Calvin drog en mere drastisk slutning med sin lære om dobbelt forudbestemmelse: Nogle er forudbestemt til evig frelse, andre til evig fortabelse. Men også Calvin anså Guds valg for at være vilkårligt, noget der unddrager sig vor fatteevne.

„VI DEFINERER forudbestemmelse som Guds evige hensigt hvorved han har fastsat hvad han vil gøre med hvert enkelt menneske. Han skabte nemlig ikke dem alle i samme tilstand, men udser på forhånd nogle til evigt liv og andre til evig fortabelse.“

Sådan gengav den protestantiske reformator Johannes Calvin i sin bog Christianae Religionis Institutio sin opfattelse af forudbestemmelsen. Denne anskuelse begrundes med at Gud er alvidende og at hans skabningers handlinger ikke kan rejse tvivl om hans hensigters rimelighed eller forpligte ham til at ændre noget.