Alle har brug for et sted at bo

„Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til . . . bolig.“ — Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, artikel 25.

EN STOR gruppe landarbejdere har slået sig ned i udkanten af en by i et område som de nu betragter som deres hjem. I hundredvis af familier bor i såkaldte parqueaderos, pladser med beboelsesvogne hvor det er billigt at bo. Her er basale serviceydelser som kloakering, ren drikkevandsforsyning eller renovation i bedste fald meget mangelfulde, eller også findes de slet ikke. En journalist har beskrevet dette område som „et sted der er så fattigt at [landarbejdere] kan have råd til at bo der“.

Da myndighederne for tre år siden begyndte at lukke en del af området, solgte nogle familier deres beboelsesvogn og flyttede ind i allerede overfyldte huse, lejligheder eller garager inde midt i byen. Andre pakkede sammen og rejste videre i håb om at finde et sted de kunne vende tilbage til efter hver høst — et sted de kunne kalde deres hjem.

Man skulle måske tro at dette område ligger i Mellem- eller Sydamerika, men det er ikke tilfældet. Pladserne med beboelsesvogne ligger i nærheden af Mecca i det sydlige Californien, mindre end en times kørsel fra velhaverbyen Palm Springs. Selvom antallet af folk i USA der bor i egen bolig, aldrig har været så højt som nu, og den gennemsnitlige husstandsindkomst i 2002 lå på omkring 250.000 kroner, anslås det at over fem millioner amerikanske familier stadig har dårlige boligforhold.

Det står langt alvorligere til i ulandene. Trods en række politiske, sociale og religiøse tiltag bliver boligproblemerne i hele verden værre og værre.

En global krise

Man skønner at der på verdensplan bor over en milliard mennesker i slumkvarterer. Brasilianske eksperter inden for urbanisering frygter at landets hurtigtvoksende favelas, eller slumkvarterer, snart „vil blive større og mere folkerige end de byer de er opført i“. I visse nigerianske byer bor over 80 procent af indbyggerne i slumkvarterer og ulovlige bosættelser. I 2003 sagde FN’s generalsekretær Kofi Annan: „Hvis ikke der gøres en alvorlig indsats, skønnes antallet af slumbeboere i hele verden at stige til cirka 2 milliarder i løbet af de næste 30 år.“

Men tal alene kan slet ikke beskrive de lidelser som usle boligforhold medfører for de fattige i verden. Ifølge FN mangler over halvdelen af indbyggerne i ulandene basale sanitære faciliteter, en tredjedel har ikke adgang til rent vand, en fjerdedel bor under dårlige boligforhold, og en femtedel har ikke adgang til lægehjælp. De fleste mennesker i industrilandene ville ikke engang lade deres kæledyr leve under sådanne forhold.

En rettighed alle har

Der er bred enighed om at en passende bolig er et af menneskets mest grundlæggende behov. Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, som FN vedtog i 1948, fastslog at enhver har ret til en tilstrækkelig levefod, herunder en passende bolig. Alle har brug for et ordentligt sted at bo.

I 1996 vedtog en række lande det der senere er blevet kaldt FN’s Habitat-dagsorden. Dette dokument indeholder specifikke forpligtelser om at skaffe tilstrækkelige og gode boliger til alle. Den 1. januar 2002 støttede FN denne dagsorden ved at give den status af et egentligt FN-program.

Det er paradoksalt at mens nogle af de rigeste lande igen er begyndt at tale om at kolonisere månen og udforske Mars, har et stigende antal fattige mennesker i disse lande ikke engang råd til at få et ordentligt sted at bo. Hvordan er du berørt af boligproblemerne? Er der håb om at alle mennesker en dag vil bo godt?

Hvad er årsagen til boligproblemet?

