LIVET I FÆNGSELET

Fængselslivet var barskt. Fangerne fik kun mad en gang om dagen, og den bestod af kassava og bønner. De fik kun kød cirka en gang om måneden. Sovepladserne var befængt med væggelus, men da fængselet var overfyldt, sov mange af fangerne på gulvet. Det var småt med vand til at vaske sig i. Brødrene delte celler med dødsdømte og voldelige forbrydere. Fangevogterne var ofte brutale, men der var dog en af dem, Jean Fataki, der var venlig mod brødrene. Han tog imod et bibelstudium, blev med tiden et døbt Jehovas vidne og har tjent som en trofast pioner til den dag i dag.

Broder Rwakabubu siger: „Mens vi var i fængsel, holdt ærkebiskoppen en messe der. Han sagde til sine tilhørere at de skulle tage sig i agt for Jehovas Vidner. Bagefter spurgte nogle af de katolikker der havde været til stede, hvorfor ærkebiskoppen havde sagt sådan om os, da de kunne se at Jehovas Vidner ikke var farlige.“

I mellemtiden var Roger og Noella Poels kommet til Kigali fra Belgien. Roger havde en arbejdskontrakt. De tre brødre var stadig i fængsel, så Roger bad om at få lov til at tale med justitsministeren for at forklare hvad vores tro gik ud på, og høfligt spørge om hvad regeringen havde imod Jehovas Vidner. Ministeren afbrød hurtigt samtalen ved at sige: „Hr. Poels, jeg har hørt tilstrækkeligt fra Dem! De vil blive sat på det næste fly til Bruxelles. De er udvist af landet!“

De tre brødre stod fast og lod sig ikke skræmme, så de måtte afsone deres straf på to år. Det andet år blev de dog overført til et fængsel hvor forholdene var meget bedre. I november 1984 blev de løsladt.

Året efter blev Palatin Nsanzurwimo og hans kone, Fatuma, arresteret af statens sikkerhedsfolk. Efter et otte timer langt forhør og en grundig ransagning af deres hus blev de ført til fængselet sammen med deres tre børn. På vejen derhen lykkedes det Palatins yngre bror, der var fulgt tæt efter dem, at få fat i deres femårige søn og fireårige datter så han kunne tage sig af dem. Palatin og Fatuma blev fængslet sammen med deres 14 måneder gamle baby. Fatuma blev senere overført til et andet fængsel og blev først løsladt efter ni måneder.

På det tidspunkt var Jean Tshiteyas fire børn blevet bortvist fra skolen. Kort derefter, da Jean en dag vendte hjem, opdagede han at hans hus var blevet ransaget, og at hans kone var blevet arresteret, så børnene var blevet efterladt alene i huset. Lidt senere blev broder Tshiteya selv arresteret og sat i fængsel i Butare, hvor hans kone og andre forkyndere også var. Derefter blev alle brødrene i Butare overflyttet til centralfængselet i Kigali. I al den tid tog vennerne i Kigali sig af broder Tshiteyas børn.

Broder Tshiteya nævner: „Når brødre og søstre blev overført fra fængsler i andre områder til centralfængselet i Kigali, hilste de med glæde på hinanden og sagde: ’Komera!’ der betyder ’Fat mod!’ Da en af fangevogterne hørte denne hilsen, sagde han hånligt: ’I er skøre! Hvordan kan man fatte mod i et fængsel?’“

Ved grænsen fandt myndighederne bladene, arresterede brødrene, lagde dem i håndjern, førte dem af sted til forhør og lod dem tilbringe en kold nat i en fængselscelle. Kort efter blev brødrene sendt til centralfængselet i Kigali. Der mødte de omkring 140 fængslede brødre og søstre, som var henrykte over at få en førstehåndsrapport fra stævnet i Nairobi. Det de havde at fortælle, var i sandhed opmuntrende, og det var med til at styrke brødrene!

De fængslede brødre holdt møder og sørgede for at forkyndelsen blev organiseret. De nøjedes ikke med at forkynde, men lærte også nogle af fangerne at læse og skrive. Desuden ledte de bibelstudier med interesserede og hjalp mange nye forkyndere frem til dåb. Nogle af dem havde studeret før de blev arresteret, og andre lærte først sandheden at kende i fængselet.

EN KREDSTILSYNSMAND „BESØGER“ FÆNGSELET

En af brødrene beskriver hvad der skete i fængselet i Kigali i 1986: „Der var mange brødre der. Vi holdt et møde om hvordan vi kunne hjælpe brødrene uden for fængselet. Vi besluttede at skrive et brev til dem for at opmuntre dem. Vi fortalte dem at når vi havde gennemgået vores distrikt i fængselet, ville vi komme hjem igen. Vi forkyndte systematisk for alle indsatte og ledte bibelstudier. Da vi senere hørte at en kredstilsynsmand besøgte menighederne udenfor, ville vi også gerne have besøg, så vi lagde det frem for Jehova i bøn. Kort tid derefter blev kredstilsynsmanden, broder Rwakabubu, fængslet for anden gang. Vi så det som en mulighed for at vi også kunne få besøg af ham.“

Under forfølgelsen var der kun én broder der gik på kompromis. Da han havde taget det politiske emblem på, blev han slået og sparket af dem der ikke var Jehovas Vidner, og de hånede ham og kaldte ham en kujon. Hans kone, som studerede Bibelen, spurgte ham om hvorfor han ikke var forblevet trofast. Senere skrev han et brev til dommerne, hvori han fortalte dem at han havde begået en fejl, og at han stadig var et af Jehovas Vidner. Han skrev endda til afdelingskontoret i Kenya for at undskylde. I dag tjener han igen Jehova trofast.