FORDOMME KAN NEDBRYDES MED KÆRLIGHED OG YDMYGHED

8. Hvilket vigtigt princip danner grundlag for den kristne enhed? Forklar.

⁸ Jesus lærte sine disciple et vigtigt princip som danner grundlag for den kristne enhed. “I er alle brødre,” sagde han. (Læs Matthæus 23:8, 9). Vi er selvfølgelig “brødre” i den forstand at vi alle er Adams efterkommere. (Ap.G. 17:26) Men Jesus forklarede at hans disciple også var brødre og søstre fordi de anerkendte Jehova som deres himmelske Far. (Matt. 12:50) Desuden var de alle blevet medlemmer af én stor åndelig familie, der var forenet af kærlighed og tro. I de breve apostlene skrev, omtalte de derfor ofte deres trosfæller som brødre og søstre. – Rom. 1:13; 1. Pet. 2:17; 1. Joh. 3:13.a

9, 10. (a) Hvorfor havde jøderne ikke grund til at føle sig bedre end andre på grund af deres race og afstamning? (b) Hvordan lærte Jesus en lovkyndig at racestolthed er forkert? (Se indledningsbillede).

⁹ Efter at Jesus havde understreget at vi skal betragte hinanden som brødre og søstre, forklarede han at det er vigtigt at vi er ydmyge. (Læs Matthæus 23:11, 12). Som vi var inde på tidligere, var apostlenes upassende stolthed noget der forstyrrede deres enhed. Racestolthed kan også have udgjort et problem. Mange jøder følte sig bedre end andre fordi de var Abrahams efterkommere, men det havde de ingen grund til, for som Johannes Døber sagde: “Gud er i stand til at gøre disse sten til Abrahams børn.” – Luk. 3:8.

¹⁰ Jesus lærte andre at racestolthed er forkert. Det gjorde han for eksempel da en lovkyndig spurgte ham: “Hvem er egentlig mit medmenneske?” Som svar fortalte Jesus lignelsen om en samaritaner der omsorgsfuldt tog sig af en rejsende – en jøde – der var blevet gennembanket af røvere. De jøder der kom forbi manden, ignorerede ham, men samaritaneren fik ondt af ham og hjalp ham. Jesus rundede sin lignelse af med at opfordre den lovkyndige til at være som samaritaneren. (Luk. 10:25-37) Ja, en lignelse om en samaritaner kunne lære jøderne noget om næstekærlighed!

11. Hvorfor var det vigtigt at disciplene ikke havde fordomme, og hvordan hjalp Jesus dem til at forstå det?

¹¹ Før Jesus steg op til himlen, gav han sine disciple til opgave at forkynde “i hele Judæa og Samaria og til de fjerneste dele af jorden”. (Ap.G. 1:8) Hvis de skulle kunne udføre dette enorme arbejde, måtte de overvinde deres stolthed og fordomme. Jesus havde tidligere forsøgt at forberede dem på opgaven ved at henlede deres opmærksomhed på nogle gode egenskaber hos folk fra andre nationer. Han roste for eksempel en romersk officer for hans enestående tro. (Matt. 8:5-10) Og i sin hjemby, Nazaret, fortalte Jesus om hvordan Jehova havde velsignet fremmede, deriblandt den fønikiske enke i Sarepta og syreren Naaman. (Luk. 4:25-27) Jesus forkyndte også for en samaritansk kvinde og blev derefter i en samaritansk by i to dage fordi folk viste stor interesse for budskabet. – Joh. 4:21-24, 40.

KAMPEN MOD FORDOMME I DET FØRSTE ÅRHUNDREDE

12, 13. (a) Hvordan reagerede apostlene da Jesus forkyndte for en samaritansk kvinde? (Se indledningsbillede). (b) Hvad viser at Jakob og Johannes ikke helt havde forstået det Jesus prøvede at lære dem?

¹² Det var dog ikke let for disciplene at lægge deres fordomme fra sig. Det overraskede dem at Jesus var villig til at undervise en samaritansk kvinde. (Joh. 4:9, 27) De jødiske religiøse ledere kunne ikke finde på at tale offentligt med kvinder, og da slet ikke en samaritansk kvinde med et blakket ry. Apostlene sagde til Jesus at han skulle spise noget, men hans svar viste at han var så optaget af den gode samtale han havde haft med kvinden, at han overhovedet ikke mærkede sin sult. Hans Far havde givet ham til opgave at forkynde. At gøre Guds vilje – deriblandt at forkynde for en samaritansk kvinde – var som mad for ham. – Joh. 4:31-34.

