I 1952 blev der afholdt et stævne i Kitwe i Nordrhodesia (nu Zambia), midt i kobberbæltet, samtidig med at Vagttårnsselskabets præsident kom på besøg. Stævneområdet var et stort areal i udkanten af en af minelejrene, på et sted der nu kaldes Chamboli. Toppen af et forladt termitbo blev planeret, og ovenpå blev der bygget en platform med stråtag. Andre stråtækte hytter i to etager blev brugt til overnatning. De strakte sig 180 meter ud fra selve stævnepladsen, som eger i et hjul. Mænd og drenge sov i nogle af dem; kvinder og piger sov i andre. Nogle af de delegerede havde cyklet i to uger for at komme til stævnet. Andre havde gået i dagevis og kørt det sidste stykke med en primitiv bus.

Under programmet lyttede alle meget opmærksomt, selv om de sad på hårde bambusbænke under åben himmel. De var kommet for at lytte, og de ville ikke gå glip af et eneste ord. Når de 20.000 stævnedeltagere sang, var det så smukt at de delegerede fik tårer i øjnene. Der var ingen musikledsagelse, men stemmernes harmoni var fuldendt. Og det var ikke bare sangen der vidnede om enheden blandt disse forkyndere — den kom til udtryk på alle måder, selv om de kom fra mange forskellige stammer og havde forskellig baggrund.

[Illustration på side 269]

Friluftsstævne i Kitwe i Nordrhodesia, under et besøg af N. H. Knorr i 1952