I 1095 opfordrede pave Urban II alle katolikker i Europa til at løfte det bogstavelige sværd. Islam skulle fortrænges fra de hellige lande i Mellemøsten, hvortil kristenheden hævdede at have eneret.

Det var ikke første gang man talte om at udkæmpe „en retfærdig krig“. Sådan havde man for eksempel også betegnet kampen mod muslimerne i Spanien og på Sicilien. Og mindst ti år før pave Urban fremsatte sin appel, havde pave Gregor VII „forestillet sig en militia Christi i kampen mod alle Guds fjender og tænkte allerede dengang på at sende en hær mod Orienten,“ siger Karlfried Froehlich fra Princeton-universitetets teologiske fakultet.

Pave Urbans initiativ var til dels et svar på en anmodning om hjælp fra den byzantinske kejser Alexios. Men eftersom forholdet mellem den østlige og den vestlige del af kristenheden syntes at være i bedring, kan paven også have følt sig tilskyndet af den mulighed dette indebar for at forene de to stridende søsterkirker. Under alle omstændigheder sammenkaldte han koncilet i Clermont, som forkyndte at de der var villige til at deltage i dette „hellige“ forehavende ville få fuldkommen aflad, det vil sige eftergivelse af enhver straf for synd. Tilslutningen blev langt større end ventet. „Deus volt“ — Gud vil det — lød kampråbet i både øst og vest.

Dermed begyndte en række krigstogter der varede størstedelen af de følgende to århundreder. (Se rammen side 24.) I begyndelsen antog muslimerne de indtrængende skarer for at være byzantinere. Men da de var blevet klar over deres sande identitet kaldte de dem frankere — det germanske folk hvorfra Frankrig senere fik sit navn. Som følge af truslen fra disse europæiske „barbarer“ voksede stemningen blandt muslimerne for en jihad, en hellig krig.

Den britiske professor Desmond Stewart siger: „For hver eneste lærd eller handelsmand der plantede den islamiske civilisations sæd i teori og praksis, fandtes der en soldat for hvem islam var et kald til at gå i krig.“ I sidste halvdel af det 12. århundrede havde den muslimske leder Nureddin opbygget en slagkraftig militærstyrke ved at forene muslimer fra det nordlige Syrien og det øvre Mesopotamien. „Ligesom kristne i middelalderen løftede våben for at fremme Kristi religion,“ fortsætter professor Stewart, „sådan greb muslimerne til våben for at fremme profetens religion.“

Det var dog, sandt at sige, ikke altid religiøse bevæggrunde som drev værket. Bogen The Birth of Europe konstaterer at for de fleste europæere var korstogene „en uimodståelig lejlighed til at vinde sig berømmelse eller bytte, eller til at skaffe sig nye besiddelser eller herredømme over hele landområder — eller blot til at undslippe den grå hverdag og drage på eventyr“. Italienske handelsfolk så det også som en lejlighed til at oprette nye handelsforposter i landene omkring det østlige Middelhav. Men uanset hvad der var den enkeltes motiv syntes alle at være villige til at dø for deres tro — i en „retfærdig“ krig for kristenheden eller i en muslimsk jihad.

Uventede resultater

„Skønt korstogene som sådan var rettet mod muslimerne i Østen,“ oplyser The Encyclopedia of Religion, „lod korsfarerne deres nidkærhed gå ud over den jødiske befolkning i deres hjemlande, det vil sige i Europa. Et yndet motiv blandt korsfarerne var at de skulle hævne Jesu død, og jøderne blev de første ofre for denne hævn. Jødeforfølgelser fandt sted i Rouen i 1096, snart efterfulgt af massakrer i Worms, Mainz og Köln.“ Dette var blot en forløber for den antisemitisme der førte til masseudryddelsen af jøder i nazitidens Tyskland.

Korstogene medvirkede også til at øge spændingen mellem Øst og Vest, en spænding der havde bestået siden 1054 da patriarken Mikael Kerularios fra Østkirken og kardinal Humbert fra Vestkirken ekskommunikerede hinanden. Og da korsfarerne erstattede græske gejstlige med latinske biskopper i de byer de indtog, blev også det jævne folk berørt af skismaet mellem Øst og Vest.

