Skulle man nu begynde at trykke selv? Brødrene forsøgte at købe en rotationspresse til at trykke blade på, men de fik at vide at der kun fandtes ganske få af den slags i De Forenede Stater og at der ikke var nogen chance for at skaffe en de første mange måneder. Men de stolede på at hvis det var Herrens vilje, ville han sørge for en udvej. Og det gjorde han!

Kun få måneder efter at de var vendt tilbage til Brooklyn, lykkedes det dem at købe en rotationspresse. Otte gader fra betelhjemmet, på Myrtle Avenue 35, lejede de tre etager i en bygning. I begyndelsen af 1920 havde Selskabet sit eget lille — men veludstyrede — trykkeri. Brødre som havde tilstrækkelig erfaring i at betjene maskinerne tilbød at hjælpe med arbejdet.

The Watch Tower for 1. februar dette år blev trykt på Selskabets egen maskine. I april fremstillede man også selv The Golden Age. Ved årsskiftet kunne Vagt-Taarnet med glæde rapportere: „Alt Arbejdet med The Watch Tower, The Golden Age og mange af Smaabøgerne [er] det meste af Aaret . . . blevet udført af indviede Brødre, hvis Handlinger kun blev ledet af eet Motiv, nemlig Kærlighed til Herren og hans retfærdige Sag. . . . Naar andre Blade og Tidsskrifter var nødsaget til at standse paa Grund af Papirmangel eller Arbejdervanskeligheder, kunde vi fortsætte uden Vanskelighed.“

Trykkeriet var ikke særlig stort, men produktionen var forbløffende. Det faste oplag af The Watch Tower var på 60.000 eksemplarer. Men man trykte også The Golden Age, og det første år var nummeret for 29. september et særnummer. Det indeholdt en detaljeret afsløring af bagmændene bag forfølgelsen af bibelstudenterne fra 1917 til 1920, og det blev trykt i fire millioner eksemplarer! En af trykkerne sagde senere: ’Alle undtagen kokken var med til at få det nummer ud.’

Det første år man trykte blade på rotationspressen spurgte broder Rutherford brødrene om de også kunne trykke brochurer på den. Umiddelbart syntes det ikke at være muligt. Fabrikken der havde fremstillet maskinen, sagde at det ikke kunne lade sig gøre. Men brødrene forsøgte, og det gik godt. De opfandt også deres egen falsemaskine og nedskar dermed behovet for arbejdskraft til dette led i produktionen fra tolv til to mand. Hvad var årsagen til deres succes? „Erfaring og Herrens velsignelse,“ lød trykkerilederens forklaring.

Det var imidlertid ikke kun i Brooklyn at Selskabet drev trykkerivirksomhed. Noget af det fremmedsprogede arbejde blev ledet fra et kontor i Michigan. For at dække behovet i forbindelse med dette arbejde installerede Selskabet i 1921 en sættemaskine, nogle trykkemaskiner og andet udstyr i Detroit i Michigan. Her blev der trykt publikationer på polsk, russisk, ukrainsk og andre sprog.

Samme år udgav Selskabet Guds Harpe (dansk 1922), der var skrevet som en bibelstudiebog for begyndere. Indtil 1921 havde Selskabet endnu ikke prøvet at trykke og indbinde bøger selv. Skulle man forsøge at påtage sig dette arbejde også? Endnu en gang søgte man Herrens ledelse.

Indviede brødre trykker og indbinder bøger

I 1920 havde The Watch Tower rapporteret at mange kolportører var blevet tvunget til at opgive deres tjeneste fordi trykkerne og bogbinderne ikke havde været i stand til at effektuere Selskabets ordrer. Brødrene på hovedkontoret tænkte at hvis man ikke var afhængig af de kommercielle producenter med alle deres arbejderproblemer, ville man kunne aflægge et større vidnesbyrd om Guds hensigt med menneskeheden. Hvis man selv trykte og indbandt bøgerne, ville det også blive vanskeligere for modstandere at lægge hindringer i vejen for arbejdet. Desuden håbede man med tiden at kunne nedskære udgifterne, så bøgerne kunne spredes billigere til offentligheden.

Men det ville kræve mere plads og udstyr, og brødrene måtte lære nye færdigheder. Kunne de det? Trykkeritilsynsmanden, Robert J. Martin, erindrede sig at Jehova på Moses’ tid havde ’fyldt Bezalel og Oholiab med visdom i hjertet til at udføre al slags arbejde’ som var nødvendigt for at opføre det hellige tabernakel. (2 Mos. 35:30-35) Med denne bibelske beretning i tanke var broder Martin overbevist om at Jehova også ville gøre hvad der skulle til for at hans tjenere kunne fremstille bøger til brug i forkyndelsen af Riget.

