Et liv i ekstrem fattigdom

EKSTREM fattigdom er en livstruende tilstand. Den indebærer at man mangler både mad, vand, brændsel og husly. Man har heller ikke adgang til ordentlig lægehjælp og skoleundervisning. Over en milliard mennesker er ramt af denne fattigdom — omtrent lige så mange som der bor i Nord- og Sydamerika tilsammen. Men her i Vesteuropa har de fleste aldrig selv mødt en person der er så fattig. Det vil vi gøre nu.

Mbarushimana og hans kone og fem børn bor i Rwanda. De havde et sjette barn, som døde af malaria. Han siger: „Min far var nødt til at dele sin jord i seks dele. Den andel jeg fik, var så lille at jeg måtte flytte min familie ind til byen. Det arbejde min kone og jeg har, består i at bære sække med sten og sand. Der er ikke nogen vinduer i vores hus, og vi henter vand fra en pumpe ved politistationen. Som regel får vi ét måltid om dagen, men når der ikke er noget arbejde, får vi ingen mad hele dagen. Når det sker, går jeg udenfor — jeg kan ikke klare at høre mine børn græde fordi de er sultne.“

Victor og Carmen lever af at reparere sko. Sammen med deres fem børn bor de i en afsidesliggende by i Bolivia. De bor til leje i et enkelt værelse i et forfaldent hus af lersten. Bliktaget er utæt, og der er ingen elektricitet. Der er en skole, men den er så overfyldt at Victor selv måtte lave et lille bord til sin datter — ellers ville hun ikke få lov til at komme der. Ægteparret skal gå 10 kilometer for at skaffe brænde til madlavning og til kogning af drikkevand. „Vi har ikke noget toilet, så vi bliver nødt til at gå ned til floden, som også bliver brugt til affald,“ siger Carmen. „Men det er også floden man vasker sig i, så vores børn bliver tit syge.“

Francisco og Ilídia bor i et landområde i Mocambique. De har fire børn, men har mistet en søn. Han døde af malaria efter at et hospital havde afvist at behandle ham. Parret dyrker ris og søde kartofler på deres lille stykke jord, og de kan leve af høsten i tre måneder. Francisco siger: „Somme tider udebliver regnen, eller vores afgrøder bliver stjålet. Så prøver jeg at tjene lidt på at skære bambuslister som bruges i byggeri. Desuden henter vi brænde to timers vandring ude i bushen. Min kone og jeg henter et læs hver; det ene er til ugens madlavning, det andet er til at sælge.“

Mange er enige om at noget må være helt galt når hvert syvende menneske i verden lever som Mbarushimana, Victor og Francisco, samtidig med at mange andre nyder en velstand som aldrig før. Der er da også nogle som prøver at gøre noget ved det. I den næste artikel ser vi på nogle af bestræbelserne.

[Illustration på side 2, 3]

Carmen og to af hendes børn henter vand fra en flod

De mange forsøg på at fjerne fattigdommen

DE DER er rige, har allerede fjernet fattigdommen — for deres eget vedkommende. Men ethvert forsøg på at fjerne fattigdommen for hele menneskeheden er slået fejl. Hvordan kan det være? Fordi de der er rige, generelt ikke ønsker at nogen eller noget skal gribe ind i deres privilegier. For længe siden skrev kong Salomon af Israel: „Se! de undertryktes tårer, men ingen trøstede dem; nej, det var deres undertrykkere der havde magten.“ — Prædikeren 4:1.

Kunne de der har magt og indflydelse, forandre samfundet i en sådan grad at al fattigdom i verden blev fjernet? Salomon skrev under inspiration fra Gud: „Se! alt var tomhed og jag efter vind. Det der er gjort kroget, kan ikke rettes ud.“ (Prædikeren 1:14, 15) Et overblik over det man i nyere tid har gjort for at komme fattigdommen til livs, illustrerer hvor svært det er at rette op på det der er „kroget“.

Teorier om velstand for alle

I det 19. århundrede, da nogle få lande i kraft af deres handel og industri opnåede en velstand som aldrig før, var der indflydelsesrige mennesker som alvorligt overvejede hvad der kunne gøres ved fattigdommen. Kunne jordens ressourcer fordeles mere ligeligt?

Nogle mente at man ved socialisme eller kommunisme kunne opnå et klasseløst verdenssamfund hvor al rigdom var retfærdigt fordelt. Det vakte selvfølgelig en del bekymring blandt de rige. Men mottoet: „Lad hver enkelt yde efter evne og nyde efter behov,“ vandt stor anerkendelse. Mange håbede at alle nationer efterhånden ville indføre socialismen så hele verden kunne blive et idealsamfund. Nogle af de rige lande antog socialismen i en vis udstrækning og oprettede en velfærdsstat, hvor der blev sørget for alle borgere „fra vugge til grav“. Det kan siges at i disse befolkninger er i hvert fald den livstruende fattigdom blevet afskaffet.

