Den franske protestantiske teolog Johannes Calvin, der levede i det 16. århundrede, mente i lighed med Augustin at nogle er „forudbestemt [af Gud] til at være børn og arvinger til det himmelske rige“. Calvin gik imidlertid et skridt videre og hævdede at Gud også har forudbestemt nogle til at være „modtagere af hans vrede“ — altså dømt til evig fortabelse!

Calvin sagde at „mennesket synder med en yderst velvillig og imødekommende viljes samtykke“. — Institutio Religionis Christianae af Johannes Calvin.

Det viste sig imidlertid umuligt at forene teorien om den frie vilje og teorien om forudbestemmelse. Calvin kunne kun forsøge at dække over den generende selvmodsigelse ved at påstå at „vor mangelfulde hjerne ikke kunne tåle en så stor klarhed, ej heller kunne vi i vor lidenhed fatte en så stor visdom“ som forudbestemmelse.