Svælget mellem rige og fattige vokser hele tiden. For eksempel må en tredjedel af Filippinernes befolkning klare sig for mindre end 7 kroner om dagen — langt under en timeløn i de velstillede lande. FN’s Human Development Report 2002 oplyser at „de rigeste 5 procent af verdens befolkning tjener 114 gange mere end de fattigste 5 procent gør“.

The New York Times har refereret en statistisk opgørelse for 2001 som viste at kløften mellem rig og fattig i USA fortsat blev større. Deri stod: „Den mest velhavende femtedel af befolkningen tjente halvdelen af al husstandsindkomst sidste år . . . Den fattigste femtedel tjente 3,5 procent.“ Forholdene er lige så grelle eller endnu værre i mange andre lande. En publikation fra Verdensbanken viser at cirka 57 procent af verdens befolkning må nøjes med mindre end 14 kroner om dagen.

På den baggrund virkede det anstødeligt på mange at høre om finansfolk der i 2002 berigede sig ved tvivlsomme metoder. Ifølge bladet Fortune mente mange at selv om toplederne ikke havde overtrådt loven, var det anstødeligt at de var blevet umådeligt rige på den måde. Set i sammenhæng med udviklingen i verden finder mange det uretfærdigt at nogle kan rage flere hundrede millioner dollars til sig når så mange er fattige.