Lovprisning af Jehova i arbejdslejre og fængsler

Foruden fængsler havde Rumænien tre store arbejdslejre. En af dem var i Donaudeltaet, den anden var på den store ø Brăila, og den tredje lå ved den kanal der forbinder Donau med Sortehavet. Fra begyndelsen af den kommunistiske æra kom fængslede Jehovas Vidner ofte til at sidde sammen med deres tidligere forfølgere, som nu var blevet arresteret på grund af deres tilknytning til det forhenværende regime. En broder, der var kredstilsynsmand, endte i selskab med 20 præster! Det siger sig selv at der med et sådant indespærret publikum blev grobund for mange interessante diskussioner.

For eksempel havde en broder i et af fængslerne en lang samtale med en teologiprofessor som tidligere havde eksamineret præstekandidater. Broderen opdagede hurtigt at professoren stort set intet vidste om Bibelen. Blandt de indsatte der lyttede til samtalen, var der en mand som havde været general i hæren under det tidligere regime.

„Hvordan kan det være at jævne håndværkere kender Bibelen bedre end du gør?“ spurgte generalen professoren.

Professoren svarede: „På de teologiske seminarier bliver vi undervist i kirketradition og lignende emner, ikke i Bibelen.“

Generalen var ikke imponeret. „Vi stolede på din viden,“ sagde han, „men nu kan jeg se at vi er blevet ledt sørgeligt på vildspor.“

Med tiden fik en del fanger nøjagtig kundskab om sandheden og indviede deres liv til Jehova. Det gjaldt blandt andet en mand der afsonede 75 år for røveri. Der skete så store forandringer med denne mands personlighed at det vakte fængselsmyndighedernes opmærksomhed. Det førte til at de gav ham et nyt arbejde — et arbejde der ikke normalt blev givet til en der sad inde for røveri. Han skulle uden ledsagelse tage i byen og købe ind til fængselet!

Ikke desto mindre var livet i fangenskab barsk, og maden var knap. Fangerne anmodede endda om at deres kartofler ikke blev skrællet så de kunne få lidt mere at spise. De spiste også roer, græs, blade og andre planter for blot at få en følelse af mæthed. Flere døde af underernæring, og alle led af dysenteri.

Om sommeren arbejdede brødrene i Donaudeltaet med at grave og køre jord væk i forbindelse med opførelsen af en dæmning. Om vinteren stod de på isen og skar sumpplanter. De sov i en gammel jernbåd, hvor de måtte udholde kulde, snavs, lus og hjerteløse vagter der var helt upåvirkede selv når en fange døde. Men uanset hvilke forhold brødrene blev udsat for, opmuntrede og hjalp de hinanden til at forblive åndeligt stærke. Lad os se hvad Dionisie Vârciu erfarede.

Lige før Dionisie blev løsladt, spurgte en officer ham: „Har fangenskabet kunnet ændre Deres tro, Vârciu?“

„Undskyld mig,“ svarede Dionisie, „men ville De skifte et sæt tøj af høj kvalitet ud med et der var ringere?“

„Nej,“ sagde officeren.

„Nuvel,“ fortsatte Dionisie, „under mit fangenskab er der ingen der har tilbudt mig noget der er bedre end det jeg har. Hvorfor skulle jeg så skifte tro?“

Officeren tog Dionisies hånd og sagde: „De er en fri mand, Vârciu. Hold fast ved Deres tro.“

Brødre og søstre som Dionisie var ikke supermennesker. Deres mod og åndelige styrke udsprang af deres tro på Jehova, en tro de holdt i live på de mest utrolige måder. — Ordsp. 3:5, 6; Fil. 4:13.

Studium efter hukommelsen

András Molnos ser tilbage og fortæller: „Min fængselstid var en periode med teokratisk oplæring.“ Hvordan kunne han sige det? Fordi han så værdien af hver uge at mødes med sine brødre og studere Guds ord. „Ofte,“ fortæller András, „fandtes informationerne ikke på papir, men kun i hukommelsen. Brødre kunne genkalde sig artikler fra Vagttårnet som de havde studeret inden de blev fængslet. Nogle få brødre kunne endda huske indholdet af et helt blad — derunder spørgsmålene i studieartiklerne!“ I nogle tilfælde skyldtes denne enestående hukommelse at nogle af fangerne inden deres fængsling havde arbejdet med at skrive den åndelige føde af i hånden. — Se rammen „Duplikeringsmetoder“ på side 132-33.

