Costa Rica

FOR næsten fem hundrede år siden stod en høj, velbygget mand med ørnenæse på dækket af sit skib ud for Mellemamerika og betragtede undersøgende kystlinjen for at finde en passage til Det Indiske Ocean. Han fandt ingen. Men hvad han fandt i det år, 1502, var det land der blev døbt Costa Rica, hvilket betyder „Rig kyst“.

Manden var italieneren Christopher Columbus, som sejlede under spansk flag på sin fjerde og sidste sørejse til den nye verden. Han og andre opdagelsesrejsende håbede i øvrigt at finde guld i Costa Rica, men der var ikke meget kostbart metal at hente i landet. Hvad Columbus ikke vidste, var at dets største rigdomme skulle vise sig at blive dets indbyggere, især dem der havde egenskaber som ville gøre dem dyrebare i Jehovas øjne.

Da Columbus opdagede landet var det allerede beboet af indianere, som senest i år 1000 havde slået sig ned på denne landtange der forbinder Nord- og Sydamerika. Hvordan ser landet ud i dag?

Costa Rica er flankeret af Atlanterhavet (Det Caraibiske Hav) mod øst og Stillehavet mod vest, og gennem landet går der to høje, takkede bjergkæder fra Nicaragua i nord til Panama i sydøst. Flere af de højeste bjerge er aktive vulkaner. På den lave kystslette, hvor klimaet er varmt, vokser der tropisk regnskov. Hovedparten af befolkningen bor på den kølige, centrale højslette. Her ligger også landets hovedstad og største by, San José, omgivet af et bakkelandskab beklædt med kaffetræer.

Af landets 2.600.000 indbyggere er 97 procent hvide eller mestizer, hovedsagelig af spansk afstamning, mens den indianske befolkning tæller omkring 5000. Det officielle sprog er spansk, og statsreligionen er den romerske katolicisme, men der findes også ikkekatolske trosretninger.

I slutningen af 1800-tallet fik Costa Rica mange indvandrere fra Jamaica, Trinidad og Barbados. Disse hårdføre mennesker kom for at arbejde i Det Forenede Frugtkompagnis bananplantager langs Atlanterhavskysten. De bragte naturligvis deres protestantiske og katolske trosretninger og skikke med sig. De var viljefaste og hårdtarbejdende, og de fleste af dem nærede stor kærlighed til Bibelen.

Sandheden i Bibelen opdages

På denne baggrund blev der før århundredskiftet gjort en anden opdagelse i Costa Rica som var af større betydning end de opdagelser Columbus gjorde — man fandt sandheden i Bibelen. Hvordan Rigets budskab blev bragt til Costa Rica, ligger hen i det uvisse. Men Jehovas Vidner på Jamaica beretter at to jamaicanere der var flyttet til Costa Rica, H. P. Clarke og Louis Facey, fandt sandheden dér og bragte den gode nyhed tilbage til deres hjemland Jamaica.

Anna Reynolds, en ivrig bibelstudent fra Jamaica, kom til Costa Rica i 1904. Kort efter hendes ankomst sendte Selskabet en pilgrim, broder Condell, for at hjælpe hende i kolportørarbejdet eller heltidsforkyndelsen. Så snart broder Condell var vendt tilbage til Jamaica og havde rapporteret om den interesse der var fundet, blev det besluttet at sende en anden kolportør, Frank Hudson, til Costa Rica. Han ankom i 1906 og skabte stor interesse i den engelsktalende sorte befolkning. I The Watch Tower for 1. januar 1907 blev det rapporteret at Costa Rica i 1906 havde været en frugtbar jordbund for spredning af bibelsk læsestof.

Budskabet udbredes

I 1914 var sandheden trængt ud til alle dele af den atlantiske kystslette. Dét år oprettede Henry Adamson den første ekklesia eller menighed i Guácimo, en lille by omkring 80 kilometer fra Puerto Limón, som er denne frugtbare landbrugsegns økonomiske centrum. På det tidspunkt var budskabet endog nået til hovedstaden San José, der ligger over 160 kilometer fra Puerto Limón. Der boede mindst to engelsktalende brødre i hovedstaden, men eftersom befolkningen i San José talte spansk og bøgerne og bladene var på engelsk, var der i nogle år kun ringe fremgang. Der blev holdt møder i private hjem, men de blev ikke averteret.

Men andre steder i landet havde arbejdet en sådan fremgang at det blev nødvendigt at udnævne en lokal broder til pilgrim (det der nu kaldes kredstilsynsmand) og give ham til opgave at besøge brødrene i alle dele af Costa Rica, også San José. Valget faldt på Victor Samuels.

Stævner i den første tid

I 1914 blev der holdt et stævne i byen Puerto Limón, hvor elleve blev døbt. Ved den tid blev William og Claudia Goodin, Henry og Matilde Steele, familien Wilson og familien Williams døbt. Børn, børnebørn og oldebørn af disse første Vidner deltager i vidnegerningen i Costa Rica den dag i dag. Men mere om dette senere.

Ved de stævner der blev holdt i den første tid udarbejdede Selskabet ikke dispositioner til foredragene. Talerne valgte derfor selv hvad de ville tale om, opstillede selv deres disposition, og nogle talte endog uden manuskript. Under stævnerne blev der serveret gratis måltider hos en af brødrene, og man bidrog gavmildt med penge og fødevarer til gengæld. En fast del af menuen var en stærkt krydret kyllingeragout, serveret med ris og ærter kogt i kokosmælk, og modne, stegte pisanger, en slags bananer.

Ved slutningen af stævnerne var det skik at holde hvad man kaldte kærlighedsfester, hvor brødrene sang fællessange og delte småkager ud til alle som var til stede. Sangene blev sunget firstemmigt med melodiske, klangfulde stemmer.

En karakteristik af menigheden

Vennerne fejrede den årlige højtid til minde om Kristi død i en dyster stemning, iført hvide klæder. Børnene blev som regel ikke inviteret med, for at de ikke skulle forstyrre mødets alvor. Alle nød af brødet og vinen, hvorefter de gik hver til sit uden at mæle et ord til hinanden.

Dåbshandlingerne blev som regel arrangeret umiddelbart før mindehøjtiden. Brødrene og søstrene blev tilskyndet til at være klædt i hvidt til lejligheden. For at undgå nysgerrige blikke stod de op før daggry og tog ud til stranden og gennemførte dåbshandlingen før naboerne fandt ud af hvad der foregik. Mens de der skulle døbes blev dykket ned i havet, stod resten på strandbredden og sang i kor.

De offentlige foredrag var friluftsmøder. Alle vennerne samledes på et forud aftalt sted, og taleren holdt sit bibelske foredrag for dem der stod eller sad i en halvcirkel omkring ham. Der var også fremmede til stede, og de sang med på de sange der blev sunget.

Et navn der blev brugt om brødrene var „Gammelmandskirken“, fordi de ikke gjorde meget for at hjælpe deres børn åndeligt og fordi de fleste af menighedens medlemmer var godt oppe i årene. Senere oprettede brødrene deres egen søndagsskole til børnene, og endnu senere erkendte de naturligvis at det påhvilede forældrene selv at oplære deres børn. Der var dog én som indså dette på et tidligt tidspunkt. Det var Matilde Steele, som fødte sit syvende barn, Josephine, i 1918. Da datteren kun var 40 dage gammel blev hun taget med til et stævne i Cahuita, en badeby syd for Puerto Limón. Det var ikke nogen let sag at rejse med et spædbarn en hel dag med tog, skib og muldyr i det hede, fugtige klima. Den lille Josephine tog imidlertid ingen skade af strabadserne. Sytten år gammel blev hun døbt, og hun tjener stadig Jehova trofast sammen med sin familie.

Splittelse i menigheden

En skændig indflydelse

Denne lille, splittede gruppe kristne skulle komme ud for flere vanskeligheder da Vagttårnsselskabets første præsident, Charles T. Russell, døde i 1916. På hovedkontoret i Brooklyn i New York havde selviske brødre smedet et djævelsk komplot for at fravriste Selskabets næste præsident, Joseph F. Rutherford, og andre udnævnte brødre ledelsen. Men Jehova tillod ikke sin organisation at falde i hænderne på disse troløse elementer.

En af hovedmændene bag modstanden var Paul Johnson, der, i modstrid med Selskabets forklaring, mente at Jesu genløsningsoffer også ville komme Adam og Eva til gavn. Han skrev breve og sendte skriftligt materiale til brødrene i Costa Rica med besked om at de ikke skulle støtte broder Rutherford. Nogle få foretrak Johnsons lære frem for Bibelens og skilte sig ud fra organisationen.

Det første besøg fra hovedkontoret

I 1917 fik Costa Rica sit første besøg af en udsending fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn. Det var Walter Bundy der besøgte landet sammen med sin kone. Men hvorfor ville Selskabet ofre penge på at sende en repræsentant fra hovedkontoret helt til Costa Rica? Jo, antallet af bibelstudenter voksede. I 1918 var der 73, hvilket betød at Costa Rica havde det fjerdestørste antal bibelstudenter i verden, kun overgået af England, De Forenede Stater og Australien. Der var under en halv million indbyggere i Costa Rica på det tidspunkt.

Nogle kommer ind på et sidespor

Satan fik igen travlt med at bekæmpe sandheden. Han forsøgte at aflede brødrenes opmærksomhed fra deres hovedopgave, at ophøje Jehovas navn. Blandt de sorte indbyggere i den atlantiske zone blev der dannet en organisation kaldet UNIA, Universel Forening til Forbedring af Negrenes Kår.

Som navnet antyder, var dens formål at forbedre forholdene for de sorte. En af de kampagner denne organisation førte, blev kaldt „Tilbage til Afrika“ og blev blandt de sorte næsten sidestillet med kampagnen for jødernes tilbagevenden til Palæstina.

Brødrene viste ikke alene interesse for denne organisation, men fortolkede endda visse skriftsteder sådan at de støttede dens formål. Resultatet var at nogle brødre kom ind på et sidespor og ikke længere forkyndte den gode nyhed om Guds rige som løsningen på menneskenes problemer. Selv pilgrimsbroderen Victor Samuels mistede sit klare åndelige udsyn. Han blev udnævnt til præst for UNIA og prædikede ved denne forenings møder i stedet for at forkynde for menigheden. Der er ingen tvivl om at dette havde en meget skadelig virkning på brødrene.

