Forældre og børn

’Storfamilien’ fandtes også på Bibelens tid. Men selv om Bibelen forpligter en kristen til at ’sørge for sine egne’, angiver den ingen steder at dette nødvendigvis omfatter alle de slægtninge og andre som en familie består af.

Bibelen lægger især vægt på forældres forpligtelser over for deres børn. I forbindelse med at en menighed ønskede at hjælpe Paulus økonomisk, skrev han: „Børnene bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.“ (2 Korinther 12:14) En kendt jurist ved navn H. B. Clark har sagt: „Der påhviler faderen en naturlig og moralsk forpligtelse til at sørge for sit barn.“ Som det guddommeligt udnævnte overhoved for familien har faderen hovedansvaret som forsørger. Hustruen hjælper ofte til ved på en dygtig måde at tage sig af hjemmet, ved at være økonomisk og måske endda ved at arbejde uden for hjemmet hvis omstændighederne kræver det. — Jævnfør Ordsprogene 31:10-31.

Men læg mærke til at forældrene tilskyndes til at gøre mere end blot at tjene penge. De opfordres også til at spare nogle af de indtjente penge sammen til deres børn. Forældre der efterkommer dette kloge råd er ofte i stand til at hjælpe deres børn, selv efter at de er blevet voksne og er flyttet hjemmefra. Dette er især passende hvis børnene stræber efter at være i den kristne heltidstjeneste, og måske af og til har brug for økonomisk støtte for at forblive i denne tjeneste.

Den kristnes forpligtelse til at sørge „for sine egne“ omfatter således udtrykkeligt ens ægtefælle og børn samt forældre og bedsteforældre. Man er også underlagt denne forpligtelse selv om de familiemedlemmer der har brug for ens støtte er ikketroende eller fysisk handicappede, og forpligtelsen varer ved så længe de lever. Hvis man er gift må man måske desuden hjælpe sin ægtefælle til at vise hans eller hendes forældre ære. Der er af og til opstået alvorlige ægteskabelige problemer når dette princip er blevet overset eller ignoreret.

Hvordan og hvornår skal man sørge for familiemedlemmer?

Forældre bør naturligvis ikke deraf slutte at de kan ødsle deres midler bort i den tro at de til hver en tid kan forlange at deres børn støtter dem økonomisk. Det indebærer heller ikke at de på en urimelig måde kan lægge beslag på deres børn, der ofte har deres egen familie som de først og fremmest er forpligtede over for. Dette er i overensstemmelse med de førnævnte ord af Paulus: „Børnene bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.“ — 2 Korinther 12:14.

Ikke desto mindre er en kristen først og fremmest forpligtet over for sin nærmeste familie — sin ægtefælle, sine børn, sine forældre og sine bedsteforældre. Han vil derfor overveje forholdene nøje før han indvilliger i at påtage sig et ansvar der kunne skade dem økonomisk, følelsesmæssigt eller åndeligt.