Trykkerivirksomhed under jorden

I forbudstiden blev den åndelige føde smuglet ind i Rumænien i form af trykt materiale, stencils eller andet, og derefter blev det reproduceret lokalt. Nogle gange var det allerede blevet oversat til rumænsk og ungarsk, men som regel skulle det oversættes lokalt fra engelsk, fransk, tysk eller italiensk. Der var mange slags kurerer, for eksempel turister der besøgte landet, studerende der kom for at læse, og rumænere der vendte tilbage fra udlandsrejser.

Securitate gjorde alt hvad de kunne, for at få fat i kurererne og finde ud af hvor i Rumænien litteraturen blev fremstillet. Brødrene var snarrådige og forsigtige og udførte deres opgaver i adskillige lydisolerede, private boliger i en lang række byer. Her byggede de hemmelige rum, hvor de satte deres duplikatorudstyr op. Nogle af disse rum var skjult bag ildsteder, der normalt var bygget ind i væggen. Men brødrene lavede ildstederne om så de kunne flyttes og man havde adgang til rummet.

Sándor Parajdi arbejdede i et hemmeligt trykkeri i Târgu Mureş, hvor han fremstillede dagsteksthæftet, Rigets Tjeneste, Vagttårnet og Vågn op! „Vi arbejdede op til 40 timer i weekenderne og skiftedes til at sove en time ad gangen,“ fortæller Sándor. „Vores tøj og hud lugtede af kemikalier. Engang jeg kom hjem, sagde min søn på tre år: ’Far, du lugter ligesom dagsteksten!’“

Traian Chira, der havde kone og børn, duplikerede og transporterede litteratur i Cluj-amtet. Traian fik foræret en gammel manuel duplikator der blev kaldt Kværnen, og som for længst burde have været kasseret. Den klarede jobbet, men man kunne ikke ligefrem vinde nogen priser for resultatet. Traian bad en broder der var maskinarbejder, om at give duplikatoren et grundigt eftersyn. Broderen efterså maskinen, men hans alvorlige ansigtsudtryk sagde det hele — den gamle maskine kunne ikke repareres. Pludselig lyste han dog op og sagde: „Jeg kan bygge dig en ny!“ Faktisk endte det med at han gjorde meget mere end det. Han lavede et værksted i en søsters kælder og byggede sin egen drejebænk. I stedet for blot at lave én duplikator fremstillede han over ti af slagsen! Disse nye maskiner blev sendt til forskellige dele af landet og fremstillede publikationer af høj kvalitet.

I 1980’erne blev adskillige brødre undervist i at betjene offsetduplikatorer, som var meget bedre maskiner end de gamle. Den første der blev oplært, var Nicolae Bentaru, og han underviste så andre. Som det var tilfældet mange steder, var fremstillingen af litteratur i Bentarus hjem et familieforetagende — hvert familiemedlem havde sine bestemte opgaver. Selvfølgelig var det en udfordring at holde denne virksomhed hemmelig, især i den periode hvor Securitate udspionerede folk og ransagede deres hjem. Derfor var det også af altafgørende betydning at der var fart over feltet, så brødrene arbejdede mange timer hele weekenden for at få litteraturen trykt og bragt ud. Hvorfor i weekenden? Fordi de i ugens løb skulle passe deres almindelige arbejde.

Brødrene måtte også være varsomme når de købte papir. Selv hvis en kunde blot bad om én stak — der bestod af omkring 500 ark — måtte han forklare hvad han skulle bruge papiret til. Men trykkerierne anvendte op til 40.000 ark om måneden! Brødrene skulle derfor udvise forsigtighed over for butiksansatte. Og da det var almindeligt med razziaer på vejene, måtte de også være årvågne når de transporterede materialerne.

[Ramme på side 132, 133]

Mangfoldiggørelse

I 1950’erne skrev man bibelsk litteratur af i hånden, og ofte benyttede man karbonpapir. På det tidspunkt var det den enkleste og mest praktiske metode til mangfoldiggørelse. Og selvom den var langsommelig og trættende, var der en nyttig sidegevinst ved den — afskriverne lærte en stor del af stoffet udenad. Da de blev fængslet, var de således i stand til at give andre meget åndelig opmuntring. Brødrene brugte også skrivemaskiner, men disse skulle registreres hos politiet og var svære at få fat i.

I slutningen af 1950’erne kom stencilduplikatorer frem. Brødrene fremstillede selv stencils ved at blande lim, gelatine og voks og så brede blandingen ud i et tyndt, jævnt lag på en glat rektangulær overflade, helst glas. Med særligt blæk som de selv fremstillede, skrev de teksten på papir. Når blækket tørrede, pressede de papiret jævnt mod den voksede overflade og fik derved en stencil. Disse stencils blev imidlertid hurtigt slidt, så brødrene måtte konstant lave nye. Og som det gjaldt for håndskrevne kopier af artikler, udgjorde stencilene også en sikkerhedsrisiko — afskriveren kunne identificeres ud fra sin håndskrift.

Fra 1970’erne og frem til de sidste år med forbud byggede brødrene mere end ti transportable, manuelle duplikatorer. De var designet ud fra en model fra Østrig, og de brugte plasticcoatede papirtrykplader. Brødrene kaldte denne model for Kværnen. I begyndelsen af 1970’erne fik brødrene fat i nogle få arkoffsetmaskiner, men de var ikke i stand til at lave pladerne til dem, så i første omgang blev maskinerne ikke brugt. I 1985 begyndte en broder som var kemiingeniør i det daværende Tjekkoslovakiet, imidlertid at undervise brødrene i de nødvendige færdigheder. Derefter gik både produktionen og kvaliteten markant i vejret.

To år senere fik jeg desuden det privilegium at indkøbe papir til vores lokale undergrundstrykkeri. I 1980 lærte jeg at trykke og var med til at fremstille Vagttårnet og Vågn op! og andre publikationer. Vi brugte en stencilduplikator og en anden lille, manuel trykkemaskine.

I mellemtiden mødte jeg Veronica, en prægtig søster der havde bevist sin trofasthed mod Jehova, og vi blev gift. Veronica blev en stor støtte for mig i mit arbejde. I 1981 lærte Otto Kuglitsch fra afdelingskontoret i Østrig mig at betjene vores allerførste arkoffsetduplikator. I 1987 satte vi også en duplikator op i Cluj-Napoca, og jeg fik til opgave at oplære dem der skulle betjene den.

[Illustration på side 133]

Kværnen

[Illustrationer på side 134]

Veronica og Nicolae Bentaru i den hemmelige bunker under deres hus