EN NEUTRALITETSPRØVE

I maj 1961 trådte Sydafrika ud af British Commonwealth og blev en republik. Det var en tid med politisk uro og tiltagende vold i landet. I et forsøg på at få kontrol over situationen oppiskede den daværende regering en nationalistisk stemning i befolkningen, og det forårsagede vanskeligheder for Jehovas Vidner i årene der fulgte.

I mange år var Jehovas Vidner ikke blevet pålagt at udføre militærtjeneste. Dette ændrede sig sidst i 1960’erne da landet blev mere og mere involveret i militæroperationer i Namibia og Angola. En ny lovgivning krævede at unge hvide mænd som var sunde og raske, skulle udføre militærtjeneste. Brødre der nægtede dette, blev interneret på militærkaserner i 90 dage.

Mike Marx var i en gruppe af internerede brødre som blev beordret til at iføre sig militæruniform og hjelm. Han fortæller: „Da vi ikke ønskede at blive identificeret med militæret, nægtede vi at gøre det. Den øverstbefalende, der var kaptajn, fratog os så visse privilegier, anbragte os i isolationsfængsel og satte os på sultekost.“ Det betød at brødrene hverken måtte skrive eller modtage breve, få besøg eller eje noget som helst læsestof ud over Bibelen. Sultekosten — der var tiltænkt uforbederlige fanger — bestod af vand og en halv skive brød om dagen i to dage, fulgt af normale militærrationer i syv dage og så igen to dage med vand og brød. Selv den såkaldt normale kost lod ofte meget tilbage at ønske, både hvad mængde og kvalitet angik.

Der blev gjort alt for at få brødrene til at give slip på deres integritet. De blev spærret inde i hver sin lille celle. På et tidspunkt fik de ikke lov til at tage brusebad. I stedet fik hver broder en spand han skulle bruge som toilet, og en anden med vand til at vaske sig i. Efter et stykke tid fik brødrene igen lov til at tage brusebad.

Keith Wiggill fortæller: „En vinterdag fjernede vagterne vores madrasser og tæpper lige efter at vi havde været under den kolde bruser. Vi fik ikke lov til at tage vores civile tøj på, så vi havde ikke andet end et par shorts og en undertrøje. Vi sov på et fugtigt håndklæde på det iskolde betongulv. Næste morgen var oversergenten forbløffet over at se hvor glade vi var, og hvor godt vi havde det. Han erkendte at vores Gud havde passet på os i denne bidende kolde nat.“

Kort før brødrene var færdige med at afsone den 90 dage lange straf, blev de igen slæbt i retten fordi de ikke ville iføre sig uniformen eller træne sammen med de andre militærfanger. Derefter blev de atter spærret inde. Myndighederne gjorde det klart for brødrene at de ville blive ved med at idømme dem nye straffe indtil de var fyldt 65 og ikke længere var egnede til militærtjeneste.

I 1972 blev loven ændret efter stærkt pres fra offentlig og politisk side. Nu blev brødrene kun idømt én fængselsstraf, der svarede til længden af militærtjenesten. I begyndelsen var straffen på mellem 12 og 18 måneder. Senere blev den forlænget til tre år og til sidst til seks år. Med tiden gjorde myndighederne visse indrømmelser, og brødrene fik lov til at holde et ugentligt møde.

Brødrene glemte ikke Jesu befaling om at gøre disciple mens de var interneret. (Matt. 28:19, 20) De forkyndte for medfanger, for militære befalingsmænd og for andre de kom i kontakt med. I en periode fik de lov til at bruge lørdag eftermiddag på at skrive breve for at fortælle andre om den gode nyhed.

På et tidspunkt gav militærmyndighederne ordre til at de 350 internerede Jehovas Vidner skulle spise deres måltider sammen med de 170 militærfanger. De kaserner hvor brødrene var interneret, blev det eneste distrikt med et forholdstal på to Jehovas Vidner for hvert ikkevidne, så der gik ikke lang tid før myndighederne afgjorde at brødrene igen skulle spise deres måltider for sig selv.