Omkring 1924 rejste Victor Samuels til Afrika for at hjælpe det afrikanske folk. I et brev som han sendte fra Lagos i Nigeria til en af brødrene i Costa Rica, fortalte han at han havde spredt 2500 eksemplarer af bogen Guds Harpe. Han skabte således en del opmærksomhed om Rigets budskab i Nigeria.

Vejen til enhed

Efter at Victor Samuels havde forladt Costa Rica blev Henry Adamson fra den oprindelige menighed i Guácimo i 1924 udnævnt til pilgrim og kom til at forestå arbejdet. Nogle af brødrene i Puerto Limón brød sig ikke om den måde broder Adamson optrådte på, og gjorde oprør. Omkring to år senere sendte Selskabet en anden broder fra Brooklyn, George Young. Hans opgave var at forene brødrene i Puerto Limón og at bringe forkyndelsen ind på det rette spor igen. Først holdt han et bibelsk foredrag med lysbilleder i Arrasty-teatret i Puerto Limón. Derefter besøgte han brødrene i San José for at få gang i arbejdet blandt hovedstadens spansktalende indbyggere.

Broder Youngs forsøg på at forene de to grupper i Puerto Limón viste sig frugtesløse, og han vendte tilbage til De Forenede Stater. Broder Adamson blev i begyndelsen af 1927 flyttet fra Costa Rica til Panama. Efter deres afrejse udnævnte Selskabet ikke nogen anden pilgrim til at forestå arbejdet før ti år senere, i 1937. Men de lokale brødre arbejdede ufortrødent videre. De fortsatte med at forkynde de fire-fem steder hvor de samledes, og sendte deres tjenesterapporter direkte til Selskabet i Brooklyn.

I 1931 blev de trofastes bønner om enhed besvaret da Selskabet sendte breve til alle menigheder hvori alle som var i overensstemmelse med Selskabet blev opfordret til at vedtage et nyt navn — Jehovas Vidner. Resolutionen blev samtidig en dødsdom for den navnløse oprørsgruppe. Den uddøde, og dermed forsvandt også splittelsen i menigheden i Puerto Limón. Den teokratiske udnævnelse af tjenere der begyndte i 1938, tjente til yderligere at forene brødrene.

Gang i arbejdet igen

Inden broder Adamson tog til Panama organiserede han en gruppe i Río Hondo, en lille landsby i den atlantiske zone. Et medlem af denne gruppe, Albert Ezra Pile, blev døbt den 17. november 1926. Han havde første gang hørt om sandheden som 29-årig i 1918, samme dag som han var ankommet fra Barbados — men dengang anede han intet om at han skulle komme til at spille en hovedrolle i Jehovas Vidners historie i de kommende år. Da Ezra gik til ro aftenen efter sin ankomst, bad han sin vært om noget at læse i, og fik det første bind af Studier i Skriften. Samme nat vakte Bibelens sandheder hans kærlighed til Jehova. Han blev snart pioner og er nu, i en alder af 99, tilsluttet menigheden i Siquirres. Men hvilken indflydelse fik han på forkyndelsen?

I 1927 flyttede broder Pile til den lille by Siquirres, hvor han mødte Frank Hudson, den kolportør der var kommet til landet i 1906 for at få arbejdet i gang. Nu var broder Hudsons nidkærhed i tjenesten imidlertid blevet kølnet på grund af mismod. Men de to brødre slog sig sammen og besluttede at få arbejdet i gang igen på en mere organiseret måde.

Da krigsskyerne hang lavt over Europa i 1937 frygtede broder Pile for at krigstruslen skulle afskære forsyningen af bøger, brochurer og blade fra hovedkontoret til Costa Rica. Han skrev derfor til Brooklyn og tilbød at have Selskabets boglager i sit hjem. Selskabet tog imod tilbudet, og lageret blev overført fra Puerto Limón til Siquirres. Broder Pile blev leder af ekspeditionen og sendte bøger og blade ud til alle dele af landet hvor brødrene boede.

En ny arbejdsmark

Indtil nu har vi kun beskrevet hvad der skete blandt den engelsktalende befolkning der boede langs Atlanterhavskysten. Der var stadig ikke gjort noget virkeligt forsøg på at forkynde Rigets budskab for de spansktalende indbyggere i denne del af landet.

Adgangen til den vældige spanske arbejdsmark i den atlantiske zone blev åbnet i Siquirres da nicaraguaneren Florencio Pérez hørte sandheden af Frank Hudson på en usædvanlig måde. Det skete i 1932. Det var en statue som broder Hudson havde der vakte Florencios interesse for sandheden. Broder Hudson havde lavet en stor model af billedstøtten fra Nebukadnezars drøm, med hovedet af guld, brystet af sølv og benene af jern. Han plejede at stille modellen på verandaen foran sit hus, og når forbipasserende standsede op, forklarede han hvad den betød. Somme tider stillede han sig op med en tavle på torvet for at forklare Bibelens profetier for dem der samlede sig omkring ham.

Frank Hudson talte ikke ret meget spansk, og Florencio talte endnu mindre engelsk. Trods denne sprogbarriere blev han interesseret i Hudsons forklaring af Bibelen og lærte endog sig selv at læse og skrive.

Da Florencio læste brochuren Hjem og Lykke blev han overbevist om at det var sandheden og skrev til Selskabet i Brooklyn at han gerne ville arbejde sammen med Jehovas Vidner. Selskabet svarede med et opmuntrende brev og sendte en spansk bibel. Fra det øjeblik begyndte Florencio at bruge al sin tid til at udbrede Rigets budskab ved hjælp af bøger og brochurer som han fik fra broder Hudson. I 1938 blev han døbt ved et stævne i Siquirres.

Den første spansktalende pioner

Et år før Florencio Pérez blev døbt (men efter at han havde indviet sig til Jehova) ansøgte han Selskabet om at måtte træde ind i pionertjenesten. Han blev udnævnt den 1. juni 1937 og blev dermed den første spansktalende pioner i Costa Rica. Hans første distrikt omfattede hele den spansktalende befolkning i den atlantiske zone. Han fik også til opgave at arbejde sammen med den lille spansktalende menighed i San José.

Broder Pérez brugte et væld af metoder til at udbrede Rigets budskab. Somme tider bandt han brochurer til træernes grene langs stier hvor forbipasserende kunne finde dem. Eller han tog ud til lufthavnen ved San José og spredte bøger og brochurer til oversøiske passagerer og fik dem til at love at give læsestoffet videre til andre. Han gik til fods gennem den tætte jungle, sov hvor natten indhentede ham, undertiden under åben himmel, overladt til myggenes nåde og barmhjertighed, og ofte brød han nattens stilhed ved at klimpre på den guitar han altid havde med sig. Han var altid på farten, i færd med at forkynde evangeliet, og denne ånd fulgte ham ind i Nicaragua, hvor han fortsatte som pioner i mange år.

Menigheden i San José

Hvordan var den spansktalende menighed i San José blevet oprettet? Siden den første verdenskrig var der blevet holdt engelske møder i hjemmet hos broder Williams, der havde lært sandheden at kende i 1912 og senere var blevet præsiderende tilsynsmand. Han havde tidligere været lægprædikant i en evangelisk kirke hvor hans kone spillede orgel. Men da der ikke fandtes mange som talte engelsk i hovedstaden dengang, var væksten langsom.

Efterhånden som der blev trykt bøger og brochurer på spansk, blev forkyndelsen lettere. I 1931 var der en gruppe på ti eller tolv spansktalende venner som holdt møder i private hjem. En af dem var Felipe Salmerón. Han forkyndte også i havnebyen Puntarenas ved Stillehavet. Efter mere end 30 års forløb var sandheden endelig nået fra kyst til kyst.

Hen imod slutningen af 1941 blev broder Pile sendt fra Siquirres til San José for at afløse broder Williams som tilsynsmand. Menigheden holdt nu møder i Flavio Romeros hjem, og Selskabet korresponderede med brødrene dér gennem pioneren Florencio Pérez.

Gileadmissionærer styrker organisationen

Da broder Pile udfærdigede sin rapport til Selskabet om forholdene i menigheden i San José, anbefalede han at der blev sendt en broder som var rodfæstet i den teokratiske organisation til Costa Rica for at føre tilsyn med arbejdet. Brødrene kom ikke til at vente længe på dette, for den 23. december 1943 ankom Theodore Siebenlist og hans kone, Hermena, fra den første gileadklasse. Costa Rica var et af de fire første lande i verden der modtog gileadmissionærer.

Broder Siebenlist havde en solid baggrund i organisationen. Hans fader blev døbt i 1913, to dage efter at Theodore var født. Hans forældres hjem blev brugt som mødested, og han var sammen med sine forældre med til at uddele traktater. Han blev selv døbt ved stævnet i Washington, D.C., i 1935. Ved et stævne i 1937 traf han Hermena Deines, og de giftede sig året efter.

Virkningerne af den anden verdenskrig, der stadig rasede i Europa, kunne også mærkes i Costa Rica. Da Theodore og Hermena ankom til San José, så de alle vegne tegn på nøjsomme og barske livsvilkår. De søgte i en måned før de fandt en egnet bolig i en førstesalslejlighed med et tilstødende lokale der kunne bruges til rigssal. Den lå praktisk i en sidegade til hovedgaden og blev således en velkendt adresse. Lokalet blev fortsat brugt som rigssal indtil 1956, da man gik over til at bruge rigssalen ved det nye afdelingskontor.

Der oprettes et afdelingskontor

Cirka tre måneder efter missionærernes ankomst aflagde Vagttårnsselskabets tredje præsident, Nathan H. Knorr, og hans hjælper, Milton Henschel, et besøg. Det var første gang at en af Selskabets præsidenter havde sat sin fod i Costa Rica. Boglageret og ekspeditionen var allerede blevet flyttet fra Siquirres til San José i januar 1944, og nu, i marts, oprettede broder Knorr et afdelingskontor. Dette var et vendepunkt hvad ledelsen af vidnearbejdet angik. Under sit besøg gav broder Knorr besked om at man skulle se sig om efter et større missionærhjem, da der ville komme flere til for at hjælpe med i arbejdet. Der blev fundet et hjem i den nordvestlige del af San José.

