En dag i det tætbefolkede Hongkong

Hongkong er et af de tættest befolkede steder i verden. Med 5,8 millioner indbyggere på 1070 kvadratkilometer har Hongkong en befolkningstæthed på 5.592 personer pr. kvadratkilometer. Eftersom kun 10 procent af arealet er udnyttet bor der i gennemsnit 54.000 pr. kvadratkilometer! Men lokalbefolkningen har i forbavsende grad tilpasset sig storbyens mylder, med dens trængsel, trafikstøj og forurening.

KLOKKEN halv otte blev jeg vækket af vækkeurets skingrende ringen. Jeg rejste mig fra sovesofaen og fik hurtigt tøj på. Jeg bor i en lille lejlighed sammen med mine forældre og mine tre yngre søstre, som alle har arbejde. Så der er altid rift om badeværelset, og tiden er knap. Efter et hurtigt morgenmåltid cykler jeg til stationen for at komme med toget. Nu begynder den daglige kamp. Jeg indsluses i de myldrende skarer som drager på arbejde i det pulserende Hongkong.

Toget suser forbi tætpakkede boligblokke og skyskrabere. Derefter tager jeg en bus for at komme over på den anden side af havnen. Vi kører gennem en tunnel hvor trafikken er så tæt at bilernes kofangere næsten rører hinanden. Hvilken lettelse at nå frem til Hongkong Island. Kontoret hvor jeg arbejder ligger i det centrale finanskvarter. Hele rejsen tager en time til halvanden, afhængigt af trafikken. Jeg møder klokken 9.30. Men der er ikke tid til at puste ud, for straks begynder telefonen at kime. Det er dagens første kunde. Og sådan fortsætter det hele dagen — det ene opkald følger efter det andet, røret ligger sjældent på apparatet. Jeg har dog tid til en kort frokostpause.

Nu er problemet at finde et ledigt bord på en af de mange restauranter. Det virker som om alle ønsker at spise samtidig, det samme sted og ved det samme bord! Endnu en gang indtager jeg min mad sammen med vildt fremmede. Sådan er livet i det tætbefolkede Hongkong. Efter et hurtigt men nærende kinesisk måltid kalder pligterne atter.

Officielt slutter arbejdsdagen halv seks, men det gør den sjældent i praksis. Når jeg endelig kan slutte arbejdet er den ofte kvart over seks eller endda syv. Dertil skal lægges transporttiden hjem.

Først tager jeg bussen, derefter toget. Til sidst ruller det ind på min station og jeg finder min cykel. Mens jeg cykler hjem, tænker jeg over hvordan vores lille by er svulmet op til en travl, pulserende moderne by. De lave landsbyhuse har veget pladsen for knejsende højhuse på 20-30 etager. En stor del af området er dækket af store, brede veje og broer med en uophørlig strøm af støjende køretøjer. Den gamle afslappede livsstil er passé.

Hjemme bor vi seks mennesker på 28 kvadratmeter, og jeg har ikke mit eget værelse. Derfor må jeg sove på en sofa i dagligstuen. Mine forældre har deres eget værelse, og mine tre søstre sover i køjesenge på deres lille værelse. Privatliv er en luksus for os.

Selv om lejligheden er lille er den en klar forbedring i forhold til hvad vi havde før, da vi alle boede i samme værelse i et socialt boligbyggeri. Men selv dét var godt når man tænker på at mange tusinde i Mong Kok-distriktet må leje „tremmelejligheder“, der stables i tre lag oven på hinanden og måler 1,80×0,80×0,80 meter. I dem er der kun plads til en madras og nogle få personlige ejendele, ingen møbler.

Klokken ni om aftenen er alle hjemme, og vi sidder ved aftensbordet. Efter måltidet tænder en eller anden for fjernsynet. Dette slukker mit håb om at få fred til at læse og studere. Jeg venter indtil alle er gået i seng ved ellevetiden, så har jeg værelset for mig selv, og har fred og ro til at koncentrere mig. Ved midnat overmandes også jeg af træthed.

Jeg har haft arbejde siden jeg for 12 år siden gik ud af skolen. Før eller siden vil jeg gerne giftes, men jeg arbejder så hårdt at jeg ikke har meget tid til at finde en ægtefælle. Og at finde et sted at bo er sværere end at storme himmelen — som vi siger. Selv om vi har lært at klare os, virker dette hektiske byliv ikke naturligt på mig. Jeg ved godt at jeg har det bedre end millioner, ja måske milliarder af mennesker i andre dele af verden som hverken har et hjem, elektricitet, rindende vand eller ordentlige sanitære forhold. Men vi trænger hårdt til et bedre system, en bedre verden, et bedre liv. — Fortalt af Kin Keung.

