-
Er du offer for fordom?Vagttårnet – 1996 | 1. juni
-
-
Er du offer for fordom?
HVAD har etnisk vold, racisme, diskrimination, raceadskillelse og folkedrab tilfælles? Det er alt sammen resultatet af en fremherskende tilbøjelighed hos mennesker, nemlig den at nære fordom.
Hvad er fordom? Ordbog over det Danske Sprog definerer det som „dom, der er fældet forud uden kendskab til sagen (og derfor ofte urigtig); forudfattet mening“. Som ufuldkomne mennesker er vi i nogen grad tilbøjelige til at nære fordomme. Vi kan måske komme i tanker om episoder hvor vi har fældet en dom uden at være inde i alle kendsgerningerne. Bibelen stiller en sådan fordomsfuldhed op som en modsætning til den måde hvorpå Jehova Gud dømmer. Den siger: „Gud ser ikke som mennesker ser; mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ — 1 Samuel 16:7.
Fordomme kan volde skade
Vi har uden tvivl alle prøvet at blive bedømt forkert af en eller anden. (Jævnfør Prædikeren 7:21, 22.) Vi er derfor alle i større eller mindre grad ofre for fordomme. Hvis fordomsfulde tanker hurtigt fordrives, vil de sandsynligvis kun volde lidt eller slet ingen skade. Det er når de plejes at de volder skade. Vi kan derved blive forledt til at tro på en falsk påstand. For eksempel har fordomme fået nogle til at tro at visse personer er begærlige, dovne, mindre begavede eller stolte, blot fordi de tilhører en bestemt religiøs, etnisk eller national gruppe.
I mange tilfælde har sådanne fejlbedømmelser ført til at nogle har fået en uretfærdig, grov eller endda voldelig behandling. Millioner har mistet livet i massakrer, folkedrab, etniske myrderier og andre former for ekstremt fordomsfuld adfærd.
Rundt om på jorden har regeringer bekæmpet fordomme ved gennem lovgivning at sikre den enkeltes frihed, sikkerhed og ligeberettigelse. Hvis du læser grundloven eller de retningsgivende love i det land hvor du bor, vil du uden tvivl finde en paragraf eller en tillægsartikel der skal beskytte borgernes rettigheder uanset deres nationalitet, køn eller religion. På verdensplan er fordomme og diskrimination dog mere udbredt end nogen sinde før.
Er du offer for fordom? Er du blevet stemplet som begærlig, doven, mindre begavet eller stolt, ene og alene på baggrund af race, alder, køn, nationalitet eller tro? Er du blevet nægtet en god uddannelse, et godt job, en god bolig eller sociale goder på grund af fordom? Hvis det er tilfældet, hvordan skal du så reagere?
-
-
Når al fordom er fjernetVagttårnet – 1996 | 1. juni
-
-
Når al fordom er fjernet
VIDENSKABSMANDEN Albert Einstein skal engang have sagt at det i denne triste verden er vanskeligere at fjerne fordomme end at spalte et atom. Og Edward R. Murrow, der blev en kendt journalist under Anden Verdenskrig og senere leder af USA’s Informationstjeneste, har sagt at „ingen kan fjerne fordomme — man kan kun erkende at de findes“.
Er disse udtalelser sande? Er det umuligt at fjerne diskrimination og racisme? Hvordan ser Gud på fordom?
Gud er ikke partisk
Bibelen tager til orde imod partiskhed. (Ordsprogene 24:23; 28:21) Den siger at „visdommen ovenfra . . . først og fremmest [er] ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk“. (Jakob 3:17) Det blev understreget over for dommerne i fortidens Israel at det var en sådan visdom de skulle lægge for dagen. „I må ikke øve uret ved domsafsigelse,“ blev der sagt. Og videre: „Du må ikke behandle den ringe med partiskhed, og du må ikke favorisere den store.“ — 3 Mosebog 19:15.
Bibelen tager klart afstand fra partiskhed og fordom, hvilket blev understreget af Jesus Kristus og apostlene Peter og Paulus. Jesus var ikke forudindtaget over for dem som „var medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Mattæus 9:36) Han sagde: „Hold op med at dømme efter det ydre, men fæld en retfærdig dom.“ — Johannes 7:24.
Peter og Paulus forsikrer os også om at Jehova Gud ikke er partisk. Peter siger: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Apostelen Paulus skriver: „Der er ikke partiskhed hos Gud.“ — Romerne 2:11.
Guds ord er virkende
Bibelen har kraft til at ændre personligheden hos dem der lader sig lede af den. I Hebræerbrevet 4:12 står der: „Guds ord er levende og virkende.“ Med Jehovas hjælp kan en fordomsfuld person ændre sin måde at tænke på og lære at behandle andre upartisk.
Lad os for eksempel betragte Saulus fra Tarsus. Ifølge den bibelske beretning modstod han på et tidspunkt ondsindet den kristne menighed, fordi han fulgte strenge religiøse overleveringer. (Apostelgerninger 8:1-3) Den jødiske tradition havde overbevist ham om at alle kristne var frafaldne og fjender af den sande tilbedelse. Hans forudindtagethed fik ham til at billige myrderierne af kristne. Bibelen siger at han „åndede trussel og mord imod Herrens disciple“. (Apostelgerninger 9:1) Saulus troede imidlertid at han ydede Gud hellig tjeneste. — Jævnfør Johannes 16:2.
Saulus fra Tarsus fik dog bugt med sine ekstreme fordomme. Han blev endda selv en kristen og blev kendt under navnet Paulus. Senere, da han var blevet en Jesu Kristi discipel, skrev han: „Jeg [var] før en gudsbespotter og en forfølger og et uforskammet menneske. Ikke desto mindre blev der vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede uden tro.“ — 1 Timoteus 1:13.