¹³ Det skulle vise sig at Jakob og Johannes ikke havde forstået hvad det var Jesus prøvede at lære dem. Jesus og disciplene rejste på et tidspunkt gennem Samaria og forsøgte at få logi i en samaritansk landsby. Da der ikke var nogen der ville have dem boende, blev Jakob og Johannes så vrede at de spurgte om de skulle kalde ild ned fra himlen og udslette hele byen. Men Jesus irettesatte dem. (Luk. 9:51-56) Mon Jakob og Johannes ville have reageret på samme måde hvis det var sket i deres hjemegn, Galilæa? Det er meget sandsynligt at fordomme forstærkede deres vrede. Man kan forestille sig at Johannes må have været flov over sin overilede reaktion da han senere mødte stor interesse på en forkyndertur i Samaria. – Ap.G. 8:14, 25.

14. Hvordan blev et problem mellem to sproggrupper løst?

¹⁴ Ikke ret længe efter pinsedagen i år 33 opstod der en sag om diskrimination i menigheden. Når der blev uddelt mad til fattige enker, blev de græsktalende enker overset. (Ap.G. 6:1) En medvirkende faktor kan have været fordomme mod denne sproggruppe. Apostlene fik hurtigt rettet op på sagen ved at udnævne åndeligt kvalificerede mænd til at tage sig af uddelingen. Alle de brødre der blev udnævnt, havde græske navne, hvilket kan have været med til at berolige de oversete enker.

15. Hvordan lærte Peter at være upartisk? (Se indledningsbillede).

¹⁵ I år 36 begyndte forkyndelsesarbejdet at blive mere internationalt. Apostlen Peter havde været vant til kun at omgås jøder. Men efter at Gud havde gjort det klart at kristne ikke skal gøre forskel på folk, forkyndte Peter for Cornelius, en romersk officer. (Læs Apostlenes Gerninger 10:28, 34, 35). Nu begyndte Peter både at spise med og være sammen med ikkejødiske kristne. Nogle år senere, i byen Antiokia, holdt han dog pludselig op med at spise sammen med sine ikkejødiske brødre og søstre. (Gal. 2:11-14) Paulus irettesatte ham for det, og det lader til at Peter tog kritikken til sig. I sit første brev til sine jødiske og ikkejødiske trosfæller i Lilleasien understregede han at kristne må elske hele brodersamfundet. – 1. Pet. 1:1; 2:17.

16. Hvad blev de første kristne kendt for?

¹⁶ Jesus’ eksempel lærte virkelig apostlene at elske “alle slags mennesker”. (Joh. 12:32; 1. Tim. 4:10) Selvom det tog noget tid, ændrede de deres måde at tænke på. De første kristne blev kendt for deres indbyrdes kærlighed. I det andet århundrede skrev Tertullian hvad udenforstående sagde om dem: “Se ... hvordan de elsker hinanden ... og hvordan de er rede til at dø for hinanden.” Fordi de kristne tog “den nye personlighed” på, lærte de at betragte alle mennesker som lige, sådan som Gud betragter dem. – Kol. 3:10, 11.

11. Hvorfor var det vigtigt at disciplene ikke havde fordomme, og hvordan hjalp Jesus dem til at forstå det?

¹¹ Før Jesus steg op til himlen, gav han sine disciple til opgave at forkynde “i hele Judæa og Samaria og til de fjerneste dele af jorden”. (Ap.G. 1:8) Hvis de skulle kunne udføre dette enorme arbejde, måtte de overvinde deres stolthed og fordomme. Jesus havde tidligere forsøgt at forberede dem på opgaven ved at henlede deres opmærksomhed på nogle gode egenskaber hos folk fra andre nationer. Han roste for eksempel en romersk officer for hans enestående tro. (Matt. 8:5-10) Og i sin hjemby, Nazaret, fortalte Jesus om hvordan Jehova havde velsignet fremmede, deriblandt den fønikiske enke i Sarepta og syreren Naaman. (Luk. 4:25-27) Jesus forkyndte også for en samaritansk kvinde og blev derefter i en samaritansk by i to dage fordi folk viste stor interesse for budskabet. – Joh. 4:21-24, 40.

