Dogmet om pavens ufejlbarhed indebærer at paven, skønt han begår fejl som alle andre mennesker, er ufejlbar når han definerer en tros- eller morallære ex cathedra, det vil sige som hyrde for den romersk-katolske kirke.

’KATOLICISMENS sejr over rationalismen afhænger af dette dogme,’ skrev det jesuitiske tidsskrift La Civiltà Cattolica i 1870, da dogmet om pavens ufejlbarhed var blevet proklameret af Det Første Vatikankoncil.

I katolsk teologisk sprogbrug er „et dogme“ en læresætning der „har absolut værdi og er uomstødelig“. Den nøjagtige ordlyd af dogmet om pavens ufejlbarhed er:

„Det [er] en af Gud aabenbaret Trossætning, at den romerske Pave, naar han taler ex cathedra, d. v. s. naar han i Udøvelse af sit Embede som alle Kristnes Hyrde og Lærer ifølge sin apostolske Myndighed fastslaar en Lære om Tro og Sæder, der bør anerkendes af hele Kirken . . ., gennem den guddommelige Bistand, der er lovet ham i den salige Peter, forføjer over den Ufejlbarhed, som den guddommelige Forløser har villet, at hans Kirke skulde være udrustet med til at fastslaa Lærdomme om Tro og Sæder, og derfor er saadanne Bestemmelser af den romerske Pave i sig selv irreformable, ikke først gennem Kirkens Tilslutning.“ — Grundrids af Dogmehistorien af Jens Nørregaard.