Har Gud fastlagt din skæbne?

„MANGE indbildte problemer kunne undgås hvis det ofte misforståede udtryk forudbestemmelse slet ikke blev benyttet.“ Måske spekulerer du på hvad der menes med det, især hvis du selv har anvendt ordet eller hørt det benyttet.

Ifølge det franske katolske opslagsværk Théo er det bedst at undgå ordet forudbestemmelse, eller prædestination! En anden bog oplyser: „I dag er prædestinationen tilsyneladende ikke længere et centralt teologisk debatemne, end ikke blandt protestanterne.“

Men gennem tiden har mange grublet over læren om forudbestemmelse. Den var kernen i den strid der udløste reformationen, og selv inden for den katolske kirke gik bølgerne højt i flere hundrede år på grund af denne lære. I dag er den altså mindre omdiskuteret, men stadig problematisk. Hvem vil ikke gerne vide om hans eller hendes skæbne er fastlagt på forhånd?

Hvad læren om forudbestemmelse går ud på

Hvordan definerer kirkerne begrebet forudbestemmelse? Opslagsværket Dictionnaire de théologie catholique forklarer det som „det guddommelige forsæt at skænke bestemte navngivne personer evigt liv“. Det er en almindelig opfattelse at de udvalgte „navngivne“ er dem apostelen Paulus omtaler i Romerbrevet med følgende ord: „Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede . . . Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.“ — Romerne 8:28-30, da. aut.

Nogle skulle altså endog før fødselen være udvalgt af Gud til at blive herliggjort sammen med Messias i himmelen. Derved rejses det længe omdiskuterede spørgsmål: Vælger Gud vilkårligt hvem han vil frelse? Eller har mennesker en fri vilje så de selv kan gøre noget for at opnå og bevare Guds gunst?

Augustin, prædestinationslærens fader

Før Augustin (354-430 e.v.t.) havde andre kirkefædre skrevet om prædestination, men almindeligvis menes det at være ham der har skabt det grundlag hvorpå både den katolske kirke og de protestantiske kirker bygger deres lære om emnet. Ifølge Augustin har Gud fra de tidligste tider forudbestemt de retfærdige til at modtage evige velsignelser, hvorimod de uretfærdige vil blive fordømt som en velfortjent straf for deres synder. De sidste er dog ikke af Gud forudbestemt i ordets strengeste forstand. Augustins tolkning gav næsten intet spillerum for den frie vilje, og derved banede han vejen for et utal af uoverensstemmelser.

Augustins arvtagere

Debatten om forudbestemmelsen og den frie vilje blussede med jævne mellemrum op i middelalderen, og under reformationen blev sagen tilspidset. Luther mente at den enkeltes forudbestemmelse beroede på Guds frie valg, dog uden at Gud forudså de udvalgtes fremtidige fortjeneste eller gode gerninger. Calvin drog en mere drastisk slutning med sin lære om dobbelt forudbestemmelse: Nogle er forudbestemt til evig frelse, andre til evig fortabelse. Men også Calvin anså Guds valg for at være vilkårligt, noget der unddrager sig vor fatteevne.

Striden om forudbestemmelse og det nært beslægtede spørgsmål om „nåden“ — en betegnelse kirkerne hæftede på den handling hvorved Gud frelser mennesker og erklærer dem retfærdige — antog et sådant omfang at pavestolen i 1611 forbød at noget skrift om emnet blev offentliggjort uden dens samtykke. I den katolske kirkes rækker blev Augustins lære ikke mindst holdt i hævd af de franske jansenister (tilhængerne af den flamske teolog Cornelius Jansen) i det 17. og 18. århundrede. De forfægtede en yderst asketisk og elitepræget form for kristendom og vandt endda nogle adeliges tilslutning. Men striden lagde sig ikke, og kong Ludvig XIV beordrede abbediet Port-Royal, jansenismens højborg, nedrevet.