’Børn er dyrebare, men sønner er uundværlige’

Med en befolkning på over 850 millioner og en fødselsrate på 3,1 procent må Indien hvert år tage imod 26 millioner nyfødte — lige så mange som der bor i Canada. Ikke overraskende står det højt på myndighedernes prioritetsliste at få dæmmet op for den hurtige befolkningstilvækst. Men hvor stor succes har man haft? Hvilke forhindringer støder man på?

„FØR 20, nej! Efter 30, afgjort ikke! Kun to børn — godt!“ Sådan lyder teksten på en af de farverige plakater i forhallen til familieplanlægningens hovedkvarter i Bombay i Indien. På en anden plakat ses en hærget moder omgivet af fem børn. Den advarer: „Fortryd ikke senere!“ Budskabet er tydeligt og klart: To børn pr. familie er nok. Men det er ikke nemt at få folk til at acceptere det og følge regeringens opfordring.

„Hinduerne måler en mands lykke i hvor mange børn han har. Blandt hinduer betragtes børn som en velsignelse for en husstand. Uanset hvor stor en familie en mand har fået, holder han aldrig op med at bede for dens vækst,“ fortæller bogen Hindu Manners, Customs and Ceremonies. Fra et religiøst standpunkt har et drengebarn størst værdi for patriarken. „Der findes ingen større ulykke end det ikke at efterlade sig en søn eller en sønne- eller dattersøn der kan sørge for ens begravelse,“ forklares det videre i bogen. „I så fald mener man at enhver adgang til lyksalighedens bolig efter døden er spærret.“

Sønnerne fører også an i forfædredyrkelsen, eller sraddha. „Det er afgørende at have mindst én søn,“ skriver A. L. Basham i The Wonder That Was India. „Den stærke familiefølelse i det hinduiske Indien har næret ønsket om at få sønner, uden hvilke slægten ville uddø.“

Foruden den religiøse overbevisning er der en kulturel faktor som nærer ønsket om at berige Indiens traditionelle tætsammenknyttede storfamilie med sønner der gifter sig og fortsætter med at bo hos forældrene. „Døtrene gifter sig og flytter ind i deres svigerforældres hjem, men sønnerne bliver hos forældrene; og forældrene forventer at deres sønner sørger for dem på deres gamle dage,“ forklarer Dr. Lalita S. Chopra fra Bombay Kommunes Afdeling for Sundhed og Familieplanlægning. „Det er deres sikkerhed. Forældre føler sig trygge med to sønner. Det er derfor logisk at et ægtepar der har nået den anbefalede tobørnsgrænse og kun har piger, forsøger at få en søn.“

Skønt alle børn i teorien er fra Gud, betragtes de i praksis ikke som ligeværdige. „Det er tydeligt at piger forsømmes lægeligt set,“ rapporterer Indian Express. „Deres overlevelse betragtes ikke som vigtig for familiens fremtid.“ Bladet skriver at en undersøgelse i Bombay har afsløret at ud af 8000 aborter foretaget efter kønsbestemmelsestest er 7999 pigefostre.

En drøj kamp

„Det er almindeligvis faderen der bestemmer antallet af børn og familiens størrelse,“ forklarer sundhedsinspektør dr. S. S. Sabnis fra Bombay i et interview. Uanset om en kvinde ønsker familieforøgelse eller ej, er hun under pres fra manden. „Det er derfor vi sender både mandlige og kvindelige hold til hvert hjem i slumkvartererne i håb om at den mandlige rådgiver kan tilskynde faderen til at begrænse familiens størrelse og hjælpe ham til at indse at han bedre vil kunne drage omsorg for et mindre antal børn.“ Men som vi har set, lægger der sig mange hindringer i vejen.

„Blandt de fattige er spædbørnsdødeligheden høj på grund af de elendige levevilkår,“ siger dr. Sabnis. „Da man ved at nogle børn vil dø, er der et udtalt ønske om at få mange børn.“ Men børnene får ikke megen omsorg. De strejfer omkring uden opsyn og tigger, eller roder måske i affald efter noget spiseligt. Og forældrene? „De ved ikke hvor deres børn er,“ siger dr. Sabnis beklagende.

