„Stå fast som én hjord“ — Stævnedag i Tchad
Jehovas vidner i Tchad værdsætter i lighed med deres kristne brødre overalt i verden de årlige stævner der tilrettelægges for at opbygge dem åndeligt. Her følger beretningen om en rundrejse til en række særlige stævnedage i den sydlige del af dette centralafrikanske land.
På grund af afstandene og rejsevanskelighederne afholdes stævnerne i Tchad normalt i små grupper, og når tidspunktet fastsættes tages der højde for vejret. Fra juni til september gør regntiden det vanskeligt, ja visse steder umuligt, at rejse. De særlige stævnedage afholdes derfor efter at de voldsomme regnskyl er ovre, mens ferietiden ved årets slutning er velegnet til det store områdestævne. Og før regnen i juni atter sætter ind, afholdes de todages kredsstævner.
DET var en fugtigvarm søndag eftermiddag. Rigssalen i N’Djamena, Tchads hovedstad, var tæt pakket med 184 tilstedeværende. Trods varmen viste de det offentlige foredrag, „Stå fast i én ånd“, udelt opmærksomhed. Om morgenen havde de glædet sig over at se tre symbolisere deres indvielse til Jehova ved vanddåben. Dette var den første af seks særlige stævnedage som en lokal rejsende tilsynsmand og jeg havde den forret at være udsendt til.
Stævnedagens tema, „Stå fast som én hjord“, vakte særlig genklang hos de 267 Jehovas vidner i Tchad, da de befinder sig langt fra deres medkristne i andre lande. Men det at de modtager den samme åndelige føde og nyder den samme omsorg, opmuntrer dem til fortsat at samarbejde med deres brødre verden over. Programmets praktiske vejledning styrkede dem også til at stå fast over for Satans underfundige påvirkning og forfølgelsens og modstandens stormvinde.
I N’Djamena
Den første menighed af Jehovas Vidner i Tchad blev oprettet i 1964 i N’Djamena. Den har nu over 90 forkyndere af Rigets gode nyhed. Det var en fornøjelse at skue ud over forsamlingen og iagttage de mange der havde tjent trofast siden arbejdets begyndelse her. Én broder havde tre hustruer da han hørte om Bibelens budskab, men snart indså han nødvendigheden af at indrette sin tilværelse efter Bibelens normer. Han indgik et lovformeligt ægteskab med sin første hustru og lod sig skille fra de andre, som han dog fortsat sørgede for. Han blev døbt i 1973 og har taget aktiv del i arbejdet lige siden.
En af de ældste der medvirkede på programmet, havde været gennem en svær trosprøve. I 1975 gjorde det daværende styre det obligatorisk at deltage i visse skikke der havde med dyrkelse af de døde at gøre; alle der nægtede, risikerede dødsstraf. Da broderen stod fast på sin tro og ikke ville gå på kompromis, begyndte myndighederne at eftersøge ham. Kun fordi regeringen faldt, blev hans liv skånet.
Undervejs til Pala
Efter stævnet i N’Djamena gik turen sydpå, hvor vi skulle tage os af de øvrige fem stævner. Vi var ofte rejst den vej, men kun i tørtiden. Nu, sidst i september, ved regntidens slutning, var alt grønt og frodigt, og det var behageligt at rejse. Vi kom forbi den ene hirsemark efter den anden. Aksene på de lange strå langs vejen var ved at være modne. Snart skulle de høstes, tørres og lagres i de kegleformede, lerklinede kornmagasiner man ser overalt i landskabet. Hirse er hovednæringsmidlet for de fleste tchadere. Kernerne males i en stor træmorter med en støder som ofte er højere end brugeren. Derpå røres melet op med kogende vand og formes til en kugle der spises sammen med en sovs lavet på gombo eller jordnødder.
Længere mod syd så vi flere og flere bomuldsmarker. Landet er her så fladt at de blomstrende marker syntes at forsvinde ud i horisonten. Snart ville hele familier være i marken for at plukke bomulden med håndkraft. Bomuld er Tchads største salgsafgrøde, og i 1988 høstedes 120.000 tons. Sent på eftermiddagen passerede vi Léré-søen. Her er landskabet bakket og meget malerisk, især på denne årstid. Vi kom netop i rette tid til at købe friskfangede, nystegte karper der sælges ved vejkanten — et måltid enhver vært ville være stolt over at servere.
En rejsehindring på denne årstid er de vejspærringer der bliver sat op for at skåne vejene og som standser færdselen når det regner. Vi blev derfor modfaldne da vi pludselig så himmelen forude blive kulsort. Vi var ikke meget for at skulle campere ved vejen i regnvejr, men hvad værre var, vi ville også komme for sent til næste særlige stævnedag. Heldigvis slap vi for hovedparten af denne sene regn. Vi måtte gøre holdt ved adskillige vejspærringer, men ankom sent om aftenen i god behold til Pala, en by med cirka 32.000 indbyggere. Hvilken fryd for øjet da vi efter regnskyllet nød det pragtfulde syn af Mælkevejen og de øvrige stjerner på den mørke himmel — et betagende skue som de fleste byboere aldrig får at se. Det mindede os om grunden til at vi står fast — vi ønsker at ære den store Skaber af det forunderlige univers.
To små menigheder og en isoleret gruppe samledes i Pala. Tre unge brødre havde gået omkring 100 kilometer for at være med. Da stævnerne i den sydlige del af landet er små og der kun er få ældste, var nogle programpunkter blevet optaget på bånd i N’Djamena til afspilning i Pala. Derved sikrer vi os at programmets kvalitet er høj, selv med få tilstedeværende. Vi glædede os over at én lod sig døbe.