Heller ikke i de protestantiske kirker var striden tilnærmelsesvis afsluttet. Blandt andet troede arminianerne (tilhængerne af Jacob Arminius) at den enkelte selv kunne gøre noget for at blive frelst. Men den protestantiske synode i Dordrecht (1618-19) vedtog at holde sig nøje til Calvins ortodokse lære, og bilagde dermed striden for en tid. Ifølge bogen L’Aventure de la Réforme — Le monde de Jean Calvin (Reformationens vovestykke — Johannes Calvins verden) betød diskussionen om prædestinationen og den frie vilje, at man i Tyskland længe „uden held søgte at forlige parterne, og teologer blev skældt ud, fængslet eller landsforvist“.

Forudbestemmelse eller fri vilje?

Til alle tider har disse to diametralt modsatte opfattelser, forudbestemmelsen kontra den frie vilje, affødt mange ophedede meningsudvekslinger. Augustin kunne ikke selv forklare hvordan de to begreber kunne stemme overens. Også Calvin tolkede dette som et udtryk for Guds ophøjede vilje og dermed noget uforklarligt.

Men giver Bibelens beskrivelse af Guds egenskaber og personlighed os mulighed for at trænge til bunds i disse spørgsmål? Den følgende artikel behandler emnet indgående.

[Illustrationer på side 4]

Calvin

Luther

Jansen

[Kildeangivelse]

Illustrationer: Bibliothèque Nationale, Paris

Kan forudbestemmelse harmonere med Guds kærlighed?

„VI DEFINERER forudbestemmelse som Guds evige hensigt hvorved han har fastsat hvad han vil gøre med hvert enkelt menneske. Han skabte nemlig ikke dem alle i samme tilstand, men udser på forhånd nogle til evigt liv og andre til evig fortabelse.“

Sådan gengav den protestantiske reformator Johannes Calvin i sin bog Christianae Religionis Institutio sin opfattelse af forudbestemmelsen. Denne anskuelse begrundes med at Gud er alvidende og at hans skabningers handlinger ikke kan rejse tvivl om hans hensigters rimelighed eller forpligte ham til at ændre noget.

Men er det sådan Bibelen fremstiller Gud? Og, endnu vigtigere: Er denne udlægning forenelig med Guds egenskaber, især den fornemste af dem — hans kærlighed?

Gud kan forudsige fremtiden

Gud kan forudsige fremtiden. Han beskriver sig selv som den „der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort, der siger: ’Min beslutning står fast, og alt hvad jeg har lyst til gør jeg.’“ (Esajas 46:10) Op gennem historien har Gud ladet sine profetier nedskrive for at vise sin forudviden, sin evne til at forudse begivenhederne før de indtræffer.

Da Belsazzar var konge af Babylon fik profeten Daniel således en drøm om to dyr, hvoraf det ene fortrængte det andet. Jehova gav Daniel denne udlægning: „Vædderen med de to horn som du så, er Mediens og Persiens konger, og den lodne buk er Grækenlands konge.“ (Daniel 8:20, 21) Gud anvendte åbenbart sin forudviden til at oplyse hvilke verdensmagter der ville afløse hinanden. Datidens dominerende rige, Babylon, ville blive fulgt af Medo-Persien og dernæst af Grækenland.

Profetier kan også gælde enkeltpersoner. For eksempel skrev profeten Mika at Messias skulle fødes i Betlehem. (Mika 5:2) Igen anvendte Gud sin forudviden. Denne begivenhed blev imidlertid omtalt med det specifikke formål at identificere Messias. Den er ikke noget argument for at alles livsløb er forudbestemt.

Tværtimod afslører Bibelen at Gud i nogle situationer vælger ikke at forudse udfaldet af et begivenhedsforløb. Umiddelbart før Sodoma og Gomorra blev ødelagt, erklærede han: „Jeg vil nu gå ned og se om de handler helt sådan som skriget der er kommet til mig over den fortæller, og hvis ikke, kan jeg få det at vide.“ (1 Mosebog 18:21) Denne passage viser tydeligt at Gud ikke på forhånd havde kendt omfanget af disse byers fordærv.