KAMPEN MOD FORDOMME I DET FØRSTE ÅRHUNDREDE

12, 13. (a) Hvordan reagerede apostlene da Jesus forkyndte for en samaritansk kvinde? (Se indledningsbillede). (b) Hvad viser at Jakob og Johannes ikke helt havde forstået det Jesus prøvede at lære dem?

¹² Det var dog ikke let for disciplene at lægge deres fordomme fra sig. Det overraskede dem at Jesus var villig til at undervise en samaritansk kvinde. (Joh. 4:9, 27) De jødiske religiøse ledere kunne ikke finde på at tale offentligt med kvinder, og da slet ikke en samaritansk kvinde med et blakket ry. Apostlene sagde til Jesus at han skulle spise noget, men hans svar viste at han var så optaget af den gode samtale han havde haft med kvinden, at han overhovedet ikke mærkede sin sult. Hans Far havde givet ham til opgave at forkynde. At gøre Guds vilje – deriblandt at forkynde for en samaritansk kvinde – var som mad for ham. – Joh. 4:31-34.

¹³ Det skulle vise sig at Jakob og Johannes ikke havde forstået hvad det var Jesus prøvede at lære dem. Jesus og disciplene rejste på et tidspunkt gennem Samaria og forsøgte at få logi i en samaritansk landsby. Da der ikke var nogen der ville have dem boende, blev Jakob og Johannes så vrede at de spurgte om de skulle kalde ild ned fra himlen og udslette hele byen. Men Jesus irettesatte dem. (Luk. 9:51-56) Mon Jakob og Johannes ville have reageret på samme måde hvis det var sket i deres hjemegn, Galilæa? Det er meget sandsynligt at fordomme forstærkede deres vrede. Man kan forestille sig at Johannes må have været flov over sin overilede reaktion da han senere mødte stor interesse på en forkyndertur i Samaria. – Ap.G. 8:14, 25.

14. Hvordan blev et problem mellem to sproggrupper løst?

¹⁴ Ikke ret længe efter pinsedagen i år 33 opstod der en sag om diskrimination i menigheden. Når der blev uddelt mad til fattige enker, blev de græsktalende enker overset. (Ap.G. 6:1) En medvirkende faktor kan have været fordomme mod denne sproggruppe. Apostlene fik hurtigt rettet op på sagen ved at udnævne åndeligt kvalificerede mænd til at tage sig af uddelingen. Alle de brødre der blev udnævnt, havde græske navne, hvilket kan have været med til at berolige de oversete enker.

15. Hvordan lærte Peter at være upartisk? (Se indledningsbillede).

¹⁵ I år 36 begyndte forkyndelsesarbejdet at blive mere internationalt. Apostlen Peter havde været vant til kun at omgås jøder. Men efter at Gud havde gjort det klart at kristne ikke skal gøre forskel på folk, forkyndte Peter for Cornelius, en romersk officer. (Læs Apostlenes Gerninger 10:28, 34, 35). Nu begyndte Peter både at spise med og være sammen med ikkejødiske kristne. Nogle år senere, i byen Antiokia, holdt han dog pludselig op med at spise sammen med sine ikkejødiske brødre og søstre. (Gal. 2:11-14) Paulus irettesatte ham for det, og det lader til at Peter tog kritikken til sig. I sit første brev til sine jødiske og ikkejødiske trosfæller i Lilleasien understregede han at kristne må elske hele brodersamfundet. – 1. Pet. 1:1; 2:17.

16. Hvad blev de første kristne kendt for?

¹⁶ Jesus’ eksempel lærte virkelig apostlene at elske “alle slags mennesker”. (Joh. 12:32; 1. Tim. 4:10) Selvom det tog noget tid, ændrede de deres måde at tænke på. De første kristne blev kendt for deres indbyrdes kærlighed. I det andet århundrede skrev Tertullian hvad udenforstående sagde om dem: “Se ... hvordan de elsker hinanden ... og hvordan de er rede til at dø for hinanden.” Fordi de kristne tog “den nye personlighed” på, lærte de at betragte alle mennesker som lige, sådan som Gud betragter dem. – Kol. 3:10, 11.