I løbet af de næste to år blev missionærfamilien forøget med Charles og Lora Lea Palmer, Woodrow („Woody“) Blackburn, Donald H. Burt, William Eugene Call og Franklin og Emily Hardin, som alle var udgået fra Gileadskolen. Hvilken hjælp! Donald Burt blev kun en kort tid i landet, da han blev sendt videre til Honduras og senere til Peru, hvor han nu tjener som koordinator i afdelingskontorets udvalg.

Enhed i San José

Ligesom der tidligere havde været en splittelse i Puerto Limón, var gruppen i San José også delt. Hvad skete der nu? Broder Siebenlist opmuntrede til enhed. Hans motto var: „Gør det rigtigt, eller lad helt være med at gøre det.“

Broder Siebenlists årsrapport til Selskabet for 1944 talte tydeligt om fremgang. Han skrev: „De spanske brødre i Costa Rica, der nu tæller omkring 75, var splittede da vi kom hertil i december og havde indtil forrige måned haft to rigssale i San José. Straks efter vor ankomst tilskyndede vi de to grupper til at slå sig sammen og komme regelmæssigt i den samme sal. Ved det første møde var begge grupper til stede, og der var i alt cirka 30 deltagere. Nu fungerer, ved Herrens nåde, den lokale organisation ganske gnidningsløst, og gruppen er vokset til omkring 60.“

I april året efter nåede man et nyt forkynderhøjdepunkt — 223! Hvilken vækst, når man tænker på at der ved ægteparret Siebenlists ankomst mindre end to år tidligere kun havde været omkring 120 forkyndere i de fire engelsktalende og de to spansktalende menigheder tilsammen!

Vennetjenere

Det første år i Costa Rica tjente broder Siebenlist som vennetjener, det der nu kaldes kredstilsynsmand. Han besøgte de seks menigheder og nogle interesserede der boede isoleret, selv om afstandene var lange og det var besværligt at rejse omkring. Da de næste missionærer kom til, kunne der aflægges flere besøg i menighederne.

Efter en tre ugers rejse som vennetjener til de syv engelsktalende menigheder skrev en af missionærerne, broder Blackburn: „Man må beundre disse brødres kærlighed til og nidkærhed for Teokratiet. Brødrene er materielt fattige, og dog åbner de meget gæstfrit deres hjem for Selskabets tjenere og giver dem det bedste de har at tilbyde. De er ydmyge og ønsker belæring. De beklager sig ikke over at måtte gå kilometer efter kilometer i kvælende varme og ad mudrede stier for at aflægge genbesøg og holde bibelstudier.“

Broder Blackburn er stadig i heltidstjenesten — næsten 40 år efter at han indsendte denne rapport. Han har tjent i Nicaragua, Honduras og Mexico med sin familie.

Vennetjenernes besøg blev ikke kun værdsat af menighederne, men også af den lokale befolkning. Franklin Hardin (bedre kendt som „doktor“ fordi han var kiropraktor) og hans kone, Emily, besøgte Puerto Limón i 1946. Den lokale avis skrev: „Den noble gæst blev ledsaget af sin yderst behagelige hustru. Vi har aldrig set dem før, men allerede ved nogle få øjeblikke i deres selskab efterlades et charmerende og mindeværdigt indtryk, og deres tale fryder og beriger os som havde vi kendt dem i mange år. Vi fulgte med dyb opmærksomhed de mange skriftsteder han citerede til støtte for sit budskab.“

Den første indfødte kredstilsynsmand

Rapporten om kredstjenesten i disse første år ville ikke være fuldstændig uden at vi også nævnte Arnold Williams fra Puerto Limón. Han bestyrede en butik for Det Forenede Frugtkompagni, men så snart han kunne, blev han almindelig pioner. Derved satte han et storslået eksempel for de yngre med hensyn til at sætte Rigets interesser først. På grund af sin nidkærhed og beslutsomhed blev han oplært som kredstilsynsmand i San José og begyndte i denne tjeneste i 1948. Han giftede sig med Mildred Gumbs (nu Ortega), og de fortsatte sammen i kredstjenesten indtil 1959. Da han var velbevandret i både engelsk og spansk, oversatte han for broder Knorr under dennes første besøg. Det var et sørgeligt tab for alle da han døde i en ung alder, efterladende sig mange „anbefalingsbreve“. — 2 Kor. 3:1.

Pionerer udbreder budskabet

Foruden den værdifulde hjælp som missionærerne og kredstilsynsmændene ydede, bidrog pionererne i betydelig grad til at udbrede budskabet til nye områder. I begyndelsen af 1944 var der to pionerer, men i august var gruppen vokset til ni.

Der var tretten forkyndere til møderne i Grecia, hvortil søstrene Evelyn Ferguson (nu Taylor) og Mildred Gumbs blev sendt som de første specialpionerer i landet. Året efter, i 1945, blev Eugenia Dillon også udnævnt til specialpioner.

Berta Solera, en ældre enke der virkede som pioner i San José, nærede et stærkt ønske om at vende tilbage til provinsen Guanacaste, hvor hun var født, men for at få råd til rejsen måtte hun sælge det eneste hun havde at leve af — sin lille symaskine. Hun og Anita Taylor foretog en forkyndelsesrejse dertil i 1947 og fandt mennesker, både i Liberia og Filadelfia, hvis interesse for det åndelige bevægede dem til at åbne deres hjem for pionererne. I 1949 blev Berta, ledsaget af sin datter, sendt til Liberia som specialpioner, og siden kom to af Swaby-pigerne dertil for at samarbejde med hende. Hvem er Swaby-pigerne?

Søstre i pionertjenesten

Claudia Goodin, en høj, lyshudet kvinde som stammede fra Jamaica, havde to døtre, Joy og Fe. På det tidspunkt boede Claudia sammen med sin kødelige søster Arelminta Swaby i Puerto Limón. Arelminta havde fire døtre — Dorell, Calvie, Lila og Casel. Dorell var den første af Swaby-pigerne der tog ud som pioner. Hun og Corina Osorio (nu Novoa) fik anvist distrikt i Point Quepos, der ligger på vestkysten. Senere sluttede Dorells tre søstre sig også til pionerernes rækker.

Claudia Goodins to døtre, Fe og Joy, blev specialpionerer i 1948 i Alajuela, hvor der var blevet oprettet en menighed. Dora Argentina Vargas (nu Call) blev også føjet til pionerstyrken. I 1950 kom Dorell Swaby og Fe og Joy Goodin på Gileadskolen og blev sendt til Panama. Lila Swaby og Evelyn Ferguson kom på Gilead i foråret 1953 og Dora Argentina Vargas kom i den følgende klasse. Siden 1940’erne har disse flittige søstre sået mængder af Rigets sædekorn.

Hesten og barberen

Omkring 1944, da afdelingskontoret blev oprettet i San José, fik en katolik i San Carlos brochuren Harmagedon med posten og gav den videre til Naftalí Salazar, der var medlem af en evangelisk kirke. Naftalí var så forbløffet over det han læste i brochuren at han viste den til præsten i sin kirke. Præsten blev rasende og advarede ham mod denne „russellitiske gift“.

Men Naftalí ville gerne træffe en fra Vagttårnets organisation, som havde udgivet brochuren. Han havde hørt om en italiensk barber der også modtog Selskabets litteratur. Barberen boede i Grecia, omkring hundrede kilometer borte. Naftalí besluttede sig til at besøge barberen. Han regnede ud at han, for at komme til Grecia, kunne melde sig som kvægdriver på en rejse der ville vare tre dage, og på tilbagevejen gøre holdt i Grecia.

Da han nåede til Grecia, blev han henvist til et hus hvor der boede et ældre ægtepar der ikke talte spansk. Han tog sin højt skattede brochure frem og viste dem den. De kunne kun sige: „Bibel, bibel,“ og pege hen ad vejen mod en bakke som lå længere fremme. Skuffet steg Naftalí på hesten igen og lod den trave i den anviste retning. På toppen af bakken drejede han af fra vejen, ind ad et smalt spor, og standsede ved en låge. Han lukkede lågen op, og hesten vendte sig bagefter om for at han lettere kunne lukke den igen. De befandt sig på en eller andens mark. Hesten travede tværs over marken til endnu en låge. Foran lågen lå der en lille hytte, og udenfor sad en mand, hans kone og to små børn.

„Hvad ønsker du?“ spurgte manden.

„Undskyld mig, men min hest har ført mig hertil. Jeg leder efter en italiensk barber.“

„Det er mig, og hvem er så du?“

„Jeg er Naftalí Salazar fra San Carlos.“

Barberen havde åbenbart allerede hørt om manden, for han rakte hænderne i vejret og sagde: „Jehova være lovet. Han har sendt dig hertil.“ Hvilken lykkelig dag for Naftalí!

Ægteskaber og lotterier

Efterhånden som Rigets arbejde antog et større omfang blev det også nødvendigt at gennemføre moralsk renhed. Hertil var broder Knorrs andet besøg, der fandt sted i 1946 og hvor han var ledsaget af broder F. W. Franz, en stor hjælp. Brødrene blev gjort opmærksomme på nødvendigheden af at legalisere deres ægteskab. Leonard Hurst, som på det tidspunkt ikke var gift med den kvinde han boede sammen med, husker hvad broder Knorr sagde: „Alle jer her i aften som bor sammen med en kvinde men ikke har fået jeres ægteskab ordnet juridisk, vil jeg give et råd. Gå hen i den katolske kirke og meld jer ind dér, for dér kan I praktisere den slags. Men det her er Guds organisation, og her kan I ikke praktisere den slags.“

Leonard følte at broder Knorr talte direkte til ham, så på mindre end en måned var han blevet skilt fra sin tidligere kone og blevet lovformeligt gift med den kvinde han boede sammen med.