KRISTENHEDENS KIRKER OG SPØRGSMÅLET OM NEUTRALITET

Hvordan reagerede kristenhedens kirker på spørgsmålet om tvungen militærtjeneste? South African Council of Churches (SACC) vedtog i juli 1974 en resolution vedrørende samvittighedsnægtelse. I stedet for at holde sig til den religiøse side af sagen havde erklæringen tydelige politiske undertoner. Grunden til at den støttede samvittighedsnægtelse, var at militæret kæmpede for at forsvare et „uretfærdigt og diskriminerende samfund“ og derfor førte en uretfærdig krig. Både de afrikaanssprogede kirker og andre kirkelige grupper var imod SACC-resolutionen.

Den hollandsk reformerte kirke støttede regeringen i dens militære forehavender. Kirken afviste SACC-resolutionen med den begrundelse at den var en overtrædelse af princippet i Romerbrevet, kapitel 13. En anden gruppe som var imod resolutionen, var feltpræsterne i Sydafrikas forsvarsstyrke. Nogle af disse præster tilhørte kirker der var medlemmer af SACC. I en fælleserklæring fordømte feltpræsterne i de engelsksprogede kirker resolutionen og erklærede: „Vi . . . tilskynder alle medlemmer af vore kirker og især de unge mænd til at yde en personlig indsats for at forsvare landet.“

Dertil kom at SACC’s enkelte medlemskirker ikke tog et klart standpunkt i spørgsmålet om neutralitet. Bogen War and Conscience in South Africa indrømmer: „De fleste . . . forsømte at præcisere deres stillingtagen over for deres medlemmer, og de opfordrede bestemt heller ikke deres medlemmer til at nægte at udføre militærtjeneste af samvittighedsgrunde.“ Bogen viser at regeringens stærke reaktion på SACC-resolutionen, der affødte en stramning af lovene, fik kirkerne til at være tilbageholdende med at give udtryk for deres synspunkter. Den siger: „Forsøg på at få kirken til at følge en konstruktiv handlingsplan slog helt fejl.“

Som en kontrast til kirkernes holdning nævner bogen følgende: „Langt de fleste af de samvittighedsnægtere der blev fængslet, var Jehovas Vidner.“ Og den tilføjer: „Jehovas Vidner fokuserede på den enkeltes ret til af samvittighedsgrunde at modsætte sig al krig.“

Jehovas Vidners standpunkt var udelukkende religiøst begrundet. Samtidig med at Vidnerne anerkender at ’de eksisterende myndigheder af Gud er anbragt i deres relative stillinger’, forbliver de politisk neutrale. (Rom. 13:1) De er først og fremmest tro mod Jehova, der i sit ord, Bibelen, åbenbarer at hans sande tilbedere ikke på nogen måde vil deltage i bogstavelig krigsførelse. — Es. 2:2-4; Apg. 5:29.

Efter at dette interneringssystem havde været i brug i en årrække, var det tydeligt at Jehovas Vidner ikke ville give køb på deres neutrale standpunkt for at slippe for en barsk behandling. Interneringskasernerne var desuden overfyldte og fik megen negativ omtale i medierne. Visse myndigheder pressede på for at brødrene skulle sendes i civile fængsler.

Militære myndighedspersoner der var positivt indstillet over for brødrene, gik ikke ind for dette forslag. De respekterede vores unge brødre for deres høje moralnormer. Hvis brødrene kom i civilt fængsel, ville de ikke længere have en ren straffeattest. Desuden ville de komme i selskab med samfundets værste elementer og risikere at blive voldtaget. Der blev derfor truffet foranstaltninger til at de kunne udføre samfundstjeneste i ministerier som ikke havde noget at gøre med militæret. Da det politiske klima i landet ændrede sig i 1990’erne, blev den tvungne militærtjeneste afskaffet.

Hvordan påvirkede det vores unge brødre at være interneret i en lang periode på så afgørende et tidspunkt i deres liv? Mange tjente Jehova trofast og gjorde klog brug af den lejlighed det gav dem til at studere Guds ord og vokse åndeligt. „Den periode hvor jeg var interneret, blev et vendepunkt for mig,“ fortæller Cliff Williams. „De tydelige vidnesbyrd om at Jehova beskyttede og velsignede mig under mit fangenskab, motiverede mig til at gøre mere for at fremme Rigets interesser. Kort efter at jeg var blevet løsladt i 1973, begyndte jeg som almindelig pioner, og året efter kom jeg på Betel, hvor jeg tjener den dag i dag.“

