Nyheder på nært hold

„Ikke en del af verden“

Da over hundrede tusind mennesker samledes på det olympiske stadion i Vestberlin for at overvære sidste del af den tyske evangeliske kirkekonference, rådede kirkelederen Helmut Simon dem til at gå ind i politik.

Helmut Simon opfordrede tilhørerne til at kæmpe for rigtig anvendelse af ressourcerne, miljøbeskyttelse, indførelse af et retfærdigt økonomisk system, standsning af våbenkapløbet og løsning af arbejdsløshedsproblemet, som han kaldte uløste trusler mod menneskeheden. Den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung skriver at han, for at understrege at det hastede, „sagde at der ikke kunne ske noget bedre for samfundene i vest og øst end at deres borgere gik ind i politik“. Helmut Simon opmuntrede alle tilstedeværende „til at anse et sådant engagement for en pligt, og at betragte kirkekonferencen som en protestantisk borgerrettighedsbevægelse“.

Men kan sande kristne med rette gå ind i sådanne politiske bevægelser? Sagde Jesus ikke at hans disciple ’ikke er en del af verden, ligesom han ikke var en del af verden’? (Johannes 17:16) Jesus lærte sine disciple at bede om Guds rige som menneskenes eneste sande håb. Hvorfor? Fordi Guds rige, som profeten Daniel for længe siden forudsagde, „vil knuse og gøre ende på“ de inkompetente verdslige regeringer, „men selv bestå evindelig“. — Daniel 2:44.

Ingen synd at stjæle?

Er det en synd at stjæle? Ikke altid, mener den katolske præst Ivo Storniolo. O Estado de S. Paulo, en brasiliansk avis, citerer Ivo Storniolo for en udtalelse om at „Gud velsigner og legaliserer de fattiges tyverier“. Han har senere sagt at han kun hentydede „til de fattige der stjæler for at overleve“. For denne præst at se bør unge ikke straffes for tyverier, for „de er selv tidligere blevet udplyndret af de magtfulde“. „Efter hans mening,“ skriver O Estado de S. Paulo, „hører marginais [sociale tabere, som regel fattige og arbejdsløse] også til ’Guds udvalgte’.“

Finder denne opfattelse støtte i Bibelen? Nej, bestemt ikke. Jesus tilskyndede sine disciple til at vise barmhjertighed mod de nødlidende, men han sagde aldrig at sociale problemer, for eksempel fattigdom, kunne berettige tyveri. Apostelen Paulus skrev derimod: „Lad den der stjæler, ikke stjæle mere, men hellere slide i det og med sine hænder udføre godt arbejde, så han har noget at dele ud af til den som er i nød.“ — Efeserne 4:28.

Afguderisk handel

I Norditalien gav en udstilling af religiøse genstande og møbler 97 firmaer lejlighed til at præsentere deres produkter. Blandt udstillingsgenstandene var en opvarmet, lydisoleret skriftestol med hygiejnisk gitter og polstret stol. Der fandtes også lugtfri votivlys af mærket „Pave Johannes“ med 40 timers tidsindstilling; synthesizer-koncerter med kirkeklokker; pengeskabsagtige, pansrede kollektbøsser; videofilm til undervisning af børn (for eksempel Bibelen ifølge Johnny); og mapper af imiteret læder med det vigtigste udstyr til en udendørs messe.

Præstemoden blev ikke overset. To „designere af religiøs mode“ forklarede til den italienske avis La Stampa at ’unge præster først og fremmest vil have et moderne udseende, ren uld med broderier i tysk stil, lige linjer, enkelt, men i god kvalitet. Og forretningen går gudskelov godt.’

Der tjenes også tykt på den religiøse turisme. „Hvert år tager 15 millioner mennesker på rejse af religiøse årsager, og rejsebureauerne, religiøse eller ikkereligiøse, konkurrerer om at få dem som kunder,“ skriver den italienske avis La Repubblica. Som et eksempel på dette nævner avisen Il Messaggero om kirken Sant’ Antonio i Padova at „folk lægger millioner, ikke blot på hotellerne, men navnlig i kirkens bøsser som betaling for hellige billeder og souvenirs“.

Det er ikke så mærkeligt at „jordens rejsende købmænd græder og sørger“ når kristenheden bliver tilintetgjort sammen med al falsk religion. Åbenbaringen 18:11 afslører deres motiv: „Der [er] ingen . . . til at købe deres fulde lager mere.“