Socialismen har imidlertid aldrig formået at skabe et uselvisk samfund. Håbet om at alle borgere ville arbejde for det fælles vel snarere end for sig selv, er ikke blevet indfriet. Nogle afviser at skulle sørge for dem der er ringere stillet, og peger på at når man er gavmild mod de fattige, opmuntrer man dem ikke til at arbejde. Under alle omstændigheder er det som Bibelen siger: „Der er intet menneske som er retfærdigt på jorden, som altid gør det gode og ikke synder. . . . Gud har frembragt menneskene retskafne, men de har fundet på så mange planer.“ — Prædikeren 7:20, 29.

En anden teori er den man har kaldt den amerikanske drøm — drømmen om et sted hvor enhver som er villig til at arbejde, kan blive rig. Mange lande har antaget den politik der synes at have gjort USA til et rigt land — demokrati, fri konkurrence og fri handel. Men det er ikke alle lande der kan kopiere „den amerikanske drøm“, for rigdommen i Nordamerika skyldes ikke kun et politisk system. De store naturrigdomme og den lette adgang til internationale handelsruter har spillet en stor rolle. Man må også huske at et økonomisk system som er baseret på konkurrence, ikke kun frembringer vindere, men også tabere. Men kunne man så overtale de velstående lande til at hjælpe dem der stadig er fattige?

Marshallplanen — vejen frem?

Da den anden verdenskrig var forbi, lå Europa i ruiner, og mange frygtede at komme til at sulte. USA’s regering var bekymret over kommunismens udbredelse i Europa. I fire år gav den amerikanske regering store beløb til genopbygning af industrien og landbruget i de lande som ville gå ind for USA’s politik. Dette europæiske genopbygningsprogram, kendt som Marshallplanen, blev regnet for at være en succes. Amerikas indflydelse i Europa voksede, og livstruende fattigdom blev en sjældenhed. Havde man fundet vejen til at gøre det af med al fattigdom?

Marshallplanens succes fik den amerikanske regering til at yde hjælp til fattige lande i hele verden. De fik støtte til udvikling af landbrug, sundhedsvæsen, undervisning og transport. USA har åbent erkendt at motivet til dette var at fremme egne interesser. Også andre lande har prøvet at øge deres indflydelse ved at give udviklingsstøtte. Men nu hvor der er gået over tres år, og man har brugt mange gange flere penge end dem der blev givet ud i forbindelse med Marshallplanen, har resultaterne været skuffende. Sandt nok har nogle lande der før var fattige, især i Østasien, opnået en umådelig velstand. Andre steder i verden har bistanden ganske vist betydet at færre børn dør og flere kommer i skole, men landene er stadig ekstremt fattige.

Hvorfor udviklingsbistanden har skuffet

Det har vist sig at være vanskeligere at hjælpe fattige lande ud af deres fattigdom end det var at hjælpe velstående lande på fode igen efter krigen. I Europa havde man i forvejen handel, industri og infrastruktur. Det var bare økonomien der skulle op at stå. Men i de fattige lande, hvor man har givet bistand til veje, skoler og hospitaler, er befolkningerne stadig ekstremt fattige. Hvorfor? Fordi disse lande mangler forretningsmuligheder, naturrigdomme og adgang til handelsruter.

Fattigdommens onde cirkel er kompliceret og svær at bryde. For eksempel kan sygdom være årsag til fattigdom, og fattigdom er årsag til sygdom. Børn der er underernærede, kan være så svækkede både fysisk og psykisk at de, når de bliver voksne, ikke kan tage sig af deres egne børn. Og når rige lande sender gratis mad fra deres overskudslagre til fattige lande som „hjælp“, bliver de lokale bønder og handelsmænd udkonkurreret, og fattigdommen stiger. Når der bliver sendt penge til de fattige landes regeringer, kan det sætte endnu en ond cirkel i gang: Pengene er lette at stjæle, hvilket kan føre til korruption, og korruption resulterer ofte i endnu større fattigdom. Sammenfattende kan det siges at udviklingsbistanden ikke løser fattigdommens problem fordi den ikke tager fat om den egentlige årsag.

Den egentlige årsag til fattigdom

Den ekstreme fattigdom er et resultat af at stater, regeringer og enkeltpersoner fremmer og beskytter deres egne interesser. En af grundene til at de rige landes regeringer ikke gør mere for at fjerne fattigdommen i verden, er at de er demokratisk valgt og skal gøre deres vælgere tilfredse. For eksempel forhindrer de import af landbrugsvarer fra de fattige lande for at beskytte deres egne landmænds interesser. Og de der har magten i de rige lande, understøtter deres egen landbrugsproduktion så den udkonkurrerer landbruget i de fattige lande.