JOSEPHINE, som er 36 år, bor i udkanten af en afrikansk storby sammen med sine tre sønner i alderen 6 til 11 år. Hun tjener til livets ophold ved at samle tomme plasticbeholdere, som hun sælger til en nærliggende genbrugsfabrik. Ved dette slidsomme arbejde tjener hun mindre end 12 kroner om dagen. Prisniveauet i storbyen gør det meget svært for hende at skaffe mad til sine børn og betale for deres skolegang.

Når dagen er omme, tager hun tilbage til det hjem hun må affinde sig med at bo i. Murene er lavet af soltørrede lersten som holdes sammen af tynde kviste. Taget består af plasticstykker og løse, rustne blikplader. Oven på taget ligger der nogle sten, træstykker og gamle, tunge metalplader der skal holde det på plads når det blæser kraftigt. Noget laset sækkelærred tjener som husets ’dør’ og ’vindue’, men det yder kun ringe beskyttelse mod dårligt vejr, for slet ikke at tale om ubudne gæster.

Ikke engang dette beskedne hjem ejer hun dog. Josephine og hendes børn lever i konstant frygt for at blive sat på gaden. Grunden som deres mangelfulde bolig ligger på, skal nemlig bruges i forbindelse med udvidelsen af en nærliggende vej. Verden over befinder mange mennesker sig sørgeligt nok i en lignende situation.

Usunde boliger

Robin Shell, som er senior-vicepræsident for et internationalt program der har til formål at hjælpe folk med boligproblemer, siger: „I fattigkvartererne skammer børnene sig over deres hjem, . . . familiens medlemmer er altid syge, og . . . de ved aldrig om en myndighedsperson eller udlejeren kan finde på at komme og rive [deres bolig] ned.“

I familier med sådanne levevilkår bekymrer forældrene sig konstant over deres børns sikkerhed og helbred. I stedet for at kunne arbejde på at forbedre situationen går det meste af deres tid og energi ofte med at dække deres børns grundlæggende behov, som for eksempel føde, søvn og husly.

Set udefra kunne det virke som om fattige kan forbedre deres levevilkår blot ved at vise lidt mere initiativ. Men at fortælle folk at de bare skal tage sig sammen, er ikke løsningen. De dårlige boligforhold skyldes nogle magtfulde faktorer som ingen enkeltpersoner har indflydelse på. Forskere peger på at de væsentligste årsager til problemet er befolkningstilvæksten, hurtig urbanisering, naturkatastrofer, politiske uroligheder og vedvarende fattigdom. Som fem fingre i en knyttet hånd er disse faktorer ved at klemme livet ud af mange af verdens fattige.

Befolkningstilvækst

Det anslås at verden årligt skal huse mellem 68 og 80 millioner flere mennesker. Ifølge FN’s Befolkningsfond nåede verdensbefolkningen op på 6,1 milliard i 2001, og det forventes at tallet vil stige til mellem 7,9 og 10,9 milliarder inden 2050. Endnu mere alvorligt er det at 98 procent af denne vækst i de næste to årtier antagelig vil ske i ulandene. Disse tal viser hvor stort problemet er med at skaffe passende boliger til alle. Og i de fleste lande forværres problemet af at de hurtigstvoksende områder ligger i byer der i forvejen er overbefolkede.

Kraftig urbanisering

Store byer — eksempelvis New York, London og Tokyo — bliver ofte betragtet som betydningsfulde symboler på et lands økonomiske vækst. De tiltrækker tusinder fra landdistrikterne som søger nye ’græsgange’ i byerne, hovedsagelig for at få uddannelse og arbejde.

I Kina er økonomien i hastig vækst, og en rapport anslår at der alene i storbyerne vil være brug for mere end 200 millioner nye boliger i løbet af de næste par årtier. Det er næsten dobbelt så mange boliger som der findes i hele USA. Hvilket boligbyggeprogram ville nogen sinde kunne dække så stor en efterspørgsel?

