Mens jeg var afsted, forkyndte Mary i et forretningsområde med erhvervsdrivende fra Portugal der kun var interesseret i penge. Det var umuligt at få en samtale om Bibelen, så på et tidspunkt sagde hun til nogle venner: “Portugal er det sidste sted på jorden jeg vil bo!” Kort efter blev vi indbudt til at tjene i ... Portugal! På det tidspunkt var forkyndelsesarbejdet underlagt forbud der, men vi sagde ja til opgaven, selvom Mary lige skulle vænne sig til tanken.

VORES NYE OPGAVE I PORTUGAL

I august 1964 ankom vi til Portugals hovedstad, Lissabon. Vores brødre og søstre blev hårdt forfulgt af det hemmelige politi (PIDE), så det var mest fornuftigt at vi ikke tog kontakt til de lokale Jehovas Vidner. Mens vi ventede på at få opholdstilladelse, boede vi på et pensionat, og efter at vi havde fået vores visum, lejede vi en lejlighed. I januar 1965 kunne vi endelig tage kontakt til afdelingskontoret. Det var virkelig en fantastisk følelse at være til vores første møde i fem måneder!

Politiet foretog dagligt ransagninger af brødrenes hjem. Rigssale blev hele tiden lukket, så møderne blev holdt i private hjem. Hundredvis af brødre og søstre blev taget med på politistationen for at blive afhørt. Nogle blev udsat for hård behandling i et forsøg på at få dem til at afsløre navnene på dem der førte an i menigheden. Derfor gjorde brødrene det til en vane kun at omtale hinanden ved fornavn, som for eksempel José og Paulo, i stedet for at bruge efternavnene. Så det gjorde vi også.

Vores vigtigste opgave var at sikre at brødrene fik åndelig føde. Mary fremstillede stencils af studieartikler og forskellige publikationer så de nemt kunne duplikeres.

DEN GODE NYHED FORSVARES JURIDISK

I juni 1966 var der en bemærkelsesværdig retssag i Lissabon. Alle 49 forkyndere i Feijó Menighed var blevet stillet for retten for at have overværet et ulovligt møde i et privat hjem. Jeg hjalp dem med at forberede sig til retssagen og krydsforhøret ved at spille anklager. Vi vidste på forhånd at vi ville tabe sagen, men var også klar over at der ville blive aflagt et stort vidnesbyrd. Vores advokat, der ikke var Jehovas Vidne, afsluttede sit forsvar ved at citere Gamaliel fra det første århundrede. (Apg. 5:33-39) Alle 49 brødre og søstre blev idømt fængselsstraffe og afsonede mellem 45 dage og fem en halv måned. Medierne dækkede retssagen, og til vores store glæde tog vores modige advokat imod et bibelstudium. Han begyndte også at komme til møderne inden sin død.

I december 1966 blev jeg udnævnt til landstjener, og i denne nye opgave brugte jeg meget tid på juridiske anliggender. Vi gjorde alt hvad vi kunne, for at bevise at Jehovas Vidner skulle have ret til frit at udøve deres tro. (Fil. 1:7) Den 18. december 1974 opnåede vi endelig juridisk anerkendelse. I den forbindelse kom Nathan Knorr og Frederick Franz fra Hovedkontoret til Portugal for at deltage i et historisk møde i Porto og Lissabon med i alt 46.870 tilstedeværende.

Jehova havde også sørget for at der var fremgang i forkyndelsen på flere af de øer hvor der bliver talt portugisisk, blandt andet på Azorerne, Kap Verde, Madeira og São Tomé og Príncipe. Det medførte et behov for et større afdelingskontor. Den 23. april 1988 blev de nye bygninger indviet, og Milton Henschel holdt indvielsestalen for de 45.522 begejstrede tilhørere. Det varmede vores hjerte at 20 brødre og søstre der tidligere havde været missionærer i Portugal, også var til stede ved denne historiske begivenhed.

VI HAR LÆRT MEGET AF TROFASTE TJENERE

I årenes løb har vi lært meget af erfarne og trofaste brødre. Engang var jeg for eksempel med Theodore Jaracz som assistent i forbindelse med et zonetilsynsmandsbesøg. Det afdelingskontor vi besøgte, stod i en meget alvorlig situation, og brødrene i Afdelingskontorets Udvalg havde gjort alt hvad der stod i deres magt, for at løse problemet. Bror Jaracz opmuntrede dem med disse ord: “Nu er det tid til at lade den hellige ånd gøre sit arbejde.” Jeg vil heller aldrig glemme hvad bror Franz sagde for mange år siden da Mary og jeg var sammen med ham og nogle få andre i Brooklyn. Da han blev spurgt om han ikke ville runde aftenen af med at give et godt råd baseret på sine mange år i tjenesten for Jehova, sagde han: “Mit råd er: Hold dig til Jehovas synlige organisation i tykt og tyndt. Det er den eneste organisation der gør det arbejde Jesus gav sine disciple besked på at gøre – at forkynde den gode nyhed om Guds rige.”

Min kone og jeg har oplevet stor glæde ved at følge dette råd. Vi har dejlige minder fra de mange zonetilsynsmandsbesøg rundt omkring i verden. Disse besøg gav os mulighed for at forsikre både unge og ældre om at Jehova værdsatte det arbejde de gjorde for ham, og vi opfordrede dem altid til at holde ud i deres særlige tjeneste.

Årene er fløjet afsted, og vi er nu begge i firserne. Mary kæmper desværre med mange helbredsproblemer. (2 Kor. 12:9) De forskellige prøvelser vi har oplevet, har været med til at lutre vores tro og styrket os i vores beslutning om at forblive loyale. Når vi ser tilbage på vores liv, kan vi af hele vores hjerte sige at Jehova har vist os ufortjent godhed på mange, mange måder.a