Præsterne skulle holde sig legemligt rene og følge høje moralnormer. Når de gik ind i mødeteltet og før de frembar et offer ved alteret, skulle de vaske deres hænder og fødder i bækkenet i forgården ’for at de ikke skulle dø’. (2Mo 30:17-21; 40:30-32)

De måtte ikke besmitte sig ved at røre ved et lig eller sørge over de døde; det ville gøre dem midlertidigt urene og uegnede til tjenesten. En underpræst (men ikke ypperstepræsten) måtte dog gøre sig uren i forbindelse med nære slægtninge: sin moder, fader, søn, datter, broder og søster, hvis hun var jomfru — slægtninge der stod ham nær (dvs. øjensynlig boede hos ham eller i nærheden af ham). Dette omfattede muligvis også hustruen som en der stod ham nær. (3Mo 21:1-4) En præst der var blevet uren på grund af spedalskhed, udflåd, kontakt med lig eller noget andet urent, måtte ikke spise af de hellige ting eller gøre tjeneste i helligdommen før han igen var ren. Ellers skulle han dø. — 3Mo 22:1-9.