Ifølge Verdensbanken „er der i ulandenes byer en årlig tilvækst på 12 til 15 millioner husstande, hvilket kræver et tilsvarende antal boliger“. Eftersom der ikke er nok boliger til en overkommelig pris, er mange fattige byboere nødt til at tage til takke med hvad de kan få — ofte steder hvor ingen andre vil bo.

Naturkatastrofer og politiske kriser

Fattigdom har tvunget mange til at leve i områder der ofte rammes af oversvømmelser, mudderskred eller jordskælv. For eksempel bor der i Caracas i Venezuela skønsmæssigt over en halv million mennesker „i ulovlige bosættelser på stejle skrænter hvor der ofte sker jordskred“. Mange husker også miljøkatastrofen i 1984 i den indiske by Bhopal, hvor tusindvis af mennesker blev dræbt og endnu flere kom til skade. Hvorfor gik ulykken ud over så mange? Hovedsagelig fordi der lå en barakby blot 5 meter fra fabriksområdet.

Politisk begrundede stridigheder, som for eksempel borgerkrige, er i stigende grad skyld i at mange ikke har et ordentligt sted at bo. En rapport udgivet af en menneskerettighedsgruppe i 2002 anslår at der i årene 1984 til 1999 var så mange som 1,5 millioner mennesker i det sydøstlige Tyrkiet der blev fordrevet fra deres hjem under den krig der var. Mange, hvoraf de fleste var landsbybeboere, blev tvunget til at finde husly hvor som helst det var muligt, og måtte ofte stuve sig sammen med slægtninge og naboer i værelser, lader, på byggepladser eller under andre interimistiske forhold. Det fortælles at nogle af familierne boede i stalde, med 13 eller flere i hvert rum. De havde kun ét fælles toilet og én vandhane i gården. „Vi kan ikke holde ud at leve på denne måde,“ har en af flygtningene sagt. „Vi bor et sted der er beregnet til dyr.“

Økonomisk stagnation

Der er bestemt også en klar forbindelse mellem boligproblemet og fattigdom. Førnævnte rapport fra Verdensbanken oplyser at alene i 1988 levede 330 millioner mennesker i ulandene i fattigdom, en situation som antageligvis ikke vil ændre sig særlig meget i de kommende år. Når folk er for fattige til at købe livsnødvendigheder som mad og tøj, hvordan skulle de så have råd til at leje eller bygge en ordentlig bolig?

På grund af høje renter og inflation er det umuligt for mange familier at betale af på deres banklån, og stigende priser på el, gas og vand gør det svært for folk at forbedre deres økonomiske situation. I nogle lande er der 20 procents arbejdsløshed, og det betyder at det næsten er umuligt for mange at få det hele til at løbe rundt.

Disse og andre faktorer har tvunget hundredmillioner af mennesker overalt på jorden til at bo under usle kår. Folk bor i containere, papkasser og gamle busser. De bor under trapper, store plasticstykker eller affaldstræ. Nogle har slået sig ned på forladte industrigrunde.

Hvad bliver der gjort?

Mange enkeltpersoner, organisationer og regeringer investerer mange kræfter i at gøre noget ved situationen. I Japan har man oprettet adskillige organer som skal sørge for at der bliver bygget boliger til rimelige priser. Et boligbyggeprojekt som blev iværksat i Sydafrika i 1994, har resulteret i at der er blevet opført over en million fireværelses boliger. I Kenya har man den ambitiøse målsætning hvert år at opføre 150.000 boliger i byområderne og dobbelt så mange i landdistrikterne. Andre lande, som for eksempel Madagaskar, sætter ind på at finde metoder til at opføre billige boliger.

Internationale organisationer som UN-HABITAT (FN’s program for bolig- og bebyggelsesmiljø) er blevet oprettet med det formål at pege på verdenssamfundets pligt til at „forebygge og forbedre problemer skabt af den voldsomme byvækst“. Almennyttige og ikkestatslige organisationer prøver også at yde hjælp. Én almennyttig organisation har hjulpet over 150.000 husholdninger i forskellige lande til at forbedre deres boligsituation. Organisationen regner med at den i 2005 vil have hjulpet en million mennesker med at finde enkle, gode og billige boliger.

