Trykkerier går under jorden

I hele denne periode fortsatte Det Styrende Råd med at sørge for hjælp og ledelse til brødrene i Nicaragua via Nicaraguas landsudvalg og afdelingskontoret i Costa Rica. Men der var forbud mod import af publikationer, så hvordan skulle man skaffe „mad i rette tid“? (Matt. 24:45) Endnu en gang banede Jehova vejen.

I 1985 kunne brødrene modtage Vagttårnets studieartikler og andet bibelsk materiale takket være et verdsligt trykkeri. Men det var en risikabel udvej, for det gjorde det muligt for modstanderne at skade vores arbejde. Derfor blev det besluttet at benytte den offsettrykkemaskine som indtil afdelingskontorets lukning var blevet brugt til at trykke stævneprogrammer og indbydelser til mindehøjtiden. Maskinen blev sat i drift hos en søster der boede i et hus uden for Managua.

Desværre blev trykkemaskinen i november samme år konfiskeret af repræsentanter for myndighederne. Brødrene lod dog ikke dette tilbageslag sinke arbejdet og istandsatte straks en gammel duplikator, som de gav øgenavnet Hanen. Den var før blevet brugt til at trykke løbesedler, breve og programmer. Da det blev svært at få fat i reservedele, lykkedes det brødrene at skaffe en anden brugt duplikator i området. Den kaldte de Kyllingen. Senere fik de også en maskine af afdelingskontoret i El Salvador. Idet de holdt sig til hønsegårdsterminologien, kaldte de den Hønen.

En mindre avanceret, men bestemt ikke mindre velfungerende trykkemetode gik ud på at bruge en slags duplikatorplader, som brødrene kaldte las tablitas — de små plader. Anordningerne var lavet af Pedro Rodríguez, en møbelsnedker der blev døbt i 1954. I den øverste ramme var der fastgjort et stykke fintmasket stof, og i den nederste var der anbragt en plade af glas eller træ. Konstruktionen var enkel, ligesom trykkeprocessen. I den øverste ramme mod stoffet blev der placeret en maskinskreven papirstencil, og i den nederste ramme blev der placeret et ark blankt papir. Der blev påført tryksværte på stoffet med en valse, og efter hvert tryk indsatte man et nyt ark papir.

Denne trykkemetode var langsommelig, men der blev produceret mange publikationer på den måde, blandt andet sangbogen Syng Jehovas pris, med alle 225 sange. „Når først brødrene var blevet dygtige til at bruge de små plader, kunne de trykke 20 sider i minuttet,“ fortæller Edmundo Sánchez, der deltog i trykkearbejdet. „I alt fremstillede vi omkring 5000 eksemplarer alene af sangbogen.“

Edmundos kone, Elda, var blandt de første søstre der hjalp til med at skrive papirstencils til duplikatorerne. Elda, der desuden havde børn, stod op tidligt om morgenen og arbejdede ofte til ud på natten. Hun brugte sin egen manuelle skrivemaskine når hun skrev studieartikler til Vagttårnet på stencils til duplikatorerne. Hun beretter: „Edmundo plejede at give mig et eksemplar af det blad han modtog fra Costa Rica. Jeg fandt aldrig ud af hvor mange grupper af trykkere der var, eller hvor de arbejdede; jeg vidste bare hvor meget arbejde jeg selv fik tildelt. Jeg var også klar over at hvis vi blev opdaget, ville vores hus, vores møbler — alt — blive konfiskeret, og vi ville blive arresteret og muligvis endda ende med at høre til ’de forsvundne’. Alligevel fordrev vores kærlighed til Jehova sammen med vores gudsfrygt enhver menneskefrygt der kunne opstå.“

Trykkerierne

Guillermo Ponce husker hvordan der var på trykkerierne. Han var korrekturlæser og kontaktmand mellem de brødre der fremstillede stencilene, og dem der arbejdede med trykkeriet og distributionen. Broder Ponce forklarer: „Trykkerierne blev etableret i bestemte brødres hjem. Hvert trykkeri var et rum indbygget i et rum, noget som bevirkede at der var ringe plads at arbejde på. For at camouflere lyden af duplikatoren satte vi en båndoptager eller radio lige uden for trykkeriet og skruede op for lyden.“

Badet i sved arbejdede brødrene ni til ti timer om dagen inde i disse bittesmå rum og duplikerede Vagttårnet og andre publikationer. Når naboerne blev nysgerrige, eller når en eller anden informerede myndighederne, var det nødvendigt straks at flytte hele trykkearbejdet fra et hjem til et andet.

