Livsberetning

Vores kamp for at forblive åndeligt stærke

FORTALT AF ROLF BRÜGGEMEIER

Det første brev jeg fik efter at jeg var blevet fængslet, kom fra en ven. Han meddelte mig at min mor og mine yngre brødre — Peter, Jochen og Manfred — også var blevet arresteret. Det betød at vores to små søstre hverken havde forældre eller søskende til at tage sig af dem. Hvorfor blev vores familie forfulgt af de østtyske myndigheder? Hvad hjalp os til at forblive åndeligt stærke?

Under forbuddet

På grund af forbuddet måtte vi smugle bibelske publikationer ind i Østtyskland. Som kurér hentede jeg forsyninger i den vestlige del af Berlin, hvor der ikke var udstedt forbud mod vores publikationer, og transporterede dem over grænsen. Jeg undslap politiet flere gange, men i november 1950 blev jeg arresteret.

Stasi anbragte mig i en underjordisk celle uden vinduer. Jeg fik ikke lov til at sove om dagen, og om natten blev jeg forhørt og undertiden slået. Jeg havde ingen kontakt med min familie før marts 1951 da min mor, Peter og Jochen kom for at overvære retssagen mod mig. Jeg blev idømt seks års fængsel.

Peter, Jochen og mor blev arresteret seks dage senere. En af vores trosfæller tog sig af min søster Hannelore, som var 11 år, og en moster lod Sabine, som var 7 år, bo hos sig. Stasi-vagterne behandlede mor og mine brødre som farlige forbrydere; de tog endda deres snørebånd fra dem. Under afhøringerne blev de tvunget til at stå op. Også de blev idømt fængselsstraf. De fik hver seks år.

I 1953 blev nogle af de fængslede brødre og jeg beordret til at bygge en militærflyveplads, men det nægtede vi. Fængselsledelsen idømte os 21 dages isolation. I den tid blev vi ikke tildelt arbejde, og vi fik ingen breve og meget lidt mad. Nogle kristne søstre smuglede noget af deres sparsomme brødration ind til os. En af disse søstre var Anni, som jeg lærte at kende og giftede mig med efter at hun og jeg i henholdsvis 1956 og 1957 blev løsladt. Et år efter at vi var blevet gift, blev vores datter, Ruth, født. Peter, Jochen og Hannelore blev gift på nogenlunde samme tidspunkt.

Cirka tre år efter min løsladelse blev jeg arresteret igen. En Stasi-agent prøvede at overtale mig til at blive informant. Han sagde: „Kære hr. Brüggemeier, vær nu lidt fornuftig. Du ved hvordan det er at være i fængsel, og vi ønsker ikke at du skal gå alt det igennem én gang til. Du kan fortsætte med at være et af Jehovas Vidner, blive ved med dine studier og tale om Bibelen som du har lyst. Vi vil bare gerne holdes ajour. Du må tænke på din kone og din lille datter.“ Hans sidste bemærkning skar mig i hjertet. Men jeg vidste at Jehova ville tage sig af min familie bedre end jeg selv kunne mens jeg var i fængsel, og det gjorde han!

Myndighederne prøvede at tvinge Anni til at arbejde fuldtids på hverdagene og lade andre passe Ruth imens. Men Anni modsatte sig det og arbejdede om natten så hun kunne tage sig af Ruth om dagen. Vores åndelige brødre var utrolig omsorgsfulde og gav min kone så mange ting at hun kunne give noget af det til andre. I mellemtiden sad jeg næsten seks år til bag tremmer.

Hvordan vi bevarede troen under fængsling

Da jeg kom tilbage til fængselet, var mine indespærrede kristne brødre ivrige efter at høre hvad der var blevet bragt i publikationerne for nylig. Hvor var jeg glad for at jeg omhyggeligt havde studeret Vagttårnet og overværet møderne regelmæssigt så jeg kunne være til åndelig opmuntring for dem!

Da vi bad vagterne om at få en bibel, svarede de: „At give Jehovas Vidner en bibel er lige så farligt som at give en fængslet indbrudstyv værktøj så han kan flygte.“ Hver dag valgte de brødre der førte an, et skriftsted som vi kunne drøfte. Under vores halvtimes gårdture var vi ikke så interesserede i motion og frisk luft som i at få gavn af dagens skriftsted. Selvom der skulle være fem meters afstand imellem os, og vi ikke måtte tale sammen, fandt vi ud af hvordan vi kunne give dagens tekst videre til hinanden. Da vi kom tilbage til vores celler, sammenstykkede vi det vi havde været i stand til at høre, hvorefter vi holdt vores daglige bibeldrøftelse.

Til sidst blev vi forrådt af en informant, og jeg blev sat i isolationsfængsel. Hvor var jeg taknemmelig for at jeg på det tidspunkt havde lært flere hundrede skriftsteder udenad! Jeg kunne bruge tiden dér til at grunde over mange forskellige bibelske emner. Så blev jeg flyttet til et andet fængsel, hvor en vagt anbragte mig i en celle sammen med to andre Jehovas Vidner og — til vores store glæde — gav os en bibel. Efter at have været seks måneder i isolationscelle var jeg meget glad for atter at kunne drøfte bibelske emner med mine trosfæller.

Min bror Peter forklarer hvad der hjalp ham til at holde ud i det fængsel han var anbragt i: „Jeg forestillede mig hvordan det bliver at leve i den nye verden, og jeg holdt mit sind beskæftiget med bibelske tanker. Vi Jehovas Vidner styrkede hinanden ved at stille spørgsmål fra Bibelen eller ved at høre hinanden i skriftsteder. Livet var ikke nemt. Nogle gange var vi 11 der var stuvet sammen i en celle på cirka 12 kvadratmeter. Dér skulle vi spise, sove, vaske os og endda forrette vores nødtørft. Nerverne blev tyndslidte.“

En anden af mine brødre, Jochen, fortæller om sit fængselsophold: „Jeg sang sange som jeg kunne huske fra vores sangbog. Hver dag grundede jeg over et skriftsted som jeg havde lært udenad. Efter at jeg var blevet løsladt, fortsatte jeg med at have gode åndelige vaner. Jeg drøftede dagens tekst sammen med min familie hver dag, og vi forberedte os også til alle møderne.“

Mor løslades

Efter lidt over to års fængsling blev mor løsladt. Hun brugte sin frihed til at studere Bibelen med Hannelore og Sabine og hjælpe dem med at lægge en god grundvold for deres tro. Hun lærte dem også hvordan de kunne tackle de situationer der opstod i skolen på grund af deres tro på Gud. Hannelore siger: „Vi tog os ikke af de prøvelser vi blev udsat for, for vi opmuntrede hinanden når vi var hjemme. Vores stærke familiesammenhold opvejede alle de problemer vi kom ud for.“

Hannelore fortsætter: „Vi sørgede også for at viderebringe åndelig føde til vores brødre der var i fængsel. Med lille skrift afskrev vi et helt eksemplar af Vagttårnet på vokspapir. Derefter pakkede vi siderne ind i vandtæt papir og gemte dem blandt nogle svesker som vi sendte i den månedlige pakke. Hvor var vi glade da vi fik en tilbagemelding om at sveskerne var ’meget velsmagende’. Vi var så opslugte af vores arbejde at jeg faktisk følte det som en dejlig tid.“