Noget andet der måtte justeres, var indstillingen til at købe lodsedler. Evelyn Ferguson valgte altid et bestemt lykkenummer og bad endda til Jehova om at hendes nummer måtte blive udtrukket. Hvorfor? For at hun kunne komme ud i pionertjenesten. Da hun indså at det ikke var bibelsk korrekt at spille i lotteriet, besluttede hun straks at holde op med at købe lodsedler.

Den mand hun købte lodsedlerne af, kom som sædvanlig og insisterede på at hun skulle spille på sit lykkenummer igen. Men Evelyn holdt fast ved sin beslutning og var ikke spor skuffet da hendes nummer kom ud samme dag. Kort efter denne hændelse blev hun pioner, og dét uden ’lykkegudens’ hjælp. — Es. 65:11.

„Støv til støv“

Brødrene holdt også op med at følge traditionelle religiøse skikke som var af tvivlsom oprindelse. Ved en forkynders begravelse sluttede broderen der forestod handlingen, derfor blot med en kort bøn ved graven, og undlod at følge den religiøse tradition at sige „aske til aske og støv til støv“ og kaste en håndfuld jord på kisten. Men nogle religiøse mennesker som var til stede, blev så opbragte over dette at de gjorde det selv.

Nogen tid senere døde en ældre søster. Lige før kisten skulle sænkes i graven åbnede den broder der havde holdt begravelsestalen, sin bibel og læste ordene: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:19, da. aut.) Idet han vendte sig mod skaren, der omfattede nogle af de samme religiøse mennesker, sagde han, uden at holde nogen pause: „Der siges ikke noget om aske her. Sænk kisten, brødre.“ Lamslåede sansede modstanderne ikke at kaste den traditionelle håndfuld jord på kisten.

Hvad var resultatet af kredstilsynsmændenes besøg, missionærernes ankomst og lydigheden mod de bibelske love? Enhed og vækst. Allerede inden 1950’erne begyndte, passerede man 1000 forkyndere, rapporterede over 850 bibelstudier om måneden og havde 32 virksomme menigheder.

Et stævne i landdistriktet

Indtil 1950 var de fleste af stævnerne blevet holdt i Puerto Limón og San José. Men nu var interessen tilstrækkelig stor til at man kunne holde et stævne i en lille bebyggelse der kaldes Argentina de Tilarán.

Det var ikke så ligetil for broder og søster Siebenlist at komme til Argentina de Tilarán. De rejste først med fly og steg derefter på en gammel bus som skrumlede ud ad en ujævn vej. Hvor vejen sluttede, ventede brødrene på dem med heste. Resten af turen blev tilbagelagt på hesteryg. Stævneområdet var kun omgivet af spredte gårde. Men brødrene var meget begejstrede — det var deres første stævne. Nogle af dem havde vandret til fods ad bjergstier i op til ni timer. Ved optællingen om søndagen var der næsten 300 til stede, nogle stående og andre siddende på interimistiske bænke lavet af brædder som var lagt oven på sække med ris.

Under stævnet blev den teokratiske skole ledet af en nyudnævnt skoletilsynsmand. Inden han begyndte gav kredstilsynsmanden ham detaljerede instruktioner om hvordan han skulle vejlede elevtalerne. Han fik for eksempel at vide at han skulle vejlede hver elev for to gode punkter og to svage punkter. Kredstilsynsmanden følte sig overbevist om at broderen forstod det og at alt ville forløbe glat. Da den første elev havde afsluttet sit foredrag trådte skoletilsynsmanden imidlertid op og sagde — til kredstilsynsmandens forfærdelse — nervøst, men oprigtigt: „Broder, du havde to gode punkter og to dårlige punkter. Prøv at gøre det bedre næste gang.“ Og uden at sige mere gik han over til at introducere den næste elev.

Fra fiskere til menneskefiskere

I 1940 tog Josephine Steele til Moín, der ligger umiddelbart nord for Puerto Limón. For at begynde sin forkyndelse stillede hun grammofonen op på jernbanestationen i Moín. Hun spændte fjederen med nogle raske drej på håndsvinget, anbragte forsigtigt nålen i den første rille på en plade med dommer Rutherford, og satte pladen i gang. „Religionen er en snare og et svindlerforetagende,“ tordnede stemmen fra grammofonen. En stor gruppe mænd stimlede sammen. Én i gruppen, fiskeren Vincente Sanguinetty, kaldte på sin makker, Silbert Spence. Silbert nærmede sig klyngen med bukserne rullet op, satte hænderne i siden, så på sin ven Vincente, og spurgte: „Hvem er det der taler?“

„Ved du ikke engang det? Det er da dommeren!“ svarede Vincente, hvormed han mente Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets anden præsident.

Vincente havde allerede læst nogle af broder Rutherfords bøger, og de to mænd holdt Josephine travlt beskæftiget hele dagen med deres bibelske spørgsmål. Vincente fortalte søster Steele at han en dag på havet midt i en heftig storm havde bedt Herren om hjælp og lovet at tjene ham hvis han overlevede. Han ville stadig gerne opfylde sit løfte til Gud, men der var to ting han havde problemer med — kvinder og stoffer. Der blev oprettet et bibelstudium med de to mænd, og ikke længe efter, den 21. september 1940, blev de begge døbt, og det samme blev Silberts kone, Valmina.

„Jeg blev mere og mere glad da det gik op for mig at Jesu ord til Peter og Andreas blev opfyldt på mig,“ sagde Silbert. „Jeg fiskede nu efter mennesker.“ Joshua Steelman, der aflagde et besøg som Selskabets særlige udsending, spurgte Silbert: „Hvornår har du så planer om at blive pioner — når Harmagedon banker på døren?“ Silbert indså tidens alvor. Han og Valmina begyndte som pionerer i november 1948.

Selv om Silbert havde besvær med det spanske, blev han udnævnt til kredstilsynsmand for de spanske menigheder. I begyndelsen holdt han alle sine foredrag på engelsk, og en anden oversatte for ham. En dag beroligede en spansktalende broder Silbert med ordene: „Broder Silbert, du skal ikke være bekymret for dit spanske. Vi ved at du har besvær med det, men alligevel får vi bedre fat i det du lærer os.“ Ja, kærligheden kender ikke til sproggrænser.

Silberts kone fulgte ham trofast i kredstjenesten indtil sin død i 1974. Og han tjente trofast som medlem af afdelingskontorets udvalg indtil sin død i maj 1985.

Den første stævnehal

Væksten begyndte at gøre indtryk på de religiøse ledere rundt om i landet. De lagde pres på de sociale organisationer, så det blev sværere og sværere at leje lokaler til kredsstævnerne i Puerto Limón. De lokale brødre bestemte sig da til at bygge en rigssal der også kunne bruges som stævnesal. På en byggegrund blot tre gader fra den centrale plads i byen blev der opført en toetages bygning. Rigssalen blev anbragt på første sal, og nedenunder var der en bolig til kredstilsynsmanden, foruden køkken og bespisningsafdeling til brug ved stævnerne. Torsdag den 19. august 1954 blev bygningen indviet. I 1972 blev den ombygget og bruges nu af tre menigheder og til de mindre, engelske stævner.

Rigssal brændt

På den modsatte kyst, ud mod Stillehavet, oplevede brødrene ikke den samme glæde ved deres rigssal. En menighed på cirka 45 forkyndere holdt møder i den lille landsby Manzanillo de Ario. Modstanden mod dem voksede, indtil truslerne om vold bar en uhyggelig frugt.

En nat ved midnatstid stod rigssalen pludselig i flammer. Den blev fortæret så hurtigt at intet kunne reddes — et stort tab af materielle og åndelige værdier for mennesker der i forvejen var fattige. Standsede denne nedrige handling Rigets arbejde? Nej, tværtimod! Uvirksomme forkyndere blev vakt åndeligt til live, og nye begyndte at slutte sig til Vidnerne. Man flyttede mødestedet til en broders hjem og fortsatte med forberedelserne til mindehøjtiden.

Fik overgrebet så nogen indvirkning på mindehøjtiden? Ja, men kun til det bedre. Der kom næsten 300 procent flere end i årene før. Modstandere formår ikke at kue den sande tro. Det viste Jesus Kristus og apostlene til fulde, og det samme viser tusinder af Jehovas vidner i dette århundrede ved at bevare troen stærk under prøvelser. — 1 Pet. 1:6, 7.

Pøbelaktion standset

Meget af modstanden blev anstiftet af de gejstlige. For at advare deres hjorde når Jehovas vidner var i nabolaget installerede præsterne for eksempel højttalere i kirketårnene. De lod også trykke skilte med teksten: „Vi er katolikker. Vi bryder os ikke om protestantisk propaganda,“ og solgte dem til deres sognebørn, som så anbragte dem i vinduerne i deres huse. Forkynderne ignorerede naturligvis disse skilte.

Eugenia Dillon erfarede at ikke alle lod sig påvirke af præsterne. En dag hun var i tjenesten begyndte en pøbelsværm at følge efter hende, råbende: „Englenes jomfru hersker her. Længe leve den suveræne pave! Vi er katolikker og vil ikke have protestantisk propaganda.“ Hun bad hurtigt Jehova om hjælp, og ved den næste dør hun bankede på, spurgte manden, med et blik hen på skaren: „Følger de folk efter Dem? Kom indenfor, så skal jeg forsvare Dem mod disse lømler.“

Da søster Dillon var kommet indenfor og mente at hendes bøn var hørt, styrtede manden ind i et andet værelse, greb sin revolver, ladede den, og løb ud af huset til havelågen. Dér råbte han til pøbelen, idet han svingede med sin revolver: „Denne pige hører ikke til min tro, men jeg forsvarer hende, og jeg beordrer jer til at opløse denne pøbel hvis I ikke vil miste livet.“

Pøbelen spredtes med det samme, og manden vendte tilbage til huset med et smil, idet han sagde at han ikke virkelig havde villet dræbe dem, men at en revolver var det eneste sprog sådan et slæng dæmonbesatte bøller kunne forstå.

Ved en anden lejlighed tog broder Pile sammen med en stor gruppe forkyndere ud for at arbejde i Juan Viñas, vest for Siquirres. Præsten begyndte at ringe med kirkeklokkerne for at kalde sine sognebørn sammen. Han gav nogle af sine tilhængere besked på at gå fra dør til dør og sige til de andre at de ikke skulle lytte når Jehovas vidner bankede på.

