Hvis løfter kan man stole på?
I 1893 mødtes 74 kendte personer ved Verdensudstillingen i Chicago for at drøfte fremtiden. (Udstillingsområdet er vist ovenfor.) Med tanke på år 1993 — 100 år ude i tiden — fremsatte de blandt andet følgende forudsigelser: „Mange vil blive 150 år.“ „Antallet af fængsler vil dale, og skilsmisser vil være unødvendige.“ „Statsapparatet vil være blevet forenklet, eftersom ægte storhed altid går i retning af forenkling.“
I 1967 forudsagde bogen The Year 2000: „I år 2000 vil computere sandsynligvis kunne måle sig med, efterligne eller overgå nogle af menneskets mest ’menneskelige’ intellektuelle evner, måske også nogle af dets kunstneriske og kreative evner.“ „Det virker rimeligt at tro at det i år 2000 vil være robotter til moderate priser der udfører de fleste huslige gøremål.“
Menneskets manglende evne til at forudse fremtidige begivenheder står i skarp kontrast til Guds evne. Sammenlign for eksempel de ovennævnte forudsigelser med det Bibelen forudsagde for omkring 2000 år siden om vor tid: „Menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft.“ — 2 Timoteus 3:1-5.
Denne bibelprofeti om „de sidste dage“ er blot én ud af mange som er blevet opfyldt i vor tid. Bibelen har også forudsagt at „tegnet“ på Jesu nærværelse ville omfatte verdenskrig, hungersnød, pest og jordskælv, og den gode nyhed om Guds rige skulle forkyndes på hele jorden. — Mattæus 24:3-14; Lukas 21:11.
For flere hundrede år siden fik Guds løfters slående nøjagtighed en bibelskribent til at udtale: „Ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse for jer. Ikke ét af dem er slået fejl.“ — Josua 23:14.
Ja, vi kan være sikre på at Guds løfter snart vil blive opfyldt. Guds rige vil fjerne sygdom, kriminalitet, stofmisbrug, sult og krig — hele jorden vil blive et paradis. (Salme 37:10, 11, 29; Åbenbaringen 21:3, 4) Du kan være sikker på at denne profeti vil gå i opfyldelse. Det er nemlig Skaberen, „der ikke kan lyve“, som har fremsat den. — Titus 1:2; jævnfør Hebræerbrevet 6:13-19.
[Kildeangivelse på side 32]
Cleveland State University Archive