„Ned med de gudløse!“

DEN store folkemængde betragtede ham som en gudløs, som en der søgte at bekæmpe og omstyrte deres guder. Forhånet og ringeagtet blev han ført frem for dem. Da landshøvdingen indledte sit forhør, stod den statelige 86-årige mand frem og vedkendte sig sin overbevisning. Hans navn var Polykarp.

Den romerske landshøvding Statius Kvadratus bød: „Sværg ved kejserens lykke, vend om og sig: Ned med de gudløse!“ Polykarp så med et alvorligt ansigt på hele den hob af lovløse hedninger som fyldte stadion. Han trådte et par skridt frem, sukkede, vendte sine øjne mod himmelen og sagde: „Ned med de gudløse!“ Ja, ned med dem!

Prokonsulen bad ham indtrængende: „Sværg, og jeg vil sætte dig fri. Forband Kristus!“ Men Polykarp svarede: „I seksogfirs år har jeg tjent ham, og han har ingen uret gjort mig. Hvorledes kan jeg så spotte min konge, som har frelst mig?“

Der blev derefter truffet forberedelser til den gamle mands henrettelse. Han skulle brændes på bålet. Hvorfor? Hvem var Polykarp? Og hvilke begivenheder førte til hans død?

Polykarps unge år

Polykarp blev født omkring år 69 i byen Smyrna i Lilleasien (vore dages Izmir i Tyrkiet). Efter sigende blev han opdraget af kristne forældre. Med tiden blev Polykarp en prominent person, kendt for sin gavmildhed, selvfornægtelse, venlige behandling af andre og flittige granskning af Skrifterne. Senere blev han tilsynsmand i menigheden i Smyrna.

Det siges at Polykarp i sine unge dage blev undervist personligt af nogle af apostlene. Tilsyneladende var apostelen Johannes en af hans lærere. Irenæus fortæller at Polykarp „ikke alene blev undervist af apostlene og var sammen med mange som havde set Kristus, men også af apostlene blev udnævnt til tilsynsmand for Asien i den kirke som er i Smyrna“. Polykarp har nok følt stor glæde og tilfredshed ved dette berigende samvær. Det må have rustet ham til at skuldre sin opgave som tilsynsmand i menigheden. — Apostelgerninger 20:28; 1 Peter 5:1-4.

Holdt fast ved grundsandhederne

Polykarp fik sit tilsynshverv i de svære år da det forudsagte frafald satte ind. (2 Thessaloniker 2:1-3) Han var tydeligvis villig til at ofre sig for andre. Da Ignatius fra Antiochia i Syrien på sin vej til martyrdøden i Rom bad filipperne sende et brev hjem til sin menighed, sørgede Polykarp fra Smyrna for at det blev gjort. Omkring samme tidspunkt skrev han selv et brev til filipperne.

I Polykarps brev til filipperne bliver flere af Bibelens sandheder anerkendt. Han skelner mellem Gud og Kristus, Faderen og Sønnen, og skriver at det er „i kraft af Guds vilje ved Jesus Kristus“ at vi bliver frelst. Polykarp advarer mod kærlighed til penge og minder sine læsere om at utugtige og mænd som ligger hos mænd ikke vil arve Guds rige. (Jævnfør Første Timoteusbrev 6:1 og Første Korintherbrev 6:9, 10.) Han formaner også hustruer til at elske deres mænd og siger at ældste skal „være barmhjertige, have medlidenhed“. Alle tilskyndes til at være „ivrige efter det gode“. Til sidst beder Polykarp: „Må Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, og den evige ypperstepræst selv, Guds Søn, Jesus Kristus nu opbygge jer i tro og sandhed, i al mildhed og uden vrede, i tålmodighed og i langmodighed, udholdenhed og renfærdighed!“

Polykarp citerer ofte fra Bibelen. I hans brev til filipperne er der citater fra Mattæus, Apostelgerninger, Romerbrevet, Første Korintherbrev, Andet Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Andet Thessalonikerbrev, Første Timoteusbrev, Første Petersbrev og sikkert også fra andre bibelbøger. Dette tyder på at der i det mindste har været nogle af dem der kaldte sig kristne som har søgt at holde fast ved de bibelske principper i den vanskelige periode efter apostlenes død.