Der var også andre end Paulus som ændrede deres tankegang radikalt. I sit brev til Titus, en medforkynder, formanede Paulus de kristne til „ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker. For vi var også selv engang uforstandige, ulydige, vildledte, trælle af forskellige ønsker og sanselige nydelser, idet vi førte et liv i slethed og misundelse, var afskyelige og hadede hinanden.“ — Titus 3:2, 3.
Undgå at nære fordomme
I dag stræber sande kristne efter at følge dette råd. De ønsker ikke at dømme nogen på baggrund af et overfladisk indtryk. Med en sådan indstilling undgår de „at spotte nogen“. De kan glæde sig over et internationalt brodersamfund på tværs af nationalistiske, etniske og racemæssige skel i denne verden.
Henrique, en mørklødet brasilianer, var for eksempel offer for racediskrimination. Som følge heraf begyndte han at nære et indgroet had til hvide mennesker. Han forklarer: „To hvide Jehovas vidner besøgte mig for at tale om Guds navn. Til at begynde med lyttede jeg ikke til hvad de sagde fordi jeg ikke stolede på hvide mennesker. Men snart gik det op for mig at deres budskab lød troværdigt. Jeg sagde derfor ja tak til et bibelstudium. Mit første spørgsmål var: ’Kommer der mange sorte i jeres kirke?’ De svarede ja, hvorefter de viste mig det sidste billede i Min bibelhistorieboga, hvor nogle børn fra forskellige racer er afbildet. Blandt disse var der en sort dreng, og det opmuntrede mig. Senere var jeg med i en af Jehovas Vidners rigssale, hvor jeg så mange fra forskellige racer behandle hinanden med respekt. Det var meget vigtigt for mig.“
Henrique er nu blevet et af Jehovas vidner og glæder sig over at tilhøre et ægte kristent brodersamfund. Han forstår at æren for dette ikke skal tillægges noget menneske. Han siger: „Jeg er taknemmelig over for Jehova og Jesus for alt hvad de har gjort for mig. Jeg arbejder sammen med millioner af Jehovas loyale tjenere der er forenede i den samme gerning, skønt de er forskellige hvad angår race, hudfarve og baggrund.“
Under sin opvækst har Dario ligeledes været offer for fordom. Som 16-årig begyndte han at studere Bibelen med Jehovas vidner. Han har bemærket: „Blandt Jehovas vidner mærker man ingen raceoverlegenhed.“ Han var imponeret over den ægte kærlighed forkynderne lagde for dagen. Han bemærkede især at folk fra forskellige racer havde ansvarsopgaver i menigheden. Hver gang Dario bliver behandlet fordomsfuldt eller diskriminerende af folk uden for menigheden, minder han sig selv om at Jehova elsker mennesker fra alle nationer, stammer og tungemål.
Hvad man kan gøre som offer for fordom
Vi vil alle gerne behandles med værdighed og respekt, og derfor er det en meget svær prøvelse at være offer for fordom. Den kristne menighed beskytter os ikke mod alle de forudfattede meninger der findes i denne onde verden. Så længe Satan Djævelen kontrollerer verdensbegivenhederne, vil der forekomme uretfærdigheder. (1 Johannes 5:19) Åbenbaringen 12:12 giver denne advarsel: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ Hans hensigt er ikke blot at gøre os modløse. Han er lige så farlig som et rovdyr. Apostelen Peter siger: „Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ — 1 Peter 5:8.
Bibelen siger også: „I skal derfor underordne jer Gud; men stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ (Jakob 4:7) Hvis man er offer for fordomme vil det være en hjælp at følge kong Davids eksempel og søge beskyttelse hos Gud: „Min Gud, bring mig i sikkerhed for den ugudeliges hånd, for den uretfærdiges og undertrykkerens næve.“ (Salme 71:4) Vi kan endda bede som salmisten: „Vis mig din gunst, Gud, for et dødeligt menneske har snappet efter mig. Opsat på krig dagen lang undertrykker han mig.“ — Salme 56:1.
Hvordan vil Gud besvare sådanne bønner? Bibelen siger: „Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse.“ (Salme 72:12, 13) Det er skønt at vide at Jehova til sin tid vil sørge for at ingen længere bliver ofre for fordomme.
„De vil ikke volde skade“
Denne verdens regeringer vil sikkert fortsætte med at bekæmpe fordom ved hjælp af love og programmer. De vil sikkert fortsætte med at give løfter om en ligelig og retfærdig behandling af alle. Men det vil ikke lykkes. (Salme 146:3) Det er kun Gud der kan og vil fjerne al fordom. Han vil forene menneskeheden til én stor familie. „En stor skare, som ingen [er] i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ vil overleve afslutningen på denne onde ordning og leve sammen i fred. — Åbenbaringen 7:9, 10.
Jehova vil gøre ende på al den skade der skyldes racemæssige og sociale fordomme. Ingen vil blive behandlet uretfærdigt. „De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ (Mika 4:4) Og Esajas 11:9 siger: „De vil ikke volde skade.“
Alle der er ofre for fordom, vil gennem dette skønne fremtidshåb kunne styrke deres forhold til Jehova. Det vil hjælpe dem til at udholde de uretfærdigheder der findes i denne onde verden. Alt imens de holder ud og ser fremad, må de følge dette kloge råd fra Bibelen: „Vær modige, og lad jeres hjerte være stærkt, alle I der venter på Jehova.“ — Salme 31:24.
-