En af de første afvigelser fra den oprindelige norm var at man begyndte at skelne mellem udtrykkene „tilsynsmand“ (gr.: epiʹskopos) og „ældste“ (gr.: presbyʹteros), så de ikke længere blev brugt om den samme stilling. Blot cirka ti år efter at apostelen Johannes var død skrev Ignatius, der var „biskop“ i Antiochia, i et brev til menigheden i Smyrna: „Følg alle biskoppen [tilsynsmanden], som Jesus Kristus følger Faderen, og følg presbyterne [de ældste] som apostlene.“ Ignatius gjorde sig dermed til talsmand for at hver menighed skulle ledes af en biskopc eller tilsynsmand, der skulle have en anden funktion og større myndighed end presbyterne, de ældste.

Hvordan opstod dette skel? August Neander forklarer hvad der skete: „I det andet århundrede . . . må det faste embede som presbyternes formand være blevet oprettet, og da navnlig han førte tilsyn med alle ting, fik han titlen [epiʹskopos], hvorved han blev skilt ud fra de øvrige presbytere.“ — The History of the Christian Religion and Church, During the Three First Centuries.

Dermed lagdes grundlaget for gejstlighedens gradvise opståen. Omkring hundrede år senere gjorde Cyprian, der var „biskop“ i Karthago i Nordafrika, sig til stærk fortaler for biskoppernes myndighed — som gruppe betragtet, adskilt fra presbyterne (der senere blev kaldt præsterd), diakonerne og lægfolket. Han gik dog ikke ind for at én biskop skulle have større myndighed end de andre.e