PONTUS

(Ponʹtus) [hav].

Et område i det nordlige Lilleasien. I førkristen tid betegnede navnet øjensynlig den del af Kappadokien der lå ud til Sortehavet (som undertiden blev kaldt Pontus Euxinus). Området strakte sig fra Halysflodens nedre løb (nær Bitynien) mod øst langs kysten til Sortehavets sydøstlige hjørne. I det frugtbare kystområde er klimaet varmt om sommeren og mildt om vinteren. Landets indre udgør det nordøstlige hjørne af den centrale højslette, der er gennemskåret af mange floddale, hvori man dyrkede korn. På bjergskråningerne voksede der skove som gav tømmer til skibsbygning. Langs kysten gjorde indflydelse fra græske kolonier sig gældende, mens befolkningen i landets indre havde nær tilknytning til Armenien længere mod øst.

Efter at Pontus i en periode havde været under persisk herredømme, blev det selvstændigt i det 4. århundrede f.v.t. Der var en række konger ved navn Mithradates, og riget fik tætte bånd til Rom. Mithradates VI Eupator udfordrede imidlertid Roms magt og udvidede sit rige i stor stil. Efter en række krige blev han omkring år 66 f.v.t. slået af romerne under Pompejus. En stor del af Pontus blev da sluttet sammen med Bitynien mod vest til provinsen Bitynien og Pontus. Den østlige del blev dog føjet til provinsen Galatien (Galatiske Pontus). Senere blev en del af dette østlige område givet til Polemon (ca. 36 f.v.t.) og kom til at udgøre en del af Polemons rige. (KORT, bd. 1, s. 171) I det 1. århundrede e.v.t. betegnede navnet „Pontus“ således enten hele det geografiske område langs kysten eller den del der hørte til provinsen Bitynien og Pontus, eller blot det østlige område der var blevet en del af Galatien og Polemons rige.

Den jødiske forfatter Filon fra det 1. århundrede sagde at jøderne havde bredt sig til alle dele af Pontus. Der var jøder fra Pontus til stede i Jerusalem på pinsedagen år 33. (Apg 2:9) Nogle af disse jøder fra Pontus som hørte Peters tale, blev muligvis kristne og vendte tilbage til deres hjemegn. Omkring 30 år senere stilede Peter sit første kanoniske brev (ca. 62-64 e.v.t.) til „de midlertidige indbyggere der er spredt rundt om i Pontus“ og andre dele af Lilleasien. (1Pe 1:1) Eftersom han i dette brev omtalte „ældste“ der skulle være hyrder for hjorden, var der øjensynlig kristne menigheder i Pontus. (1Pe 5:1, 2) Jøden Akvila, der stammede fra Pontus, rejste til Rom og derefter til Korinth, hvor han traf apostelen Paulus. — Apg 18:1, 2.