I mange år var den portugisiske udgave af Vagttårnet blevet trykt i Brasilien på en gammel trykkemaskine. Men da der i 1957 havde været en øget efterspørgsel, problemer med trykkemaskinen (der var fra 1918) og utilstrækkelige mængder papir, blev trykningen flyttet til New York. Nu da man havde løst problemet med trykkemaskine og papir, kunne trykningen atter foregå i Brasilien.

For at skaffe plads til trykkeriet påbegyndte man opførelsen af en tilbygning til afdelingskontoret. Samtidig gjorde man sig klar til at importere en hurtiggående rotationstrykkemaskine. Med henvisning til vore blades værdi som undervisningsmidler søgte man om fritagelse for at betale importafgift af trykkemaskinen. Religiøse organisationer der var blevet fritaget for disse afgifter, havde fra tid til anden solgt deres effekter videre med stor fortjeneste. Forståeligt nok var visse instanser ikke stemt for at gøre yderligere undtagelser over for religiøse grupper. Der kom imidlertid hjælp fra en uventet kilde — en regeringsembedsmand som var agnostiker. Han viste interesse for vores forespørgsel og lod os vide hvordan vi skulle gribe det an. I november 1972, efter blot fire måneder, fik vi den ønskede dispensation. Augusto Machado, der arbejdede på Selskabets kontor, mindes: „Vi begyndte fra bunden uden at vide noget som helst; men med tillid til Jehova, og ved at læse godt på lektien, fik vi det vi skulle bruge. Jehova leder virkelig sine tjenere.“

Der var meget at lære

Udsigten til at skulle trykke på en rotationsmaskine udgjorde en ny udfordring. Den fuldstændig adskilte maskine ankom i december 1972, pakket i 47 store kasser, hvoraf nogle vejede op til seks tons. Milan Miller blev sendt dertil fra hovedkontoret for at sikre at maskinen blev opstillet korrekt. Han ledede en gruppe på ni brødre i monteringen af maskinen og lærte dem derefter at betjene den. Deres medvirken ved monteringen gav dem større forståelse af hvordan de skulle vedligeholde den. De fleste af dem var unge brødre som indtil da kun havde lidt eller slet ingen erfaring med at trykke. Karl Rietz, der var med til at stille maskinen op, var trykkeritilsynsmand — og har tjent som sådan lige siden.

Omkring samme tidspunkt ankom papiret til at trykke bladene på. „Den første sending var på 150 tons,“ mindes Euclides Justino, der fra Betel blev sendt ned på havnen for at hente papiret. „Vi fik fat i nogle lastbiler der skulle transportere papiret fra havnen i Santos til Betel i São Paulo. Vi var ikke klar over at gaffeltrucken på havnen kun satte papirrullerne op på lastbilens lad; der skulle bruges nogle stærke mænd til at få rullerne på plads på ladet. Broder Machado og jeg kravlede derfor op på en af lastbilerne og begyndte at tippe rullerne, som hver vejede 400 kilo, for derefter at rulle dem på plads. Stevedorerne fik sig et billigt grin over at se to mænd med slips bakse med disse ruller. Heldigvis nærmede vi os frokosttid, så der blev en pause. I pausen fik vi hyret nogle mænd til at gøre jobbet færdigt.“ Brødrene lærte efterhånden arbejdsgangen med hensyn til at trykke på en rotationspresse.

I 1973 ankom endnu en rotationspresse, med samme kapacitet som den første: 12.500 blade i timen. Siden da er flere trykkemaskiner blevet installeret, deriblandt nogle der kan trykke i fire farver. I årenes løb har vi således kunnet efterkomme behovet for bibelsk læsestof.

[Illustration på side 133]

Rotationspresse installeret i São Paulo i 1973