Gud kan altså forudse begivenheder, men i mange tilfælde har han med vilje afstået fra det. Eftersom Gud er almægtig har han frihed til at anvende sine evner efter sin egen vilje, uafhængigt af ufuldkomne menneskers ønsker.

Gud kan ’afgøre sagerne’

Nogle siger ligesom Calvin at Gud forudbestemte syndefaldet før mennesket blev skabt, og at han på forhånd havde udvalgt nogle til frelse. Men hvis det var sandt, var det da ikke hyklerisk af Gud at stille Adam og Eva evigt liv i udsigt, vel vidende at de ikke ville opnå det? Desuden bestrider Bibelen ingen steder at det første menneskepar fik dette valg: Enten kunne de følge Guds anvisninger og leve evigt, eller de kunne forkaste dem og dø. — Første Mosebog, kapitel 2.

Men forpurrede Adam og Evas synd Guds hensigt? Nej, for straks efter at de havde syndet, bekendtgjorde Gud at han ville oprejse et „afkom“ der skulle udslette Satan og dem der fulgte ham, og at Gud atter ville ’afgøre sagerne’ på jorden. Lige så lidt som nogle få insekter kan hindre en gartner i at frembringe en god afgrøde, kan Adam og Evas ulydighed hindre Gud i at omdanne jorden til et paradis. — Første Mosebog, kapitel 3.

Gud åbenbarede senere at han ville overdrage herredømmet i sit rige til en efterkommer af kong David, og at andre ville blive indbefattet i dette herredømme. Det er dem der kaldes „den Allerhøjestes hellige“. — Daniel 7:18; 2 Samuel 7:12; 1 Krønikebog 17:11.a

Forudsigelse ikke lig med forudbestemmelse

Den omstændighed at Gud ikke valgte at vide hvad mennesket ville beslutte sig for, afholdt ham ikke fra at profetere om følgerne af at mennesket handlede henholdsvis ret eller uret. Den mekaniker der advarer en bilist om at hans bil ikke er forsvarlig at køre i, kan jo heller ikke drages til ansvar hvis der sker en ulykke, endsige anklages for at have forudbestemt ulykken. Gud kan følgelig heller ikke anklages for at have forudbestemt de negative følger af enkeltpersoners handlinger.

Det samme gjaldt det første menneskepars efterkommere. Før Kain slog sin broder ihjel stillede Jehova alternativerne op for ham. Ville han få herredømmet over synden, eller ville den få herredømmet over ham? Intet i beretningen antyder at Jehova forudbestemte Kain til at træffe det slette valg at myrde sin broder. — 1 Mosebog 4:3-7.

Senere advarede Moseloven israelitterne om hvad der ville ske hvis de vendte Jehova ryggen, for eksempel ved at tage sig hustruer fra de hedenske nationer. Det gik som forudsagt, som det fremgår af eksemplet med kong Salomon, der i sin alderdom lod sig forlede af sine fremmede hustruer til at praktisere afgudsdyrkelse. (1 Kongebog 11:7, 8) Ja, Gud advarede sit folk, men han forudbestemte ikke hvad den enkelte israelit ville gøre.

De kristne der er kaldede eller udvalgte, bliver tilskyndet til at holde ud for at de ikke skal gå glip af den lovede belønning, nemlig at herske i himmelen sammen med Kristus. (2 Peter 1:10; Åbenbaringen 2:5, 10, 16; 3:11) Nogle teologer har meget fornuftigt spurgt hvorfor de udvalgte fik disse påmindelser hvis deres kaldelse var endegyldig.