Præsten må have godtet sig og ment at det hele gik som smurt, indtil jefe político’en, en slags borgmester og politimester i samme person, kaldte brødrene og de øvrige politifolk ind på sit kontor. Derefter bad han broder Pile om at afspille det budskab han havde med på grammofonen. Efter at have lyttet til de indspillede plader om Riget modtog politifolkene bibelsk læsestof. Politimesteren kunne ikke se noget forkert ved deres arbejde og gav dem besked på at fortsætte med deres forkyndelse.

Da John Craddock holdt et offentligt foredrag fra orkestertribunen i San Ramón bypark, blev der vundet en klar sejr over modstanden. Nogle få lokale folk samt pionererne fra San Ramón og omkring seks brødre der havde ledsaget broder Craddock fra San José, var mødt op for at høre foredraget. (John og hans kone, Emma Marie, der var udgået fra den tiende gileadklasse, havde sluttet sig til missionærfamilien i 1949. Nu, blot halvandet år senere, skulle de få modstanden at føle.) En præst med en skare børn steg op på orkestertribunen bag ved broder Craddock og begyndte at afbryde ham med tilråb. Samtidig kom en gruppe voksne løbende fra den modsatte ende af byens plaza, råbende: „Dræb ham, dræb ham!“

Pøbelskaren var åbenbart kun ude på at skræmme broder Craddock, for den fór forbi uden at røre ham. Ude af stand til at fortsætte sit foredrag på grund af forstyrrelserne, gik John sammen med Marie og de andre fra San José hen til busstoppestedet, hvor byens borgmester henvendte sig til dem og beklagede at foredraget var blevet afbrudt. Borgmesteren bad missionæren om at komme igen og holde et nyt møde, og lovede at der så ville blive stillet politibeskyttelse.

Sådan gik det til at en gruppe forkyndere tre uger senere vendte tilbage til San Ramón og endda averterede foredraget over hele byen med løbesedler. Da tiden for foredraget var inde, var plazaen flankeret af politifolk. Denne gang var der ingen forstyrrelser.

Borgerkrig

Efter valget i 1948 udbrød der revolution og borgerkrig. Det blev vanskeligt at komme rundt i tjenesten. Mens Eugenia Dillon og en anden forkynder arbejdede sammen i et landdistrikt, blev de standset af soldater. „Holdt, hvem der?“ kommanderede soldaterne, med riflerne pegende på dem. „Hvilket politisk parti hører I til?“

„Vi er Jehovas vidner,“ svarede søstrene. „Vi forkynder Guds rige ved Kristus Jesus, den eneste regering der kan bringe virkelig fred til menneskene.“

Mens soldaterne undersøgte taskerne, forkyndte pionererne for dem. Søstrene fik lov at gå, og de fortsatte med at forkynde for beboerne i distriktet, som var bekymrede og ængstelige på grund af krigen.

Under borgerkrigen flygtede mange af de falske hyrder, præsterne, for deres liv og lod hjordene i stikken. Dette gav brødrene og søstrene lejlighed til at forkynde for de „får“ der var blevet ladt tilbage. Nu kunne folk se at deres præste-hyrder ikke havde givet dem åndelig føde men i stedet havde flået dem. Da de falske hyrder vendte tilbage fandt de til deres ærgrelse at mange af deres „får“ studerede med Jehovas vidner.

Med muldyrvogn

For at komme omkring i forkyndelsen har brødrene i Costa Rica benyttet forskellige transportmidler, deriblandt toget. Men det er ikke alle togvogne der trækkes af en maskine. Der findes et særligt transportmiddel som kører på en smalsporet bane og trækkes af et muldyr — den såkaldte muldyrvogn. Den kan være mere nervepirrende at køre med end en rutschebane.

Vognen består af en platform med hjul under. På platformen er der bænke med plads til 20 personer. Når vognen er i bevægelse er den eneste bremseanordning en træpæl der er monteret gennem et hul i gulvet. Den virker som en vægtstang og presses mod hjulet. Når det går nedad er kørselen altså forbundet med fare for muldyret hvis kusken ikke forhindrer den rullende platform i at brase ind i dyret. Og passagererne bliver oversprøjtet med mudder som slynges op fra muldyrets hove. Men det er det mindste af problemerne. Afsporinger kan slynge passagererne op i luften, med fare for at de brækker både arme og ben ved landingen.

På floderne sejler man i små både med påhængsmotorer eller i udhulede kanoer med pagajer af træ. For at komme til Guanacaste og forkynde dér, tog søster Solera således toget til Puntarenas, krydsede Nicoya-bugten med båd, hvorefter hun kørte i oksekærre i 15 timer. Ikke nogen ringe bedrift af en kvinde i 60’erne!

Forandringer på afdelingskontoret

Theodore Siebenlist tjente som afdelingstilsynsmand fra kontorets oprettelse i marts 1944 til juni 1952, da han og hans kone rejste for at forberede datteren Janets fødsel.

William Call, der var udgået fra Gileads tredje klasse og i 1946 var blevet sendt fra Costa Rica til Nicaragua for at tage sig af afdelingskontoret dér, vendte tilbage til Costa Rica som afdelingstilsynsmand. Han fortsatte som sådan indtil 1954, da han giftede sig med Dora Argentina Vargas, en gileadit der oprindelig kom fra Guatemala. Deres søn Robert tjener nu på Brooklyn Betel. William Aubrey Bivens fra Guatemala var den næste afdelingstilsynsmand. Han og hans kone, Bertha, havde været i landet siden de var udgået fra den femte gileadklasse. De blev senere sendt videre til Brasilien, hvor han tjente som afdelingstilsynsmand indtil sin død i 1969.

Eftersom broder Bivens blev anmodet om at tage til Brasilien, kom Charles Sheldon til at fungere som afdelingstilsynsmand indtil marts 1964, da George Jenkins og hans kone ankom til landet. På grund af helbredsproblemer måtte parret forlade Costa Rica i 1966. Den næste afdelingstilsynsmand, Lorence A. Shepp, befandt sig stadig i Nicaragua. Hvordan kom han til Costa Rica?

Lorence havde været i heltidstjenesten siden 1958 og havde virket i kredstjenesten i Canada og Alaska. Da kredstilsynsmændene blev inviteret til hovedkontoret i Brooklyn for at gennemgå Rigets Tjenesteskole, spurgte broder Knorr om nogen af dem var villige til at påtage sig opgaven som missionær i et fremmed land uden at gennemgå Gileadskolen. Broder Shepp tog imod indbydelsen. Han blev sendt til Nicaragua i 1961, hvor han giftede sig med Juana Olimpia Guinart, en cubaner der var udgået fra Gileads 22. klasse. Det var hendes tredje distriktstildeling, idet hun allerede havde tjent som missionær i Honduras og Mexico.

Efter at broder Shepp havde gennemgået et timånederskursus på Gileadskolen pakkede han og Olimpia deres kufferter for at tage til deres nye distrikt, El Salvador. Først ville de holde en ferie i Costa Rica og blev straks forelskede i dette land — lidet anende at der allerede var et brev på vej som ændrede deres distrikt til Costa Rica.

Broder og søster Shepp ankom i september 1966, og ved det internationale stævne i december dette år meddelte broder Knorr at broder Shepp var blevet udnævnt til afdelingstilsynsmand. Han er nu koordinator i afdelingskontorets udvalg.

Vækst og udvidelser

I december 1954 aflagde broder Knorr igen et besøg i Costa Rica og bekendtgjorde denne gang at der skulle bygges et nyt afdelingskontor med tilhørende rigssal. Der var stor begejstring. Der blev truffet forberedelser til at købe en grund midt i San José. Og så, i begyndelsen af januar, netop som brødrene skulle til at bygge, blev byen besat af væbnede styrker som rykkede ind fra nord. Skønt byer og landsbyer blev beskudt med maskingeværer fra luften, fortsatte brødrene med at forkynde fra dør til dør for at trøste folk med budskabet om Guds rige. Rapporterne for januar viste at man havde oversteget det foregående års højdepunkt. Men aprilrapporten blev endnu bedre! Der var 30 procents fremgang, med 2078 forkyndere ude.

Hvordan så med planerne om det nye afdelingskontor? Blev de udsat? Nej, afdelingskontoret blev fuldført den 25. januar 1956, blot to dage før et overraskende besøg af broder Knorr og hans kone, Audrey. Indvielsen fandt sted den 27. januar 1956.

Flaghilsenproblemer

I september 1959 blev flaghilsen gjort til et stridsspørgsmål i skolerne i Puerto Limón. Tretten elever, alle Jehovas vidner, nægtede at deltage i denne form for ceremonier fordi det ville krænke deres kristne samvittighed. Til trods for at børnene ikke havde begået nogen respektløs handling og deres adfærd havde været mønsterværdig, blev de anklaget for opsætsighed og bortvist fra skolen.

Byretten nægtede at lade børnene vende tilbage til skolen så længe de ikke ville hilse flaget. Sagen blev appelleret til Costa Ricas højesteret. Det blev dér fremhævet over for domstolen at Costa Ricas grundlov garanterer tilbedelsesfrihed og retten til at blive undervist i landets skoler. Men højesteretten stadfæstede den lavere rets afgørelse og sagde at loven om tilbedelsesfrihed ikke var blevet krænket.

Ved begyndelsen af den næste termin blev de fleste af eleverne genoptaget i skolen, men blev på ny bortvist da de ikke ville deltage i nye flaghilsenceremonier. Der blev da rettet henvendelse til Det Øverste Undervisningsråd med anmodning om at de måtte blive genoptaget, men denne anmodning blev afslået den 5. juli 1960.

Flaghilsenspørgsmålet blev omtalt en del både i pressen og i radioen. Stridsspørgsmålet består i skolerne den dag i dag, men mange af lærerne kan udmærket se at de unge forkyndere lægger en god adfærd for dagen, og de foretrækker derfor at se den anden vej i stedet for at gøre børnenes faste, samvittighedsfulde holdning til et problem. De erkender at de i mange tilfælde ville miste klassens bedste elever hvis de bortviste de unge Jehovas vidner.