Stephen Venter, der var 17 år gammel da han blev interneret, fortæller: „Jeg var udøbt forkynder, og min kundskab om sandheden var begrænset. Den åndelige styrke jeg fik gennem den daglige drøftelse af et skriftsted — som vi gennemførte mens vi polerede gulve om morgenen — de regelmæssige møder og det bibelstudium som en mere erfaren broder havde med mig, gjorde opholdet tåleligt. Selvom der var dårlige tider, er det utroligt hvor lidt jeg husker fra disse! Faktisk var de tre år i fangenskab måske de bedste år af mit liv. Det jeg kom ud for, gjorde mig til en mand. Jeg lærte Jehova at kende, og det motiverede mig til at tage heltidstjenesten op.“

Den uretfærdige internering af vores brødre tjente et godt formål. Gideon Benade, der besøgte brødrene på interneringskasernerne, skrev: „Når man ser tilbage, går det op for en hvor magtfuldt et vidnesbyrd der blev aflagt.“ Vores brødres udholdenhed og mediernes hyppige omtale af deres prøvelser og de straffe de blev idømt, efterlod et uudsletteligt vidnesbyrd om Jehovas Vidners neutrale standpunkt, som gjorde indtryk på såvel militæret som på landets befolkning.

[Ramme/illustrationer på side 114-117]

Bevarede sin uangribelighed under internering

INTERVIEW MED ROWEN BROOKES

FØDT 1952

DØBT 1969

PROFIL Var interneret fra december 1970 til marts 1973 på grund af sin kristne neutralitet. Begyndte som almindelig pioner i 1973 og kom på Betel i 1974. Er nu medlem af afdelingskontorets udvalg.

Hvordan var forholdene på interneringskasernerne?

Kasernerne bestod af lange blokke, hvor der på hver side af en midtergang var 34 celler, og i midten af gangen var der en rende til regnvand. Når vi sad i isolation, havde vi hver en celle på 1,8 gange 2 meter. Vi havde kun lov til at komme ud af vores celle to gange daglig: om morgenen for at vaske og barbere os og for at tømme vores toiletspand og om eftermiddagen for at tage brusebad. Vi kunne hverken skrive eller modtage breve. Vi måtte ikke have andre bøger end Bibelen og ingen kuglepenne eller blyanter, og vi måtte ikke modtage besøg.

Inden brødrene blev interneret, havde de fleste af dem bundet deres bibel ind sammen med andre bøger, såsom Hjælp til forståelse af Bibelen. Vagterne anede ikke uråd, for det lignede deres store, gamle familiebibler på afrikaans og hollandsk.

Kunne I få fat på bibelsk læsestof?

Ja, vi smuglede litteratur ind når det var muligt. Alle vores ejendele blev opbevaret i kufferter i en af de tomme celler. Det gjaldt også toiletartikler. En gang om måneden lod en vagt os komme ind til kufferterne så vi kunne forsyne os med nye toiletartikler fra vores lager. Vi havde også litteratur i disse kufferter.

Mens en af os snakkede med vagten for at distrahere ham, gemte en anden broder en bog i sine shorts eller inden under sin undertrøje. Når vi var kommet tilbage til cellen, skilte vi bogen ad i mindre dele, som var nemmere at skjule. Disse lod vi gå på omgang så alle kunne læse dem. Vi fandt mange gemmesteder. Nogle af cellerne var i en meget dårlig stand, og der var huller alle vegne.

Vores celler blev jævnlig ransaget, nogle gange midt om natten. Vagterne fandt altid noget af litteraturen, men aldrig det hele. En af de vagter der var positivt indstillet over for os, advarede os ofte inden ransagningen fandt sted. Så pakkede vi litteraturen ind i plastic og skubbede den op i nedløbsrørene. En dag var der et voldsomt uvejr, og til vores ærgrelse kom en af disse pakker flydende i regnvandsrenden inde i celleblokken. Nogle af militærfangerne begyndte at spille fodbold med den. Pludselig dukkede en vagt op og beordrede fangerne tilbage til deres celler. Til vores store lettelse var der ingen som tog yderligere notits af pakken, og det lykkedes os at få fat i den igen da vi kort efter blev lukket ud af vores celler.

Blev din uangribelighed sat på prøve mens du var interneret?

