„Jeg havde søgt efter Gud siden jeg var barn.“ — SHINJI SATO

FØDT: 1951

FØDESTED: JAPAN

FORTID: SHINTOPRÆST

MIN BAGGRUND: Jeg voksede op i en lille by i Fukuoka-præfekturet. Mine forældre var meget religiøse; de lærte mig fra barn at ære shintoguderne. Som dreng tænkte jeg ofte på min frelse og havde et stærkt ønske om at hjælpe mennesker der var ude i problemer. Jeg husker at min lærer engang spurgte klassen om hvad vi gerne ville være når vi blev voksne. Mine klassekammerater nævnte nogle meget specifikke ting, som det at blive forsker. Jeg sagde at min drøm var at tjene Gud. Alle grinede ad mig.

Efter skolen begyndte jeg at uddanne mig til shintopræst. I løbet af den periode mødte jeg en shintopræst som brugte sin fritid på at læse i en bog med et sort omslag. En dag spurgte han mig: „Sato, ved du hvad det her er for en bog?“ Jeg havde lagt mærke til omslaget på bogen, så jeg svarede: „Bibelen.“ Han sagde: „Enhver der gerne vil være shintopræst, bør læse denne bog.“

Jeg gik straks ud og købte en bibel. Den blev lagt på den mest iøjnefaldende plads på min bogreol, og jeg passede godt på den. Men jeg tog mig ikke tid til at læse i den, for skolen holdt mig travlt beskæftiget. Da jeg var færdig med min uddannelse, begyndte jeg at arbejde som shintopræst ved et tempel. Min drengedrøm var gået i opfyldelse.

Snart opdagede jeg dog at det at være shintopræst ikke var helt som jeg havde forventet. De fleste præster viste ikke andre særlig meget kærlighed og omsorg. Mange af dem havde heller ingen tro. En af mine overordnede gik endda så vidt at han sagde til mig: „Hvis du gerne vil nå langt her, må du kun tale om filosofiske emner. Man skal ikke tale om tro.“

Sådanne bemærkninger gjorde at jeg følte mig skuffet over shintoismen. Jeg fortsatte mit arbejde ved templet, men begyndte samtidig at undersøge andre religioner. Ingen af dem så dog ud til at have noget bedre at tilbyde. Jo flere religioner jeg undersøgte, jo mere modløs blev jeg. Jeg følte ikke at sandheden fandtes i nogen af dem.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: I 1988 mødte jeg en buddhist som opfordrede mig til at læse Bibelen. Jeg kom til at tænke på shintopræsten som nogle år tidligere havde tilskyndet mig til det samme. Jeg besluttede at følge rådet. Da jeg først kom i gang med at læse Bibelen, blev jeg hurtigt helt opslugt af den. Nogle gange læste jeg hele natten indtil solens første stråler skinnede gennem vinduet.

Det jeg læste, gav mig lyst til at bede til Bibelens Gud. Jeg begyndte med Fadervor, som findes i Mattæus 6:9-13. Jeg gentog bønnen hver anden time — selv mens jeg udførte mine pligter ved shintotemplet.

Jeg havde mange spørgsmål til det jeg læste. På det tidspunkt var jeg blevet gift, og da Jehovas Vidner tidligere havde besøgt min kone, vidste jeg at de underviser folk i Bibelen. Jeg opsøgte et af Vidnerne og bombarderede hende med spørgsmål. Hun besvarede dem alle ud fra Bibelen, og det imponerede mig meget. Hun arrangerede at der kom en anden forkynder for at studere Bibelen med mig.

Kort tid efter begyndte jeg at overvære Jehovas Vidners møder. Jeg var ikke klar over at der blandt de tilstedeværende Jehovas Vidner var nogle jeg engang havde været meget uforskammet over for. Alligevel tog de meget venligt imod mig og fik mig til at føle at jeg var velkommen.

Ved møderne lærte jeg at Gud forventer at en ægtemand elsker og ærer sin familie. Indtil da havde jeg været så koncentreret om mit arbejde som præst at jeg havde forsømt min kone og vores to børn. Det gik op for mig at jeg havde lyttet opmærksomt til folk der kom til templet for at tilbede, men aldrig havde lyttet til min kone.

Efterhånden som mit bibelstudium skred frem, lærte jeg meget om Jehova som fik mig til at føle mig nærmere knyttet til ham. Der var flere skriftsteder som gjorde særlig indtryk på mig, deriblandt Romerbrevet 10:13: „Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ Jeg havde søgt efter Gud siden jeg var barn, og nu havde jeg endelig fundet ham!

Jeg begyndte at føle at jeg ikke hørte hjemme i templet. I starten var jeg bekymret over hvad andre ville tænke hvis jeg forlod shintoismen. Men jeg havde altid sagt til mig selv at jeg ville skifte religion hvis jeg fandt den sande Gud et andet sted. I foråret 1989 besluttede jeg derfor at følge min samvittighed. Jeg forlod templet og lagde så at sige mit liv i Jehovas hænder.

Det var ikke let for mig at forlade templet. Mine overordnede skældte mig ud og prøvede at presse mig til at blive. Det sværeste var dog at skulle fortælle det til mine forældre. På vej hjem til dem blev jeg så overvældet af frygt at jeg fik en knugende fornemmelse i brystet og mine ben blev som gelé. Jeg standsede mange gange på vejen for at bede Jehova om styrke.

Da jeg kom hjem til mine forældre, var jeg til at begynde med bange for at bringe emnet på bane. Timerne gik. Endelig, efter at have bedt mange bønner, forklarede jeg min far alt. Jeg fortalte ham at jeg havde fundet den sande Gud, og at jeg ville forlade shintoismen for at tjene ham. Min far var både chokeret og ked af det. Andre fra min familie kom hjem til mine forældre og forsøgte at få mig til at ændre mening. Jeg ønskede ikke at såre min familie, men samtidig vidste jeg at det at tjene Jehova var det rigtige. Med tiden kom min familie til at respektere mig for min beslutning.

At forlade templet rent fysisk var én ting, at forlade det mentalt var noget helt andet. Tilværelsen som præst var dybt indgroet i mig. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at lægge det bag mig, men lige meget hvor jeg vendte mig hen, syntes der at være noget der mindede mig om mit tidligere liv.

Der var to ting der hjalp mig til at frigøre mig for denne påvirkning. For det første gennemsøgte jeg huset grundigt for at finde alt det der havde forbindelse med min tidligere religion. Jeg brændte så det hele — bøger, billeder og endda kostbare genstande. For det andet sørgede jeg for at være sammen med Jehovas Vidner så ofte som muligt. Deres venskab og støtte hjalp mig utrolig meget. Lidt efter lidt fortonede mit tidligere liv sig.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Førhen havde jeg forsømt min kone og mine børn, og de havde derfor følt sig meget ensomme. Men da jeg begyndte at bruge tid sammen med dem, som Bibelen siger at ægtemænd skal, blev vi mere knyttet til hinanden. Med tiden begyndte min kone også at tjene Jehova. Vi er nu, sammen med vores søn og datter og hendes mand, forenede i den sande tilbedelse.

Når jeg tænker tilbage på den drøm jeg som dreng havde om at tjene Gud og hjælpe andre, kan jeg se at jeg har fundet alt det jeg søgte efter — og mere til. Ord kan ikke beskrive min taknemmelighed over for Jehova.

[Illustration på side 13]

Shintotemplet hvor jeg engang tjente