14. (a) Hvordan gik det til at kristne tilsynsmænd med tiden blev afløst af navnkristne biskopper? (b) Hvem forsøgte at opnå forrangen blandt biskopperne?

¹⁴ Det var først senere at ordet epiʹskoposb (tilsynsmand, forstander) blev ændret til „biskop“, det vil sige en præst der har myndighed over de andre gejstlige i sit bispedømme. Den spanske jesuit Bernardino Llorca forklarer: „I begyndelsen blev der ikke gjort noget tydeligt skel mellem biskopperne og presbyterne, og opmærksomheden blev blot rettet mod ordenes betydning: biskop svarer til forstander; presbyter svarer til ældste. . . . Men lidt efter lidt blev skellet klarere, og benævnelsen biskop blev brugt om de mere betydningsfulde forstandere, som var i besiddelse af den højeste præstelige myndighed og kunne lægge hænderne på og ordinere præster.“ (Historia de la Iglesia Católica) Biskopperne begyndte at tjene i en form for monarkisk system, især fra begyndelsen af det fjerde århundrede. Der opstod et hierarki, et regerende præsteskab, og med tiden blev biskoppen af Rom, som hævdede at være Peters efterfølger, anerkendt af mange som den øverste biskop og pave.

15. Hvilket svælg er der mellem den måde de første kristne blev ledet på, og den måde kristenheden bliver ledet på?

¹⁵ I dag er stillingen som biskop i kristenhedens forskellige kirkesamfund en ophøjet stilling der medfører prestige og magt. Biskopperne er som regel højt lønnede og bliver ofte identificeret med den herskende klasse i landet. Hvilken forskel er der ikke mellem dette og den enkle måde de første kristne menigheder var organiseret på under Kristus og de ældste eller tilsynsmændene! Og hvad skal vi sige om svælget mellem Peter og hans såkaldte efterfølgere, der har regeret fra de pompøse omgivelser i Vatikanet? — Lukas 9:58; 1 Peter 5:1-3.

Pavelig magt og prestige

16, 17. (a) Hvordan ved vi at den første menighed i Rom ikke var underlagt en biskop eller en pave? (b) Hvordan opstod brugen af titlen „pave“?

¹⁶ En af de menigheder der tog imod vejledning fra apostlene og de ældste i Jerusalem, var menigheden i Rom. Den kristne sandhed kom sandsynligvis dertil kort efter pinsedagen år 33. (Apostelgerninger 2:10) Ligesom alle de andre kristne menigheder på den tid, havde den et råd af ældste der tjente som tilsynsmænd uden at nogen af dem havde rang over de andre. Der var ingen af de første tilsynsmænd i menigheden i Rom der af deres samtidige blev betragtet som biskop eller som pave, for det monarkiske bispeembede i Rom var endnu ikke opstået. Det er vanskeligt at sige med sikkerhed hvornår det monarkiske eller enevældige episkopat dukkede op, men meget tyder på at det begyndte at tage form i det andet århundrede. — Romerne 16:3-16; Filipperne 1:1.

¹⁷ Titlen „pave“ (af det græske ord paʹpas, fader) blev ikke brugt i de to første århundreder. Den tidligere jesuit Michael Walsh forklarer: „Første gang en biskop i Rom blev kaldt ’pave’, ser ud til at have været i det tredje århundrede, og titlen blev givet til pave Calixtus . . . I slutningen af det femte århundrede mente man med ’paven’ som regel biskoppen i Rom og ingen anden. Men det var først i det ellevte århundrede at en pave kunne insistere på at titlen gjaldt ham alene.“ — An Illustrated History of the Popes.

18. (a) Hvem var en af de første romerske biskopper der hævdede sin magtstilling? (b) Hvad er pavens påstand om overhøjhed baseret på? (c) Hvad er den rette forståelse af Mattæus 16:18, 19?

