Studium efter hukommelsen

András Molnos ser tilbage og fortæller: „Min fængselstid var en periode med teokratisk oplæring.“ Hvordan kunne han sige det? Fordi han så værdien af hver uge at mødes med sine brødre og studere Guds ord. „Ofte,“ fortæller András, „fandtes informationerne ikke på papir, men kun i hukommelsen. Brødre kunne genkalde sig artikler fra Vagttårnet som de havde studeret inden de blev fængslet. Nogle få brødre kunne endda huske indholdet af et helt blad — derunder spørgsmålene i studieartiklerne!“ I nogle tilfælde skyldtes denne enestående hukommelse at nogle af fangerne inden deres fængsling havde arbejdet med at skrive den åndelige føde af i hånden. — Se rammen „Duplikeringsmetoder“ på side 132-33.

Når de ansvarshavende brødre planlagde kristne møder, annoncerede de hvilket emne der skulle drøftes, og hver eneste fange prøvede så at genkalde sig alt hvad han vidste om emnet, lige fra skriftsteder til punkter der havde været behandlet i bibelske publikationer. Til sidst mødtes alle for at drøfte tankerne. En blev valgt til at lede mødet, og efter den indledende bøn forestod denne broder drøftelsen ved at stille passende spørgsmål. Når alle andre havde kommenteret, fortalte han hvilke tanker han selv havde gjort sig, og derefter gik han videre til næste punkt.

I nogle fængsler var gruppedrøftelser forbudt. Men brødrenes opfindsomhed kendte ingen grænser. En broder fortæller: „Vi plejede at tage badeværelsesruden ud af rammen og male glasset med en blanding af blød sæbe og kalk som vi havde skrabet af væggen. Når ruden var blevet tør, kunne vi bruge den som tavle og skrive dagens lektion på den. Én broder dikterede ordene med dæmpet stemme, mens en anden skrev dem på tavlen.

Vi var fordelt i adskillige fængselsceller, der fungerede som studiegrupper. Lektionerne gik fra den ene broder i cellen til den anden. Brødrene i den celle hvor tavlen var, morsede oplysningerne til brødrene i de andre celler. Hvordan? Ved så stille som muligt at banke på væggen eller på varmerørene. Imens holdt brødrene i de andre celler deres kopper op imod væggen eller varmerøret, og så satte de øret til koppen, der virkede som et lytteapparat. De der ikke kendte morsekoden, blev selvfølgelig nødt til at lære den.“

[Ramme/illustration på side 124, 125]

Vi genkaldte os 1600 vers fra Bibelen

Dionisie Vârciu

Født: 1926

Døbt: 1948

Profil: Fra 1959 tilbragte han over fem år i forskellige fængsler og arbejdslejre. Han døde i 2002.

Under vores fængselsophold havde vi lov til at kommunikere med vores familier, og de måtte sende os en gavepakke på fem kilo hver måned. Kun de der havde færdiggjort deres arbejdsopgaver, fik lov at få deres pakke. Vi delte altid maden ligeligt imellem os, hvilket som regel betød at vi delte den i 30 portioner. Ved én lejlighed gjorde vi dette med to æbler. Hver enkelts portion var selvfølgelig meget lille, men den dæmpede sulten en smule.

Selvom vi hverken havde bibler eller bibelstudiehåndbøger, bevarede vi vores åndelige styrke ved at genkalde os de ting vi havde lært før vi blev fængslet, og ved at dele disse ting med hinanden. Vi havde den ordning at en broder hver morgen skulle genkalde sig et vers fra Bibelen. Derefter gentog vi andre skriftstedet sagte og grundede over det når vi gik vores tvungne morgentur, der varede mellem 15 og 20 minutter. Når vi kom tilbage til vores celle — hvor vi var 20 mennesker stuvet sammen i et rum på 2 gange 4 meter — drøftede vi verset i omkring en halv time. Det lykkedes os i fællesskab at genkalde os 1600 vers fra Bibelen. Ved middagstid drøftede vi forskellige emner, derunder 20 til 30 skriftsteder der havde tilknytning til emnet. Alle lærte stoffet udenad.

Én broder følte til at begynde med at han var for gammel til at lære mange skriftsteder udenad. Men han havde undervurderet sine egne evner. Efter at have hørt os repetere passagerne højt omkring 20 gange var han også i stand til at huske og gentage et stort antal skriftsteder, og det frydede han sig meget over!

I fysisk forstand var vi naturligvis sultne og svage, men Jehova holdt os åndeligt velnærede og stærke. Kampen for at bevare vores åndelighed fortsatte selv efter at vi var blevet løsladt, for Securitate blev ved med at forfølge os i håb om at ødelægge vores tro.