Arbejdet blev betragtet som beteltjeneste, og de der udførte det, var unge ugifte brødre. Felipe Toruño var 19 år gammel og netop blevet døbt da han blev indbudt til at tjene på et af trykkerierne. Felipe fortæller: „Da jeg trådte ind, var det som om et lillebitte, næsten lufttæt rum lukkede sig omkring mig. Der var en stærk lugt af den korrekturlak som blev brugt til stencilene. Varmen syntes uudholdelig, og lyset kom fra et lille lysstofrør.“

Der var også andre udfordringer. Når det for eksempel blev nødvendigt at reparere en maskine — og det skete tit — kunne man ikke bare gå til værkstedet med den. Folk ville blot spørge: „Hvem ejer denne duplikator? Hvad bliver der trykt med den? Er arbejdet tilladt af regeringen?“ Derfor var brødrene nødt til selv at reparere maskinerne og måtte nogle gange endda selv fremstille reservedele. Et andet problem var de hyppige strømafbrydelser. Broder Ponce fortæller: „Trykkeholdene ønskede ikke at komme bagud med produktionen, og derfor fandt jeg dem somme tider med sodplettede næser i færd med at arbejde i skæret af en petroleumslampe. Den værdsættelse, det gode humør og den selvopofrende ånd disse dygtige unge mænd viste, motiverede mig til selv at fortsætte mit arbejde.“

Nogle værdifulde minder

Felipe Toruño fyldes med glæde når han ser tilbage på sine fire år som hemmelig trykkeriarbejder. „Jeg huskede altid på at brødrene ivrigt så frem til denne livsvigtige åndelige føde,“ siger Felipe. „Så på trods af de mange begrænsninger vi var underlagt, tjente vi med glæde.“ Omar Widdy, der deltog i dette arbejde fra juni 1988 indtil det holdt op i 1990, beretter: „En af de ting der gjorde størst indtryk på mig, var atmosfæren af broderlig hengivenhed. De nye var villige og opsatte på at lære, og de blev tålmodigt oplært i de forskellige opgaver. Arbejdsbetingelserne var ikke ideelle, men de frivillige var trods deres unge alder åndeligt modne mænd med en dyb forståelse af hvor vigtigt det var at bringe de ofre der var forbundet med denne form for tjeneste.“

Giovanni Gaitán tjente også på trykkerierne. Han fortæller: „Det der var med til at holde os oppe, var værdsættelsen af Jehova og hans organisation. Ingen af os modtog på det tidspunkt nogen pengegodtgørelse, men det bekymrede os ikke, for vi havde det vi behøvede. Selv havde jeg allerede været i mange situationer hvor jeg havde været nødt til helt at stole på Jehova. Så jeg var ikke alt for bekymret for mine materielle behov. Brødre som Guillermo Ponce, Nelson Alvarado og Felipe Toruño var trods deres unge alder strålende eksempler for mig. De ældre brødre som førte an, styrkede mig også. Ja, når jeg ser tilbage, kan jeg sige at det jeg dér fik lov at opleve, virkelig har beriget mit liv.“

Alle dem der var involveret i undergrundsaktiviteter, erfarede Jehovas støtte på mange måder, også i forbindelse med selve trykkearbejdet. Broder Gaitán fortæller: „Normalt kunne en stencil lave 300 til 500 tryk. Vi kunne få 6000 tryk ud af stencilene!“ Hvorfor var det nødvendigt at få stencilene og andre trykkematerialer til at række så langt? Ud over at de kun fandtes i begrænsede mængder i landet, kunne de udelukkende fås i statskontrollerede forretninger hvor man ville have bemærket det hvis nogle købte usædvanlige mængder, og en sådan køber risikerede at blive anholdt. Ja, Jehova belønnede brødrenes indsats, for bortset fra huset med den første offsettrykkemaskine hverken fandt eller lukkede myndighederne nogen af de andre trykkerier.