Forudbestemmelsen og Guds kærlighed

Mennesket blev skabt „i Guds billede“ og fik derfor en fri vilje. (1 Mosebog 1:27) Den frie vilje var uundværlig hvis mennesker skulle ære og tjene Gud af kærlighed, ikke som robotter der havde fået fastlagt hver eneste bevægelse i forvejen. Når fornuftbegavede, frie skabninger viser Gud kærlighed, kan han tilbagevise uretfærdige beskyldninger. Han siger derfor: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ — Ordsprogene 27:11.

Hvis Guds tjeneres adfærd var forudbestemt eller så at sige programmeret, kunne man da ikke betvivle ægtheden af deres kærlighed til Skaberen? Ville det ikke også stride mod Guds upartiskhed hvis han forudbestemte nogle til at opnå herlighed og lykke uden at tage deres individuelle handlemåde i betragtning? Og hvis nogle får en sådan positiv særbehandling mens andre er bestemt til evig straf, ville det næppe fremkalde oprigtig taknemmelighed hos de kaldede og udvalgte. — 1 Mosebog 1:27; Job 1:8; Apostelgerninger 10:34, 35.

Desuden befalede Jesus sine disciple at forkynde den gode nyhed for alle mennesker. Hvis Gud allerede har udvalgt dem der skal frelses, ville det da ikke dæmpe de kristnes iver i evangelieforkyndelsen? Ville det i virkeligheden ikke gøre forkyndelsen meningsløs?

Det er først og fremmest Guds egen upartiske kærlighed der får os til at gengælde ham hans kærlighed. Det mest storslåede udtryk for Guds kærlighed var at han ofrede sin søn til gavn for den ufuldkomne, syndige menneskehed. Guds forudviden angående sin søn er noget helt specielt der giver os den forvisning at de løfter om genoprettelse som beror på Jesus, vil blive opfyldt. Måtte vi derfor tro på denne søn og komme nær til Gud. Lad os vise vor værdsættelse ved at tage imod Guds indbydelse til at få et godt forhold til ham, Skaberen. I vor tid lader Gud denne indbydelse omfatte alle der af egen fri vilje vil elske ham.

[Fodnote]

[Ramme på side 7]

Forudbestemt som skare

„Dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.“ (Romerne 8:29, 30, da. aut.) Hvordan skal vi forstå Paulus’ brug af udtrykket „forud bestemt“ i disse vers?

Paulus’ ræsonnement er intet uigendriveligt bevis på at den enkeltes lod er forudbestemt. For en del år siden gav det franske værk Dictionnaire de théologie catholique denne forklaring af Paulus’ argumentation i Romerbrevets 9. til 11. kapitel: „De katolske lærde hælder mere og mere til den anskuelse at der egentlig ikke tales om at nogle er forudbestemt til evigt liv.“ Det samme opslagsværk citerer derefter M.-J. Lagrange for denne udtalelse: „Det spørgsmål Paulus først og fremmest udreder, er slet ikke om forudbestemmelse og fortabelse, men blot om hedningernes kaldelse til kristendommens nåde, i modsætning til jødernes vantro. . . . Det drejer sig om mennesker kollektivt, om hedninger og jøder, ikke om udvalgte enkeltpersoner.“ — Kursiveret af os.

I en nyere kommentar tilslutter Jerusalem-Bibelen sig denne konklusion angående Romerbrevets 9. til 11. kapitel. Den siger: „Temaet i disse kapitler er derfor ikke problemet om den enkeltes forudbestemmelse til herlighed, end ikke til tro, men Israels andel i frelseshistoriens forløb, det eneste problem som udtalelserne i [Det gamle Testamente] giver anledning til.“

De afsluttende vers i Romerbrevets 8. kapitel hører til i denne sammenhæng. Versene kan således med rette minde os om at Gud forudså at der af menneskeheden ville fremstå en skare, en gruppe, som ville blive kaldet til at herske sammen med Kristus. Passagen nævner også de krav der blev stillet til disse. Men ingen enkeltpersoner udpeges på forhånd, for det ville stride mod Guds kærlighed og retfærdighed.