Den gode nyhed forkyndes i Donegal
„FANTASTISK!“ „Simpelt hen pragtfuldt.“ Sådan lød det fra nogle i en gruppe på 120 der var rejst fra England til Donegal, et amt i det nordvestlige Irland. Det var ikke turister der udtalte sig om det de havde set. Det var mænd, kvinder og børn som helt på egen bekostning var rejst til West Donegal for at dele deres fremtidshåb med folk dér.
Da der blandt Donegals 120.000 indbyggere kun findes 19 Jehovas vidner, havde de fleste beboere i området ikke modtaget besøg af forkynderne i mange år. Denne store gruppe tilrejsende påtog sig på eget initiativ den opgave at forkynde den gode nyhed om Guds rige langs Donegals smukke Atlanterhavskyst.
De lokale forkyndere havde gjort omfattende forberedelser til rejseselskabets ankomst. Nogle havde tilbagelagt flere hundrede kilometer for at kortlægge hele området, gøre generalstabskort tidssvarende og give hver vej et nummer som gjorde den let at lokalisere senere. Området blev derpå inddelt i mindre distrikter med cirka 400 besøg i hvert. I England havde rejsedeltagerne i mellemtiden travlt med deres forberedelser, med at sikre sig transport, logi og en passende forsyning af bibelsk læsestof.
Afrejsen var fastsat til lørdag den 8. juni 1985. I de tidlige morgentimer samledes alle rejsedeltagerne og tog til lufthavnen. Ikke længe efter landede de i Belfast i Nordirland. Her fordelte de sig i de ti minibusser der skulle være deres transportmiddel i de kommende to uger. Efter en køretur tværs gennem Nordirland, hvor de undervejs nød Londonderry-menighedens gæstfrihed, krydsede de grænsen og delte sig i retning af de tre forskellige områder af Donegal de havde fået tildelt. Hvordan blev de modtaget?
Lokalbefolkningens reaktion
Folk i Donegal er venlige og gæstfri og var derfor lette at tale med. En del stillede spørgsmål, og forkynderne var glade for at slå op i Bibelen og gøre opmærksom på de klare svar den giver. De efterlod også gerne bibelsk læsestof hos de spørgelystne, sådan at de kunne øge deres viden når deres besøgende havde taget afsked.
En dame der boede i et afsidesliggende hus på landet, bød to forkyndere indenfor. Hun erklærede sig straks enig i at verdensforholdene blev værre, og fortalte at mange i området måske ville være tilbageholdende med at byde fremmede indenfor, fordi der havde været et opsving i kriminaliteten i dette ellers så rolige og fredfyldte hjørne af Irland. Mange ældre havde været udsat for vold og røveri fra forbryderbander der strejfede omkring i området. Hvorfor havde hun da budt forkynderne indenfor? Fordi de så „så pålidelige“ ud.
Da denne kvinde forstod at Jesu profeti om de sidste dage opfyldes nu, lyste hendes øjne op. Og da hun hørte om opstandelseshåbet fik hun tårer i øjnene. (Mattæus, kapitel 24; Lukas, kapitel 21) Hendes mand var død 20 år før. Hun modtog med glæde et eksemplar af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og bad om at blive besøgt igen.
Sådanne oplevelser var der mange af. En ung mand udtrykte stærk tvivl angående Guds eksistens. „Hvis Gud i det hele taget er til, hvorfor er der da så megen ondskab?“ spurgte han. Forkynderne viste at Gud snart vil gribe ind i menneskehedens anliggender og også løse mange af de problemer den unge mand tumler med. Han bad dem komme igen så de kunne træffe hans forældre. Da forkynderne vendte tilbage afsatte de et eksemplar af ’Paradisbogen’, så familien kunne finde svar på flere spørgsmål.
En ung kvinde havde til sin sorg mistet sin fireårige søn nogle uger forinden. Hun blev meget opmuntret af det der stod i ’Paradisbogen’, især dens redegørelse for opstandelseshåbet. I sorgen over sin søns død havde hun tvivlet på om der overhovedet fandtes en Gud. Men hun ændrede indstilling da hun så nogle skriftsteder som fortæller om de dødes tilstand og håbet for de døde. Hvorfor? Fordi hun blev klar over at hendes søn havde fred, at han sov i døden, og at han havde mulighed for at få en opstandelse. — Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29.
To af de tilrejsende forkyndere besøgte en skole hvor læreren bød dem indenfor i et tætpakket klasseværelse med 30 elever. Læreren tog med glæde imod et eksemplar af publikationen Min bibelhistoriebog og sagde til klassen: „Vi skal have en historie fra denne bog i eftermiddag.“ Da en gruppe forkyndere senere holdt frokostpause i nærheden kom nogle af eleverne hen for at hilse på dem. To andre lærere kom derhen for at finde ud af hvad der foregik, og de tog også med glæde imod eksemplarer af bogen.
Senere på dagen mødte en forkynder en 11-årig dreng og spurgte ham: „Har du nogen sinde hørt om Jehovas vidner?“ „Ja,“ sagde drengen, „i dag, i skolen.“ Han bad derpå om en ’Bibelhistoriebog’. Endnu senere, ved et besøg hvor husmoderen sagde nej til ’Paradisbogen’, fortalte hendes barn at ’Bibelhistoriebogen’ var blevet vist frem i skolen. Moderen tog derfor imod et eksemplar af den.