Den nidkære gruppe i Kélo
Derefter var der kort vej til Kélo, hvor 194 overværede programmet om søndagen. Mange småbørnsfamilier havde gået over 30 kilometer for at være til stede. To nyindviede skulle døbes, hvilket i tørtiden ofte er et problem medmindre stævnet holdes i nærheden af en flod. Nogle gange har man måttet døbe folk i en tønde. Men det gjorde sagen lettere at vi befandt os ved regntidens ophør. Alligevel var det nødvendigt at køre 20 kilometer for at komme til et egnet sted.
En af dåbskandidaterne var en ung pige hvis tro virkelig var blevet prøvet. Hendes familie havde lovet hende bort til en mand der ikke var interesseret i at studere Bibelen. Han foretrak desuden at blive gift ved en stammeceremoni frem for ved en lovformelig vielse. Da han tilbød en stor brudekøbesum lagde familien voldsomt pres på hende, og for at undgå det ubibelske ægteskab hendes familie ville arrangere, måtte hun for en tid endog flytte. Hun stod fast under alt dette og gjorde gode fremskridt. Efter hendes dåb har familien indstillet sin modstand. Vi takker Jehova for at vi har sådanne trofaste eksempler iblandt os.
Brødrene her har også andre grunde til at være taknemmelige mod Jehova. Tchad har været igennem både en forbitret borgerkrig og derefter, i 1984, en hungersnød. En lokal ældste mindes at han på et tidspunkt under hungersnøden så rundt i rigssalen og spekulerede på om nogen af de tilstedeværende ville leve længere end nogle få måneder. Men Jehovas organisation afhjalp nøden ved at skaffe madforsyninger. Brødrene i Kélo viser deres taknemmelighed ved deres nidkære tjeneste og er besjælede af en stærk pionerånd. I oktober 1989 lagde over en tredjedel af forkynderne deres forhold sådan til rette at de kunne forkynde på heltidsbasis.
Deres erfaringer under hungersnøden lærte dem at de også måtte være gavmilde. Sidste år blev en ældste pludselig syg og døde. Han efterlod sig hustru og ni børn, hvoraf det yngste kun var få måneder gammelt. Familien søgte at presse hende til at deltage i sørgeskikke der indbefattede tilbedelse af de døde, men brødrene ydede hende den fornødne støtte så hun kunne modstå det stærke pres. Derpå samarbejdede menigheden om at opføre et hus til hende og børnene, og hjalp hende på andre måder materielt. Dette var et fremragende vidnesbyrd i byen og et eksempel på de glædebringende følger af aktiv kristendom. — Apostelgerninger 20:35.
Koumra, Doba og Bongor
Næste stop var Koumra. Takket være grusvejene var det let at tilbagelægge de knap 300 kilometer dertil. Undervejs kom vi gennem byen Moundou, et industricenter med over hundrede tusind indbyggere. Enoghalvfjerds var til stede i Koumra. En ung broder som aldrig havde fået nogen egentlig skolegang, fortalte fra podiet hvordan læse- og skriveundervisningen i rigssalen havde hjulpet ham og givet ham den nødvendige selvtillid. Han leder nu bibelstudium med fire andre.
Efter den særlige stævnedag i Koumra satte vi igen kursen hjem mod N’Djamena, men gjorde ophold i Doba til det femte stævne i rækken. Nogle af deltagerne blev sinket af regnen og måtte tilbringe natten i vejkanten, men alle nåede rettidigt frem til programmets begyndelse. Enoghalvtreds var til stede, og én fremstillede sig til dåb.
Sidste stop var Bongor. Byen ligger i et risdistrikt, og vi undrede os over hvor fladt terrænet var. Med de forsamlede i Bongor kom det samlede antal stævnedeltagere i Tchad op på 630, og med yderligere to døbte kom vi op på ni nydøbte.
Ved hjemkomsten til N’Djamena havde vi fuldført en rejse på små 2000 kilometer. Vi glædede os over at have været sammen med nogle der havde stået fast som tjenere for Gud i en årrække, såvel som talrige nye der gør gode fremskridt. Især deres tjenesteiver var opmuntrende. I oktober 1989 var der et nyt højdepunkt på 267 forkyndere i Tchad, hvilket er en fremgang på 20 procent i forhold til året før.
Forenede trods afstanden
Vor rejse i landet har åbnet vore øjne for hvilken udfordring det er at udbrede den gode nyhed i et land hvor der tales over 200 sprog. Fransk og arabisk er landets officielle sprog, men ved hver af de særlige stævnedage måtte programmet tolkes fra fransk til et andet sprog. Desuden kom der mange som ikke talte det pågældende områdes sprog og som derfor havde svært ved at forstå indlæggene.
Alle vegne hvor vi kom frem, viste brødrene og søstrene os gæstfrihed. Måltiderne bestod i regelen af en kugle af hirse eller rismel serveret med den føromtalte kryddersovs. Nogle gange bragte en ung pige maden på en bakke som var dækket af et stykke stof i stærke farver og som hun yndefuldt balancerede med på hovedet. Man måtte beundre hendes elegance.
Befolkningen i det nordlige Tchad er fortrinsvis muslimer, mens folk i den sydlige del hovedsagelig er katolikker, protestanter eller animister. Regeringen går ind for religionsfrihed, og vi glæder os over at vi frit kan samles.
Programmet for den særlige stævnedag hjalp den lille skare Jehovas vidner i Tchad til at forstå at der ganske vist er langt til brødrene i andre dele af verden, men at de er forenede med dem i én hjord. Stævnet satte dem i stand til at ’stå fast i én ånd’ trods det pres og den modstand de kommer ud for. — Filipperne 1:27.