Hans virke i Smyrna

Oldtidsbyen Smyrna ved Lilleasiens kyst var et driftigt og blomstrende handelscenter. Det var også center for dyrkelsen af staten. De romerske kejsere blev for eksempel afbildet som guddomme på mønter og monumenter, og myndighederne fremmede de hedenske religionsfilosofier.

Mange i Smyrna-menigheden var øjensynlig materielt fattige. Men ved en lejlighed var de blevet rost for deres åndelige rigdom. Hvor må det have været opmuntrende for de kristne i Smyrna at høre Jesu ord ifølge apostelen Johannes! Til ’engelen’, de salvede tilsynsmænd, i Smyrna sagde han: „Jeg kender din trængsel og fattigdom — men du er rig — og spotten fra dem som siger at de er jøder, og ikke er det, men er Satans synagoge. Vær ikke bange for det du vil komme til at lide. Se! Djævelen vil blive ved med at kaste nogle af jer i fængsel for at I kan blive prøvet fuldt ud, og for at I kan have trængsel i ti dage. Vis dig trofast indtil døden, og jeg vil give dig livets krone.“ — Åbenbaringen 2:8-10.

Hvis de kristne i Smyrna havde bevaret deres åndelige rigdom skyldtes det utvivlsomt de ældstes gode tilsyn. Tiden var præget af voldsomme religiøse stridigheder, og menighedens medlemmer var vidne til fremkomsten af rivaliserende sekter og trosbekendelser. Deres distrikt var gennemsyret af dæmoniske skikke, deriblandt magi og astrologi, så luften var ladet med gudløshed.

Ud over at de blev mødt med fjendskab fra den hedenske befolkning, var de også genstand for jødernes uforsonlige had. Det forlyder at da Polykarp den 23. februar år 155 led martyrdøden, hjalp fanatiske jøder med at bære brænde til bålet — til trods for at henrettelsen fandt sted på en stor sabbat!

Hvem er de gudløse?

Polykarp havde haft i sinde at blive i Smyrna og se sine fjender i øjnene når de kom for at hente ham. Men på andres indstændige opfordringer tog han ud til en nærliggende gård. Da forfølgerne fik nys om hans opholdssted, nægtede han at flygte, men sagde blot: „Guds vilje ske.“

Polykarp blev ført ind på et stadion, hvor han blev konfronteret med landshøvdingen og en stor, ophidset menneskemængde. Da landshøvdingen gentagne gange forsøgte at overtale ham til at hylde kejseren, sagde Polykarp slet og ret: „Jeg er kristen! Men vil du høre om kristendommens lære, så aftal en dag og hør efter.“ Landshøvdingen svarede: „Prøv at overbevise folket.“ Men Polykarp sagde: „Du er efter min mening værd at belære, for det er blevet pålagt os at vise magthaverne og myndighederne . . . den respekt vi skylder dem, hvis det ikke bliver til skade for os selv.“ Kort efter blev Polykarp brændt på bålet fordi han ikke ville fornægte Jesus Kristus.

Hvorvidt Polykarp var en ægte kristen eller ej, kan kun Gud afgøre. I vore dage er der imidlertid en stor skare sande kristne som heller ikke vil fornægte Jesus Kristus. De bekendtgør tværtimod at han er indsat som Guds messianske konge i himmelen. Disse vidner for Jehova gør også opmærksom på at Jesu profetiske ord om ’den store trængsel’, den største verdenskatastrofe nogen sinde, snart vil gå i opfyldelse. Menneskeheden vil dog ikke blive udslettet; det vil kun ondskaben. Det er muligt at overleve og komme ind i en retfærdig, ny verden fuld af fred og glæde. — Mattæus 24:13, 21, 34; 2 Peter 3:13.

Hvem vil modarbejde forkynderne af en så glædelig nyhed? Kun de der i bund og grund er gudløse, også selv om de har „en ydre form for gudhengivenhed“. (2 Timoteus 3:5) Falske religiøse læresætninger har forblindet nogles forstand, og mange „agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme“. (1 Timoteus 4:1) De gudløse har påført vor tids kristne mange trængsler, og nogle har endog måttet lade livet. Men trofaste tjenere for Jehova står aldrig som tabere, for Gud vil til sidst skænke dem evigt liv. Indtil da vedbliver disse trofaste forkyndere af Guds rige med standhaftigt at forsvare Bibelens sandhed.