunnet læse i The New York Times. Avisen skrev også at der er blevet lukket milliarder af liter forurenet vand ud i jorden i staten Washington, og at der flyder en stadig strøm af radioaktivt tritium ud i Columbia River.

The New York Times skriver endvidere at der i staten Idaho er sivet plutonium ud fra lavvandede affaldsbassiner på en fabrik der behandler radioaktivt affald. „Det bevæger sig igennem klippelag og har kurs mod et stort underjordisk vandreservoir der forsyner tusinder af indbyggere i det sydlige Idaho med vand.“ Det livsfarlige stof er trængt 70 meter ned i undergrunden, og er således næsten halvvejs nede mod det vandførende lag, har avisen skrevet.

Hvor farligt er det plutoniumaffald der er strømmet ud i floder og vandløb og som også har forurenet luften? „Plutonium forbliver radioaktivt i 250.000 år,“ skriver The New York Times, „og selv mikroskopiske partikler kan være dødbringende hvis de indåndes eller spises.“ „Man kan få kræft blot ved at indånde et enkelt plutoniumstøvkorn,“ har Newsweek skrevet.