Også brødre der havde verdsligt arbejde for at forsørge deres familie, hjalp til med arbejdet — og løb derved ofte en stor risiko. For eksempel var der mange som i deres egne biler bragte bøger og blade ud til forskellige dele af landet. Somme tider kørte de hele dagen og passerede mange militære kontrolposter. De vidste at de ville miste deres bil, blive arresteret og endda fængslet hvis de blev opdaget. Alligevel lod de sig ikke standse. Disse brødre havde naturligvis brug for deres koners fulde støtte, og nogle af hustruerne spillede også en afgørende rolle i denne vanskelige periode.

Modige åndeligsindede kvinder

Mange kristne kvinder viste bemærkelsesværdigt mod og exceptionel loyalitet i de år hvor der var restriktioner i Nicaragua. De samarbejdede med deres ægtemænd og stillede deres hjem til rådighed for det hemmelige trykkearbejde — ofte flere måneder ad gangen. De tilberedte også måltider til arbejderne idet de brugte af det de havde til sig selv. „Der blev knyttet et nært kristent bånd mellem os unge brødre og disse søstre,“ fortæller Nelson Alvarado, der hjalp med at koordinere trykkearbejdet. „De blev som mødre for os. Og ligesom rigtige sønner gav vi dem en masse arbejde. Selv sled vi somme tider til klokken fire om morgenen for at opfylde kvoterne og blive færdige til tiden, især når der stod ekstra opgaver på programmet, som for eksempel Undersøg daglig Skrifterne. To af os arbejdede af og til på skift af næsten 24 timer. Alligevel havde søstrene altid et måltid klar til os, selv i de tidlige morgentimer.“

Familier der havde et trykkeri i deres hjem, var også påpasselige med sikkerheden. Normalt tog husmødrene sig af denne opgave eftersom deres ægtemænd for det meste havde verdsligt arbejde i dagtimerne. En søster erindrer: „For at camouflere larmen fra maskinerne havde vi en radio til at spille for fuld styrke. Når der kom nogen ved lågen, advarede vi brødrene i trykkeriet ved hjælp af en knap der tændte for en særlig pære.“

Ofte var de besøgende trosfæller eller slægtninge. Alligevel prøvede søstrene at affærdige dem så hurtigt og taktfuldt som muligt. Som man kan forestille sig, var det ikke altid nemt, for disse søstre var normalt meget gæstfri. Tænk for eksempel på Juana Montiel, der havde et akajutræ i sin have. Brødre og søstre kom ofte for at plukke nødder af træet, så Juanas have var blevet et uofficielt træfpunkt. „Da vi fik den forret at huse et trykkeri i vores hjem, var min mand og jeg nødt til at fælde træet,“ fortæller Juana. „Det var svært at forklare brødrene hvorfor vi pludselig var mindre selskabelige, men vi vidste at trykkearbejdet måtte beskyttes.“

Den nu afdøde Consuelo Beteta blev døbt i 1956. Hendes hjem blev også brugt til trykkerivirksomhed. Men brødrene kunne ikke parkere foran hendes hus og hente bøger og blade uden at vække mistanke. Derfor holdt de et mere sikkert sted — ud for en broders hus en gade længere væk. Inden sin død blev søster Beteta interviewet om den tid. Med et glimt i øjet sagde hun: „Bladene blev rullet sammen og fyldt i sække til de forskellige menigheder. Hver sæk vejede omtrent 15 kilo. For at komme til broderens hus gik min svigerdatter og jeg med sækkene på hovedet tværs over en grøft bag mit hus. Mine naboer fattede ingen mistanke, for sækkene lignede dem de fleste kvinder bar på hovedet.“

Brødrene satte stor pris på disse loyale og modige søstre! „Det var virkelig en stor forret at arbejde sammen med dem,“ siger Guillermo Ponce, der taler for de mange brødre som tjente sammen med ham dengang. Sådanne dygtige kristne kvinder var selvfølgelig, ligesom deres ægtemænd, udmærkede eksempler for deres børn. Så lad os nu se på de udfordringer børnene stod over for i disse begivenhedsrige år.