I en landsbyskole var kun seks af de 50 elever ikke Jehovas vidner. Så hvis Vidnerne skulle bortvises, måtte skolen lukke, og læreren ville stå uden arbejde.

Mange lærere mente ikke at de der var blevet bortvist fra skolen, ville kunne klare sig i tilværelsen uden en uddannelse. Milton Hylton, et barnebarn af Francela Williams, viste at de tog fejl. Han blev bortvist fra skolen, men „det blev en velsignelse for mig,“ bemærker han. „Jeg fik først lejlighed til at bevise min uangribelighed over for Jehova, og derefter mulighed for at være over tretten år i heltidstjenesten.“ Da det blev nødvendigt for broder Hylton at have heltidsbeskæftigelse, fik han arbejde som kontormand og senere som privat bogholder i det samme firma, uden at måtte forsømme sine teokratiske forpligtelser.

Vulkanerne Irazú og Arenal vågner

Den 13. marts 1963 vågnede Irazú, en af Costa Ricas mange vulkaner, fra sin 20 år lange siesta til en aktivitet der varede i to år. Vulkanen, der ligger omkring 32 kilometer fra hovedstaden, hostede aske op i luften, hvor den blev grebet af de fremherskende vinde og ført ned over San José, hvor cirka en fjerdedel af alle Costa Ricas indbyggere bor. Byen Cartago, der ligger ved vulkanens fod, var forholdsvis uberørt af dette nedfald, da vindene førte asken forbi højt over byen. Men Cartago blev snart ramt af en anden slags katastrofe.

Natten til den 9. december 1963 blev de store askedynger på vulkanens sider gennemvædet af tunge regnskyl. Den våde, mudrede aske gled ned ad bjergets sider, ud i de allerede askefyldte floder, så de gik over deres bredder. En opsvulmet flod skyllede gennem byen Cartago og rev huse med sig, sammen med deres sovende beboere, foruden husdyr og vilde dyr. Flere mistede livet ved denne oversvømmelse, til trods for at politibiler med højttalere i forvejen var kørt gennem gaderne og havde advaret om den forestående katastrofe. Enten tog de ikke advarslerne alvorligt, eller også var de uvillige til at forlade deres materielle ejendele. De kom til at betale med deres liv fordi de ikke ville lytte.

I mange år havde Cartagos indbyggere indtaget en lignende holdning til advarselen om den forestående Harmagedonkrig. De følte sig uden tvivl sikre fordi der i byen ligger en berømt basilika med et billede af Costa Ricas kvindelige „skytshelgen“. Men efter katastrofen og mere end 30 års forkyndelse i denne by blev der endelig oprettet en menighed i slutningen af 1964.

Efter at Irazú var blevet træt af at udspy død og ødelæggelse begyndte en anden vulkan, Arenal, at vågne til dåd efter at have ligget i dvale i cirka 600 år. Da Arenal, der ligger i den nordlige del af Costa Rica, kom i udbrud, lå der fem menigheder inden for farezonen. Mange af brødrene i dette område havde intet andet valg end at flygte. Ingen af dem mistede livet, men de mistede deres materielle ejendele. Brødrene i alle dele af Costa Rica hjalp dem hurtigt med mad, tøj og penge.

Stagnation i 1960’erne

Årene 1964 og 1965 bragte ingen fremgang. I årsrapporten blev de økonomiske forhold nævnt som en årsag. Mange forkyndere måtte forlade Costa Rica for at søge arbejde andre steder. Der blev også nævnt en anden grund: „Et stort antal har desværre måttet udstødes for uren adfærd, men alle er ivrige efter at bevare organisationen ren for den sande tilbedelse.“

Arbejdet haltede af sted i endnu tre år uden fremgang. Det var en tid hvor brødrene fik deres tro prøvet og fik lejlighed til at udvikle de åndelige egenskaber der ville blive brug for under den store vækst der skulle komme. En som gjorde dette, var Andrés Garita. Han virkede i kreds- og områdetjenesten i 20 år. Hvoraf kom hans udholdenhed? Han fortalte selv: „Mine forældre begyndte at studere i 1946, og vi kom altid trofast til møderne. Jeg blev døbt i 1953 i en alder af fjorten. Møderne og forkyndelsen bragte mig i nær kontakt med kredstilsynsmændene, der altid viste mig særlig opmærksomhed og tilskyndede mig til at tage heltidstjenesten op.“ I foråret 1979 blev han udnævnt til medlem af afdelingskontorets udvalg. Han tjente trofast i denne opgave såvel som i kreds- og områdetjenesten sammen med sin kone, Mayra, og deres seksårige datter, Andrea, indtil han pludselig blev syg og uventet døde den 7. juli 1987, i en alder af kun 48 år. At han var kendt og dybt elsket af næsten hver eneste forkynder i Costa Rica fremgår af den omstændighed at over 4000 overværede hans bisættelse.

Flere missionærer sætter fart i arbejdet

I løbet af 1960’erne modtog Costa Rica flere „gaver i form af mennesker“. (Ef. 4:8) Gileadmissionærerne har afgjort bidraget til Costa Ricas åndelige vækst og modenhed. Alvaro Muñoz og Milton Hylton er to af de costaricanere som blev indbudt til Gileadskolen og som dernæst fik tildelt distrikt i deres hjemland. I årevis udførte de en god tjeneste som kredstilsynsmænd, og som ældste i deres menigheder er de fortsat til stor opmuntring for brødrene.

Amerikanerne Douglas Little og Frederick Hiltbrand udgik fra den 45. gileadklasse og fik i 1968 tildelt distrikt i Costa Rica. De virkede begge som kredstilsynsmænd. I 1972 giftede Douglas Little sig med Saray Campos, der på det tidspunkt havde været pioner i syv år. Missionærfamilien voksede da endnu to brødre, John Griffin og Lothar Mihank, sluttede sig til.

I 1976 giftede Frederick Hiltbrand sig med Mirtha Chapa, der var missionær fra den 55. gileadklasse. Frederick tjener nu som medlem af afdelingskontorets udvalg.

Et jordskælv i Managua

Brødrene i Costa Rica og Nicaragua har altid følt sig nært knyttet til hinanden, ikke blot fordi de er naboer, men også fordi landenes teokratiske vækst har været forbundet. Brødrene i Nicaragua fik pludselig behov for hjælp da hovedstaden, Managua, i december 1972 blev ramt af et voldsomt jordskælv.

I Costa Rica blev der straks truffet foranstaltninger til at yde brødrene i Managua hjælp. Skønt man ikke havde radiokontakt med Managua, blev en vogn sendt af sted med næsten et ton fødevarer. Efter at brødrene var blevet underrettet om hjælpeaktionen havde det blot taget en time at indsamle alt dette. De brødre der skulle til Nicaragua med nødhjælpen fik straks visa af konsulatet da de kunne fortælle at de kom med hjælpeforsyninger fra Jehovas vidner. Alle de bureaukratiske døre åbnede sig, så man kunne yde hjælpen direkte til brødrene.

Enhed i familien fører til gode resultater

Trino Rojas og hans to brødre var byen Guápiles’ slagsbrødre. Trino brød sig ikke om det da specialpioneren Mark Taylor begyndte at besøge hans forældre, og ved en lejlighed var han endda så fræk at slå ud efter Mark med sin ridepisk. Men Mark blev ved med at komme på besøg, og efterhånden fik Trino fat i lidt af sandheden. Da han senere var blevet gift gav en nabo ham og hans kone en katolsk bog med bibelhistorier. Trino lagde mærke til at disse bibelhistorier stemte overens med det Mark havde fortalt ham. Da han gjorde den katolske dame opmærksom på dette blev hun fornærmet og ville have bogen igen, men det gav blot Trino større lyst til at undersøge Bibelen. Trino og hans kone, Carmen, begyndte derfor at studere med Jehovas vidner, og i 1950 blev de døbt.

De havde elleve børn. Et af dem, David, fortæller at hans fader og moder satte et godt eksempel for familien. „Deres udholdenhed med hensyn til sandheden gjorde et dybt indtryk på os alle. Vi gik aldrig glip af et eneste møde skønt vi var elleve børn og tiderne var vanskelige. Far købte en gård i Roxana, og vi flyttede for at kunne hjælpe en gruppe interesserede dér.“

David har været pioner i over ti år. „Det var fars støtte der gjorde det muligt for mig at blive pioner,“ siger han. Noé, en af Davids yngre brødre, fortæller: „David blev mit store forbillede. Da jeg var tretten år var jeg gerne i forkyndelsen i 100 timer om måneden. Jeg drømte om at tilså en mark med majs, sælge høstudbyttet, give far pengene og begynde som pioner.“ Denne drøm gik i opfyldelse for Noé.

Skønt Trino og Carmen nu er døde, står deres børn stadig fast i sandheden.

Missionærånden smitter

Costa Rica har en enestående gruppe heltidstjenere der er børn af tidligere missionærer. Robert Conroy, der i 1959 kom til Costa Rica sammen med sin makker, John Alexander, giftede sig senere og fortsatte i kredstjenesten. Hans kone, Dina, blev imidlertid gravid, og Robert fortæller: „Min kone og jeg bad Jehova om hjælp til at opdrage vore børn, idet vi forstod at også dette var en velsignelse fra Jehova.“ Robert og Dina Conroy virker nu atter i kredstjenesten efter en pause på 20 år, mens deres to børn, Judy og Rodney, tjener på Betel i Costa Rica.

Donald Fry, der udgik fra den 22. gileadklasse, oplevede at hans søn, David, gik i hans fodspor 50 klasser senere. David var med i den 72. gileadklasse og fik tildelt distrikt i det samme land som sin fader — Costa Rica. Hvorfor besluttede David at blive missionær som sin fader? „Det var samværet med de glade missionærer i Costa Rica og den teokratiske opdragelse mine forældre har givet mig, der gav mig lyst til at blive missionær ligesom dem,“ fortæller han.

Skønt ikke alle tidligere missionærer har set sig i stand til at blive boende i et fremmed land, har de givet missionærånden videre til deres børn. Dette gælder for eksempel familierne Call, Sheldon og Blackburn.

