En ros der desværre ikke blev fastholdt

SIDSTE år i november, under et møde for italienske biskopper der blev afholdt i Bologna i Italien, indledte den katolske kirke et angreb på Jehovas Vidner. Under temaet: „Kristus vor Gud og vort håb: Kristne stillet over for Jehovas Vidner,“ hævdede præsten Giovanni Marinelli at Jehovas Vidner er „en fare for troen og samfundet“. På grund af deres hastige vækst blandt katolikker i Italien beskyldte han dem for at være ’et virus der især rammer de mest udsatte’.

Katolske sogne og bispedømmer i hele Italien blev instrueret om at tage forholdsregler mod Jehovas Vidner. Hvordan? Ved i hver by at danne grupper der, for at „åbne de troendes øjne“, skulle „sætte sig ind i“ Jehovas Vidners aktivitet.

Har en sådan mobilisering imod Jehovas Vidner været vellykket? Åbenbart ikke. I et brev der blev offentliggjort i sognebladet Piario skriver en præst: „Personligt kan jeg godt lide Jehovas vidner; det indrømmer jeg åbent. Man er helt fri til at være af en anden mening måske endog til at ekskommunicere mig. . . . De Jehovas vidner jeg kender optræder ulasteligt, taler med mild stemme . . ., [og] virker meget overbevisende. Hvornår går det op for os at sandheden kræver at blive fremlagt på en passende måde? At de der forkynder sandheden ikke nødvendigvis behøver at være halvhjertede, ildelugtende, uordentlige og sjuskede?

Jehovas vidner besøger desuden folk i deres hjem. I sit hjem er man i vante omgivelser og har derfor en fordel. . . . Man kan tage sin egen bibel ned . . . fra reolen, og checke om et skriftsted bliver korrekt citeret, om det er den rette mening der kommer frem, og så videre.

Må jeg også sige at noget der virker slående er at Jehovas vidner føler sig personligt ’kaldede’ . . . til at være ordets tjenere. Det er en opgave som vi for længe siden har glemt, hvilket har voldt vor evangelisering ubodelig skade. ’Hvordan skal de høre uden at nogen forkynder?’ For mig ser det ud som om Jehovas vidner ’har det hele’, ikke blot hvad deres familieliv, arbejde og indstilling til fritidsbeskæftigelse angår, men også med hensyn til personligt studium af deres lærepunkter og hvordan de hjælper andre til at forstå dem. Men det der får mig til at kapitulere helt er Jehovas Vidners begravelser. Hvis jeg sammenligner dem med vore katolske begravelser, hvor den eneste der tier stille er den afdøde, hvor ingen har en bibel i hånden for at følge med i den fælles oplæsning — . . . Hvilket lys! Hvilke bønner! Hvilken tro! Hvilken afklarethed! Hvem ved om jeg vil kunne modstå fristelsen til at tilføje følgende i mit testamente: ’Jeg ønsker at blive begravet af Jehovas Vidner.’ Hvem ved!

Deres måde at undervise på er yderst hensigtsmæssig. Måske er det fordi jeg selv er utilfreds og misfornøjet at jeg forstår deres ligefremme beskyldninger. De siger: ’Den verden vi lever i er fyldt med vold og umoralitet.’ Føler du trang til at sige dem imod? Jeg gør ikke. . . . ’Den katolske kirke, der er en af de ældste og mest udbredte trosretninger, har hovedansvaret for en sådan fornedrelse.’ Ønsker du at løfte røsten i protest? Ikke jeg. De er venlige mennesker, velopdragne, . . . hengivne. Jehovas vidner har det mod der kommer som følge af logik. Deres konklusion lyder: ’Forlad jeres kirker og kom over til os.’

Jeg indrømmer at det ville være frygteligt hvis jeg skulle forlade den tro jeg har fået ind med modermælken og gå over til en anden. Men hvis en sådan tro var fornuftig, hvorfor så ikke tage skridtet? Nu da jeg tænker over det, er det at skifte tro ikke det mindste ydmygende. . . . Det ville være ydmygende at forlade en religion for blot at finde sig selv svævende i et tomrum, at kappe ankeret for blot at drive hjælpeløst omkring. Men hvis nu jeg var af den mening at mit vasketøj var hvidt blot fordi jeg ikke havde set dit? Så har jeg al mulig grund til at vælge et bedre vaskemiddel, et der vasker hvidere end hvidt! Missionærer har kun en eneste opgave: at få folk til at skifte tro. . . . Hvorfor skulle jeg så ikke skifte tro hvis min samvittighed byder mig det? Hvis prædikanten overbeviser mig om at jeg bør gøre det? Hvis der er en fornuftig grund til det? Hvis Jehovas Vidners tro er mere rigtig . . ., så . . . vil jeg slutte mig til Jehovas Vidner. . . . Jeg ønsker at finde ud af om Jehovas Vidner har ret.“

I slutningen af sit brev nævner præsten at det at Jehovas Vidner bruger formen Jehova i stedet for Jahve når de udtaler det guddommelige navn, „ikke udgør nogen grund til at [han] skulle holde op med at nære stor sympati for Jehovas Vidner“. Hvorfor ikke? „Når alt kommer til alt,“ tilføjer han, „er de Guds vidner, og det er det der tæller!“

Efterskrift: Dette brev har åbenbart vakt stor vrede hos præstens foresatte i det katolske hierarki. I en senere udgave af det samme kirkeblad tilbagekaldte præsten sine udtalelser angående Jehovas vidner.