Efter mange overvejelser og bønner begyndte planerne at tage form. I et tilbageblik på begivenhederne skrev broder Martin senere til broder Rutherford: „Den største dag var dog den dag da du ville vide om der var nogen bestemt grund til at vi ikke fremstillede vore egne bøger. Tanken herom var lige ved at tage vejret fra os. Det ville betyde at vi måtte indrette en hel virksomhed til, komplet udstyret med sætteri, galvanoanstalt, trykkeri og bogbinderi, at vi skulle lære at betjene en halv snes nye maskiner som vi på nuværende tidspunkt ikke kendte, ja knap nok vidste eksisterede, og at vi skulle lære en halv snes nye fag. Men det var alligevel den bedste udvej hvis vi skulle komme uden om de høje bogpriser efter krigen.

Du lejede den seksetages bygning på Concord Street 18 (hvoraf to etager optoges af andre virksomheder), og den 1. marts 1922 flyttede vi ind. Du havde sørget for et komplet udstyr af maskiner til sætning, galvanofremstilling, trykning og indbinding, det meste nyt, men også noget brugt derimellem, og vi tog fat på arbejdet.

Da en af de store trykkerivirksomheder der havde udført størstedelen af vort arbejde hørte hvad vi var i færd med, kom chefen i egen høje person for at besøge os. Han så hele det nye udstyr og bemærkede tørt: ’Ja, her har De jo alt hvad der hører til et første klasses trykkeri, men ikke én her véd hvordan arbejdet skal gøres. Om seks måneder har De kun en bunke gammelt jern tilbage, og De vil opdage at de folk der skal trykke for Dem, er dem der hele tiden har gjort det og som har forstand på det.’

Det lød meget rigtigt, men han havde dog ladet én ude af betragtning: Herren. Han har altid været med os. Da vi skulle begynde at binde bøger ind sendte Han en broder til os som hele sit liv har arbejdet inden for bogbinderfaget. Han var en stor hjælp og kom lige som vi havde brug for ham. Takket være ham og takket være Herrens ånd der virkede på de brødre der var under oplæring, varede det ikke længe før vi var i gang med at fremstille bøger.“

Da der var god plads i trykkeriet på Concord Street, blev trykkerivirksomheden i Detroit overført til Brooklyn. Det andet år i det nye trykkeri fremstillede brødrene 70 procent af de bøger og brochurer der blev brugt, foruden blade, traktater og løbesedler. Året efter var arbejdets omfang taget til i den grad at man måtte inddrage de to sidste etager af bygningen i trykkeriet.

Kunne bogproduktionen sættes i vejret? Brødrene fik bygget en rotationspresse i Tyskland til dette formål, sendte den til Amerika og tog den i brug i 1926. Så vidt de vidste, var det første gang nogen prøvede at trykke bøger på en rotationspresse i Amerika.

Men så kom den hårde forfølgelse i 1918, hvor mange af Selskabets ledere uretfærdigt blev fængslet og hovedkontoret (der lå i Brooklyn) blev lukket. Trykpladerne blev ødelagt. Den stærkt reducerede stab flyttede kontoret tilbage til Pittsburgh, til andensalen i en bygning på Federal Street 119. Ville dette mon sætte en stopper for deres fremstilling af bibelsk læsestof?

Skulle de trykke selv?

Efter at Selskabets præsident, J. F. Rutherford, og hans medarbejdere var blevet løsladt fra fængselet, samledes bibelstudenterne til et stævne i Cedar Point, Ohio, i 1919. De overvejede hvad Gud havde tilladt at ske i det forløbne år og hvad hans ord viste at de skulle gøre i den kommende tid. Det blev bekendtgjort at der ville udkomme et nyt blad, The Golden Age (Den gyldne Tidsalder), som skulle bruges til at henvise folk til Guds rige som menneskehedens eneste håb.

Som man havde gjort før, fik man et kommercielt firma til at sørge for trykningen. Men tiderne var skiftet. Der var uro på arbejdspladserne inden for trykkeindustrien, og der var problemer på papirmarkedet. En mere pålidelig løsning var påkrævet. Brødrene lagde sagen frem i bøn og ventede på Herrens ledelse.