Tilbage til Bogotá

I midten af 1970’erne var afdelingskontoret i Barranquilla blevet for lille. Da man begyndte at se sig om efter nye muligheder havde ingen forestillet sig at vort nye betelhjem og trykkeri ville komme til at ligge i Bogotá, byen hvor det første afdelingskontor var blevet oprettet i 1946, og at det skulle levere blade til fire nabolande foruden til Colombia.

Der blev købt en grund i Bogotá og udarbejdet tegninger til bygning af et betelhjem til 60 medarbejdere og et trykkeri med plads til to offset-trykkemaskiner. Disse faciliteter formodedes at kunne dække behovet i de kommende år.

„Umuligt! Glem hellere alt om det!“

I årenes løb havde afdelingskontoret i Colombia fået bladene fra hovedkontoret i Brooklyn, i begyndelsen pr. post og senere som skibsfragt. Det tog tid, og i Colombia var bladene derfor altid flere måneder bagud i forhold til udgivelsesdatoen og datoen for det ugentlige vagttårnsstudium. Det ville være meget bedre hvis man en dag kunne trykke bladene selv!

Det gør man nu. Trykkeritilsynsmanden William (Bill) Lensink fortæller hvordan det blev muligt. Bill har været i Colombia siden 1969, da han som lille dreng sammen med sin familie flyttede fra Canada hertil for at tjene hvor behovet var større.

„I juni 1982 skrev brødrene på hovedkontoret i Brooklyn at de ville sende en offset-trykkemaskine til Colombia i januar 1983,“ fortæller Bill. „Vi glædede os og gik i gang med at lægge planer. I begyndelsen af november fandt vi ud af at toldafgiften på trykkeriudstyr ville blive forhøjet med 15 procent pr. 1. januar 1983. Kunne brødrene i Brooklyn mon fremskynde forsendelsen af maskinen? Og ville de kunne klare det inden årets udgang? Erfarne importører og speditører sagde til os: ’På mindre end to måneder og lige omkring nytår! Umuligt! Glem hellere alt om det!’

’Men hvis det er Jehovas vilje, kan vi gøre det,’ mente vi. Afdelingskontoret havde tidligere foreslået brødrene i Brooklyn at sende maskindelene med lastbiler til Miami og videre derfra til Bogotá med jumbojetter, da det ville være den enkleste og mest økonomiske, og samtidig den hurtigste og mest skånsomme, transportmåde. Vi lagde denne plan frem til Selskabets vurdering, og Det Styrende Råds udgiverudvalg godkendte den.

Brødrene påtog sig selv alt i forbindelse med sagen. Den 16. november søgte vi en importtilladelse, som det ville tage mindst en måned at få — hvis den i det hele taget blev givet. Derefter ville der ikke være megen tid tilbage. Brødrene sikrede sig at de vidste nøjagtig hvordan de skulle få forsendelsen gennem tolden, idet de udarbejdede en nødplan for hvert trin i forbindelse med indklareringen. Jeg besluttede mig til at føre dagbog over begivenhedernes gang.“

Dagbog over begivenhedernes gang

„MANDAG DEN 20. DECEMBER: Meddelelse fra Miami: Lastbilerne ankommet fra New York; ramme og maskindele klar til lastning i fly. Endnu intet nyt om importtilladelsen.

TIRSDAG DEN 21. DECEMBER: Broder José Granados fra Betel henvender sig sammen med en speditør til toldkammeret og anmoder om at få foretaget toldbehandlingen direkte i lufthavnen. Kontorchefen vil ikke høre tale om en så uortodoks fremgangsmåde. Så tager broder Granados til orde og fortæller om Selskabets filantropiske arbejde. ’Selskabet vil selv tage sig af alt vedrørende sagen,’ tilføjer han. ’Den første forsendelse ankommer fra Miami på torsdag.’ Det hjælper. Tilladelsen bliver udfyldt, underskrevet og forseglet.

ONSDAG DEN 22. DECEMBER: Sammen med Bill Neufeld fra Betel tager jeg tidligt om morgenen ind til importlicenskontoret. ’Hvad nu hvis vi ikke får tilladelsen?’ Det tør vi slet ikke tænke på. Da vi træder ind ad døren bliver vi mødt af sekretæren med et venligt smil. ’Kontoret har godkendt jeres ansøgning i går,’ siger hun. ’I kan få den udleveret nedenunder.’

TORSDAG MORGEN DEN 23. DECEMBER: Vores mandskab er tidligt i El Dorado-lufthavnen, og kran og transportvogne holder klar. Så lander den store 747’er med den første af tre tunge ladninger. Repræsentanter for toldvæsenet og andre instanser skiftes til at gøre indsigelse, men giver sig da de får forelagt fotokopier af den officielle tilladelse.

FREDAG DEN 24. DECEMBER: Den anden flyladning modtaget og toldbehandlet. Intet problem trods kristenhedens juleaften.

ONSDAG DEN 29. DECEMBER: Den sidste forsendelse lander som planlagt, bliver fortoldet og transporteres uden vanskeligheder til afdelingskontoret, lige før stilheden sænker sig over byen og de offentlige kontorer lukker på grund af nytåret.

Det ’umulige’ er sket! Der er stor glæde blandt brødrene på Betel, ikke fordi verden fejrer nytår, men fordi det med Jehovas hjælp er lykkedes at få vores første offset-trykkemaskine i hus før skæringsdatoen, den 31. december 1982!“

Nu kan vi endelig holde trit

„Det første nummer af Vagttårnet vi fremstillede her,“ fortsætter Bill Lensink, „gik i trykken tre og en halv måned senere. Det var nummeret for den 15. april 1983. Forkynderne jublede. Snart kunne man ved bladbordet i rigssalene over hele landet få La Atalaya og ¡Despertad! før den dato der stod trykt på forsiden. Nu var der ikke længere tvivl om hvilket Atalaya der skulle studeres en given uge. Omkring årsskiftet blev der på vort trykkeri fremstillet 200.000 blade om måneden alene til Colombia. Og i 1984 begyndte vi at trykke til nabolandene Venezuela, Panama, Ecuador og Peru.

I maj måned samme år blev vore spanske blade trykt samtidig med de engelske, og dermed var vi, åndeligt talt, omsider kommet i trit med den teokratiske organisations fortropper.“

[Illustrationer på side 124]

Skønt eksperter sagde: „Umuligt! Glem hellere alt om det!“ blev vores første offset-trykkemaskine fløjet med jumbojet til Colombia med stor besparelse. I Colombia trykkes „Vagttårnet“ og „Vågn op!“ nu til fem latinamerikanske lande