Det Andet Vatikankoncils Dogmatiske Konstitution om Kirken, svarer i paragraf 18: „Denne hellige synode, som følger i fodsporene på Det Første Vatikankoncil [der godkendte dogmet om pavens ufejlbarhed], lærer og erklærer med det at Jesus Kristus, den evige hyrde, grundlagde den hellige kirke ved at overdrage apostlene deres missionsopgave, ligesom han selv var blevet sendt af Faderen (jf. Joh. 20:21). Han bestemte at deres efterfølgere, biskopperne, skulle være hyrder for hans kirke indtil verdens ende. For at episkopatet kunne være ét og udelt, satte han Peter til hoved over de andre apostle, og oprettede i ham en varig og synlig kilde og grundvold for enhed både i tro og samfund. Denne lære om institutionen, den varige ordning, naturen og betydningen af den romerske pontifex’ hellige primat og hans ufejlbare lærerembede, anbefaler den hellige synode igen den troende at tro fuldt og fast på, og som følge af denne ufravigelige forpligtelse har den i sinde offentligt at forkynde og klart at formulere dogmet om at biskopperne, apostlenes efterfølgere, sammen med Peters efterfølger, Kristi Stedfortræder og hele Kirkens synlige overhoved, leder den levende Guds hus.“

Interessant nok blev Den Dogmatiske Konstitution om Kirken udsendt af pave Paul VI samme dag som han ratificerede dekretet om økumenien. Denne dag, den 21. november 1964, bekendtgjorde han også at „Maria er ’Kirkens Moder’, det vil sige moder for alle troende og alle præster“. Hvordan kan det siges at dekretet om økumenien „markerer den romersk-katolske kirkes fulde deltagelse i den økumeniske bevægelse“ når paven samme dag valgte at stadfæste dogmer der er fuldstændig uacceptable for de fleste medlemmer af Kirkernes Verdensråd?

Ændrede Det Andet Vatikankoncil grundlæggende ved den katolske kirkes syn på kristen enhed? Pave Johannes’ efterfølger, Paul VI, udsendte den dogmatiske konstitution om Kirken der lyder: „Dette er den eneste kristne kirke som ifølge vor trosbekendelse er én, hellig, katolsk og apostolsk. . . . Denne kirke, der er oprettet og organiseret som et samfund i den nuværende verden, udgøres af den katolske kirke, som ledes af Peters efterfølger i fællesskab med biskopperne.“

Den katolske kirkes opfattelse af kristen enhed har altså ikke ændret sig fundamentalt. Det synspunkt der blev udtrykt på Det Andet Vatikankoncil er, at uanset hvilke gode værdier der findes uden for den katolske kirke, tilhører de i virkeligheden den, og er derfor, som Den Dogmatiske Konstitution om Kirken siger: „Kræfter der fører mod katolsk enhed.“