Costa Rica deler ud af sine missionærer

Før i tiden skete det at nogle missionærer i Costa Rica blev sendt videre til andre lande. Dette skete igen i 1979, da John Alexander, som kom til Costa Rica i 1959 fra Gilead, og hans kone, Corina, fik tildelt distrikt i Panama. Senere, i foråret 1982, blev også Lothar Mihank og hans kone, Carmen, bedt om at tjene i Panama.

Svækkede dette forkyndelsesarbejdet i Costa Rica? „Vi savner naturligvis den gode indsats disse trofaste brødre gjorde,“ svarer broder Shepp, der er koordinator i afdelingskontorets udvalg, „men deres plads er hurtigt blevet udfyldt af modne brødre her fra landet. Lad os tage områdetjenesten som et eksempel. For få år siden var vi afhængige af missionærer der betjente områderne fra afdelingskontoret, men nu har vi lokale brødre som klarer denne opgave fint. Det samme gælder kredstjenesten. Langt de fleste rejsende tilsynsmænd er nu brødre her fra Costa Rica. Jehova sørger altid for at det ikke afhænger af enkeltpersoner om arbejdet bliver udført.“

En togfører bliver kredstilsynsmand

Guillermo Badilla havde været togfører på ruten fra San José til Puntarenas i over 20 år. Da han blev pensioneret som 50-årig begyndte han straks i heltidstjenesten. Menigheden i Cartago er en af de fem han har været med til at oprette. Da han ankom til Cartago fandt han kun én forkynder, der med broder Badillas ord „var som en isblok“. Efter ti måneder blev der imidlertid oprettet en menighed med ni forkyndere. Broder Badilla har nu hjulpet over 90 mennesker frem til indvielse og dåb, og i en alder af 70 år blev han udnævnt til kredstilsynsmand.

Brødrenes uangribelighed i blodspørgsmålet prøves

Af bibelske årsager ønsker Jehovas vidner ikke at modtage blodtransfusion, end ikke hvis deres liv er i fare. (Apg. 15:29) De vil dog gerne tage imod andre former for lægebehandling. Nogle læger samarbejder med Jehovas vidner i dette betydningsfulde spørgsmål, mens andre modarbejder dem.

En broder ved navn Wilson Rojas blev slået bevidstløs ved en eksplosion der var så kraftig at han blev slynget tværs igennem et lagerrums væg og landede otte meter borte. Hans hjælper blev dræbt på stedet. Wilson kom først til bevidsthed otte dage senere, og da kunne han ikke se med det ene øje eller høre med det ene øre, og hans ene arm og ene ben var lammet. Wilson nægtede standhaftigt at modtage en blodtransfusion. Hans kone, Clarissa, støttede ham i hans beslutning. Lægen blev vred og sagde: „Lad ham dø. Han har fem dage tilbage at leve i, ikke mere.“

Skønt broder Rojas underskrev en erklæring som fratog hospitalet ethvert ansvar i forbindelse med behandling uden blodtransfusion, indstillede hospitalet al behandling, bortset fra regelmæssig skiftning af forbindinger. Men som ved et mirakel begyndte han langsomt at komme sig i løbet af de følgende to uger. Så opstod der pludselig en anden krise. En blodprop i hans venstre ben kunne rive sig løs når som helst. En specialist viste interesse for hans situation, og det lykkedes ham at opløse blodproppen ad medicinsk vej. Snart efter henvendte specialisten sig til Wilson og spurgte ham hvorfor han ikke havde taget imod en blodtransfusion. Da Wilson havde forklaret dette, sagde specialisten: „Grunden til at blodproppen ikke rev sig løs og gjorde ende på Deres liv, var at De ikke havde ret meget blod og at det var meget tyndtflydende. Hvis De havde fået en blodtransfusion, ville De sandsynligvis have været død nu. Jeg gratulerer.“

„Medarbejder søges“

Vor kristne adfærd kan påvirke de symbolske fårs hjerte og sind. På en fabrik hvor en ældste arbejder, protesterede de øvrige ansatte mod arbejdsforholdene og krævede højere løn. Under et møde mellem ledelsen og disse arbejdere ringede direktøren for et andet firma. Da han hørte om de ansattes utilfredshed, sagde han pralende: „Den slags problemer har vi ikke med vores folk, for de fleste af dem er Jehovas vidner.“

Snart efter blev denne annonce indrykket i landets største avis: „MEDARBEJDER SØGES TIL VORT FIRMA. SKAL VÆRE ET INDVIET OG DØBT JEHOVAS VIDNE, HELST EN ÆLDSTE ELLER MENIGHEDSTJENER.“ Dét var åbenbart de eneste kvalifikationer der krævedes.

Forkyndelsesarbejdet udvides

I løbet af 1970’erne gjorde man en indsats for at nå de små byer med den gode nyhed. Da broder og søster Siebenlist i 1972 vendte tilbage fra De Forenede Stater, slog de sig derfor ned i byen Tres Ríos, der ligger ti kilometer fra San José.

I denne by havde en dreng i teenagealderen været leder af en lille sekt ved navn Jehovas Tilbedere. Denne sekt benyttede Selskabets publikationer. På grund af splittelser inden for sekten holdt familien Gutiérrez op med at komme sammen med den og kontaktede afdelingskontoret for at bede om et bibelstudium. Douglas Little fik den opgave at hjælpe dem. Han fortæller:

„Der blev straks oprettet et studium med familien Gutiérrez, Miguel, Inés og deres tre små drenge. Forældrene vidste en hel del om sandheden, eftersom de i flere måneder ivrigt havde læst i Selskabets publikationer. De havde tilhørt sektens ’tolv apostle’ og havde ført an i ’forkyndelsen’, men efterhånden var det gået op for dem at kun ét folk velsignes af Jehova. Dette brød sektens øvrige medlemmer sig i begyndelsen ikke om at høre.

Nogen tid efter at familien Gutiérrez havde brudt med sekten blev afdelingskontoret kontaktet af de øvrige medlemmer. Også de ønskede at studere Bibelen, og jeg blev bedt om at tage mig af dem. Jeg fik en aftale med dem om at jeg skulle komme en aften og lede et bibelstudium med hele gruppen, så de kunne se hvordan det foregik. Til min store overraskelse sad cirka femten mennesker i en halvcirkel og ventede på mig. De havde alle understreget svarene i bogen Sandheden der fører til evigt liv og de havde hver sin Ny Verden-oversættelse. Alle de femten voksne der var til stede den aften, foruden mange af deres slægtninge og venner, har indviet deres liv til Jehova og tjener nu i den organisation han benytter her på jorden.“ I dag er der to menigheder i Tres Ríos.

„Forenede i tilbedelsen“

Forfølgelsen på Cuba har forenet brødrene i Costa Rica med deres åndelige brødre derfra. Efter at det i 1980 blev umuligt at rejse fra Cuba til De Forenede Stater, blev Costa Rica et af de lande cubanerne benyttede som mellemstation på vej til andre lande. Cubanerne kom til Costa Rica af egen fri vilje eller på grund af pres fra myndighederne eller fordi de ville få en fængselsstraf annulleret hvis de forlod Cuba.

Over hundrede Jehovas vidner fra Cuba er kommet til Costa Rica. Et af dem, en broder ved navn Ubaldo Fernández, der virkede som ældste i menigheden i Santo Domingo, har på alle de cubanske brødres vegne sagt: „Alle de brødre der er kommet hertil takker Jehova for at de er blevet udfriet, og de er de costaricanske brødre dybt taknemmelige for den gæstfrihed og den kristne kærlighed der er blevet vist dem. Vi er fortsat ét folk, forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova.“

Uventede missionærer

Det er altid dejligt at få hjælp, og som Jesus sagde: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ — Matt. 9:37, 38.

Hjælpen kom i skikkelse af missionærer fra Gileadskolens afdeling i Mexico. Juan og Rebecca Reyes og Arnoldo Chaves udgik fra den første klasse og blev sendt til Nicaragua. Dér kunne de imidlertid ikke få opholdstilladelse, og de blev opfordret til at rejse til Costa Rica for at søge opholdstilladelse derfra, men heller ikke dét lykkedes. De er derfor blevet i Costa Rica og virker i kredstjenesten.

Lørdag den 20. marts 1982 blev nitten missionærer udvist fra Nicaragua — hvilket betød at Costa Rica fik flere uventede gæster. Ni af disse missionærer blev kørt over grænsen til Costa Rica, mens de ti andre blev sendt med fly til Panama. Kevin og Ruby Block krydsede den costaricanske grænse ved middagstid. Klokken 18 samme aften sad de syv andre ved en øde vejside i Costa Rica med de ejendele de havde kunnet pakke ned i en enkelt kuffert. Snart ankom nogle brødre i biler og kørte dem til byen Liberia, hvor Jorge Meléndez’ familie havde et varmt måltid og en seng klar til dem. Dagen efter blev de kørt til afdelingskontoret i San José. (Den følgende tirsdag ankom også de ti missionærer der var blevet deporteret til Panama, til Costa Rica.)

Forkyndelse gennem medierne

Lørdag aften blev verdenspressens søgelys rettet mod de udviste missionærer. Over 41 aviser, radiostationer og tv-stationer fra hele verden ringede til afdelingskontoret for at interviewe missionærerne. Rodrigo Fournier, en kendt costaricansk nyhedskommentator, anmodede om en rundbordsdiskussion med de deporterede missionærer tidligt onsdag formiddag. Reiner og Jeanne Thompson og Ian Hunter blev interviewet i en landsdækkende tv-udsendelse der varede 40 minutter. Udsendelsen fremhævede vor neutrale holdning til alle jordiske regeringer, vor interesse for Guds rige og den enhed vor lære fremmer i familien. Dette indslag blev det store samtaleemne i hele landet og gav forkynderne mange muligheder for at aflægge et vidnesbyrd.

Der blev truffet foranstaltninger til at denne nært sammentømrede missionærgruppe kunne bo på Betel. Efter nogle få uger kom deres nye distriktstildelinger fra Brooklyn, og missionærerne blev sendt til Belize, Ecuador, El Salvador, Guatemala og Honduras. Broder og søster Thompson og broder Edward Errichetti blev dog opfordret til at blive i Costa Rica, og broder Thompson blev udnævnt til medlem af afdelingskontorets udvalg.