Det er tydeligt at fattigdommens årsag — den tilbøjelighed som lande og enkeltpersoner har til at beskytte deres egne interesser — er menneskeskabt. Bibelskribenten Salomon udtrykte det på denne måde: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ — Prædikeren 8:9.

Er der da overhovedet noget håb om at fattigdommen kan blive fjernet? Findes der en regering der kan lave om på menneskets natur?

[Ramme på side 6]

En lov der gjorde noget ved fattigdommen

Jehova Gud gav Israels folk i fortiden en samling af love der, hvis de blev overholdt, ville forhindre fattigdom. Under denne lov fik hver slægt, undtagen præstestammen Levi, en jordlod. Slægtens jord var sikret fordi jorden ikke kunne sælges uigenkaldeligt. Hvert 50. år skulle al jord gives tilbage til ejermanden eller hans slægt. (3 Mosebog 25:10, 23) Hvis én på grund af sygdom, ulykke eller dovenskab havde været nødt til at sælge sin jord, skulle han have den tilbage kvit og frit i jubelåret. På den måde ville ingen familie blive fattig i flere generationer.

Guds lov indeholdt også en barmhjertig ordning der gav en mand mulighed for at sælge sig selv som træl hvis han var kommet i alvorlig nød. Han ville modtage pengene på forhånd sådan at han kunne betale hvad han skyldte. Hvis han ikke havde kunnet købe sig fri inden det syvende år, skulle han alligevel have sin frihed, og man skulle give ham såsæd og husdyr så han kunne begynde at drive landbrug igen. Og hvis en fattig israelit blev nødt til at låne penge, forbød Loven hans landsmænd at kræve renter af ham. Loven sagde også at man ikke måtte høste helt ud til kanten af sin mark, for at der kunne være noget tilbage til de fattige. På den måde var ingen israelitter henvist til at tigge. — 5 Mosebog 15:1-14; 3 Mosebog 23:22.

Historien viser imidlertid at der var nogle israelitter som blev fattige. Hvordan kunne det ske? Israel adlød ikke Jehovas lov. Derfor gik det som i så mange andre lande: Nogle israelitter blev rige jordbesiddere, mens andre var fattige og uden jord. Fattigdom blandt israelitterne skyldtes at nogle ignorerede Guds lov og lod deres egne interesser komme forud for andres. — Mattæus 22:37-40.

Godt nyt for fattige

GUDS ORD giver os denne forsikring: „Den fattige skal ikke for bestandig glemmes.“ (Salme 9:18) Om Skaberen siger Bibelen også: „Du åbner din hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker.“ (Salme 145:16) Dette løfte, som vi finder i Guds ord, er ikke et udtryk for ønsketænkning. Den almægtige Gud er i stand til at gøre det der skal til for at fjerne fattigdommen. Hvad er det der skal til?

En afrikansk økonom har sagt at det de fattige lande ideelt set har brug for, er „en menneskekærlig diktator“. Tanken er at hvis én skal kunne gøre ende på fattigdommen, må han være stærk nok til at tage affære og kærlig nok til at ønske at gøre det. Det kan tilføjes at hvis en hersker skal fjerne fattigdommen overalt, må han være verdenshersker, for den ekstreme fattigdom skyldes en ulighed der gør sig gældende i hele verden. Han må også kunne gøre noget ved selve årsagen til fattigdommen — selviskheden i den menneskelige natur. Men hvor finder man denne ideelle hersker?

Gud har sendt Jesus med godt nyt til de fattige. Da han på et tidspunkt fortalte hvilken opgave han havde fået fra Jehova Gud, sagde han: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige.“ — Lukas 4:16-18.

Hvad er den gode nyhed?

Gud har udnævnt Jesus til at være konge, og det er en god nyhed. Hvis fattigdommen skal udryddes, er han den rette til at gøre det fordi: (1) Han vil komme til at herske over den samlede menneskehed, og han har magt til at tage affære; (2) han har medfølelse med de fattige og oplærer sine disciple til også at vise omsorg; og (3) han kan fjerne selve årsagen til fattigdommen, nemlig vores medfødte tilbøjelighed til at handle selvisk. Lad os se på disse tre sider af den gode nyhed.

1. Jesus har myndighed over alle nationer Guds ord siger om Jesus: „Der blev givet ham herredømme . . . og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham.“ (Daniel 7:14) Forestil dig de store fordele det vil indebære at hele menneskeheden styres af én regering! Der vil ikke længere være kamp og strid om jordens ressourcer, for alle vil få lige adgang til goderne. Jesus bekræftede selv at han vil blive en verdenshersker med magt til at tage affære. Han erklærede: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ — Mattæus 28:18.