Mange af disse organisationer har udgivet publikationer med praktiske oplysninger for at hjælpe folk der har dårlige boligforhold, til at få det bedste ud af deres situation eller at forbedre den. Hvis man har brug for hjælp, kan man gøre brug af sådanne foranstaltninger. Der er også mange grundlæggende ting man selv kan gøre. — Se rammen „Din bolig og dit helbred“ på side 7.

Uanset om man kan bedre sin situation eller ej, er der ikke meget håb om at nogen enkeltperson eller organisation kan løsne det greb som de globale kræfter der er årsag til denne krise, har om verdens fattige. Det internationale samfund sakker længere og længere bagud med hensyn til at dække det presserende og voksende behov for økonomisk udvikling og humanitært arbejde. Hvert år er millioner af de børn der fødes, dømt til at leve i fattigdom. Er der noget håb om en varig løsning?

Gode boliger til alle — Hvordan?

LIGE uden for Nairobi i Kenya ligger det smukke 56 hektar store FN-område Gigiri, hvor også HABITAT har hovedsæde. Hele området er et symbol på det internationale samfunds forpligtelse til at løse det globale boligproblem. Hvis man går en tur på grunden ad stien Gigiri Nature Trail, vil det stå klart for en hvad der kan udrettes ved en samlet indsats og tilstrækkelige økonomiske midler. Her er ødemark blevet forvandlet til et funktionelt og smukt parkområde til glæde for de ansatte og besøgende.

Blot nogle få kilometer væk ligger et forholdsvis nyt slumkvarter der bliver større og større. Kvarteret er en trist påmindelse om hvor galt det står til med boligproblemet. De usle boliger er bygget af mudder, grene og blikplader og har et areal på omkring 16 kvadratmeter. Gyderne stinker af snavset spildevand. Gennemsnitsprisen for vand er fem gange højere end den er i USA. De fleste af de cirka 40.000 mennesker der bor her, er i tyverne eller trediverne. De er ikke dovne eller umotiverede. De kom her for at søge arbejde i den nærliggende storby Nairobi.

I skarp kontrast hertil samles verdensledere i rene, funktionelle og smukke omgivelser på FN-HABITAT’s hovedsæde for at drøfte fremtidsperspektiverne for fattige mænd, kvinder og børn som dem der bor lige ved siden af. FN’s generalsekretær, Kofi Annan, siger at det mest frustrerende er at „verden har ressourcerne, ekspertisen og magten“ til i væsentlig grad at forbedre tilværelsen for slumbeboerne. Så hvad skal der gøres? Kofi Annan siger: „Det er mit håb at . . . alle de implicerede parter overvinder den ligegyldighed og mangel på politisk vilje som har været en hindring for fremskridt.“

Men hvor realistisk er dette håb? Hvad skal der til for at få beslutningstagerne inden for politik på alle niveauer til at se bort fra personlige interesser og arbejde hen mod en løsning som alle kan have gavn af? Der findes en som har ressourcerne, ekspertisen og magten til at løse boligproblemet. Og vigtigere endnu, han er medfølende og har viljen til snart at gøre noget ved det. Faktisk har hans styre allerede skitseret et detaljeret program som vil gøre ende på det globale boligproblem én gang for alle.