Alle slags mennesker bliver nået
Ved et besøg viste forkynderne en ældre kvinde illustrationerne i ’Paradisbogen’. Dertil sagde hun at det hun egentlig trængte til, var en bibel. Forkynderne var derfor glade for at kunne forsyne hende med et eksemplar af Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter. Da hun nu havde en bibel, tog hun med glæde imod en bibelstudiehåndbog også. Hun fortalte at hun havde hørt at Jehovas vidner forkyndte i området og havde bedt til at de ville komme til hende med en bibel. Hun følte at hendes bøn var blevet besvaret.
En mand i 30-årsalderen bød to forkyndere indenfor i sit hjem. Efter en kort bibeldrøftelse sagde han: „De synes sikkert ikke om det når De får at vide hvem jeg er. Jeg er katolsk præst.“ Forkynderne sagde at de var glade for at tale med ham, hvorefter præsten stillede mange spørgsmål om deres tro. Da han forhørte sig om brugen af navnet Jehova afsatte hans gæster med glæde et eksemplar af brochuren Guds navn der vil bestå for evigt til ham. Han tog også imod en ’Paradisbog’, som givetvis vil besvare mange af hans spørgsmål.
Ved en anden lejlighed kom en ung mand tilfældigvis til at overvære en forkynders bibeldrøftelse med en hotelreceptionist. Bagefter henvendte han sig til forkynderen og spurgte hende blandt andet: „Hvorfor er verden i sådan en forfatning?“ Forkynderen var kun glad for at kunne videregive det hun havde lært fra Bibelen om dette og beslægtede emner. Og hvem var den unge mand? En katolsk præst på ferie i området.
Foruden at gå fra hus til hus greb forkynderne enhver lejlighed til at tale med folk de traf på. Et sted i bjergene stod en gruppe mænd og skar tørv som de stablede til vinterbrændsel. En minibus med forkyndere holdt derfor ind til siden, så nogle af passagererne kunne skifte fra sko til gummistøvler og trave tværs over en tørvemose for at tale med disse mænd. En anden gruppe gjorde holdt ved en malerisk, skovkranset bjergsø. I en bil i nærheden udnyttede en elværksarbejder stedets ensomme beliggenhed til at tage sig en middagslur. Hans fred blev forstyrret, men han fik glæde af en meget tankevækkende drøftelse og overværede et møde gruppen havde arrangeret samme aften.
En anden mand kom kørende på vejen på sin traktor da en forkynder standsede ham og spurgte om han havde et par minutter til en samtale. Han ville meget gerne tale om Bibelen, især med tanke på de „kritiske tider“ vi lever i. (2 Timoteus 3:1-5) Illustrationerne i ’Paradisbogen’ øgede hans interesse stærkt. Det glædede ham at høre at bogen kunne anvendes til bibeldrøftelser i familien, og han sagde at han straks ville begynde at anvende den til undervisning af sine seks børn.
De arbejdsomme tilrejsende forkyndere i alle aldre havde sammen med den lille gruppe stedlige forkyndere i Donegal god grund til at glæde sig over deres indsats. I løbet af de to uger opholdet varede, tilbragte de 5767 timer med at tale med andre om Bibelen. De spredte 1613 bøger og bibler, foruden 2611 eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! Nogle af de besøgte satte særlig pris på den irske udgave af Min bibelhistoriebog.
Det var ikke selvhævdende dogmatisme eller selvretfærdighed der havde ført forkynderne til Donegal, men derimod ønsket om at dele nogle gode nyheder med folk som ikke har mange lejligheder til at høre deres budskab fordi de bor i et fjerntliggende område. En stedlig avis havde i sin omtale af en tidligere forkynderrejse kaldt de deltagende for „svaler“. Det skulle øjensynlig forstås sådan at de kun opholdt sig der om sommeren og snart ville flyve deres vej. Men disse „svaler“, eller andre der er som dem, vil komme igen for at hjælpe oprigtige mennesker til nøjagtig kundskab om Bibelens storslåede løfter. Nogle der har været med på tidligere forkynderrejser har endda slået sig ned i Donegal.
„Det har været den bedste tur indtil nu.“ Dette var én måde hvorpå deltagerne i den spændende rejse udtrykte deres værdsættelse og glæde. De erfarede sandheden i det bibelske ordsprog: „Den gavmilde sjæl bliver selv fed, og den der giver rigeligt at drikke, vil også få rigeligt at drikke.“ (Ordsprogene 11:25) Ja, det var en storslået velsignelse at deltage i en særlig indsats for at forkynde den gode nyhed i Donegal. Kan du få andel i en tilsvarende udbytterig tjeneste for Jehova i din del af verdens arbejdsmark, som nu er moden til en rigelig høst?
[Kort/illustration på side 29]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Donegal
Nordirland
Londonderry
Belfast
Irland
[Kort]
Europa
Atlanterhavet
[Illustration]
De var lykkelige for at forkynde den gode nyhed i Donegal
[Illustration på side 30]
Forkyndelse fra hus til hus i det nordvestlige Irland