Når de ansvarshavende brødre planlagde kristne møder, annoncerede de hvilket emne der skulle drøftes, og hver eneste fange prøvede så at genkalde sig alt hvad han vidste om emnet, lige fra skriftsteder til punkter der havde været behandlet i bibelske publikationer. Til sidst mødtes alle for at drøfte tankerne. En blev valgt til at lede mødet, og efter den indledende bøn forestod denne broder drøftelsen ved at stille passende spørgsmål. Når alle andre havde kommenteret, fortalte han hvilke tanker han selv havde gjort sig, og derefter gik han videre til næste punkt.

I nogle fængsler var gruppedrøftelser forbudt. Men brødrenes opfindsomhed kendte ingen grænser. En broder fortæller: „Vi plejede at tage badeværelsesruden ud af rammen og male glasset med en blanding af blød sæbe og kalk som vi havde skrabet af væggen. Når ruden var blevet tør, kunne vi bruge den som tavle og skrive dagens lektion på den. Én broder dikterede ordene med dæmpet stemme, mens en anden skrev dem på tavlen.

Vi var fordelt i adskillige fængselsceller, der fungerede som studiegrupper. Lektionerne gik fra den ene broder i cellen til den anden. Brødrene i den celle hvor tavlen var, morsede oplysningerne til brødrene i de andre celler. Hvordan? Ved så stille som muligt at banke på væggen eller på varmerørene. Imens holdt brødrene i de andre celler deres kopper op imod væggen eller varmerøret, og så satte de øret til koppen, der virkede som et lytteapparat. De der ikke kendte morsekoden, blev selvfølgelig nødt til at lære den.“

I nogle fængsler kunne brødrene modtage frisk åndelig føde udefra ved hjælp af søstre der også var meget opfindsomme og idérige. Når søstrene bagte brød, skjulte de for eksempel litteratur inden i dejen. Brødrene kaldte denne mad brød fra himmelen. Det lykkedes endda søstrene at få dele af Bibelen smuglet ind i fængslerne ved at folde bibelsider til bittesmå firkanter og stikke dem ind i små plastickugler som de derefter overtrak med smeltet chokolade og kakaopulver.

Det ubehagelige ved denne ordning var imidlertid at brødrene måtte foretage læsningen på toilettet, det eneste sted de kunne være alene i nogle få minutter uden at blive overvåget af vagter. Når en broder var færdig med at læse materialet, gemte han det bag vandbeholderen. Fanger der ikke var Jehovas Vidner, kendte også til dette skjulested, og mange nød et stille øjebliks læsning.

[Ramme/illustration på side 124, 125]

Vi genkaldte os 1600 vers fra Bibelen

Dionisie Vârciu

Født: 1926

Døbt: 1948

Profil: Fra 1959 tilbragte han over fem år i forskellige fængsler og arbejdslejre. Han døde i 2002.

Under vores fængselsophold havde vi lov til at kommunikere med vores familier, og de måtte sende os en gavepakke på fem kilo hver måned. Kun de der havde færdiggjort deres arbejdsopgaver, fik lov at få deres pakke. Vi delte altid maden ligeligt imellem os, hvilket som regel betød at vi delte den i 30 portioner. Ved én lejlighed gjorde vi dette med to æbler. Hver enkelts portion var selvfølgelig meget lille, men den dæmpede sulten en smule.

Selvom vi hverken havde bibler eller bibelstudiehåndbøger, bevarede vi vores åndelige styrke ved at genkalde os de ting vi havde lært før vi blev fængslet, og ved at dele disse ting med hinanden. Vi havde den ordning at en broder hver morgen skulle genkalde sig et vers fra Bibelen. Derefter gentog vi andre skriftstedet sagte og grundede over det når vi gik vores tvungne morgentur, der varede mellem 15 og 20 minutter. Når vi kom tilbage til vores celle — hvor vi var 20 mennesker stuvet sammen i et rum på 2 gange 4 meter — drøftede vi verset i omkring en halv time. Det lykkedes os i fællesskab at genkalde os 1600 vers fra Bibelen. Ved middagstid drøftede vi forskellige emner, derunder 20 til 30 skriftsteder der havde tilknytning til emnet. Alle lærte stoffet udenad.

Én broder følte til at begynde med at han var for gammel til at lære mange skriftsteder udenad. Men han havde undervurderet sine egne evner. Efter at have hørt os repetere passagerne højt omkring 20 gange var han også i stand til at huske og gentage et stort antal skriftsteder, og det frydede han sig meget over!

I fysisk forstand var vi naturligvis sultne og svage, men Jehova holdt os åndeligt velnærede og stærke. Kampen for at bevare vores åndelighed fortsatte selv efter at vi var blevet løsladt, for Securitate blev ved med at forfølge os i håb om at ødelægge vores tro.