Et nyt boligbyggeprogram

I Bibelen fortæller Skaberen, Jehova Gud, hvad han har i sinde at gøre. Han giver følgende løfte: „Jeg skaber nye himle og en ny jord.“ (Esajas 65:17) Dette vil resultere i en stor forandring. De nye ’regeringshimle’ vil udrette hvad de nuværende jordiske regeringer ikke er i stand til. Guds rige, eller herredømme, vil sørge for at alle der udgør det nye jordiske menneskesamfund, får et godt helbred, kan leve i sikkerhed og opnå selvrespekt. Esajas havde tidligere fået at vide at de der ønskede at blive en del af dette nye jordiske samfund, ville blive indsamlet „i de sidste dage“. (Esajas 2:1-4) Det betyder at disse forandringer snart vil indtræffe. — Mattæus 24:3-14; 2 Timoteus 3:1-5.

Det er værd at lægge mærke til at i andre vers i Esajas, kapitel 65, siger Gud specifikt at han vil sørge for at alle til den tid får et varigt hjem. „De skal bygge huse og bo der,“ siger han. „De vil ikke bygge for at en anden skal bo der.“ (Esajas 65:21, 22) Tænk engang: Alle vil have en god bolig og leve i rene, sikre omgivelser i et vidunderligt paradis! Hvem kunne ikke tænke sig det? Men hvordan kan man være sikker på at det Gud har lovet, vil gå i opfyldelse?

Et løfte du kan stole på

Da Gud havde skabt Adam og Eva, lod han dem ikke bare bo i en ødemark. Nej, han satte dem i Edens Have, en smuk park med ren luft og masser af føde og vand. (1 Mosebog 2:8-15) Adam fik besked på at ’fylde jorden’, ikke at overfylde den. (1 Mosebog 1:28) Lige fra begyndelsen var det Guds mening at alle på jorden skulle leve i ordentlige, harmoniske omgivelser og glæde sig over en overflod af gode ting.

Senere, i Noas dage, blev menneskesamfundet fyldt med vold og umoralitet så ’jorden efterhånden blev ødelagt for den sande Guds ansigt’. (1 Mosebog 6:11, 12) Lukkede Gud øjnene for det der skete? Nej. Han gjorde noget ved det. Han rensede jorden ved hjælp af en verdensomspændende vandflod. Dette gjorde han både for sit eget navns skyld og til gavn for den retfærdige Noa og hans afkom. Da Noa og hans familie gik ud af arken, fik de besked på at blive ’talrige og fylde jorden’. — 1 Mosebog 9:1.

Senere gav Gud israelitterne det land i eje som han havde lovet deres forfader Abraham. Det forjættede land var blevet beskrevet som „et godt og vidtstrakt land . . . der flyder med mælk og honning“. (2 Mosebog 3:8) Men israelitterne var ulydige og måtte vandre 40 år i ørkenen uden at have et fast bosted. Gud holdt dog sit løfte og sørgede med tiden for at de fik et land at bo i. Den inspirerede beretning siger: „Jehova [gav] dem hvile hele vejen rundt . . . Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl; alt gik i opfyldelse.“ — Josua 21:43-45.

Endelig et godt sted at bo!

Jehovas ord i Esajas, kapitel 65, er altså ikke tomme løfter. Som Skaberen af alle ting har han magt til at gøre hvad der er nødvendigt for at rense jorden og gennemføre sin oprindelige hensigt med den. (Esajas 40:26, 28; 55:10, 11) Bibelen forsikrer os desuden om at det er noget han ønsker at gøre. (Salme 72:12, 13) I fortiden gjorde han noget for at retfærdige mennesker kunne få et godt sted at bo, og det vil han snart gøre igen.

Da Jesus Kristus, Guds søn, var på jorden, lærte han sine disciple at bede om at ’Guds vilje måtte ske, som i himmelen, således også på jorden’. (Mattæus 6:10) Dermed viste han at jorden ville blive et paradis. (Lukas 23:43) Tænk på hvad det vil betyde. Der vil ikke længere være slumkvarterer og ulovlige bosættelser, heller ikke nogen der drives bort fra deres bolig eller må sove på gaden. Det bliver virkelig en lykkelig tid! Under Guds riges styre vil alle endelig få et godt og varigt sted at bo!