På indiske reklamer ser man ofte et lykkeligt, velbjærget par som nyder livet sammen med deres to børn, almindeligvis en dreng og en pige, som der tydeligvis bliver sørget godt for. I det sociale lag personerne tilhører — middelklassen — er tobørnsprincippet almindeligt accepteret. Men det er det langtfra blandt de fattige, der ræsonnerer som så: ’Hvis vore forældre eller bedsteforældre fik 10 eller 12 børn, hvorfor kan vi så ikke? Hvorfor skulle vi begrænse os til to?’ Det er blandt Indiens underprivilegerede flertal at kampen om befolkningskontrollen udkæmpes. „Befolkningen er ung og i den fødedygtige alder,“ siger dr. Chopra. „Det ser ud til at være en håbløs kamp. Der ligger et uhyre arbejde foran os.“

Min opvækst i en afrikansk by

Befolkningstilvæksten i de afrikanske lande syd for Sahara er en af verdens højeste. Hver kvinde får i gennemsnit mere end seks børn. Fattigdom, miljøødelæggelse og ressourcemangel gør ondt værre. Her er en førstehåndsberetning om hvordan livet former sig i den del af verden.

JEG er vokset op i en større vestafrikansk by. Vi var syv børn i familien, men to døde tidligt. Vort hjem bestod af et soveværelse og en dagligstue. Mor og far sov i soveværelset, og vi børn sov på måtter i dagligstuen — drengene i den ene ende af rummet, pigerne i den anden.

Ligesom de fleste andre i vores nabolag havde vi ikke ret mange penge, og vi fik ikke altid vores behov dækket. Nogle gange var der ikke engang mad nok. Om morgenen måtte vi ofte spise de opvarmede ris fra dagen før. Til tider havde vi ikke engang dét. Nogle siger at faderen, der er forsørgeren, skal have den største portion, og moderen den næststørste, mens børnene kan få resterne. Men vores forældre lod os børn få den smule der var, og undværede hellere selv. Jeg er taknemmelig for deres offervilje.

Min skolegang

Nogle afrikanere mener at det kun er drenge der skal gå i skole. De føler ikke at det er nødvendigt for piger, eftersom deres mænd vil tage sig af dem når de bliver gift. Sådan tænkte mine forældre ikke. De sendte os alle fem i skole. Men det var en økonomisk belastning for mine forældre. Papir og blyanter var ikke det store problem, hvorimod lærebøgerne og de obligatoriske skoleuniformer var dyre.

Da jeg begyndte i skolen havde jeg ingen sko. Det var først da jeg blev 14 at mine forældre havde råd til at købe sko til mig. Imidlertid havde jeg et par sko som jeg brugte når jeg gik i kirke, men dem måtte jeg ikke bruge i skolen eller andre steder. Derfor gik jeg barfodet. Nogle gange havde min far råd til at give os buskort, men når han ikke havde, måtte vi gå til og fra skole. Det var 3 kilometer hver vej.

Hvordan vi vaskede og hentede vand

Vi vaskede tøj i et vandløb. Jeg husker når jeg gik derhen med mor, som medbragte en spand, et stykke sæbe og tøjet. Nede ved vandløbet fyldte hun spanden med vand, lagde tøjet i og gnubbede det med sæben. Derefter bankede hun tøjet på en glat klippe og skyllede det i vandet. Så bredte hun det ud på klipperne for at det kunne tørre. Det var nemlig for tungt at bære det våde tøj hjem. Jeg var lille dengang, og fik til opgave at passe på tøjet og holde øje med at ingen stjal det. Mor gjorde selv det meste af arbejdet.

Da kun få havde indlagt vand, bestod en af mine opgaver i at hente vand fra en udendørs taphane. I tørkeperioden var mange af hanerne imidlertid lukkede for at spare på vandbeholdningen. Engang fik vi ikke noget at drikke en hel dag. Ikke en eneste dråbe! Nogle gange har jeg måttet gå mange kilometer efter blot en enkelt spand vand. Eftersom jeg bar vandspanden på hovedet over lange afstande, forsvandt håret dér hvor spanden hvilede. Jeg havde allerede måne som ti-årig! Men heldigvis kom håret igen.

Børn — en sikkerhed

Når jeg ser tilbage vil jeg tro at vores levestandard svarede til gennemsnittets, ja var måske over middel i vores del af Afrika. Jeg kender mange andre familier hvis levestandard var langt ringere end vores. Mange af mine skolekammerater måtte sælge varer på markedet før og efter skoletid for at tjene penge til familien. Andre kom i skole uden morgenmad og madpakke. Jeg kan huske mange tilfælde hvor et af disse børn kom hen og tiggede når jeg spiste mit brød. Så brækkede jeg et stykke af og gav ham.

Trods de strabadser og besværligheder det medfører vil de fleste stadig gerne have store familier. „Ét barn er ikke noget barn,“ er der mange her der siger. „To børn er ét, fire er to.“ Sådan siger de fordi spædbørnsdødeligheden er blandt de højeste i verden. Forældrene ved at nogle af børnene dør, mens andre vil overleve, vokse op, få arbejde og tjene penge. De vil så kunne sørge for forældrene i deres alderdom. I et land uden socialvæsen har dette stor betydning. — Fortalt af Donald Vincent.