2. Jesus har medfølelse med de fattige Under hele sin tjeneste på jorden viste Jesus medfølelse med fattige mennesker. For eksempel var der en kvinde som havde brugt alle sine midler på at betale for lægebehandling. Hun havde haft blødninger i tolv år og led sikkert af alvorlig blodmangel. Nu rørte hun ved Jesu klædning i håb om at blive helbredt. Ifølge Loven ville enhver som hun rørte ved, blive uren. Men Jesus var venlig over for hende og sagde: „Datter, din tro har gjort dig rask. Gå med fred, og vær ved godt helbred efter din alvorlige lidelse.“ — Markus 5:25-34.

Jesu lære har en kraft som kan lave om på mennesker sådan at også de bliver medfølende over for andre. Læg for eksempel mærke til hvordan Jesus svarede en mand der spurgte hvad han skulle gøre for at få Guds gunst. Manden vidste godt at Gud ønsker at vi skal elske vores næste, men han spurgte Jesus: „Hvem er egentlig min næste?“

Som svar fortalte Jesus den kendte lignelse om en mand der var på vej fra Jerusalem til Jeriko, men blev overfaldet af røvere og efterladt „halvdød“. En præst så ham, men gik videre på den anden side af vejen. Det samme gjorde en levit. „Men en samaritaner som var på rejse, kom ned mod ham, så ham og fik inderligt ondt af ham.“ Samaritaneren rensede mandens sår, tog ham med hen til et herberg og gav værten penge for at drage omsorg for denne mand. „Hvem . . . synes du har gjort sig selv til næste for den mand der faldt blandt røverne?“ spurgte Jesus nu. „Ham der handlede barmhjertigt mod ham,“ lød svaret. Jesus sagde så: „Gå du hen og gør det samme selv.“ — Lukas 10:25-37.

De der bliver Jehovas Vidner, tager Jesu lære til sig og får en helt ny holdning til det at hjælpe folk i nød. Et eksempel beskrives af en lettisk kvinde i bogen Women in Soviet Prisons (Kvinder i sovjetiske fængsler). Hun var syg mens hun var indsat i den sovjetiske arbejdslejr Potma i midten af 1960’erne. „Under hele min sygdom var [Jehovas Vidner] flittige sygeplejersker. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre behandling,“ siger hun og tilføjer: „Jehovas Vidner ser det som deres pligt at hjælpe alle, uanset deres religion eller nationalitet.“

I Ancón i Ecuador blev nogle af Jehovas Vidner ramt af den økonomiske krise; de havde intet arbejde og ingen indtægt. Men andre Jehovas Vidner fandt en måde de kunne hjælpe dem på. De lavede mad som de kunne sælge til lokale fiskere der kom hjem efter en nats fiskeri (se billedet til højre). Alle i menigheden, også børnene, var med til dette. De begyndte klokken ét om natten så maden kunne være klar når bådene kom ind klokken fire om morgenen. De penge det indbragte, blev fordelt efter de enkeltes behov.

Erfaringer som disse viser at Jesu eksempel og lære indeholder en kraft der kan ændre folks indstilling til det at hjælpe dem der lider nød.

3. Jesus har magt til at lave om på mennesker Vi ved alle at mennesket har en tilbøjelighed til at handle selvisk. I Bibelen betegnes det som „synd“. Også apostelen Paulus erkendte: „Jeg finder altså denne lov i mit tilfælde: når jeg gerne vil gøre det rette, ligger det onde mig nær.“ Og han tilføjede: „Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død? Tak til Gud gennem Jesus Kristus.“ (Romerne 7:21-25) Det Paulus her pegede på, var at Gud gennem Jesus vil befri Guds sande tilbedere for de syndige tilbøjeligheder de har arvet — og dermed også for den selviskhed der ligger til grund for fattigdommen. Hvordan vil det ske?

Nogen tid efter at Jesus var blevet døbt, præsenterede Johannes Døber ham med disse ord: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort!“ (Johannes 1:29) Snart vil alle der lever på jorden, være mennesker som er blevet befriet for den nedarvede synd, herunder trangen til at søge sine egne interesser. (Esajas 11:9) Da vil Jesus have fjernet årsagen til fattigdom.

Ja, det er fantastisk at tænke på at der kommer en tid hvor alle vil få dækket deres behov! Bibelen siger: „De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ (Mika 4:4) Disse poetiske ord beskriver den tid som vil komme, hvor alle vil have et tilfredsstillende arbejde, fuld tryghed og enhver mulighed for at nyde et liv uden fattigdom — alt sammen til pris for Jehova.