Bruddet mellem de to kirker blev fuldstændigt under Det Fjerde Korstog da pave Innocens III, ifølge den forhenværende anglikanske kannik i Canterbury, Herbert Waddams, ’spillede dobbeltspil’. På den ene side var paven opbragt over Konstantinopels udplyndring. (Se rammen side 24.) Han skrev: „Hvordan kan man forvente at den græske kirke igen skulle underlægge sig pavestolen når den har set det eksempel latinske folk har sat ved at øve ondt og gøre Djævelens vilje, så grækerne allerede, og med god grund, hader dem mere end hunde?“ På den anden side var paven ikke sen til at drage fordel af situationen ved at oprette et latinsk rige i Konstantinopel under en vestlig patriark.

Efter to hundrede års næsten uafbrudt kamp var Det Byzantinske Rige så svækket at det ikke kunne modstå osmannernes voldsomme angreb, som endte med at de indtog Konstantinopel den 29. maj 1453. Riget var blevet knust, ikke alene af et islamisk sværd men i lige så høj grad af det sværd søsterkirken i Rom havde svunget. Den splittede kristenhed havde dermed givet islam et velegnet udgangspunkt for at trænge ind i Europa.

Politik og forfølgelse

Korstogene styrkede pavedømmets stilling både hvad angik dets religiøse og dets politiske førerskab. Dermed „fik paverne indflydelse på det europæiske diplomati,“ skriver historikeren John H. Mundy. Inden længe „var kirken Europas mægtigste regering . . ., [i stand] til at øve større politisk indflydelse end nogen anden regering i de vestlige lande“.

Denne magtkoncentration var en følge af Det Vestromerske Riges sammenbrud. Kirken stod da tilbage som den eneste forenende magtfaktor i Vesten, og begyndte derfor at spille en mere aktiv politisk rolle i samfundet end Østkirken, som på den tid stadig var underlagt en stærk verdslig hersker, nemlig den byzantinske kejser. Vestkirkens politiske dominans styrkede dens krav om pavelig overhøjhed. Mens Østkirken anerkendte at paven havde krav på respekt, afviste den blankt at han skulle besidde den øverste myndighed i åndelige såvel som i verdslige spørgsmål.

Det Første Korstog (1096-99) resulterede i at Jerusalem blev generobret og at der blev oprettet fire latinske fyrstendømmer med henholdsvis Jerusalem, Edessa, Antiochia og Tripolis som hovedbyer. Historikeren H. G. Wells citerer en kilde der beretter om erobringen af Jerusalem: „Blodbadet var frygteligt. De overvundnes Blod flød gennem Gaderne, indtil Folk blev oversprøjtet med Blod, naar de red. Da Natten faldt paa, kom Korsfarerne hulkende af Glæde til Graven og foldede deres blodstænkede Hænder i Bøn.“

Det Andet Korstog (1147-49) blev iværksat efter at syriske muslimer i 1144 havde erobret Edessa, og sluttede da det lykkedes muslimerne at fordrive kristenhedens „vantro“ repræsentanter.

Det Tredje Korstog (1189-92) fandt sted efter at muslimerne havde generobret Jerusalem, og havde Richard I Løvehjerte fra England som en af sine anførere. Dette korstog gik snart i opløsning „på grund af udmattelse, skænderier og mangel på samarbejdsvilje,“ oplyser The Encyclopedia of Religion.

Det Fjerde Korstog (1202-4) blev på grund af pengemangel omdirigeret fra Ægypten til Konstantinopel, med løfte om materiel støtte til gengæld for at hjælpe den landsforviste byzantinske tronprætendent Alexios til magten. „Den [efterfølgende] plyndring som korsfarerne foretog i Konstantinopel har man aldrig glemt eller tilgivet i de ortodokse lande,“ oplyser The Encyclopedia of Religion, og tilføjer: „Hvis man skal anføre et bestemt tidspunkt for skismaets opståen må det blive året 1204 — i hvert fald set fra et psykologisk synspunkt.“

Børnekorstogene (1212) resulterede i at tusinder af tyske og franske børn døde inden de nogen sinde nåede deres mål.

Det Femte Korstog (1217-21), som var det sidste der var underlagt pavelig myndighed, slog fejl på grund af dårlig ledelse og gejstlig indblanding.