¹⁸ En af de første biskopper i Rom der hævdede sin magtstilling, var pave Leo I (440-461). Michael Walsh siger: „Leo tilvendte sig den i sin tid hedenske titel pontifex maximus, der bruges af paverne den dag i dag og som frem til slutningen af det fjerde århundrede blev båret af de romerske kejsere.“ Leo I støttede sig til den katolske fortolkning af Jesu ord i Mattæus 16:18, 19. (Se side 268.) Han „erklærede at eftersom Skt. Peter var den første blandt apostlene, skulle Peterskirken regnes for den betydeligste af kirkerne“. (Man’s Religions) Dermed gjorde Leo I det klart at mens kejseren sad inde med verdslig magt i Konstantinopel i øst, udøvede han selv åndelig magt fra Rom i vest. Denne magt kom yderligere til udtryk da pave Leo III kronede Karl den Store til kejser af Det Hellige Romerske Rige i år 800.

19, 20. (a) Hvordan er paven blevet betragtet i nyere tid? (b) Nævn nogle af pavens officielle titler. (c) Hvilken kontrast er der mellem pavernes holdning og Peters?

¹⁹ Siden 1929 har verdslige regeringer betragtet paven i Rom som overhoved for en suveræn stat, Vatikanstaten. Den romersk-katolske kirke kan derfor sende diplomatiske repræsentanter, nuntier, til verdens regeringer. Ingen anden religiøs organisation har en sådan position. (Johannes 18:36) Paven bliver hædret med mange titler, deriblandt Kristi stedfortræder, apostelfyrstens efterfølger, den universelle kirkes øverste biskop, Vestens patriark, Italiens primas, Vatikanstatens hersker. Han bæres omkring under udfoldelsen af stort ceremoniel, han er omgivet med pomp og pragt, og han æres som statsoverhoved. Men tænk på hvordan Peter, der hævdes at have været den første pave og biskop i Rom, reagerede da den romerske centurion Kornelius kastede sig ned for hans fødder i ærbødighed for ham: „Peter rejste ham op idet han sagde: ’Rejs dig; jeg er også selv et menneske.’“ — Apostelgerninger 10:25, 26; Mattæus 23:8-12.

[Ramme på side 268]

Peter og paveværdigheden

I Mattæus 16:18 sagde Jesus til apostelen Peter: „Du er Petrus [græsk: Peʹtros], og på den klippe [græsk: peʹtra] vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.“ (DA) På dette grundlag hævder den katolske kirke at Jesus byggede sin kirke på Peter, som de siger var den første i en ubrudt række af biskopper som efterfulgte Peter i Rom.

Hvem var den klippe Jesus nævnte i Mattæus 16:18 — Peter eller Jesus? Ifølge sammenhængen drejede samtalen sig om hvem Jesus var — at han, som Peter selv bekendte, var „Kristus, den levende Guds Søn“. (Mattæus 16:16, DA) Det må derfor rimeligvis være Jesus selv der skulle være kirkens faste klippegrundvold, og ikke Peter, der senere fornægtede Kristus tre gange. — Mattæus 26:33-35, 69-75.

Hvordan ved vi at Kristus er grundstenen? Vi har Peters eget ord for det, for han skrev: „Idet I kommer til ham, en levende sten, der vel er forkastet af mennesker, men er udvalgt, værdifuld, for Gud . . . For der står i Skriften: ’Se! Jeg lægger i Zion en udvalgt sten, en værdifuld hjørnegrundsten; og den der tror på den, vil afgjort ikke blive skuffet.’“ Og Paulus sagde: „I er blevet opbygget på apostlenes og profeternes grundvold, mens Kristus Jesus selv er hjørnegrundstenen.“ — 1 Peter 2:4-8; Efeserne 2:20.

Der findes ikke noget bibelsk eller historisk vidnesbyrd om at Peter blev regnet for at stå over de andre apostle. Han siger ikke noget om det i sine breve, og de tre andre evangelier — deriblandt beretningen af Markus (som øjensynlig fik sine oplysninger af Peter) — nævner slet ikke Jesu ord til Peter. — Lukas 22:24-26; Apostelgerninger 15:6-22; Galaterne 2:11-14.

Der findes ikke engang noget sikkert bevis for at Peter nogen sinde har været i Rom. (1 Peter 5:13) Da Paulus besøgte Jerusalem blev han støttet af „Jakob og Kefas [Peter] og Johannes, de som ansås for at være søjler“. På den tid var Peter altså én ud af mindst tre søjler i menigheden. Han var ikke „pave“, og han var hverken kendt som „pave“ eller som øverste „biskop“ i Jerusalem. — Galaterne 2:7-9; Apostelgerninger 28:16, 30, 31.