Bill og Mavis Rogers blev ikke udvist fra Nicaragua sammen med de nitten øvrige missionærer, så de blev i landet i endnu fem måneder, indtil de i august blev deporteret til Costa Rica efter at have været i „husarrest“ i to uger på et hotel. Også de blev interviewet i en fjernsynsudsendelse. Da de blev spurgt om grunden til at de var blevet udvist fra Nicaragua, svarede Bill: „Vi har blot forkyndt den gode nyhed om Guds rige.“ Derefter blev Costa Ricas ærkebiskop interviewet i samme fjernsynsudsendelse. Han blev spurgt om hvad han mente at kristne burde foretage sig i vor tid og måtte nødtvungent svare: „De bør forkynde evangeliet om Riget.“ Broder og søster Rogers blev senere sendt til El Salvador.

Betelfamilien vokser

I 1977 bestod betelfamilien af fire medlemmer, men på grund af det voksende antal forkyndere var det i 1982 nødvendigt at der arbejdede seks på Betel for at sørge for menighederne i Costa Rica og de andre områder der hørte under afdelingskontoret. I 1980 nåede man et gennemsnit på 5000 forkyndere, og i 1981 var der en forkynderrekord på 6183. I 1981 havde landet 118 menigheder og seks kredse, men i 1982 var disse tal vokset til 138 menigheder og syv kredse.

En af afdelingskontorets opgaver er at sørge for at hver forkynder får Rigets Tjeneste hver måned. Skønt det stadig blev trykt i Brooklyn begyndte Costa Rica i 1965 selv at redigere det, hvilket betød at der kunne bringes flere lokale meddelelser. I januar 1982 skete der endnu et fremskridt, idet Costa Rica nu selv begyndte at trykke Rigets Tjeneste på en offsettrykkemaskine. For at kunne udnytte denne lille trykkemaskines muligheder bedre anskaffede man i sommeren 1983 et IBM-tekstbehandlingsanlæg, og på grund af denne udvikling var der i 1984 behov for at over ti brødre og søstre arbejdede på Betel for at dække menighedernes behov.

En forandring

I mange år var folk tilfredse med deres egen tro og ligegyldige over for det bibelske budskab, men efterhånden som flere er blevet berørt af de forværrede verdensforhold der er opstået som en opfyldelse af Bibelens profetier, er mange begyndt at spekulere over hvad årsagen er. Økonomiske kriser, terroristaktioner, flygtningeproblemer — alt dette har resulteret i større interesse for budskabet og har banet vej for flere bibelstudier. Mellem 1982 og 1987 har det således været glædeligt at se at forkyndertallet er vokset fra 6611 til 10.374.

En anden årsag til denne vækst er at antallet af pionerer er blevet mere end fordoblet, så der nu er 792. Siden 1984 har antallet af bibelstudier desuden oversteget antallet af forkyndere.

Et nyt afdelingskontor

I januar 1984 begyndte man at træffe forberedelser til at bygge et nyt afdelingskontor. Kontoret i San Josés centrum var blevet bygget i 1955. I 1977 blev det ombygget, men efter blot nogle få år syntes det at være fyldt til bristepunktet. Fire brødre havde kontor i biblioteket, og nogle måtte til tider arbejde på deres egne værelser fordi der ikke var kontorer nok. Gangene blev udnyttet som lagerplads, og bordet i forsendelsesafdelingen blev brugt som gæsteseng. Det der oprindelig havde været konferenceværelse blev lavet om til trykkeri. Var det mon på tide at udvide?

I over et år ledte medlemmer af afdelingskontorets udvalg efter en passende grund. Med hjælp fra broder John Craddock, der havde forbindelser inden for forretningsverdenen, lykkedes det dem at finde den ideelle grund: 6,5 hektarer frugtbar jord i landlige omgivelser, i nærheden af motorvejen mellem Juan Santamaría-lufthavnen og San José. Grunden er stor nok til fremtidige udvidelser. Det er et fredfyldt sted hvorfra der daglig er udsigt til smukke regnbuer og skiftende skyformationer over vulkanerne.

Grunden blev købt i maj 1984. Man planlagde at bygge et afdelingskontor med over 4200 kvadratmeter etageareal. Til sammenligning kan det nævnes at det tidligere afdelingskontor havde 550 kvadratmeter. Hele betelfamilien, foruden alle landets kredstilsynsmænd og mange af specialpionererne, pionererne og menighedsforkynderne hjalp til med byggeriet. Hertil kom hjælpen fra de mange professionelle byggearbejdere fra De Forenede Stater, Canada, Holland, Tyskland, Finland, Guatemala og Panama. I alt kom der over 300 udenlandske hjælpere, hvoraf nogle kun blev et par dage, mens andre blev i flere år.

Da afdelingskontoret stod færdigt havde næsten 5000 forkyndere fra de fleste af landets menigheder givet en hånd med ved selve byggeriet. De øvrige havde haft en andel i arbejdet gennem deres inderlige bønner, deres opmuntrende ord og deres materielle bidrag. Denne store indsats blev gjort fordi Jehovas folk stoler på hans løfter om ’at få det til at gro’. — 1 Kor. 3:7.

Indvielsesdatoen fastsættes

Den 4. januar 1987 skulle det nye afdelingskontor indvies! Alle landets forkyndere blev inviteret. Broder Swingle og broder Underwood fra Betel i Brooklyn holdt nogle opmuntrende bibelske foredrag, og derefter kom broder Milton Henschel, også fra Brooklyn Betel, ind på selve formålet med at man var samlet: at vie den nye bygning til Jehova og hans interesser. Mens solen gik ned i vest takkede alle de 13.311 tilstedeværende Jehova for hans ånd og ledelse i de to år byggeprojektet havde varet.

Selv i byggeperioden skete der en bemærkelsesværdig vækst. Fireogtyve nye forkynderrekorder er blevet nået siden byggeriet blev påbegyndt. I betragtning af de nye rekorder på 10.374 forkyndere og 13.425 bibelstudier er det tydeligt at de nye faciliteter snart vil blive udnyttet fuldt ud. Det nye afdelingskontor vil betjene de fremtidige vidner for Jehova som var blandt de 30.534 der overværede mindehøjtiden i 1987.

Hvordan gik det 40’ernes pionerpiger?

Kan du huske 1940’ernes pionerpiger? Hvor er de nu? Er disse søstre blevet trætte? Nej, bestemt ikke! De er stadig aktive. Seks af dem har været på Gileadskolen, og fire er stadig missionærer. Fem er specialpionerer, og tre tjener som pionerer efter at deres børn er blevet voksne, eller efter at de har lagt deres timeplan om.

Hvad er grunden til at disse søstre hele tiden har været så travlt optaget af forkyndelsen? Lila Swaby svarer: „Det var opbyggende for os at samarbejde med de ældre salvede søstre da vi var unge. Nu er vi ikke længere unge, men vi betragter dem stadig som et strålende eksempel for os.“

I sandhed en rig kyst!

Af grunde som Christopher Columbus umuligt kunne forestille sig da han kaldte landet Costa Rica (Rig kyst), er dette navn virkelig velvalgt. Nu, over 80 år efter at sandheden er kommet til landet, har Costa Ricas rigdomme vist sig at være dets indbyggere, mennesker der tilbeder Jehova. Disse rigdomme er blevet lutret ved besøg af broder Knorr og andre særlige repræsentanter fra Selskabets hovedkontor. Missionærerne har ført an i forkyndelsen og har haft en stabiliserende indflydelse på menighederne, hvilket igen har resulteret i flere rigdomme i form af tjenere for Jehova. Ja, Costa Rica er i åndelig henseende en „rig kyst“!

[Kort/illustrationer på side 199]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

COSTA RICA

NICARAGUA

Caraibiske Hav

SAN CARLOS-DISTRIKTET

Liberia

Guápiles

Grecia

Guácimo

Puntarenas

Alajuela

Siquirres

Puerto Limón

SAN JOSÉ

Cartago

Cahuita

Point Quepos

San Isidro

Golfito

STILLEHAVET

PANAMA

[Illustrationer på side 202]

Tre nidkære forkyndere der blev døbt omkring 1914: (øverst, fra venstre) Claudia Goodin, Lea Wilson og (nederst) Ina Williams

[Illustration på side 204]

Henry Steele og hans kone, Matilde, der blev døbt omkring 1914, sammen med deres familie. Mange af deres børn, børnebørn og oldebørn er aktive forkyndere i dag

[Illustration på side 209]

Albert Ezra Pile, der blev døbt i 1926, var med til at sætte gang i forkyndelsen

[Illustration på side 213]

Den første gruppe missionærer. Forrest fra venstre til højre: Charles Palmer, Lora Lea Palmer, Hermena Siebenlist og Theodore Siebenlist, der var landstjener fra 1944 til 1952. Bagerst fra venstre til højre: William Eugene Call, Donald Burt og „Woody“ Blackburn

[Illustrationer på side 217]

„Doktor“ og Emily Hardin virkede i kredstjenesten og rejste mange kilometer med tog

Arnold Williams, den første indfødte kredstilsynsmand, sagde et lovende job op for at forkynde den gode nyhed

[Illustration på side 218]

Evelyn Ferguson (nu Taylor), specialpioner siden 1944, ses her med sin grammofon

[Illustrationer på side 225]

Silbert Spence begyndte som pioner sammen med sin kone, Valmina, i 1948. Han var medlem af afdelingskontorets udvalg til sin død i maj 1985

[Illustration på side 233]

Lorence Shepp, der siden 1966 har tjent som koordinator i afdelingskontorets udvalg, med sin kone, Olimpia

[Illustration på side 239]

Frederick Hiltbrand, der var med til at oprette trykkeriet, med sin kone, Mirtha

[Illustration på side 250]

Det nye afdelingskontor, med trykkeriet, forsendelsesafdelingen og kontorerne til venstre og beboelsesbygningen til højre

[Illustration på side 252]

Pionerpigerne fra 1940’erne har stadig pionerånden. Fra venstre til højre: Jenny Taylor, Evelyn Taylor, Mireya Ortega, Jenny Dillon, Corina Novoa, Lila Swaby