MÅSKE spekulerer du på hvornår og hvordan Jehovas Vidner for første gang kom ind i dette fængsel. Det skete den 4. juli 1918. En gruppe på otte fremtrædende kristne forkyndere blev ført op ad de 15 trappetrin af granit og ind i forbundsfængselet. Hvis man fulgte datidens skik og brug, havde de lænker om benene og var lagt i håndjern fastgjort til kæder om livet. De nyankomne var åndeligt modne mænd der førte an blandt de internationale bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. De kunne ikke vide at det mindre end et år senere ville blive fastslået at de var blevet fængslet på et uret grundlag. I marts 1919 gik de otte forkyndere ned ad den samme trappe, frie og uden håndjern eller lænker. De blev senere frikendt, da myndighederne besluttede at trække anklagerne tilbage.a

Mens disse kristne mænd sad fængslet i Atlanta, underviste de i Bibelen. En af de otte indsatte, A.H. Macmillan, fortalte senere at fængselsinspektøren i begyndelsen havde været fjendtlig, men senere sagde til ham: „De timer, De giver, er storartede.“

[Ramme/illustration på side 20, 21]

„I har beværtet nogle af mine allerbedste venner“

I APRIL 1983 kom Frederick W. Franz fra Jehovas Vidners Styrende Råd på besøg i forbundsfængselet i Atlanta, USA. Han havde glædet sig til at se netop dette fængsel. Da han gik ind i bygningen, sagde han højt til vagten ved skranken i forkontoret: „I skal vide at I har beværtet nogle af mine allerbedste venner her!“ Vagten så mildest talt overrasket ud. Hvad mente broder Franz?

Fireogtres år tidligere var Joseph F. Rutherford og syv af hans medarbejdere blevet dømt på falske anklager for undergravende virksomhed. Broder Rutherford og broder Franz kom senere til at arbejde sammen og blev nære venner. Nu, over 40 år efter Rutherfords død, fik broder Franz — der nu nærmede sig de 90 — til sin store glæde mulighed for at besøge det sted hvor hans ven havde siddet fængslet så mange år tidligere. Han tænkte uden tvivl på det broder Rutherford og hans medarbejdere havde udrettet inden for disse mure. Hvad havde de da lavet?

Kort tid efter at broder Rutherford og hans medarbejdere var ankommet til fængselet, havde fængselsinspektøren sagt til dem: „Vi vil give jer noget arbejde af en slags. Hvad kan I?“

„Jeg har aldrig bestilt andet i mit liv end at forkynde,“ svarede A.H. Macmillan, en af de otte. „Er der noget af den slags her jeg kan gøre?“

„Nej, min herre! Det er på grund af Deres forkyndelse De er kommet her. Og De kan med det samme få at vide, at der ikke kan være tale om at prædike her.“

Der gik nogle uger. Alle fangerne skulle overvære gudstjenesten om søndagen, og de der havde lyst, kunne deltage i søndagsskolen bagefter. De otte brødre besluttede at danne deres egen bibelstudieklasse, som de skiftedes til at lede. „Andre begyndte at deltage af nysgerrighed, og inden længe kom der flere,“ forklarede broder Rutherford senere. Snart var den lille gruppe på otte vokset til 90!

Hvad syntes fangerne om bibelundervisningen? En af dem sagde: „Jeg er 72 år gammel, og jeg måtte ind bag fængselsmurene for at få sandheden at høre. Derfor er jeg glad for at jeg blev sat i fængsel.“ En anden bemærkede: „Jeg har snart afsonet min dom, og jeg er ked af at jeg skal forlade fængselet. . . . Kan I sige mig hvor jeg kan finde nogle som jer når jeg kommer ud?“

Aftenen før de otte brødre blev løsladt, fik de et rørende brev fra en ung mand der havde deltaget i undervisningen. Han skrev: „Jeg ønsker at De skal vide at De hos mig har efterladt et ønske om at blive et bedre, stærkere menneske, hvis der da kan fremkomme et sådant af en stakkel der er så tilsmudset og medtaget af verden som jeg. . . . Jeg er svag, meget svag; ingen ved det bedre end jeg selv, men jeg vil prøve, og jeg vil kæmpe med mig selv hvis det er nødvendigt, for at opnå de fulde frugter af den sæd I har sået, så jeg ikke alene må kunne hjælpe mig selv, men også dem omkring mig. Dette kan lyde underligt, når det kommer fra sådan en som mig, men dybt i mit hjerte mener jeg hvert ord.“

Nu, over 80 år senere, bliver sandhedens sæd stadig sået af Jehovas Vidner i forbundsfængselet i Atlanta — og i mange andre fængsler. — 1 Korinther 3:6, 7.