Loyale og pålidelige børn

Børnene i de familier der var involveret i den hemmelige trykning og distribuering af publikationer, viste ligesom deres forældre usædvanlig loyalitet. Claudia Bendaña, hvis to børn stadig boede hjemme, beretter: „Vi havde i fire måneder en trykpresse i drift i et rum der lå bagerst i huset. Børnene ville gerne hjælpe brødrene så snart de kom hjem fra skole. Men hvad kunne de gøre? I stedet for at afvise dem gav brødrene dem lov til at hæfte de duplikerede ark af Vagttårnet. Børnene elskede simpelt hen at være sammen med disse unge mænd, der opmuntrede dem til at lære skriftsteder og Rigets sange udenad!“

„For at bevare fortroligheden forklarede min mand og jeg vores børn at det var vanskelige tider, at dette arbejde var for Jehova, og at det var meget vigtigt at vi forblev loyale,“ siger søster Bendaña. „De måtte ikke tale om det til nogen som helst — heller ikke til slægtninge, ja, selv ikke til vores kristne brødre og søstre. Heldigvis var børnene lydige og pålidelige.“

Aura Lila Martínez’ hjem var et af de første der blev brugt til trykkerivirksomhed. Hendes børnebørn var med til at samle, hæfte og pakke publikationerne. Også de blev nært knyttet til de brødre der arbejdede i deres hjem. Og de talte aldrig om arbejdet med andre. Eunice fortæller: „Vi gik i skole og legede næsten hver dag med børnene i familierne Bendaña og Eugarrios, og alligevel fandt vi først mange år senere ud af at der blev trykt bøger og blade i hinandens hjem. ’Er det sandt? Også hos jer?’ sagde vi forundret til hinanden. Her voksede vi op som de bedste venner, og alligevel sagde ingen af os et ord til de andre. Det var tydeligvis Jehovas måde at beskytte arbejdet på.“

Disse erfaringer er stadig til gavn for dem der var børn dengang. Emerson Martínez, der i dag virker som menighedstjener i en særlig heltidstjeneste, siger: „Brødrene på disse trykkerier var mine forbilleder. De var kun 18-19 år, men de lærte mig at værdsætte åndelige pligter, uanset hvor uanselige de var, og jeg lærte at sætte pris på at udføre kvalitetsarbejde. Hvis blot jeg glemte én side mens jeg samlede arkene, ville en eller anden jo gå glip af det der stod på arket. Sådan fik jeg indpodet vigtigheden af at gøre mit allerbedste for Jehova og for vores brødre.“

Elda María, datter af Edmundo og Elda Sánchez, hjalp til med at bringe de stencils ud som hendes mor havde afskrevet på maskine fra Vagttårnet og andre publikationer. Hun transporterede dem på sin cykel til broder Ponces hus fem gader længere henne. Før søster Sánchez gav sin datter stencilene, pakkede hun dem omhyggeligt ind og lagde dem i en lille kurv. „Lige siden jeg var meget lille, har mine forældre opdraget mig til at være lydig,“ siger Elda María. „Så da vi oplevede denne periode med restriktioner, var jeg vant til at følge instruktioner til punkt og prikke.“

Forstod hun de farer brødrene, også hendes egen far, var udsat for når de førte opsyn med trykkeriarbejdet? Elda María siger: „Inden far gik hjemmefra, plejede han at sige til mig at jeg ikke måtte være bange eller ked af det hvis han blev arresteret. Alligevel kan jeg huske at når han var længe om at komme hjem, bad mor og jeg igen og igen om at han måtte være i god behold. Vi så ofte folk fra statens sikkerhedstjeneste parkere foran huset og holde øje med os. Hvis det ringede på døren og mor skulle hen at åbne, plejede jeg at samle alle hendes stencils og så videre sammen og gemme dem. Jeg er mine forældre meget taknemmelig for deres eksempel og for at de har opdraget mig til at vise Jehova og vores brødre loyalitet.“

Med det solide grundlag de fik lagt i deres barndom, er mange unge fra denne æra nu i heltidstjenesten, og mange varetager ansvarsopgaver i menighederne. Deres fremgang er et vidnesbyrd om at Jehova rigt velsigner sit folk — ikke én måtte undvære åndelig føde i den vanskelige tid.

[Illustration på side 109]

Brødre der trykte publikationer mens det var forbudt, med deres duplikatorer Hanen, Hønen og Kyllingen

[Illustration på side 110]

Frygtløst skrev Elda Sánchez stencils

[Illustration på side 115]

Disse søstre lavede mad og holdt vagt mens brødrene var beskæftiget med trykkearbejdet