Pavens særlige repræsentanter „i spørgsmålet om kætteri“ trådte til. Inkvisitionen var begyndt.

Inkvisitionens rødder går tilbage til det 11. og 12. århundrede, da forskellige anderledes tænkende grupper begyndte at spire frem i det katolske Europa. Oprindelig blev inkvisitionen iværksat af pave Lucius III ved synoden i Verona i 1184. I samarbejde med kejseren af Det hellige romerske Rige, Friderich I Barbarossa, traf han bestemmelse om at enhver der talte eller blot tænkte i modstrid med den katolske lære, skulle udelukkes af kirken og straffes på behørig vis af de verdslige myndigheder. Det blev pålagt biskopperne at eftersøge (latin: inquirere) kættere. Dette var begyndelsen til den episkopale eller biskoppelige inkvisition, hvilket vil sige at inkvisitionen var underlagt de katolske biskoppers myndighed.

Skrappere metoder

Set med Roms øjne var biskopperne slet ikke tilstrækkelig nidkære med hensyn til at opspore afvigere. Med hjælp fra cisterciensermunke benyttede flere paver sig derfor af særlige sendebud eller pavelige legater, der havde fuldmagt til at foretage „undersøgelser“ angående kætteri. I en periode var der således to sideløbende inkvisitioner, den biskoppelige og den pavelige inkvisition, hvoraf den sidste var den værste.

Men selv denne mere skånselsløse inkvisition var ikke tilstrækkelig for pave Innocens III. I 1209 iværksatte han et militært korstog mod kættere i det sydlige Frankrig. Disse kættere tilhørte hovedsagelig katharerne, en gruppe der havde blandet manikæisme med frafalden kristen gnosticisme.a Da katharerne var særlig talrige i byen Albi, blev de også kendt som albigensere.

Den „hellige krig“ mod albigenserne sluttede i 1229, men det var ikke lykkedes at udrydde alle afvigere. Ved synoden i Toulouse i Sydfrankrig samme år tilførte pave Gregor IX derfor inkvisitionen nyt liv. Han sørgede for at der blev indsat permanente inkvisitorer, indbefattende en præst i hvert sogn. I 1231 indførte han en lov hvorved uforbederlige kættere ville blive dømt til døden på bålet og de der angrede, til livsvarigt fængsel.

To år senere, i 1233, fritog Gregor IX biskopperne for deres ansvar for at eftersøge kættere. Herefter udnævnte han munke som officielle inkvisitorer.

Tortur godkendt af paven

I 1252 udsendte pave Innocens IV en bulle med betegnelsen Ad exstirpanda, hvori han officielt gav tilladelse til at benytte tortur ved inkvisitionens kirkelige domstole. Yderligere regulativer for den måde hvorpå tortur måtte anvendes blev kundgjort af paverne Alexander IV, Urban IV og Clemens IV.

I begyndelsen måtte de kirkelige inkvisitorer ikke være til stede under selve torturen, men paverne Alexander IV og Urban IV fjernede denne restriktion. Dette gjorde det muligt at fortsætte forhøret i torturkammeret. I begyndelsen var det også kun tilladt at anvende tortur én gang, men de pavelige inkvisitorer kom uden om dette ved blot at betegne yderligere tortur som en „fortsættelse“ af proceduren.

Den spanske inkvisition, der i 1478 blev iværksat med tilladelse fra pave Sixtus IV, var først og fremmest rettet imod marxanos og moriscoes, de spanske jøder og muslimer. Mange af disse, der havde antaget den katolske tro på grund af frygt, blev mistænkt for i hemmelighed at udøve deres oprindelige religion.

[Illustration på side 22]

Pave Innocens IV gav tilladelse til brug af tortur