Ja, konstant. Fængselsbetjentene prøvede hele tiden på at knække os. For eksempel kunne de være rigtig venlige mod os — ved at give os ekstra mad, lade os komme ud og motionere og endda lade os ligge og dase i solen. Men pludselig efter et par dage krævede de så at vi iførte os militæruniformen. Når vi nægtede, behandlede de os endnu værre end før.

Herefter blev vi beordret til at gå med militærets plastichjelme, hvilket vi nægtede. Kaptajnen blev så rasende at han fra da af ikke engang lod os tage brusebad. Vi fik i stedet en spand hver så vi kunne vaske os i cellen.

Vi havde ingen sko, og nogle af brødrenes fødder blødte. Derfor lavede vi selv nogle sko. Vi indsamlede stumper af gamle tæpper som ellers blev brugt til at polere gulve med. Derefter fandt vi noget kobbertråd, hamrede den ene ende flad og gjorde den anden ende spids. Med en stift lavede vi et hul i den flade ende, og så kunne vi bruge kobbertråden som synål. Vi trak tråde ud af vores tæpper og syede mokkasiner af tæppestumperne.

Uden varsel blev vi på et tidspunkt beordret til at være tre i én celle. Selvom pladsen var meget trang, kom der noget godt ud af det. Vi sørgede nemlig for at brødre der ikke var så åndeligt stærke, kom til at være sammen med nogle der var mere erfarne. Vi studerede Bibelen sammen og øvede os i at forkynde. Det styrkede hurtigt vores moral, og det var en torn i øjet på kaptajnen.

Da han måtte erkende at planen var mislykkedes, befalede han at hvert Jehovas vidne skulle dele celle med to ikkevidner. Selvom disse havde fået strenge ordrer til ikke at tale med os, begyndte de at stille spørgsmål, og vi havde rig mulighed for at aflægge vidnesbyrd. Resultatet blev at en eller to af disse indsatte nægtede at være med til visse militære aktiviteter. Der gik ikke lang tid før vi igen kun var en i hver celle.

Kunne I holde møder?

Ja, vi holdt vores møder regelmæssigt. Over hver celledør var der et vindue med et trådnet og syv lodrette stænger. Vi bandt enderne af et tæppe rundt om to af de lodrette stænger og lavede på den måde en lille hængekøje som vi kunne sidde i. Deroppefra kunne vi se den broder der var i cellen over for os, og når vi råbte, kunne de andre i blokken høre os. Vi drøftede dagsteksten hver dag, og hvis vi havde bladet, holdt vi vagttårnsstudiet. Hver dag sluttede vi af med på skift at bede en bøn højt. Vi lavede endda vores eget kredsstævneprogram.

Vi var ikke sikre på om en ældste kunne få lov til at komme ind og holde mindehøjtiden sammen med os. Derfor traf vi selv nogle forberedelser. Vi lavede vin ved at bløde nogle rosiner ud i vand og maste noget af vores brød fladt og tørrede det. Ved én lejlighed fik vi tilladelse til at få en lille flaske vin og noget usyret brød fra brødrene udenfor.

Ændrede forholdene sig med tiden?

Ja, de blev efterhånden bedre. Loven blev ændret, og vores gruppe blev løsladt. Fra da af blev de der nægtede at udføre militærtjeneste af religiøse grunde, idømt straffe af en fastsat længde, uden senere at blive idømt nye straffe. Efter at vores gruppe på 22 brødre var blevet løsladt, blev de 88 brødre som stadig sad i forvaring, tilkendt almindelige fængselsrettigheder. De fik lov til at få ét besøg om måneden og kunne nu skrive og modtage breve.

Var det vanskeligt at vænne sig til livet uden for fængselet?

Det tog tid at tilpasse sig livet udenfor. Det var for eksempel temmelig skræmmende at være sammen med mange mennesker ad gangen. Vores forældre og brødrene i menighederne hjalp os venligt til lidt efter lidt at kunne påtage os mere ansvar.

Selvom det var vanskelige tider, var det vi kom ud for, til gavn for os. Trosprøverne styrkede os åndeligt og lærte os udholdenhed. Vi kom virkelig til at sætte pris på Bibelen og lærte værdien af at læse i den og grunde over den hver dag. Noget andet vi lærte, var at stole på Jehova. Efter at have bragt alle disse ofre for at bevare vores loyalitet over for Jehova var vi fast besluttede på at holde ud og give ham det bedste vi havde, så vidt muligt i heltidstjenesten.